Mangel på hænder presser de fagprofessionelle

Tine Mølgaard, psykolog i PPR:

”Jeg bliver ansigtet på et system, jeg ikke kan stå inde for”

Jeg gør alt, hvad jeg kan for at bidrage til, at de børn, jeg møder i PPR, får det bedre, men der er mange børn, som jeg ikke føler, jeg kan hjælpe ordentligt. Det efterlader mig ofte med en følelse af afmagt.

Der er en masse voksne mennesker omkring et barn i mistrivsel, som ønsker det bedste for barnet, men som ikke har mulighederne for at give barnet den hjælp, de gerne vil. Det er for mig en essentiel del af problemet omkring mistrivsel på børne og ungeområdet. Det handler om en skole, der er presset på de ressourcer, der skal til for at lave en skoledag, som passer til alle børn. Det handler om, at der ikke voksne hænder nok, til at imødekomme børnenes behov. Det handler om forældre, der selv er pressede. Og det handler om, at ’hjælpesystemerne’ – som for eksempel PPR – er pressede.

Ansvaret ligger et andet sted. Det ligger hos Christiansborgs politikere, der ikke får skabt mulighed for de rammer, der er nødvendige for at imødekomme børnenes og de unges behov.

Efter syv år som PPR-psykolog må jeg erkende, at jeg yderst sjældent kan ’fixe’ situationen for barnet. Jeg kan ikke afhjælpe barnets mistrivsel alene. Det er en hård erkendelse. For jeg kan ikke bestemme, hvordan skolen skal gøre eller hvad, der skal ske. Jeg kan godt lave en analyse af hvad, der ville være godt, men jeg er uden for det handlerum, hvor det besluttes, hvordan det bliver.

Det sker for tit, at jeg bliver ansigtet på et system, jeg ikke føler, jeg kan stå inde for.

Jeg har en oplevelse af, at når barnets mistrivsel fører til afmagt hos de voksne – både forældre og professionelle – så er det, at der kan blive sagt ting, der kan opfattes som en kritik. Men i virkeligheden er der, efter min mening, behov for en erkendelse af, at det er et hårdt og svært arbejde at være forældre, ligesom det også er et hårdt og svært arbejde at være lærer eller PPR-psykolog. Ingen kan gøre det rigtige altid. Det er naturligt og bør ikke være skamfuldt.

Jeg bliver berørt af, hvor mange forældre der oplever, at de får pålagt skyld for deres børns behov. Det får mig til at overveje, hvor mange af de forældre, jeg har mødt, der har fået det indtryk. Nogle gange kan jeg sige til forældrene: “Jeg vil foreslå, at I tilbydes noget sparring”. Jeg mener det som en anerkendelse af, at de står med en rigtig svær forældreopgave, fordi deres barn har det så svært. Og det skal de ikke stå alene med. Men måske kan forældrene opleve det som en kritik af dem. Jeg er ked af, hvis jeg har efterladt forældre med en oplevelse af skyld.

Flere og flere børn mistrives i skolen, og opgaverne vokser. Som skoleleder fik jeg tildelt et budget af kommunen, som jeg skulle overholde. En lukket kasse som ikke ændrer sig uanset, om der er flere eller færre elever med specialbehov. Det må du som skoleleder selv rode med.

På min skole var der rigtig mange udredte børn med udvidet støttebehov. Loven foreskriver, at vi skal udmønte +9 støttetimer til dem. Men pengene slog slet ikke til. Det gjorde de ikke i årevis. Imens kom der flere børn med støttebehov. Derfor gik opgaven ud på at organisere undervisningen, så vi kunne give støtte til de børn, der havde brug for det. Men hvordan gør man det? Man begynder at blive kreativ. Kan man for eksempel samtænke støtten, så den gives til et hold af elever på tværs af 7.-9. klasse? Ja, men så tager man eleverne ud af deres sociale kontekst. Sådan nogle ting bliver man nødt til for at spare. Men det kunne jeg ikke stå inde for. Hverken i forhold til barnet, forældrene eller personalet. Min egen løsning blev, at jeg udmøntede de støttetimer, som børnene skulle have. Dermed blev vi også den skole i kommunen, der havde et millionunderskud.

Jeg måtte sige til mig selv: Nu bryder jeg budgettet, og det er i orden. Jeg måtte også sige det til min leder. Jeg affandt mig med, at sådan måtte det være, for ellers havde jeg ikke kunnet gøre det år efter år. Men jeg er også et ansvarligt menneske, så selvfølgelig syntes jeg ikke, at det var fedt at stå til regnskab for et budget, der igen og igen blev brudt. Men det var min måde at skærme personalet og eleverne på, så jeg sikrede, at vi overholdt lovgivningen.

Som skoleleder har man ansvar overfor både forældre, børn og personale, og også politikere og forvaltning. Man har også en skolebestyrelse, som i mit tilfælde var meget opbakkende, nok fordi jeg hele vejen igennem var åben omkring, at opgaven ikke kunne løses.

Men det tærede på mig. Jeg fik som skoleleder dårlig samvittighed over at bede personalet eller en mellemleder om at løse opgaver, de reelt ikke havde mulighed for at løse.

Jeg forsøgte at gøre støtteopgaven til et fælles projekt med forældrene. Med et fælles projekt mener jeg, at skolen er villig til at arbejde med tingene, og at forældrene er interesseret i at høre, hvad skolen gør for at hjælpe dem. Når man sidder i dét spændingsfelt og oplever, at det ikke er et enmandsprojekt, så er det, at man kommer rigtig langt og lykkes allerbedst. Det duer ikke, hvis forældre i en samtale med skolen oplever, at skolen ikke synes, at de gør det godt nok. Derfor har jeg gjort meget ud af sige til forældre, at de gør det godt. Jeg har haft forældrepar, der er begyndt at græde, fordi jeg har sagt til dem: I gør et fantastisk stykke arbejde. Det er en kæmpe lettelse for dem at høre det. Også selvom barnet stadig er meget udfordret.

Morten Korsbakke Sørensen, skolelærer i Silkeborg:

”Vi lærere får dårlig samvittighed hver gang, vi prioriterer”

Alle lærere kommer før eller siden til at påtage sig mere og mere, jo mere børnene har brug for én. Og der er rigtig mange børn, der har behov for os. Og så er det, at man får dårlig samvittighed. Eller knækker.

Jeg er så heldig, at jeg i år har en af de små klasser med kun 23 elever. Når jeg har en times undervisning med dem, har jeg knap tre minutter per barn. Men jeg skal også nå at sætte dem ind i, hvad vi skal lave. Det går de første 10 minutter af timen med. Så er der to minutter tilbage til hver elev. Ret mange af dem har brug for hjælp til at få åbnet deres computer. Andre skal fortælle, hvad der skete i frikvarteret. Og så er deres tid jo brugt. Jeg tror, at de fleste kan forstå, at med kun to minutter til hvert barn, er det meget begrænset, hvad man kan hjælpe hvert barn med. Forestil dig, at du som forælder kun havde to minutter per time til at tage dig af dit barn. Det ville jo aldrig fungere. Forventningen til, hvad vi kan i skolen, er nok ret urealistisk.

Der er ingen tvivl om, at der mangler en forventningsafstemning mellem forældre og skole. Vi er ikke særlig tydelige omkring forventningerne til hinanden. Hvis det går godt derhjemme med et barn, så kan det være svært for forældre at forstå, hvorfor det ikke går på samme måde i skolen. Det kan jeg sagtens følge. Men vi har brug for et mere realistisk billede af hvilke muligheder, der er for at hjælpe et barn det ene sted – hjemmet – og det andet sted – skolen – ansigtet på et system, jeg ikke føler, jeg kan stå inde for.

De fleste lærere kender til en tilstand af evig kamp indeni om, hvor meget ansvar man skal påtage sig. Sidste år havde jeg en 9.-klasse med 28 elever. Af flere grunde var det en meget svær klasse med mange svære elevsager, og jeg stod meget alene med det, fordi klasselæreren var på barsel. Jeg er egentlig ikke en type, der knækker, men jeg tog arbejdet med hjem hver dag og kunne ikke rigtig være der for mine egne børn og min kone. Alt mit overskud gik til børnene i min klasse.

Jeg var så heldig at have en skoleleder, der sendte mig til erhvervspsykolog. Ikke fordi jeg var psykisk knækket endnu, men for at være på forkant. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle til psykolog, men da jeg kom hen og talte om det, så endte jeg med at græde. Der var så mange ting, der gik mig på som lærer i den klasse og som fyldte langt mere, end det burde.

Den dårlige samvittighed er ikke kun overfor de børn, der har det sværest. Jeg havde to voldsomt dygtige elever i 9.-klassen, som intet krævede af mig. De var søde og altid i godt humør. Men jeg havde altid dårlig samvittighed overfor dem, for hver gang jeg skulle skære et sted, så var det tiden til dem, der røg. De fik alligevel gode karakterer og skal jo nok klare sig godt efter skolen. Men de kunne være blevet endnu dygtigere og haft en endnu bedre skolegang, hvis jeg havde haft tid til dem også. Men jeg skulle hele tiden prioritere min tid. Og den prioritering kan godt give dårlig samvittighed. Jeg tror, at vi lærere får dårlig samvittighed hver gang, vi skal prioritere.

Ann-Berit Lauritsen, skolelærer i Ry:

”Jeg har aldrig tid nok til at nå alle elever”

Jeg har 24 børn i klassen med særlige behov. For hvert enkelt barn har behov for at blive set, hørt og forstået. Men jeg når aldrig alle 24 børn.

Nogle børn stiller sig pænt i skyggen og venter til, at solen måske skinner en lille smule på dem. Andre springer ind foran mig hele tiden og vil have opmærksomhed, hjælp og kærlighed. Så jeg har aldrig tid nok.

Børnene kommer også dagligt med forskellige forudsætninger: ’En dårlig morgen’, ’manglende søvn’ eller ’uløste konflikter fra de foregående dage’. De kommer også med forskellige personligheder og opdragelser. Alt sammen noget, der er nødt til at danne grundlag for alle læringssituationer, for jeg skal jo have alle med ombord hver dag. Men det kan jeg ikke, sådan er det. Jeg kan aldrig lave den perfekte skoledag for samtlige børn i min klasse.

Det er min opgave som lærer at få det enkelte barn til at trives i fællesskabet. Jovist kan man som forælder arbejde med sit eget barn, det skal man jo for at ruste barnet til at blive en positiv medspiller ind i fællesskaberne. Men derudover kan forældre gøre meget lidt. Forældre kan ikke fjernstyre børnene hjemmefra, når de først har givet slip på dem. De kan skælde-ud, moralisere, bruge løftede pegefingre, alt det de vil, inden børnene skal i skole, men når først børnene er på skolens matrikel, er det ude af bevidstheden for langt de fleste børn. Derfor kunne jeg aldrig drømme om at sige til forældre, at de skal få deres børn til at tale pænt eller opføre sig ordentligt. Forældrene har jo ikke en chance for at vide, hvad det betyder, når børnene er i skole.

Jeg fik selv at vide til den første skole-hjem-samtale, at mit barn ikke duede til at gå i skole – ordret citeret. Jeg græd som pisket, da jeg kom hjem. Og jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville sige sådan til forældrene og samtidig sidde opgivende og kigge på dem og tænke, at det var deres problem at løse det. Dét lærte mig at tage ansvar som lærer.

Vi lærere kan komme til at lægge skyld på forældre. Og forældre kan have svært ved at rumme skyld. Bekymrede forældre kan være krævende. De kan være vrede. De kan være kede af det. De kan være fraværende. Og alt midt imellem. Når jeg og mit team har haft møde med forældre, som har skældt ud eller klaget, plejer vi at sige, at vrede forældre er bekymrede forældre.

Men de færreste af os har lyst til at få voksenskæld-ud. Sure mails, vrede telefonopkald, klager til ledelsen. Den slags bliver vi kede af, og vi bliver ikke større og dygtigere mennesker af det. Nogle lærere går ned med stress, og det er vel det endegyldige resultat af afmagtsfølelsen.

Jeg har i mange år brugt forældrekommunikation præventivt. Både om alt det, der lykkes, men også det, som ikke altid lykkes for mig. ’For mig’ er et vigtigt budskab til forældre, for når noget mislykkes for børnene, så har jeg en andel i det. Måske har jeg tilrettelagt undervisningen for dårligt. Det sker ind imellem.

Dét er jeg ikke bange for at fortælle forældrene. Jeg taber ikke ansigt. Og jeg lover ikke, at jeg kan udøve mirakler. Faktisk oplever jeg, at bare jeg er ærlig overfor forældrene, så respekterer de situationen i langt højere grad, end hvis jeg konstant kaster skylden på dem.

Der er mange faglige ting, jeg ikke har lært børnene, som jeg burde have præsenteret her i 3. klasse. Dét kunne jeg have dårlig samvittighed over. Men det har jeg ikke. For jeg har været lærer i utallige år, så jeg ved godt, at hvis jeg får læringsfællesskabet på plads og gør alle børn så trygge som muligt, så skal vi nok få lært alt det vigtigste, inden jeg slipper dem. Men der er da rigeligt at tage med hjem og gå i koma over, hvis jeg pisker sig selv længe nok. Det, tror jeg, alt for mange af mine kollegaer landet over gør hver dag.

Kilde: Undersøgelse fra Danmarks Lærerforening.