Tekst: Maj Carboni
Illustration: Els Cools

“Pling”.

Det var den lyd fra telefonen, som Charlotte og hendes mand havde ventet på, mens de kørte rundt for at lede efter datteren. To timer før havde Amalie smækket døren i hovedet på sin mor og råbt ”fuck dig!”, før hun løb ned ad villavejen og var væk.

Det lignede overhovedet ikke Amalie at være hverken aggressiv eller højtråbende, men sådan havde hun været, siden hun skulle være begyndt i 8. klasse efter sommerferien. Når hun altså ikke lå i sin seng og kiggede ind i væggen med hættetrøjen trukket op over det fedtede hår. Hun orkede hverken at spise eller at gå i bad længere.

”Jeg står på broen over jernbanen”, læste Charlotte på telefonen og glemte at trække vejret.

”I skolen ser vi ikke noget”
Første gang Amalie sagde til en lærer, at hun ikke havde lyst til at leve mere, var i 5. klasse. Det var også første gang, at Charlotte oplevede, at lærerne reagerede på den mistrivsel, som hun havde skrevet, ringet og holdt møder om de sidste fem år, men uden, at hun følte sig taget alvorligt.

Amalie havde det godt i sin børnehave, men det tog hårdt på hende at forlade de trygge rammer og begynde i en skole, hvor der var 44 elever i klassen den første tid. Selvom eleverne blev delt op i mindre klasser, var der stadig meget larm og nogle elever, der fyldte meget. Det gjorde Amalie ikke. Hun blev stille. Gled nok lidt under lærernes radar, tænkte Charlotte. Amalie brugte alle sine kræfter på at gøre, som der blev forventet af hende i klassen. Men når hun kom hjem, var hun så udmattet, at hun næsten ikke havde overskud til at gå til fritidsaktiviteter eller se sine venner. Ofte faldt hun grædende om i sengen.
”Det hele bryder sammen,” hulkede hun, men hun kunne ikke forklare, hvad der gjorde hende så ked af det.

”Hun har det fint i skolen. Herovre ser vi ikke noget,” sagde lærerne altid, når Chalotte kontaktede dem med sin bekymring. De kunne de lige så godt have sagt til hende, at hun var en overbekymret pylremor, følte Charlotte. Og endnu værre: Den underliggende formodning om, at det måtte være i hjemmet, der var noget galt, siden Amalie kun reagerede der.

Lærer gjorde en forskel
Da Amalie gik i 2. klasse, døde hendes far. Amalie var vokset op hos sin mor og hendes nye mand, efter, at forældrene blev skilt, da hun var to år gammel. Men det var selvfølgelig en stor sorg for Amalie at miste sin far. Skolen tilbød hende at komme i en ”sorggruppe”, hvor hun sammen med andre elever, der havde oplevet sorg, kunne tale med speciallæreren, Mie, om, hvordan de havde det. Amalie fik et nært forhold til Mie, som hun følte sig tryg ved og kunne betro sig til. Sådan havde hun det ikke med nogen af de andre lærere. Samtalerne med Mie gjorde det lettere for Amalie at komme i skole, og Charlotte var lettet over, at der nu endelig var nogen, der havde fokus på Amalie i skolen. Men efter et halvt år blev sorggruppen lukket ned. Charlotte spurgte skolelederne, om Amalie ikke kunne fortsætte med at ses med Mie på en eller anden måde, men det kunne ikke lade sig gøre.

”Spænd hjelmen og vær mere hård”
I tredje klasse blev det tydeligt for Charlotte, at Amalie var bagud fagligt. Hun havde svært ved at læse og Charlotte var overbevist om, at Amalie var ordblind. Charlotte, der selv arbejder som lærer, vidste, at man har ret til at få testet sit barn for ordblindhed i tredje klasse, men skolen afslog det. Charlotte insisterede på et møde med læsevejlederen.

Her syv år efter kan Charlotte stadig huske, hvordan hun sad på læsevejlederens kontor og delte sin bekymring om, at Amalies faglige udfordringer kunne skyldes ordblindhed. Og hvordan det fik Amalie til at blive nervøs for at komme i skole, når hun ikke følte, at hun kunne det samme som sine klassekammerater. Hvordan det blev til en ond spiral, når Charlotte ofte måtte opgive at få hende i skole og hun derfor kom endnu længere bagud. Læsevejlederen sad tilbagelænet i stolen.

”Læser du ikke hjemme med din datter de 15 minutter om dagen, som lærerne har fortalt jer, at man skal?” Charlotte følte sig straks skyldig.

”Jamen, det kan vi ikke. Når jeg tager en bog frem, bryder hun grædende sammen og løber ind på værelset. Hun græder bare hun kommer til at tænke på skolen,” forklarede Charlotte.

”Hvis I ikke læser derhjemme, så er der jo ikke noget at sige til, at hun er bagud. Det er dit ansvar, at I får læst hver dag. Du må spænde hjelmen. Vær lidt mere hård og sørg for, at hun kommer i skole hver dag.”

Charlotte husker stadig de ord, der føltes som et knytnæveslag i maven. Hun blev næsten svimmel af dårlig samvittighed.

”Er det virkelig min skyld, at min datter klarer sig så dårligt i skolen,” tænkte hun. Skulle de virkelig bare ”spænde hjelmen” derhjemme?

Charlotte kunne mærke inderst inde, at det ikke kunne passe. Hun kom også i tanke om, hvordan der på hendes eget lærerværelse på arbejdet blev talt om forældre – at de ikke tog deres ansvar på sig og var ”curlingmødre”, der ikke kunne se, at de selv var årsagen til, at deres børn ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt.

Charlotte kunne ikke forstå, hvorfor lærerne ikke lyttede mere til forældrene.

”Hvis skolen bare havde taget mig seriøst dengang, så var vi måske ikke kommet så langt ud,” har Charlotte ofte tænkt i årene, der fulgte. Hvorfor var der ingen, der havde spurgt ind til hendes oplevelser med Amalie derhjemme i stedet for bare at afvise hende? De havde jo ikke hørt, hvor hjerteskærende hun græd i bilen på vej til skole. Eller hvordan hun var anderledes glad i weekenderne. Og de dage, hvor Amalie gik til teater på Ungdomsskolen. Der glædede hun sig altid og havde intet problem med at skulle afsted. Selvom Amalie helst holdt sig i baggrunden i skolen, elskede hun at stå på teaterscenen. Hun fik endda rollen som Mie i en opsætning af Far til fire.

Charlotte kan stadig huske, at hun sad nede i salen til premieren med stolte tårer i øjnene. Hvis Amalies lærere på skolen bare kunne se hende stå der på scenen, tænkte hun. Se hendes styrker og hendes potentiale. Ja, bare SE hende.

Kan der ligge en diagnose bag?
Charlotte blev ved med at presse på for at få noget hjælp til Amalie. Til sidst fik hun tilbudt nogle ekstra timer i dansk med tre andre elever. For første gang i lang tid, kom Amalie hjem og havde haft en god dag.

”Det er som om, at lærerne forstår mig. Hvis bare alle mine timer kunne være sådan,” sagde hun. Da det gik fremad med Amalies læsning, blev ekstratimerne skåret fra. Og så gik det igen ned ad bakke for Amalies lyst til at komme i skole. Om morgenen i bilen var hun begyndt at råbe, at hun hellere ville dø end at skulle i skole.

Charlotte forsøgte at få Amalie til en PPR-psykolog på skolen, men blev igen afvist, fordi lærerne jo oplevede, at der ikke var problemer med Amalie i skolen. Charlotte ville ellers gerne have haft en psykologs vurdering af den tanke, som blev ved med at nage hende: Kunne der ligge en autismediagnose bag den sårbarhed, som Amalie altid havde haft? De andre elever i klassen klarede den jo, selvom de jo var i den samme klasse med den samme uro og larm. Og vist også mobning, hørte Charlotte fra de andre forældre. Amalie fortalte også derhjemme, at hun blev mobbet, men når Charlotte spurgte ind til det, syntes hun, at det lød som noget, der mest foregik inde i Amalies hoved. Hun tolkede løs på alting og havde altid en masse tanker i hovedet, som hun havde svært ved at håndtere.

Efterhånden begyndte Amalie at miste de venskaber, hun trods alt havde. Hun havde svært ved at forstå, hvad veninderne mente. Soveaftaler kunne hun slet ikke overskue. Er par gange havde bedsteveninden overnattet hos dem, men Amalie syntes det var for flovt, at hun midt om natten blev nødt til at liste ind i sengen til sin mor.

Oftere og oftere kunne Amalie heller ikke overskue aftaler efter skole. Da Amalie spurgte sin bedste veninde, hvorfor hun ikke længere spurgte, om de skulle være sammen, skrev veninden: ”Du svarer jo ikke på mine sms’er og siger altid nej til aftaler.”

Amalie følte sig droppet. Hun nægtede at forsøgte at forklare veninderne, at hun havde så lidt overskud til at være sammen, fordi hun havde det dårligt. Det var for pinligt. Det var også pinligt, at hun stadig skulle holde sin mor i hånden om morgenen helt ind i klassen. Amalie kunne jo godt se, at det så mærkeligt ud i de andres øjne, når hun gik i 5. klasse. Men hun kunne bare ikke komme ind ad den dør uden sin mor. Amalie kunne heller ikke tage med på lejrskolen og havde svært ved at deltage i fødselsdage.

”Nu kan jeg mærke det i maven igen, mor,” sagde hun, når angsten overvældede hende.

”Hun har det ikke dårligt nok”
En dag i skolen sagde Amalie til en lærer: ”Jeg vil bare gerne dø.”

Så kom der hul igennem. Lærerne sendte en underretning til kommunen og Charlotte blev indkaldt til møde med sagsbehandleren som led i en Børnesag, hvor det bliver undersøgt om barnets problemer bunder i udfordringer i hjemmet. Konklusionen var, at Amalies mistrivsel ikke havde noget at gøre med Charlottes ”forældreevne”, men handlede om noget andet. Amalie blev indstillet til et behandlingsforløb mod angst i kommunens Cool Kids-program. Men hun blev afvist med begrundelsen: ”Hun har det ikke dårligt nok”.

Charlotte var målløs. Var det ikke nok at have et ønske om at dø, når man kun er 11 år?

Amalie fik det værre og værre og i 6. klasse opdagede Charlotte, at hendes datter var begyndt at skære i sig selv. Charlotte ringede til PPR, der på det tidspunkt havde fået en ny psykolog.

”Hvad skal jeg gøre? Skal jeg presse hende i skole, selvom hun har det så dårligt?” spurgte hun.

Endelig fik Amalie plads på et Cool Kids-hold, hvor forældrene også skulle være med i dagtimerne. De arbejdede med at udfordre Amalies frygt i små skridt og gav hende belønninger, når hun bevægede sig op ad ”trappestigen”, der er en del af behandlingsmetoden. Amalie syntes ikke selv, at hun fik andet ud af det, end at se, at der var andre, der havde det værre end hende. Det gik dog en smule bedre med Amalie, så familien lige kunne holde hovedet over vandet en periode.

Da Amalie kom tilbage til den almindelige skoledag, vendte angsten også langsomt tilbage. Lærerne havde ikke fået at vide, at Amalie havde været i behandling for angst, og der var ingen kommunikation mellem psykologerne fra Cool Kids og skolen. Så alt var tilbage ved det gamle.

Igen blev Charlottes bekymrede henvendelser afvist.

Afgangsprøverne presser sig på
Amalie gik for alvor i puberteten i starten af 7. klasse. Hun havde altid været en lille prinsessepige, der elskede lyserødt og balletskørter, men nu ændrede hun stil. Det begyndte med en sort eyeliner, der hurtigt blev til mere og mere sort om øjnene. Snart var både hendes læber og alt hendes tøj sort – og helst med nitter. Hun farvede sit hår. Sort i den ene side og hvidt i den anden. Altid havde hun sine airpods i ørerne fyldt med heavy metal. Det hjalp med at lukke verden ude.

I 7. klasse begyndte de at få karakterer i skolen. Det med at blive målt og vejet, pressede Amalie endnu mere. Hun blev dog motiveret af en opgave i dansk: De skulle skrive en historie, som de selv måtte finde på. Amalie knoklede derhjemme og skrev en lille novelle, der endte med, at hovedpersonen – en ung pige – begik selvmord. Amalie fik for en gangs skyld en god karakter, men blev hevet til side af dansklæreren.

”Har du skrevet stilen selv?” spurgte dansklæreren. Amalie nikkede.

”Hvor lang tid har du brugt på den?” spurgte læreren.

Amalie havde gjort sig umage denne gang, så hun havde brugt lang tid på den, svarede hun.

”Nu skal du huske, at du kun har fire timer til eksamen,” sagde læreren.
Amalies verden brød sammen.

Det værste for Amalie var de dage, hvor der var gruppearbejde i skolen eller eleverne skulle fremlægge noget foran de andre. Hun blev rædselsslagen bare ved tanken. Så ville de andre jo opdage, hvor dårlig hun var fagligt.

Charlotte kontaktede flere gange lærerne for at høre, om der ikke var mulighed for, at Amalie kunne blive fritaget for fremlæggelser og gruppearbejde, men det kunne der ikke blive tale om. Imens tog Amalies selvskade til.

Da glasset flød over
Charlotte husker specielt én situation, som blev afgørende for, at hun satte foden ned. Det var omkring juletid i 7. klasse og eleverne skulle i gang med en projektopgave for at forberede dem på den store obligatoriske projektopgave i 9. klasse. Eleverne blev delt ind i grupper. Amalie brød helt sammen.

”Det går ikke mor. Vi kan slet ikke arbejde sammen,” sagde Amalie om sin gruppe. Charlotte tog op på skolen sammen med Amalie for at tale med læreren, om der mon var mulighed for at finde en anden løsning for Amalie. Man må jo godt arbejde alene i projektopgaven i 9. klasse, så måske Amalie kunne få lov til det? Eller de kunne lave en anden aftale, der kunne gøre det lettere for Amalie at deltage?

Læreren stod på trappen med det ene ben på vej op mod lærerværelset på 1. sal. Hun så ned på Charlotte, der holdt sin datter i hånden. Amalie hulkede og tårerne fik den sorte sminke til at løbe. Hun kunne ikke lade være med at græde, selvom både lærere og elever gik forbi hende på vej op og ned ad trappen.

”Nej, alle elever skal arbejde i grupper. Det er vigtigt, at de lærer at samarbejde,” svarede læreren og forsvandt op ad trappen.

Charlotte kunne ikke forstå, hvordan man som lærer kunne være så kold overfor en elev, der stod helt opløst af gråd lige foran hende.

Amalie lod sig overtale til at gå med i gruppearbejdet, men følte sig sat ud på et sidespor af de andre elever. Da gruppen skulle fremlægge, nægtede Amalie at tage i skole. Læreren ringede til Charlotte om morgen, da hun så, at Amalie ikke var mødt op. Om Amalie ikke kunne sin del af oplægget til hende, så de andre elever kunne fremlægge hendes del?

”Jeg går aldrig over i den skole igen,” råbte Amalie, da hun hørte det.

Charlotte ringede til skolelederen.

”Jeg vil ikke udsætte min datter for det her mere,” sagde hun og sygemeldte hende.

Skolelederen indkaldte til et møde, hvor Charlotte fik at vide, at de kunne tilbyde nedsat skoletid. Men Amalie var slet ikke til at få i skole mere. Skolelederen endte derfor med at tilbyde sygeundervisning i hjemmet i stedet.

Det var en pensioneret lærer, der et par dage efter ringede på døren derhjemme. Hun nåede lige at hilse kort på Amalie, før hun begyndte at hive en masse bøger op af tasken. Det fik Amalie til at gå ind i sin seng igen. Hun ville intet have at gøre med hverken skole eller bøger. Charlotte prøvede at forklare læreren, at Amalie havde angst for skolen, så måske hun skulle begynde et andet sted end med bøgerne: Tale med hende og prøve at få en god relation. Men læreren var fokuseret på, at Amalie hurtigst muligt skulle op på det samme faglige niveau, som de andre i klassen. Efter tre besøg, gav de op.

Hele familien lider
Fra da af kom Amalie stort set ikke ud fra sit værelse. Før havde hun været rigtig glad for mad, men nu kunne Charlotte næsten ikke få hende til at spise noget. Amalie blev tyndere og tyndere. Charlotte lagde mærke til, hvordan Amalie forsøgte at skjule sine snitsår på arme og lår. Det var voldsomt at opleve sin datter have det så dårligt og svært ikke at vise sin frustration. Charlotte kunne mærke, hvordan de mange års kamp mod datterens mistrivsel havde gnavet nerverne tynde. Hun havde også selv brug for hjælp for at kunne være i det og begyndte til coaching og mentaltræning for at finde en indre styrke.

Charlotte ringede flere gange til Psykiatrisk Afdeling for at få hjælp. Her fik hun at vide, at hun havde mulighed for at tage orlov fra sit arbejde for at passe sin datter. Men Amalie har jo brug for professionel hjælp, indvendte Charlotte. Og hvis hun selv skulle være i det 24 timer i døgnet, var hun nervøs for også selv at gå helt ned. Så kunne de sidde der og have en depression sammen, men det ville jo ikke hjælpe Amalie. Så Charlotte fortsatte med at arbejde så godt hun kunne.

Charlotte havde altid følt sig heldig over, at de var en familie med et tæt forhold og gode ressourcer, men det gjorde det ikke lettere nu, følte hun. Derhjemme led hele familien. Amalies storebror kunne ikke være i det mere og var begyndt at lægge afstand til Amalie. Charlottes far ringede hver dag for at høre, hvordan det gik. Charlottes mor kom næsten dagligt på besøg og forsøgte at få Amalie til at gøre noget andet end at skære i sig selv. Psykiatrisk Afdeling havde givet dem det råd, at Amalie kunne få en elastik om håndleddet, som hun kunne nive sig selv med, når trangen til selvskade kom. Det hjalp ikke. I stedet tilbød mormor Amalie en smøg. Det var trods alt bedre, end at skære i sig selv, tænkte hun. Så Amalie begyndte at ryge. Men selvskaden stoppede ikke. Når det lykkedes Charlotte at få en samtale i gang med Amalie, fortalte hun om hendes tanker, der ofte kredsede om selvmord.

Charlotte tog Amalie med til lægen og betalte også for samtaler hos en psykoterapeut, men ingen af delene hjalp. Hvis Charlotte forsøgte at få hende til i det mindste at børste tænder, råbte Amalie af hende og smækkede med dørene. Nogle gange trampede hun ud ad døren i vrede og løb sin vej. Det var også dét, der skete den aften, da Charlotte og hendes mand fandt Amalie på broen over jernbanen. Heldigvis havde hun fortrudt sin plan om at hoppe ud og sendt sms’en til sin mor.

”Jeg må væk hjemmefra”
Dagen efter kom Amalie ud til sin mor i køkkenet.

”Jeg tror, at jeg er nødt til at komme væk hjemmefra for at blive rask,” sagde hun.

Charlotte blev overvældet af den følelse, hun kendte så godt: Skyld. Hvad var det, hun havde gjort forkert? Hvorfor kunne hun ikke hjælpe sit eget barn? Var hun fuldstændig uegnet som mor?

Charlotte trak vejret dybt ned i maven og besluttede sig for, at det ikke var en vej, hun skulle nedad. Det ville bare ende med en sygemelding til hende selv også. Og Amalie ville jo ikke få det bedre af, at hun selv fik det dårligere. Tvært imod.

Charlotte kunne godt se, at hendes datter havde ret. Amalie kunne jo ikke bare blive liggende i sin seng. Hvis de ikke kunne få hende ud ad døren, kunne hun ikke blive rask. Og tænk hvis hun gjorde alvor af den plan hun havde haft, da hun stillede sig på broen? Det her var ikke noget, som Charlotte bare kunne kramme væk. Hun kunne ikke længere tage ansvar for, hvad Amalie kunne finde på.

Charlotte tog sin telefon og fandt nummeret på sagsbehandleren på kommunen.

Den dag i dag, er Charlotte taknemmelig for, at det var en ny sagsbehandler, der tog telefonen. Èn som lyttede. Og handlede. Amalie blev indlagt på psykiatrisk afdeling, hvor hun fik professionel hjælp. Da hun fik det bedre, stod der en plads klar til hende på et behandlingshjem.

I dag står det klart for Charlotte, at hvis de ikke havde fået hjælp på det tidspunkt, var hele familien gået ned. Det er dog stadig en kæmpe sorg for familien, at det blev nødvendigt at anbringe Amalie udenfor hjemmet. Charlotte kan ikke lade være med at tænke på, hvilken betydning det ville have haft, hvis Amalie havde fået den rette hjælp i tide. Allerede dengang i 3. klasse, hvor hun blev afvist på læsevejlederens kontor. Måske allerede i 0. klasse, hvor Amalie græd og ikke ville i skole.

Små succeser og endnu en indlæggelse
Til jul har Amalie boet på behandlingshjemmet i to år. Det går langsomt fremad, men det er ikke lykkedes at få hende i skole endnu. Selvom det er hårdt ikke at kunne have sin datter boende hjemme, kan Charlotte mærke, at det er nødvendigt for dem begge to og for deres relation. Når Amalie er hjemme hver anden weekend hygger de sig. Charlotte har meget mere overskud nu, og Amalie er blevet god til at sige til, hvis hun får det dårligt. Så kan hun finde på at sige: ”Lige nu bliver jeg irriteret over ingenting.” Så sørger Charlotte for, at hun får fred. Når Amalie får et angstanfald og hyperventilerer, kan Charlotte selv være rolig og hjælpe sin datter til at få ro på igen. Det overskud kan Charlotte ikke forestille sig, at hun ville have haft, hvis hun havde været på hele døgnet, som hun var tidligere.

I sommerferien kom Amalie på orlov derhjemme. Det gik så godt, at Amalie havde endda lyst til at tage til festuge i byen og tog afsted de fleste dage. Men der var også tilbagefald.

En aften i slutningen af sommerferien sad Charlotte og Amalie og hyggede sig i sofaen med en god film og popcorn. Pludselig begyndte Amalie at ryste på benene, som Charlotte ved er et tegn på, at hun har det dårligt. Da Amalie havde været lidt for længe på toilettet, bankede Charlotte på og åbnede forsigtigt den ulåste dør. Amalie sad på toiletbrættet og skar i sin arm. I stedet for at bebrejde Amalie, hjalp Charlotte hende med at få tørret blodet af og forbundet sårene.

Amalie blev igen indlagt på psykiatrisk afdeling – men denne gang på den åbne del. Det er noget helt andet end den lukkede afdeling, hvor hun var tidligere. I torsdags lykkedes det endda personalet at få Amalie til en engelsktime på afdelingens skole. Det er en stor succes i Charlottes øjne. Et skridt i den rigtige retning. At hun får en nedtur, er jo heldigvis ikke det samme, som at det hele går i stå.

I dag har Amalie været til en test i forbindelse med en udredning, som har været i gang i halvandet år. Hun har fået konstateret en alvorlig belastningsreaktion, efter at have været udsat for stress så længe. Nu er de i gang med at undersøge, om der kan være en underliggende årsag til Amalies mistrivsel. På en måde håber Charlotte, at hun har haft ret i sin formodning om, at Amalie har en form for autisme. Hun forestiller sig, at det også vil være godt for Amalie, der har gransket sig selv for en forklaring på, hvorfor hun altid har følt sig anderledes end de andre børn. Hun har også brug for en diagnose, så behandlerne kan give hende den rette medicin og finde ud af, hvilket skoletilbud, der ville være det rette for hende. Amalie er nemlig selv begyndt at tale om skole igen.

I 7. klasse – før hun knækkede – havde Amalie en klar plan for sin fremtid. Først ville hun på efterskole, så tage en HF og derefter på teaterskole. Nu er hendes plan at få taget en 10. klasse, og så skal hun ellers ”aldrig mere i skole”, siger hun.

Charlotte håber, at Amalie på et tidspunkt får lyst til at tage en uddannelse, men først og fremmest handler det om, at hun lærer, hvordan hun kan stå imod, når verden gør ondt, tænker Charlotte. At kunne tage højde for sine svagheder og bruge sine styrker. Hvis hun kan det, så tror Charlotte stadig på, at Amalie kan alt, hvad hun vil.

Både Charlotte og Amalie håber og tror på, at deres historie får en lykkelig slutning. Det bliver måske ikke præcis som Amalie drømte om i 7. klasse, men det gør heller ikke noget. Bare Amalie får et liv, der giver mening for hende.

Sådan har vi gjort:
Historien er skrevet på baggrund af interview med moren. Historien er anonymiseret og Charlotte og Amalie er opdigtede navne af hensyn til familien. Redaktionen er bekendt med begges rigtige identitet.