For at mindske uro, må man finde årsagerne
Uro bliver af både lærere, elever og forældre set som en af de største forhindringer for elevernes trivsel og faglige udvikling. Desværre leder man sjældent dybt nok efter årsagerne og vælger derfor ofte løsninger i blinde, mener forskere. Der er dog metoder, der hjælper, selvom vilkårene gør det svært.
TEKST: LINE FELHOLT
ILLUSTRATION: JENZ KOUDAHL
Det er 5. klasse. De har matematik. Helle Plauborg er der som forsker. Hendes speciale er klasseledelse, og i dette tilfælde observerer hun en klasse, som efter hendes vurdering har en lærer, der er en dygtig klasseleder. Alligevel har klassen et stort problem. Den er plaget af undervisningsforstyrrende uro, og især tre elever kræver så meget opmærksomhed i timerne, at det er vanskeligt for de andre børn at fokusere på det faglige indhold.
Den ene af de tre børn er en pige, som i løbet af en lektion på 45 minutter kræver lærerens opmærksomhed 23 gange. En anden er en dreng, der har for vane at forlade klassen, så læreren skal ud og lede efter ham. Det tredje barn afbryder under fælles gennemgange og går rundt til de andre elever og forstyrrer dem i stedet for at gå i gang med at løse opgaverne.
På overfladen kunne det ligne ’uopdragne børn’, der ikke har lært at ’høre efter’ hjemmefra. Men Helle Plauborgs observationer afslører en helt anden virkelighed. Det viser sig, at pigen, der forstyrrer hvert andet minut, faktisk godt kan finde ud af matematik, men har brug for lærerens anerkendelse af, at hun er på rette vej i opgaverne. Drengens årsag til at forlade klassen er utryghed over, hvad planen for lektionen er. Og det sidste barn er uroligt, fordi hun er usikker på opgaverne.
”Det er et godt eksempel på, at der er forskellige årsager til uro i en klasse. De tre børn har meget forskellige grunde til at forstyrre undervisningen,” siger forsker og lektor på DPU Helle Plauborg, der har skrevet om undervisningsforstyrrende uro i bogen ’Børn og unge med diagnoser’.
Med sit eksempel fra 5. klasse ønsker hun at illustrere en vigtig pointe om undervisningsforstyrrende uro:
”Specificitet er et nøgleord. Man er nødt til at kigge på den enkelte klasse og de situationer og sammenhænge, den undervisningsforstyrrende uro udspiller sig i,” understreger Helle Plauborg.
Den logiske konsekvens af dét overses desværre alt for ofte, mener hun.
”Med fastlåste forståelser af årsager til uro, kommer vi ikke ret langt i at finde løsninger,” advarer DPU-forskeren, der også er forfatter til en samlet forsk- ningsoversigt over studier i undervisningsforstyrrende uro.
HVAD ER URO?
Der kan godt være uproblematisk uro i en klasse. Fx når eleverne taler sammen i forbindelse med gruppearbejde eller en sav larmer i Håndværk og Design. Uro i dette tema skal forstås som støj eller bevægelse, der forstyrrer undervisningen og skader undervisningsmiljøet.
Uro kan også være en stor belastning for personalet. Næsten hver femte lærer har været sygemeldt som følge af arbejdsforholdene, viser Danmarks Lærerforenings medlemsundersøgelse fra 2022.
Mest forstyrrende uro
Der findes flere slags undervisningsforstyrrende uro, herunder vold eller mobning, men det er de former for uro, hvor elever tager ordet uden at have fået lov, småsnakker, hvisker, kommer med udbrud og forlader deres plads, der er mest forstyrrende for undervisningens gennemførelse, peger Helle Plauborgs forskningsoversigt på.
”Forskning viser, at de såkaldt ’mindre alvorlige’ former for undervisningsforstyrrende uro både er de mest forstyrrende og også de mest udbredte,” fortæller hun.
“Forskning viser, at jo mere uro, der er i en klasse – des lavere fagligt udbytte får eleven.”
Rasmus Alenkær
Reagerer på de voksne
Uro i undervisningen har store konsekvenser for trivslen. Pædagogisk psykolog, ph.d. og tidligere skolelærer, Rasmus Alenkær, er aktuel med bogen ’Pædagogisk værtskab og uro i skolen’. Han beskriver konsekvenser af uro sådan her:
”De særligt undervisningsforstyrrende børn er ofte selv i mistrivsel. Der er tendens til, at de ligeledes er socialt marginaliserede i klassen, da de andre elever ofte tager afstand til dem. Ikke altid, men ofte. De kommer hyppigt i konflikter og ender i ubehagelige situationer
på grund af deres høje tempo og deres støjende deltagelsesadfærd,” fortæller han.
De øvrige børn i klassen bliver også påvirket af støjen. De oplever, at undervisningen ikke fungerer. Nogle af dem vender deres opmærksomhed mod noget andet og begynder måske selv at bidrage til uroen. Andre bliver så påvirkede, at de bliver hjemme. Andre igen udvikler det, der i den internationale forskning kaldes ’elopement’ – af Rasmus Alenkær oversat til ’løbeadfærd’. De forlader klassen uden at få lov og går rundt på gangene i stedet.
”Børnene reagerer på de voksnes manglende kontrol. På, at det er utrygt,” lyder det opsummerende fra Rasmus Alenkær.
LÆS OGSÅ: Elever: vi lærer mindre på grund af uro
Komplekst samspil
Helle Plauborgs forskningsoversigt giver indblik i de løsninger, som den internationale forskning tilbyder. Blandt andet at lærere arbejder med klasseledelse, med at rose eleverne mere, med at styrke relationen mellem lærer og elev eller med at indrette det fysiske læringsrum på en anden måde.
Men et generelt problem ved løsningerne er, mener Helle Plauborg, at de tager udgangspunkt i tre meget adskilteårsager til uro, hvoraf den første er den mest udbredte:
1. At uroen skyldes individet (adfærdsproblemer hos barnet).
2. At uroen er kontekstorienteret (skolen gør det ikke godt nok).
3. At uroen er et symptom på grundlæggende udfordringer i samfundet (ændrede idealer for opdragelse, pædagogik og undervisning).
”Det er enten eleven, der er problemet, det er lærerne eller samfundet. Men i virkeligheden skal årsagerne ofte findes på tværs af de tre forklaringer. Og ofte også andre. Det er i reglen et komplekst samspil, der forklarer, hvorfor uroen er opstået,” lyder det fra Helle Plauborg.
Det er pædagogisk psykolog, Rasmus Alenkær, helt enig i.
”Det er 100 procent sikkert, at uro aldrig kun handler om én faktor. Den tanke kan man godt skyde ned. Det er aldrig bare ét barn eller én lærer, der er årsagen, men typisk et samspil mellem flere faktorer,” lyder det fra psykologen.
Derfor er man nødt til at starte et helt andet sted, hvis man vil blive klogere på uro, der ødelægger undervisningen. Helle Plauborg pointerer, at uro ikke er noget i sig selv. Den er kun noget i forhold til det, den relaterer sig til, og den er i reglen relateret til en række komplekst forbundne og forviklede elementer. Det kan for eksempel være faglige forudsætninger, sociale dynamikker mellem eleverne, måderne undervisningen gennemføres på og så videre.
”Derfor er det vigtigt at undersøge, hvad den undervisningsforstyrrende uro er relateret til, for ellers kommer vi til at intervenere i blinde,” påpeger hun.
For at forstå, hvorfor det er vigtigt ikke at intervenere i blinde, skal vi tilbage til eleven, der afbrød læreren 23 gange i timen, fordi hun har brug for lærerens anerkendelse af være på rette vej. Her fandt man frem til en intervention, som gik ud på, at læreren lige efter gennemgangen af en opgave, gik ned til pigens bord og sikrede sig, at hun følte, at hun havde forstået opgaven. Desuden besluttede man, at hun måtte regne efter på lommeregner eller se resultatet hos læreren i slutningen af timen. Den løsning viste sig at reducere uroen markant. For hun fik stillet et alternativ til rådighed.
”De urolige børn er udmærket klar over, hvad de får skældud for. De ved godt, hvad der udløser lærernes vrede og irritation, men det står ikke klart, hvad de skal stille i stedet for den uro, som ikke er ønsket,” siger Helle Plauborg.
“Ideelt set skal urolige børn betragtes som en slags brandalarmer – som indikatorer for, at der er noget galt i systemet og noget bør ændres.”
Niels Egelund i ‘Læreren og de urolige børn’ fra 2006
Urolige elever føler sig uvelkomne
Rasmus Alenkær kommer i sin nye bog med et bud på en løsning. Han kalder det ’pædagogisk værtskab’. Værtskabstankegangen har han delvist lånt fra teorier og forskning fra blandt andet servicebranchen, hvor man har fokus på at få brugerne til ’at føle sig velkommen’. Værtskabet har to parter, nemlig gæsten (eleven) og værten (skolen/læreren). I centrum er deres relation. Tanken er, at skolens/lærerens handlinger og væremåde er afgørende for elevens oplevelse af at føle sig velkommen.
”Det handler om, at skulle du og jeg holde et møde, så er det mig som vært, der skal tage imod dig, spørge til dig, lytte til dig og få dig til at føle dig velkommen. Det kan noget, som man også kan bruge i en pædagogisk hverdag, så man får eleverne i skolen til at føle sig velkomne,” forklarer Rasmus Alenkær.
For skolen og lærerne handler værtskabet om at være autentisk, nærværende, venlig og nysgerrig. Modsat er det dårligt værtskab at være uvenlig, nedladende og utålmodig. Rasmus Alenkær giver et eksempel: I en udfordret 5. klasse, som han har været ude at arbejde med som konsulent, var en gruppe drenge særligt forstyrrende i undervisningen. Lærerne valgte en ’streng-fra-starten-strategi’ med kort snor, hårde sanktioner og skæld ud: ’Sæt jer ned og luk munden!’. Problemet med dén strategi var, at drengene hele tiden blev mindet om, at de var forkerte. De oplevede det som respektløst og konfronterende at blive talt til på den måde. Kort sagt: De følte sig med al sandsynlighed ikke velkomne.
”At føle sig velkommen handler om at være anerkendt, respekteret og værdsat som deltager, og også om at blive mødt med empati og føle sig tryg. Den velkomst, som drengene i 5. klassen fik, var langt fra varm,” lyder Rasmus Alenkærs budskab.
Urolige elever skal føle sig (lidt ekstra) velkomne i skolen. For at få ro på urolige elever, vælger nogle skoler en strategi, man kan kalde “streng-fra- start”, hvor lærere og pædagoger bruger en autoritær stil og taler hårdt til børnene fra undervisningens start ved fx at sige: ”Sæt jer ned og luk munden”, ”Vær stille, blev der sagt” og lignende. Rasmus Alenkærs erfaringer viser dog, at dette virker modsat intentionen og i stedet skaber mere uro, fordi eleverne føler sig uvelkomne og bliver mindet om, at lærerne ser dem som forkerte. I stedet skal lærerne anstrenge sig for, at alle børn – og specielt de urolige – oplever, at de er værdifulde, betydningsfulde og anerkendte som mennesker.
Uro er skolens problem
Alenkærs fokus på værtskab betyder, at ansvaret for uroen lægges hos skolen. Men ikke alene. For Rasmus Alenkær taler også for, at elever skal hjælpes til at påtage sig et medværtskab. På samme måde som når man som gæst tager ansvar for, at mødet skal gå godt. Men hvis eleverne skal påtage sig et medværtskab, hvem skal så lære dem det? Naturligvis har forældrene også et ansvar. De skal sende deres børn veludhvilede og velnærede i skole og også sende dem afsted med gode værdier hjemmefra. Men det er Rasmus Alenkærs budskab, at undervisningsforstyrrende uro er et skoleproblem.
”Jeg kan godt forstå de forældre, der tænker, at de ikke har sat børn i verden for at sende dem hen i en sundhedsfagligt uforsvarlig hverdag. Og jeg kan også godt forstå de forældre, der får beskeder med hjem om, at deres barn forstyrrer, og om de ikke vil være søde at tage en snak om det derhjemme. Selvfølgelig er det vigtigt som forælder at understøtte barnets medværtskab, men uro og værtskab i skolen er en skoleudfordring,” insisterer Rasmus Alenkær.
Lyt til forældrene
Et andet bud på en løsning kommer fra Gro Emmertsen Lund, som er konsulent, tidligere lærer og forfatter til bøger om blandt andet relations- og kulturudvikling i skolen og fravær. I sin ph.d. har hun forsket i forældresamarbejde, herunder behovet for ’responsivt forældresamarbejde’, som bygger på relations-, ressource- og mulighedstænkning fremfor individ-, problem-, fejl- og mangeltænkning.
Ifølge den metode må skolen/lærerne prøve at forstå uroen fra barnets perspektiv frem for at have fokus på, hvad der er galt med barnet. Interventioner må ligeledes tage udgangspunkt i, at barnet har gode grunde til at gøre det, det gør.
Det samme gør sig gældende for skolens samarbejde med forældrene. Uro i en klasse er en oplagt anledning til at gøre brug af responsivt forældresamarbejde, mener Gro Emmertsen Lund. Anledningen kan også være mobning eller et tredje trivselsproblem.
”Det responsive forældresamarbejde er kommunikationsfærdigheder, hvor skolen/lærerne er optaget af at formulere sig på en måde, så man inviterer forældrenes stemmer ind. Hvor man er åben og refleksiv og lydhør overfor deres perspektiver, kritik og bekymringer uden, at man som lærer/skole bliver personligt ramt,” siger hun.
Når en skole arbejder aktivt med responsivt forældresamarbejde, kan det være med til at åbne op for de underliggende årsager til uro i en klasse.
”Nogle gange er uro et problem i sig selv, andre gange er det symptom på andre problemer. Det responsive forældresamarbejde kan åbne for op for viden, som man ellers ikke ville få fat i. Det får man ikke med envejskommunikation, for der er det alene skolen, der definerer problemet. Det er på ingen måde befordrende, når udfordringer skal håndteres,” lyder det fra Gro Emmertsen Lund.
Når det er sagt, så er det også en vigtig pointe, at begreber som ’god undervisning’, ’undervisningsforstyrrende uro’ og ’godt forældresamarbejde’ både er subjektivt og kulturelt definerede størrelser. Gro Emmertsen Lund har besøgt mange skoleklasser i Danmark, hvor god undervisning defineres som noget, der foregår i et lokale ved et bord, og hvor der ro i klassen og på kroppen.
”Når man har dét billede på god undervisning, er det klart, at uro automatisk er et stort problem,” siger hun.
“Der er en tendens til, at børn med opmærksomheds- forstyrrelser og hyperaktivitet (fx ADHD) har en øget tendens til at forstyrre undervisningen. Men årsagen til uroen findes ikke ved kun at vende blikket mod disse børn. Oftest er børnenes adfærd et udtryk for samspillet mellem barnets iboende psykologi og den sammenhæng, som barnet befinder sig i. Barnets adfærd kan skygge for, at de voksne og andre elever får øje på barnets øvrige kvaliteter. Derfor bliver disse børn ofte ofre for omverdenens negative forventninger og kæmper en hård kamp for at blive anerkendt.” – Rasmus Alenkær.
Skoler løser det selv
Men Gro Emmertsen Lund har også besøgt skoleklasser i Canada og USA, hvor der var utroligt meget aktivitet og et ganske højt støjniveau i klasser med 50 børn og 2-3 lærere. Nogle elever hældte jord og vand i planter, nogle læste bog, nogle lavede matematik. Gro Emmertsen Lund tænkte, at her var nogle lærere, der ingen forstand havde på klasseledelse overhovedet.
”Men efter noget tid opdagede jeg, at det var meget tilrettelagte læreprocesser, der tog udgangspunkt i små grupper af elevers selvvalgte emner,” fortæller hun.
Samtidig oplevede hun, at når en af lærerne satte en fingerspids på sit hoved og sagde: ’Tap your head, if you hear me’, blev der hurtigt helt ro. Læreren gav sine instrukser uden, at der blev sagt en lyd i klassen. Og når det blev pausetid, stillede eleverne sig stille op i to rækker for at få flyverdragter på, så de kunne komme ud og lege i minus 17 grader.
”Herhjemme er det lige omvendt. Der kræver lærerne stilhed og ro i timerne, men så snart det bliver frikvarter, kan det blive ren kaos og råben om, hvem der er først på fodboldbanen,” siger Gro Emmertsen Lund.
Men den kulturelt betingede opfattelse af undervisning og uro spiller også ind på forældresamarbejdet. For er der uro i klassen, bliver forældrene kaldt ind til et møde, hvor det forventes, at forældrene bakker om at gøre deres børn undervisningsparate – ud fra et billede af god undervisning, som skolen definerer.
Men man kunne også vende den om og kræve, at skolen blev mere børneparat, så den tilrettelagde undervisningen, så eleverne brugte deres stemmer og kroppe og engagement noget mere, lyder det fra Gro Emmertsen Lund.
I hvert fald er det ifølge hende tankevækkende, at man i mange lande har meget mindre skole-hjem-samarbejde end i Danmark.
”Skole-hjem-samarbejde er noget meget dansk. Der er ikke den samme tradition for det i mange andre lande. I for eksempel USA, New Zealand og Canada forventer man ikke, at forældrene skal løse skolens opgaver. Uro, mobning og konflikter lykkes man med at løse uden nævneværdig involvering af forældrene, fordi man over årene har udviklet værktøjer hertil. Der har vi måske stadig et stykke udviklingsarbejde at gøre herhjemme,” fortæller hun.
Politisk svigt
Mens Rasmus Alenkær peger på værtskab og Gro Emmertsen Lund på relationsudvikling, peger Helle Plauborg på klasseledelse som mulig løsning på undervisningsforstyrrende uro. Ved klasseledelse forstås som regel det fundament, som undervisningen skal hvile på, for eksempel indretningen af klasserummet og regler og rutiner for samværet i klassen.
Men Helle Plauborg understreger, at det er vigtigt også at tænke didaktikken – det vil sige undervisningens forberedelse, gennemførelse og evaluering – og andre aspekter af det sociale end disciplinering af eleverne, ind i klasseledelsesbegrebet. For eksempel respektfulde relationer mellem lærere og elever og mellem eleverne indbyrdes.
Helle Plauborg, der forsker i klasseledelse, mener, at man kommer langt med god klasseledelse, også i forhold til undervisningsforstyrrende uro, men hun understreger:
”Vi kommer helt sikkert langt med klasseledelse, men vi sætter for stor lid til den, hvis vi tror, at klasseledelse kan løse alle de problemer, som folkeskolen står i,” siger hun med henvisning til blandt andet inklusionsloven.
Rasmus Alenkær peger på inklusionsloven og de kommunale inklusionsstrategier som et markant benspænd for mulighederne for at løse undervisningsforstyrrende uro. Han mener, at der er tilfælde, hvor hverken klasseledelse eller pædagogisk værtskab kan stille nok op. Der findes børn, der har ekstra svært ved at finde sig til rette i fællesskabet.
”Men vi har i øjeblikket i Danmark en dominerende specialpædagogisk ideologi, som ser det som det vigtigste, at alle børn er i klassen. Vi har mere fokus på ikke at sende nogen ud af klassen end på, at der skal være godt dér, hvor børnene skal være,” lyder hans kritik.
Han mener, at vi skal have så mange børn som muligt med i fællesskabet. Men:
”Hvis fællesskabet ikke er sundhedsfremmende, er der måske nogle børn, der skal være mindre i fællesskabet. Eller i det mindste have meget mere hjælp til at være der. Vi skal forlade ideen om, at alle børn skal være sammen om alt hele tiden,” mener Rasmus Alenkær.
Helle Plauborg siger det ganske kort:
”Klasseledelse alene er ikke svaret på de svigt, som folkeskolen er udsat for politisk.”
ER DIT BARN UDFORDRET AF URO I SKOLEN?
Ring til Forældrerådgivningen på 70 25 24 68
Udgivet: august 2023
