Tema: Uro
Frustreret mor til dreng i urolig klasse:
”Skolen bliver uinteressant og trættende”
Anne Mette er mor til en dreng, der går i en klasse, hvor uro har ødelagt undervisningen siden 0. klasse. De trivselsfremmende indsatser har kun hjulpet kortvarigt.
TEKST: LINE FELHOLT
ILLUSTRATION: JENZ KOUDAHL
Råben. Larm. Grimt sprog. Tre ord, der sammenfatter, hvad Anne Mettes dreng har oplevet i sin klasse siden skolestart, det vil sige i de 6-7 år, han efterhånden har gået i skole. Der er også blevet gjort noget ved det. Lærerne og skolen har løbende sat ind med det, som Anne Mette kalder ’flere og rigtig gode’ trivselsfremmende indsatser i klassen. De har også hjulpet. Men kun i kort tid. Herefter er uroen vendt tilbage.
“Nogle lærerteams har været bedre end andre til at få ro, men overordnet set har man ikke formået at skabe et gennemgribende klassekultursforandrende resultat. Desværre,” fortæller hun.
Så tilbage står stadig en mindre gruppe af børn, der skaber uro for resten af børnene med ’råben og larm og grimt sprog’ til lærerne og til de andre børn. Og for hendes barn er hun ikke i tvivl om konsekvensen.
“Det betyder, at mit barn langt fra får det rette undervisningsudbytte af timerne, og at skolen bliver uinteressant og trættende i stedet for inspirerende og motiverende,” siger hun.
Masser af tiltag
Lærerne har blandt andet forsøgt sig med, at klassen har lavet et charter med regler for, hvordan man omgås hinanden. Man har også forsøgt sig med trivselsfremmende lege i de små klasser og relationsskabende øvelser i de større klasser. Man har haft fokus på ulve- og girafsprog samt konflikt-trappen. Man har haft LKT-vejledere tilknyttet, som gennem flere forløb har observeret klassen i timerne og talt både med hele klassen og med de enkelte børn.
Man har også udleveret skemaer, hvor børnene har ratet uro og trivsel i klassen til brug til skole-hjem-samtaler. Men nøglen til en vedvarende bedring har man ikke fundet. Tilbage står kun årsagen til problemet, som hun beskriver sådan her:
“Det er børn, der ikke virker skoleparate eller motiverede for at gå i skole. Det kan virke som om, at de børn, der larmer, har svært ved at koncentrere sig, og enkelte af dem har også svært ved at følge med i undervisningen,” siger hun og betegner det i øvrigt som en meget blandet gruppe af piger og drenge med forskellige socioøkonomiske baggrunde.
Mister troen
Som forælder er Anne Mette bekymret for flere ting. Slet og ret det høje støjniveau, som betyder, at hun oplever, at hendes dreng er mere træt, end han burde være efter en skoledag. Hendes søn klarer sig generelt godt fagligt, men hun er ikke i tvivl om, at klassen som helhed langt fra får det rette undervisningsudbytte af timerne.
Hendes eget barn oplever hun som resignerende. Han forsøger ikke at tysse på kammeraterne og affinder sig i stedet med, at de larmende børn styrer timerne, og at lærerne ikke ved, hvad de skal stille op med dem. Med det resultat, som i hvert fald hans mor frygter:
“At mit barn mister troen på, at underviserne og skolen som helhed kan håndtere larmende og urolige børn,” siger hun.
Elev: Ro kræver respekt for lærerne
Hendes søn beskriver det selv, hvad uroen betyder for ham.
“Det gør det svært at koncentrere sig, og underviserne bliver sure,” siger han og bekræfter selv, at han er ’blevet vant til, at der er uro’. Så vant til det, at det er stilheden, han lægger mærke til, når den er der.
Hans egen forklaring på uroen er, at den for eksempel kommer, fordi børnene sidder og spiller og bruger deres PC til andet end skolearbejde. Fra hans synspunkt ser ud til, at det er svært for lærerne at komme i kontakt med de børn, der larmer. Så når man spørger ham, hvad lærerne gør ved uroen, svarer han:
“De gør ikke rigtig noget ved det.”
Hans eget bud på, hvad de burde gøre, er inspireret af det, han oplever, når andre klassers lærere er i klassen. For dem har eleverne mere respekt for. Derfor foreslår han:
“De lærere, som godt kan finde ud at skabe respekt, skal være kontaktlærere eller klasselærere,” siger han og kommer med et god råd:
“De skal nok ikke være for gamle, for det virker som om, at overskuddet er mindre, jo ældre de er.”
Har (næsten) mistet troen
Anne Mette og en kerne af forældre – inklusiv nogle af forældrene til børn, der larmer – har løbende talt sammen om problemet og adresseret det til underviserne.
“Der er en god og forholdsvis åben dialog mellem mange af forældrene i klassen,” fortæller hun. Gennem kontaktforældrene og også enkeltvist har de i løbet af årene henvendt sig til skolen om problemet. Senest har man i klassen taget initiativ til at holde et forældremøde med ledelsen. Men efterhånden er Anne Mette ikke optimistisk.
“Uroen og det manglende klassekultursforandrende resultat gennem årene har bevirket, at jeg nok har mistet troen på, at det kan forandres. Og alligevel giver vi forældre i klassen det et skud mere og indkalder nu ledelsen til et møde. Vi ender nok med at lave en bekymringsskrivelse til skolen, og hvis der fortsat ikke sker noget, så vil jeg overveje at tage kontakt til det politiske eller forvaltningsmæssige niveau i kommunen,” siger hun.
Anne Mette ønsker at være anonym af hensyn til sin søn. Redaktionen er bekendt med Anne Mettes fulde navn og også hendes søns.
HAR DIT BARN UDFORDRINGER MED URO I KLASSEN?
Ring til Forældrerådgivningen på 70 25 24 68
Udgivet: august 2023
