9 ud af 10 forældre oplever, at fødselsdage i deres barns klasse har en positiv betydning for fællesskabet. Men klassefødselsdage kan også splitte fællesskabet, fordi der ikke er klare aftaler forældrene i mellem. Læs her, hvordan der bliver holdt fødselsdage rundt om i de danske klasser.

TEKST: JULIE MØLLER HASSINGBOE
FOTO: COLOURBOX

Mange af de forældre, der i dag inviterer til klassefødselsdag, hører til den generation, hvor man blev inviteret til boller og rødt saftevand hjemme i haven.

Billedet ser noget anderledes ud i dag, hvor man rundt om i de danske skoleklasser ser forældre, der ikke kan følge med i fødselsdagsræset.

Det viser Skolebørns nye undersøgelse om fødselsdage, som 419 skoleforældre har deltaget i.

Mange steder bliver det en kamp om, hvem der kan holde den fedeste og dyreste fødselsdag. Og det kan udelukke alle de børn, som ikke kommer fra ressourcestærke eller rige familier.

Det kan for eksempel være udflugter til legeland, svømmehal eller en burgerrestaurant, hvor budgettet kan ligge et sted mellem 2000 og 4000 kr.

Pigerne, drengene eller kvartalsfødselsdag?

Langt de fleste klasser holder enten fødselsdag for alle børn, pigerne eller drengene. Det har både fordele og ulemper, som en forælder påpeger:


“At klassen deles op i drenge og piger er både praktisk (så man ikke skal holde for 24 børn), men er også med at skabe en opdeling, der ikke gavner alle børn.”

A

Andre steder bliver der holdt fællesfødselsdage for de børn, der har fødselsdage tæt på hinanden. Det har den fordel, at der er færre weekender i løbet af et skoleår, hvor børnene skal til fest.

“Jeg er tilhænger af kvartalsfødselsdag. Lige nu er der mange fødselsdage hele tiden”, skriver en forælder i undersøgelsen.

 

Der er også flere voksne om at arrangere fællesfødselsdage. Rigtig mange forældre skriver i fødselsdagsundersøgelsen, at det er en lettelse at deles om udgifterne, madlavningen og om at arrangere aktiviteter for klassen. 

“De forældre som måske ikke har super meget overskud, kan nemmere holde fællesfødselsdag for deres barn, da de har 4-5 andre familier at arrangere det med. Der skal dog også gerne være enighed om niveauet, og hvor mange penge og aktiviteter der skal være”, skriver en forælder i undersøgelsen.

.

“Ved en kvartalsfødselsdag er der ikke fokus på det enkelte barn, men fokus på klassen fællesskab. Og det er der en stor styrke i. Derudover kan det også være en stor fordel for de børn, der har diagnoser, hvis en fællesfødselsdag holdes på skolen”, siger leder af Projekt Fællesskabet, Mia Vinther Hansen.

Vi ved, at det kan være svært for de børn, der har bogstaver med i rygsækken, i at deltage, hvis det ikke er i nogle trygge, vante rammer” siger Mia Vinther Hansen.

LÆS OGSÅ: Sådan får I lavet gode aftaler om klassefødselsdage på forældremødet 

Aftaler, der skal overholdes

69% af forældrene i undersøgelsen synes at de fødselsdagsaftaler, der er blevet lavet, i fællesskab i klassen bliver overholdt. Det kan f.eks. være aftaler om gaver, og om hvem der skal inviteres til fødselsdag.

“Selvom tallet kan virke tilforladeligt, kan man måske alligevel undre sig over, at det ikke er højere”, siger Mia Vinther Hansen.

Undersøgelser fra Projekt Fællesskabet viser nemlig, at der er forældre som af forskellige årsager, ikke føler sig trygge ved at give deres (ærlige) mening til kende på forældremøder, og måske netop derfor ser vi, ifølge Mia Vinther Hansen, at lige under 1/3 del oplever, at de aftaler, som bliver lavet forældremøder, ikke bliver fuldt til dørs

Når der laves aftaler er det derfor vigtigt, at alle stemmer bliver hørt. Derfor har Projekt Fællesskabet udviklet Forældremødespillet, der på en sjov, demokratisk og anonym måde får alle i tale.

Scan QR-koden og se det gratis digitale spil her:

Fællesskabet er et forældremødespil, som Skole og Forældre har udviklet med midler fra Egmont-fonden. Spillets formål er at styrke klassens børnefællesskaber i indskolingen og inkludere børn i udsatte positioner herunder børn, der vokser op i økonomisk fattigdom.

“Børnefødselsdage kan være et udstillingsvindue”

Fællesaftaler har til formål at sikre, at alle kan deltage til klassefødselsdagen uanset livssituation, familieforhold, tid, overskud og økonomiske forhold.

”Det handler i sidste ende om ressourcer. De fleste forældre vil rigtig gerne støtte op om klassefødselsdage. Men det er bare ikke alle forældre, der har de samme betingelser for at kunne afholde eller deltage til klassefødselsdage, siger Mia Vinther Hansen.

Mange steder er det op til de enkelte forældre at bestemme, hvordan de vil holde fødselsdag. Det betyder, at nogle holder fødselsdage, som inkluderer dyre aktiviteter.

Det kan skabe et stort pres hos de forældre, der ikke har samme økonomiske eller sociale forudsætninger. 

”Børnefødselsdage kan være et udstillingsvindue for skoleforældre, hvilket får en ekskluderende effekt. I sidste ende kan det betyde, at nogle slet ikke vil holde fødselsdag for deres barn, fordi de ikke kan følge med på niveau med de andre forældre,” siger Mia Vinther Hansen og fortsætter:

”Hvis forældrene ikke har råd til at invitere hele klassen på en dyr tur i legeland, vil nogen helt afholde sig fra at holde klassefødselsdag. Og det er jo næppe formålet med fødselsdage i ens barns klasse, at man skal føle sig forpligtet eller udfordret i at deltage eller holde fødselsdage for eget barn. Ambitionsniveauet kan lægge meget højt, hvor forældre i en ganske almindelig familie ikke har råd, tid eller overskud til at følge med.

Fødselsdage mellem 200 og 4000 kroner 

I undersøgelse har vi også undersøgt, hvor meget det koster for hver enkelt familie at inviterer til klassefødselsdag. For 41% af de adspurgte forældre koster det over 600 kroner at holde fødselsdag, mens det koster mellem 400-600 kroner for 29% og mellem 200-400 kroner for 24% af forældrene.  

Flere forældre foreslår, at man går sammen med andre, hvis man gerne vil være i et legeland. På den måde kan man splitte udgifterne mellem flere familier. Det kan nemlig hurtigt koste mellem 2000 og 4000 kroner at invitere klassen på burgerrestaurant eller i et legeland. Der er også flere forældre der skriver, at de prioriterer at holde fødselsdagen i et legeland, selvom det er dyrt – fordi de ikke har plads eller overskud til at have klassen hjemme. 

Men ifølge Mia Vinther Hansen skal man passe på med at afholde for dyre klassefødselsdage, da det nemt kan skabe negative følger hos både børn og voksne. Alle forældre kommer med forskellige udgangspunkter, som hurtigt kan blive udstillet, hvis nogle har råd og andre ikke har. Det er vigtigst at have klassens fællesskab for øje.

Noget lignede skriver også en forælder i fødselsdagsundersøgelsen:

”Når først én har inviteret til fødselsdag i hoppeland, kan man nemt føle, at det skal man så også gøre for sit barn. I de små klasser synes jeg egentlig, at det er nok med fødselsdag hjemme med boller og kage og en skattejagt rundt i haven. Det er helt vanvittigt det skal koste over 1000 kr. pr forældrepar at holde en børnefødselsdag.”

Men hvad gør du, hvis dit barn pludselig vil noget andet end det, der er blevet aftalt på klassen?  

Det er helt naturligt, at det enkelte barn, kan opleve et behov for at få fejret sin fødselsdag og selv få lov at bestemme, hvad der skal foregå uden at tænke på nogle andre børn. Og her handler det jo ganske enkelt om kompromisets kunst. 

”Der kan være gode grunde til at fællesfødselsdage ikke fungere lige godt for alle børn. Men der skal man tage en snak med sit barn, om hvad det vigtige er, når man fejrer fødselsdag med sin klasse”, siger Mia Vinther Hansen og fortsætter:

”Det vigtige er jo, at alle har mulighed for at fejre fødselsdag på lige betingelser, hvad angår tid og økonomi. Det andet kan handle om pludseligt opstået behov eller en generel præference, og dem kan der være mange forskellige versioner af i en klasse. Forældregruppen må derfor rykke sammen og sikre, at alle oplever at være en del af klassens fællesskab, også når det er svært”. 

Udgivet: oktober 2024