Idékatalog til forældremøder

Som kontaktforældre kan I bidrage til, at vigtige emner og problemstillinger for klassen, kommer på dagsorden på forældremøderne. Få gode tips og idéer her.

En af kontaktforældrenes opgaver er, at være bindeled mellem klassens forældre og klassens lærere. Det kan eksempelvis gøres ved at bidrage til, at vigtige emner og problemstillinger, som vedrører klassen og skolens liv, kommer med på forældremødernes dagsorden. Idékataloget har til formål at inspirere kontaktforældre til, hvordan de kan sørge for at få vigtige emner og problemstillinger med på forældremødernes dagsorden.

Aktive forældremøder

Kontaktforældrene kan – sammen med klasselæreren eller alene – stå for forældremøder, hvor konkrete emner bliver omdrejningspunktet for dialog og holdningsudveksling. Det, der tages op til diskussion, kan eksempelvis udvælges på baggrund af:

1
Dilemmaer der berører skolen som helhed. Skolebestyrelsen kan bidrage med information.

2
Dilemmaer fra hverdagen i klassen.

3
Aktuelle debatter i medierne.

4
Artikler der berører aktuelle emner vedrørende børns skoleliv. I magasinet Skolebørn findes inspiration til sådanne møder, eksempelvis brug af digitale medier i skolen.

5
 Forældrefiduser kan du få ideer til hvordan forældremøderne kan bruges til at udveksle holdninger.

Forberedelse af mødet

Kontaktforældrene kan forberede mødet ved at sende forældregruppen et link til en af de ovennævnte, eksempelvis en relevant artikel. På mødet kan der diskuteres:

Hvad er dilemmaet?
Hvordan ser det ud i vores klasse/skole?
Skal/kan vi som forældregruppe gøre noget? Hvad?

Forældreaftaler

Mødet kan også bruges til at lave fælles forældreaftaler, der gør det muligt at samle op på forældregruppens diskussioner. Nogle emner kan give anledning til en aftale blandt forældrene og på Forældrefiduser findes et aftaleark, som kan bruges til at notere og konkretisere den samlede forældregruppes aftaler, eksempelvis omkring konflikter blandt børnene, fødselsdage, legegrupper, dialog og samvær blandt forældre m.m. Se mere om forældreaftaler her.

OBS!
Selvom forældre deltager i møder og fællesarrangementer, betyder det ikke nødvendigvis, at de lærer hinanden at kende. Kontaktforældre kan være med til at sørge for, at forældremøder og klassearrangementer organiseres sådan, at forældrene blandes:

Brug bordkort
Sæt forældrene sammen i mindre grupper
Brug ice-breaker øvelser

Kontaktforældre-møde

Skolens kontaktforældre kan planlægge og afholde et fælles inspirationsmøde, hvor der udveksles ideer og erfaringer kontaktforældre imellem. Mødet kan eksempelvis dreje sig om erfaringsudveksling vedrørende:

1
Hvordan kontaktforældre kan bruge skolebestyrelsen.

2
Elev-trivsel og medinddragelse af elever.

3
Ideer til hvordan kontaktforældrene kan sørge for, at vigtige problemstillinger kommer med på forældremøderne.

4
Hvordan dialogen mellem forældre og lærere styrkes.

5
Tag udgangspunkt i dit barns nysgerrighed. Tal om det, dit barn synes er spændende eller hvad han/hun undrer sig over.

6
Hvordan klassefællesskabet styrkes.

7
Initiativer til sociale arrangementer.

8
Udviklingen af et dialogforum på nettet, hvor skolens kontaktforældre kan beskrive idéer til konkrete arrangementer (hvad, hvor, hvordan), udkast til invitationer, forslag til hvordan dialogen mellem forældre og lærere styrkes m.m.

Find inspiration:

Se konkrete idéer til aktive forældremøder her. Se flere tips om brugen af Aula på:
www.itslearning.dk/tips-og-tricks
www.skoleborn.dk/foraeldrefiduser/www.foraeldrefiduser.dk

LÆS OGSÅ: Ny håndbog for skoleforældre

Udgivet: december 2015