Læreres brug af dygtige elever:

”Det er klart, at det kan overdrives”

Det er den såkaldte “klassekammerat-effekt”, der trækkes på, når lærere ofte sætter stærke elever sammen med svage. Hør hvad forskningen siger og mød en mor, der er bekymret for datterens fastlåste rolle som hjælpelærer og fredsbevarer i klassen.

TEKST: LINE FELHOLT
ILLUSTRATION: ANNE-SOPHIE HELGER

To-tre dage til at lave en videofilm. Hun er lykkelig. Endelig er der tid til at fordybe sig i en kreativ opgave. Noget, som Sofie Hansen 13-årige datter går højt op i.

”Hun er meget kreativ. Og det er ikke særlig mange kreative opgaver, de får 2-3 dage til. Så hun dør jo af lykke over den opgave,” genkalder Sofie Hansen sig om en af de gruppeoplevelser, som hendes datter har haft i sine syv år i skolen.

Det er et filmprojekt, som eleverne skal lave i grupper. Grupperne er sammensat af klassens lærer. Men. Der går kun en dag, før Sofie Hansen får en trist og skuffet pige hjem fra skole.

”Min datter er en lille perfektionist. Det ved jeg godt. Men der er også nogle i den gruppe, som ikke tager opgaven alvorligt. Gruppen går helt i opløsning allerede på førstedagen. Hun var så ked af det,” fortæller Sofie Hansen om filmprojektet, der langt fra forløber, som hendes datter havde håbet.

Hun kan genkende forløbet fra sin egen skoletid. Hvor hun ligesom datteren havde rollen, som – ikke nødvendigvis klassens dygtigste – men den, ”der godt gad”.

”Jeg har selv siddet i mange grupper, der ikke har fungeret socialt eller fagligt. Ofte fordi skolen har valgt at sammensætte dem, så der sidder nogle, der tager fra, og andre, der er stemplet ud. Det er sgu svært at deale med for den pæne pige eller pæne dreng, der synes, at de skylder at gøre deres bedste og egentlig faktisk stresser over, at de ikke kan få lov til det,” lyder det fra Sofie Hansen.

Det, hun stiller spørgsmålstegn ved som forælder til en opmærksom og entusiastisk skolepige, har mange navne. Alt fra inklusion til sidemandsoplæring, makkerskabsordning og klassekammerateffekten. Ofte i forskningslitteraturen kaldet ’peer tutoring’ eller ’cooperative learning’. Det vil sige den praksis, at lærere strategisk fordeler siddepladser, sammensætter borde og danner grupper, så svage og urolige elever arbejder sammen med stærke og opmærksomme elever.

Udbredt praksis
At ældre og mere erfarne personer træner og superviserer yngre personer, er et gammelt fænomen, der går tilbage, til før skoler blev almindelige i 1700-tallet. Frem til midten af 1960’erne var der i Danmark et stort antal skoler, som kun havde to-tre klasselokaler med elever fra flere årgange i samme klasselokale. Her var det almindeligt, at ældre elever blev sat til at hjælpe yngre. De amerikanske forskere Goodlad og Hirst var i slut-80’erne de første til at promovere principperne om ’peer tutoring’ i moderne undervisning. Principper, der bredte sig til Danmark i slut-1990’erne og er udbredt den dag i dag, fortæller professor i socialpædagogik Niels Egelund fra DPU på Århus Universitet.

”Efter inklusionsloven fra 2012 er der opstået en markant større efterspørgsel af støtte til elever, senest dokumenteret af en Epinon-undersøgelse blandt forældre. I dag får kun 0,15 procent af eleverne i de almindelige klasser specialundervisning. Sidemandsoplæring er en af de måder, de svage elever i stedet kan få støtte på,” fortæller Niels Egelund.

”Der er særligt to steder, hvor skoler og lærere arbejder med den strategi. Det er, når man danner klasser, for eksempel overbygningsklasser, og når der internt i klasser skal laves gruppearbejde. Der drøfter man, hvordan man kan skabe en balance i en klasse, og hvordan man kan bruge mangfoldigheden i en klasse. Det arbejdes der meget strategisk med,” bekræfter formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal.

Hjælper at hjælpe
Men er ’peer tutoring’ så god en idé, som skoler og lærere tilsyneladende mener? Sofie Hansen, hvis datter rendte panden mod muren i filmprojektet og andre af samme skuffe, er kritisk.

”Og jeg spørger egentlig bare,” siger hun og fortsætter: ”Kunne man ind imellem lave en gruppe, der tilgodeser de 4-5 elever i en klasse, som virkelig vil det? Og så putte de fem rodehoveder i en anden gruppe, som ikke vil? Det vil jeg gerne spørge folk med forstand på det her om. Er det en mulighed? For det andet bliver det ene nederlag efter det andet for de her præstationsbørn”.

Der er lavet en hel del forskning på effekten af inklusion, ’peer tutoring’ og klassekammerateffekten. Men effekten af at bruge de dygtige elever som peacekeepere, hjælpelærer og endda en slags politimænd overfor svagere elever er forskerne ikke helt enige om. Professor i specialpædagogik Niels Egelund fra DPU har gennemgået metaanalyser, der samler resultaterne af samtlige studier om brugen af ’peer tutoring’. De viser ifølge ham, at der i mange tilfælde er en markant effekt af, at elever underviser andre elever. Den gennemsnitlige effekt er vist til at være 0,55. Til sammenligning har to-lærerordninger kun en effekt på 0,19. Dertil kommer, at der stort set er samme effekter for de elever, der modtager tutoring, som de elever, der giver tutoring.

”Det er let at forstå, at der kan være en effekt af at modtage hjælp fra en tutor. Alle mennesker har utallige gange i deres liv fået hjælp fra et andet menneske. Umiddelbart vil mange imidlertid tro, at tutor bruger tid på noget, som personen ikke selv får noget ud af. Men effektundersøgelserne viser klart, at hjælpen til en anden har den virkning, at den hjælper én selv til at få en dybere forståelse af det, hjælpen går ud på,” forklarer Niels Egelund.

Et kontroversielt emne
Mens nogle studier bekræfter klassekammerateffekten, er der også studier, der ikke gør. Der findes ikke mange danske studier, og ingen af dem er perfekte i faglig metodisk henseende, påpeger forskningschef Henrik Christoffersen fra tænketanken Cepos. Et centralt dansk studie er udført af professor Helena Skyt Nielsen fra økonomisk institut på Aarhus Universitet. Et andet er udført af forskningschef Henrik Christoffersen, Cepos. Begge studier kan ikke påvise positive klassekammerateffekter.

I en analyse fra 2015 fra Cepos er der på baggrund af data fra Danmarks Statistik kigget på alle elever i folkeskolen, der gik i 9. klasse i 2012. Analysen viser, at en folkeskoleelev, der fagligt ligger under klassens gennemsnit, ikke når et bedre fagligt niveau af at gå i en klasse, hvor alle andre elever i gennemsnit er en karakter bedre. Analysen viser dog også, at dygtige elever ikke trækkes ned af at gå i klasse med mange mindre dygtige. Faktisk bliver de en lille smule bedre. Da denne analyse ifølge forfatteren selv ikke metodisk opfylder alle nødvendige krav, er analysens konklusion først og fremmest, at der kan være grund til usikkerhed i forhold til klassekammerateffekt, og at der er behov for at arbejde videre med problematikken. At der er grund til at betvivle klassekammerateffekten holder Cepos’ forskningschef Henrik Christoffersen stadig fast i i 2019, selvom han med egne ord ”fik mange tæsk,” da analysen udkom.

”Det er et meget kontroversielt og højspændt tema. Det har jeg i den grad oplevet på egen krop. Det resultat, vi kom ud med i analysen, var fuldstændig uacceptabelt for de dominerende parter i skoledebatten. Det er er ikke et resultat, man vil høre derude,” lyder hans erfaring.

Mudret forskning
Modsat professor Niels Egelunds opfattelse af, at der er en markant effekt af ’peer tutoring’, mener forskningschef Henrik Christoffersen, at det samlede forskningsbillede er ”mudret”.

”Det er en uklar problematik. Til dels fordi, det er uhyre vanskeligt i praksis at lave rigtig gode studier på området. Der er grundlæggende analytiske og forskningsmæssige problemer i selektionen af elever og klasser til disse undersøgelser. For hvordan er klasser sammensat og hvorfor? Det er ikke tilfældigt, derfor grænsende til det umulige at skille tingene ad i studier,” forklarer Henrik Christoffersen, der også af den grund stiller sig kritisk overfor de studier, som bekræfter klassekammerateffekten.

Han fremhæver en oversigtsanalyse fra et af verdens førende videnskabelige tidsskrifter, Journal of Economic Litterature, som fastslår, at der ikke er basis for at drage faste konklusioner om plusser eller minusser ved inklusion af svage elever i klasser med stærke.

”Inklusion er i en samlet betragtning hverken noget, der styrker eller det modsatte. I oversigtsanalysen blev der peget på et studie – ét! – der levede op til forskningens allerstrengeste regler, og det studie viste, at de svage elever blev svagere af at blive sat sammen i grupper med stærkere elever,” siger forskningschefen fra den liberale tænketank.

Årsagen peger studiet også på: Der foregår ofte en subgruppedannelse, så de svageste søger sammen med ligesindede og de stærkeste gør det samme.

”Vi har en haft en folkeskolereform herhjemme, som har lagt stor vægt på inklusion og integration, for det er der bred opbakning for i Folketinget. Men går man ud i virkeligheden, er der knap så bred opbakning i befolkningen. Den stigende søgning mod de frie grundskoler er en konsekvens af uløste problemer i folkeskolen,” lyder det fra Henrik Christoffersen.

Piger som hjælpelærere
Den norske professor emeritus Harriet Bjerrum Nielsen fra Center for Kønsforskning på Oslo Universitet har forsket i pigers rolle som hjælpelærere over for klassekammerater. Da hun i 1970’erne og begyndelsen af 80’erne lavede klasserumsobservationer, med sin danske kollega Kirsten Larsen, lagde de mærke til, at “pigerne er kittet i undervisningen” – forstået som dem, lærerne kunne trække ind når han/hun havde brug for et rigtigt svar, og dem, der kunne placeres ved siden af urolige drenge og hjælpe dem i gang.

I de klasserumsobservationer, som Harriet Bjerrum Nielsen selv lavede i 1990’erne, var denne rolle ikke i samme grad tilstede.
”Blandt andet, tror jeg, fordi lærerne var blevet klar over, at det ikke var rimeligt, at pigernes skoleliv i så høj grad skulle handle om at passe på drengene,” fortæller hun.

Men da hun så kom tilbage i klasserummet fra 2016: ”Ser jeg gudhjælpemig, at denne metode er taget i brug igen. I hvert fald i de to klasser, jeg fulgte”.
Når hun spurgte lærerne, hvorfor de placerede pigerne mellem drengene, svarede de, at det er vigtigt, at piger og drenge lærer at samarbejde.
”Men de sagde ikke noget om, hvor meget af pigernes tid, der så går til at være hjælpelærere. Jeg ved faktisk ikke en gang om, de er bevidste om det, men bare prøver at gøre det, der skaber mest ro i klassen, så de kan undervise mest muligt effektivt,” lyder hendes bud.

Rammer retfærdighedssansen
Der er ingen, der ved, hvilke konsekvenser, brugen af piger som hjælpelærer har på kort eller længere sigt, men Sofie Hansen har et bud på, hvad det gør ved hendes datter:

”Hun bliver konstant udfordret på sin retfærdighedssans. Min datter giver udtryk for, at det er udfordrende for hende at have den rolle. Hun synes jo, det er uretfærdigt, at hun ofte skal lave, hvad hun opfatter, som det meste. Konkret spurgte hun en gang en lærer, om de to andre navne skulle på opgaven, for de havde ingenting lavet. Lærerens svar var, at det måtte hun selv afgøre,” fortæller Sofie Hansen, som også har en bange anelse om, at datterens gruppeoplevelser har en anden effekt:
”Jeg kan da blive bange for, om hun bliver soloridder af det. Selvom hensigten sikkert er det modsatte. At hun begynder at tænke i, hvordan hun kan få lov til at arbejde for sig selv, så hun kan få skabt succesoplevelser.”

Den norske professor i kønsforskning tør også godt give et bud på mulige konsekvenser:
”Det er vanskeligt at spå om fremtiden. Man kan både tænke sig, at det forstærker forestillingen hos begge køn om, at piger er dygtigere og flittigere i skolen end drenge, og at dette dermed også forstærkes i realiteten. Og at det vedligeholder en kulturel forestilling om, at det er naturligt, at kvinder servicerer mænd. Så jeg synes egentlig hovedproblemet er, at lærerne ikke ser ud til at reflektere over, hvad det er, de gør her,” siger Harriet Bjerrum Nielsen.

Ikke forkælet
Sofie Hansen oplever ikke, at hun er lykkes med at få sin bekymring igennem til lærerne. Hun har oplevet en indrømmelse af, at der er sådan, man arbejder med klasserne, men ikke en åbning for debat af praksissen.
”Det har været sådan lidt: ’Du skal være glad for, at du har et stærkt barn’. Og det er jeg helt sikkert også. Og jeg er helt med på, at som et stærkt barn, skal hun også være med på at give noget. Der er blandt andet også derfor, at hun går i en folkeskole. Den præmis er jeg helt med på,” siger Sofie Hansen.

Men er det ikke også en forkælet problemstilling, du har som mor til et stærkt barn?

”Det føles forkælet og som et ’first world problem’. Vi har jo vores på det tørre. Men jeg kunne omvendt godt tænke mig, at det blev okay at tale om de dygtige elever. Nu har vi siden 60-70’erne talt om inklusionselever og dem, der har det svært. Det er næsten blevet lidt tabu at tale om de dygtige. Jeg taler i hvert fald ikke om det her til et middagsselskab,” siger Sofie Hansen.

Er der set med forskerøjne tale om en forkælet problemstilling for forældre til dygtige børn?

”Der er en stigende andel af landets borgere, der ikke accepterer, at folkeskolen ikke leverer varen. Sådan er det. Så kommer der ideologiske opfattelser indover. Ser man på politikerne, er der en altdominerende opfattelse af, at inklusion er godt. Ser man på befolkningens reaktionsmønstre, er det noget bras. At forældre kærer sig om deres børn, er ikke forkælet. Hvis det var det, hvor var vi så henne?,” lyder svaret fra forskningschef Henrik Christoffersen fra Cepos.
”Forkælet? Det ved jeg ikke, om det er. Jeg ville nødig have at mine børn hele tiden skulle være sammen med elever, der er svære at styre eller lægge ryg til voldsomheder. Det ville jeg heller ikke acceptere,” siger professor Niels Egelund fra DPU.

Er der en stigende tendens til, at forældre med stærke børn beklager sig til jer skoleledere?

”Der har været en udvikling over de sidste 15-20 år, ja. Men vi har som regel en pædagogisk tanke med det, vi gør, og den får vi måske ikke altid forklaret godt nok. Og sætter vi alt for ofte en sød pige sammen med en urolig dreng, så skal vi også kunne tage en ærlig snak med forældrene om det,” siger Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen. 

Skal balanceres
Hvordan en gavnlig ’peer tutoring’ eller sidemandsoplæring bør finde sted, ved forskningen faktisk noget om. Ifølge Niels Egelund viser metastudier, at såvel hyppigheden og varigheden af tutoring har betydning for effekten. Hvis tutoringen finder sted mere end 2,5 gange om ugen, er effekten mindre, end vis det finder sted mindre end 2,5 gange om ugen. På samme måde har forløb af mindre end 10 ugers varighed har større effekt end længere forløb.

”Vi ved en masse om, hvordan det virker. Hvis det bliver gjort ordentligt, så har det både en gavnlig effekt på den, der får hjælp, og den, der hjælper. Men det er klart, at det kan overdrives. Den dygtige elev bliver stærkere af at skulle forklare det, eleven lige har lært, til andre og måske på en anden måde. Men hvis den dygtige elev omvendt altid sættes sammen med opfarende elever, så er det mere problematisk, for så bliver den dygtige elev forstyrret mange gange i løbet af en dag. Går det hen og bliver permanent, og eleven er tvunget til at sidde ved siden af en forstyrrende elev i halve eller hele år, er det ikke længere hensigtsmæssigt,” siger Niels Egelund.

Det passer godt med den balance, som formanden for landets skoleledere også taler for.

”Der bør aldrig være en fast formel, som man som lærer gør det her efter. Ligesom den næste stilling altid er den bedste arbejdsstilling, så bør man som lærer også skifte positioner i det her hele tiden, så det nogle gange er den dygtige elev, der hjælper den svage, men også så svage elever får ansvaret for at hjælpe andre svage. Det må aldrig blive en fastlåst rollefordeling,” siger Claus Hjortdal fra Skolelederforeningen.

Det samme advarer professor Niels Egelund imod.

Men er der ikke stor risiko for fastlåste roller, når man allerede i indskolingen arbejder med gåmakkere og bordformænd?

”Gåmakkere og bordformænd er samme tankegang. Man sætter en stærk elev til at være gåmakker med en urolig, så klassen kan komme derhen, hvor de skal. Men man skal huske på, at det også har en opdragende effekt rent demokratisk. Som borgere skal vi både lære at rette os ind og også lære, at det ikke er alle, der vil det, vi andre vil. Som lærer skal man dog også huske på, at der kan være en pædagogisk gevinst i give en svag elev ansvaret som bordformand,” siger Niels Egelund.

For Sofie Hansen er netop praksissen med at parre rolige og urolige elever allerede fra indskolingen betænkelig. For: ”Det er jo utænkeligt, at man gjorde det samme på en arbejdsplads. Tænk hvis vi som voksne konsekvent skulle følges med en, der var dårlig til jobbet. Hvor hurtigt ville du sige op?,” spørger hun. Og understreger en vigtig pointe: ”Når det er sagt, så al respekt for folkeskolen og den opgave, som lærerne står med. Det job, de har, er ikke for småbørn”.

Sofie Hansens rigtige navn er redaktionen bekendt. 

Udgivet: november 2019