Det siger forældrene om uro i undervisningen
De fleste forældre er enige om, at uro i undervisningen er et problem. Men hvad er årsagerne? Og er det skolens skyld eller forældrenes skyld? Det har forældrene ret forskellige holdninger til – afhængig af om de har et barn, der skaber uro eller et barn, der er plaget af uro. Se her, hvad forældrene fortalte i magasinet Skolebørns undersøgelse om uro i skolen.
TEKST: MAJ CARBONI
ILLUSTRATION: JENZ KOUDAHL
%
af forældrene oplever i "høj grad", at undervisningen i deres barns klasse FORSTYRRES AF URO. 35 % oplever dette "i nogen grad". 13 % "i ringe grad" eller "slet ikke".
%
af forældrene vurderer, at lærerne i deres barns klasse arbejder for at FOREBYGGE URO I KLASSEN. 67 % oplever, at dette virker i "høj grad" eller i "nogen grad". Mens 31 % mener, at metoderne i "ringe grad" eller "slet ikke" virker.
%
af forældrene føler sig "i høj grad" eller "nogen grad" INDDRAGET I AT MINDSKE UROEN. 42 % oplever sig inddraget i "ringe grad" eller "slet ikke".
Kilde: Skole og Forældres undersøgelse om uro fra juni 2023 med besvarelser fra 648 forældre til børn i folkeskolen.
Det siger forældre til “rolige børn”
Om årsager til uro
“Inklusionselever trives dårligt og skaber væsentlige forringelser for klassen – og egentligt også for sig selv.”
“Det er helt “almindelige” drenge, der laver uro. Opdragelse har klart noget at sige, og desværre er det forældrene til disse børn, der ikke kommer til de indkaldte møder.“
“Forældrene til de urolige børn gør intet. Det er som om, de mener, det er skolens problem, at deres børn er dårligt opdragede.”
Om betydningen af uro
“Han bliver irriteret over, at uroen og lærernes forsøg på at skabe ro tager tid væk fra undervisningen, så han ikke lærer noget. Han får ondt i ørerne og ind imellem ondt i hovedet og kommer træt hjem. Når lærerne skælder ud “bliver hans krop ked af det”, selvom det ikke er rettet mod ham.”
“Min søn får ofte hovedpine og kan ikke koncentrere sig i timerne. I perioder er han meget skoletræt og vil ikke i skole. Når han kommer hjem fra skole, er han tit træt og tvær.”
“Det er ret belastende, og vi har set efter en privatskole af samme grund. Vi er frustrerede over, at der trods flere henvendelser ikke bliver gjort noget ved det, fordi der er ikke
nok voksne.”
Om deres ønsker til skolen
“Skolen skal træde i karakter og tage ansvar for at gøre noget ved uroen.”
“Der skal sættes tydelige grænser for acceptabel og uacceptabel adfærd. Jeg oplever, at lærerne ikke er klædt på til at håndtere de udfordringer, de enkelte elever står i, og at de mangler ressourcer i form af tid og hænder til at skabe god klasseledelse.”
“At skolen sætter ekstra personale ind i klassen for at hjælpe med at mindske uroen.”
Det siger forældre til “urolige børn”
Om årsager til uro
“Skolen har svært ved at tage ansvar. De har ringe indsigt i, at deres handlinger også har en betydning.”
“Vi prøver at opdrage vores dreng til at have respekt for de andre elever og læreren og ikke forstyrre de andre. Men tror det skyldes kedsomhed i timerne.”
“Min søn er ordblind og kan ikke koncentrere sig længe ad gangen, mangler ro og tid fra lærernes side. Når opgaverne bliver uoverskuelige, laver han ballade. Det er meget frustrerende.”
Om betydningen af at blive beskyldt for uro
“Han bliver frustreret, ked af det og føler sig forkert. Og så vil han nogle gange gerne skifte skole.”
Om årsager til uro
“Min datter siger, at læreren slår i bordet og råber dem ind i øret, ‘at det da for helvede ikke kan være så svært’. Det resulterer så i, at hun ikke tør at spørge, når der er noget, hun ikke forstår.”
“Min søn føler altid, at det er ham, der får skylden, og så er det som om, at han tænker, ‘hvis jeg alligevel får skylden, kan jeg lige så godt lade være med at gøre, hvad læreren siger’. Han mister respekten og tilliden til lærerne og er blevet opgivende overfor sin fremtid, som han ellers før havde store planer for.”
Om deres ønsker til skolen
“At læreren forsøger at få en indsigt i, hvorfor barnet er uroligt i stedet for, at han bliver skrevet op på tavlen, når det sker. Der burde være ressourcer og indsigt i, at et barn ikke skal “straffes” for ikke at kunne sidde stille i lang tid.”
“Jeg ville sætte pris på, at skolen mødte os forældre, lyttede til os og satte gang i bare ét af de tiltag, vi har foreslået.”
“Der er altid fokus på de dårlige ting, men der burde være lige så meget fokus på de gode ting.”
Det oplever forældrene
VIRKER DÅRLIGT MOD URO
– Skældud
– Inddragelse af pauser
– Straf
– Give forældrene skylden
– Beskeder på Aula til forældre
– Skrive til alle forældre
– Manglende samarbejde med forældre
– Ingen konsekvenser for uromagere
– Kollektiv afstraffelse
– Overse årsager til uro
– Snak uden handling
– Gåen om den varme grød
– Mangel på kompetencer hos lærerne
– Forældre der ikke tager ansvar
– Skoler der ikke kan se, at de har ansvar
– For mange elever i klassen
– Mangel på støtte til elever
– For få voksne i klassen
– Brug af vikarer
– Dårlig klasseledelse
Det oplever forældrene
VIRKER GODT MOD URO
– Fokus på årsagerne til uro
– Kvalificerede og engagerede lærere
– Opmærksomhed på det enkelte barns behov
– Omsorg og empati
– Anerkendelse og ros
– Ekstra voksne i klassen
– Åben dialog med forældre
– Gruppearbejde
– Undervisningsdifferentiering
– Selvbestemmelse til eleverne i undervisningen
– Bevægelse i undervisningen
– Tydelig plan for dagen, gerne visuel
– Klasseregler bestemt af eleverne
– Aftalt tegn til at få ro
– Mulighed for afskærmning
– Arbejde med sociale aspekter
– Samtaler med og mellem eleverne
– Samarbejdslege
– Konflikthåndtering
– Aftalte pauser for urolige elever
Kilde: uddrag fra kommentarfelterne i Skole og Forældres undersøgelse om uro fra juni 2023 med besvarelser fra 648 forældre til børn i folkeskolen. Undersøgelsen er geografisk repræsentativ og vægtet i forhold til respondenternes køn og uddannelsesniveau.
ER DET SVÆRT AT KOMME I DIALOG MED DIT BARNS SKOLE OM UNDERVISNINGSFORSTYRRENDE URO?
Ring til Forældrerådgivningen på 70 25 24 68
Udgivet: august 2023