Uddrag fra ungdomsromanen Sofasurfer
Hvorfor blev Jonas tyv og hjemløs?
Hvorfor træffer nogle unge de helt forkerte valg? Hvad driver dem derud, hvor de til sidst bor på gaden og begår kriminalitet? Og hvem har ansvaret, når det går galt? Helle Kaare Lindberg har 17-års erfaring som lærer på Vestegnen og giver i sin nye roman Sofasurfer mikrofonen til Jonas, der vokser op hos sin psykisk syge mor og bliver tabt af både skole og kommune.
”Historien er opdigtet, men stærkt inspireret af den virkelighed, jeg står i hver dag,” siger Helle, der blandt andet peger på, at vi skal blive bedre til at spotte de børn, der skjuler problemerne som Jonas gør.
Her får du et uddrag fra romanen:
TEKST: Helle Kaare Lindberg
Illustration: NINA BROEN (I BOGEN FREMSTÅR DE SOM JONAS’ TEGNINGER)
Han stirrer paralyseret på uret over døren. Tik, tak, tik, tak. Klokken er kun elleve, så der er en krig til, at vennerne får fri. Desværre. Nogle dage er helt ulidelige. De er fyldt op af kedsomhed og dårlige tanker, som det er en kunst at navigere uden om for at undgå at blive trukket ned i det hul, man kalder depression. Det ligger hele tiden og lurer, men kan heldigvis holdes i skak med bajere, joints og stribevis af serier på Netflix. Det kan måske lyde som en badeferie ikke at lave noget, men det er faktisk stressende bare at stene i sin egen boble. Han har tit tænkt på at få sig et job, men én som ham, der ikke har noget erfaring, kan ligeså godt droppe det. Hvor skal han starte? Hvordan skal han få hul? Bare det at skrive en ansøgning virker uoverskueligt, og så er der alt det praktiske, som hvordan man finder frem til de ledige stillinger. Det er jo ikke, fordi det regner med dem. […]
Han tænker på mor og deres voldsomme skænderier, der er skyld i, at hun ikke vil have ham boende. Deres råben og skrigen og den dårlige, dårlige stemning, der har eksisteret lige siden, han stak hovedet ud af kussen på hende for lidt over sytten år siden. Han sad fast, så hun måtte klippes op, hvilket hun åbenbart ikke kan tilgive, for hun brokker sig altid over ham. Over hans person og over hvor meget han har kostet hende af penge og bekymringer. Måske er det derfor, at hun er blevet syg? Han dræber smøgen i askebægeret. Fuck hende! Alt hendes skyld-pis skal ikke have lov til at virke. Forsigtigt lader han en hånd glide hen over sofaens armlæn. Der er masser af brændemærker fra tabte gløder, når hun er faldet i søvn med en smøg mellem fingrene. Det er utroligt, at lejligheden står her endnu. Med en negl kradser han i et mærke og borer fingeren ned, så der går hul. Hun ville flippe helt ud, hvis hun så det. Råbe og true med at han skulle betale en splinterny sofa. Den dyreste model. Som lille var han bange for hende. Især når hun glemte at tage sine piller. Hun blev så vred over ingenting og skældte ud på folk, der ikke var der. […]
Jonas sluger en tår doven cola og tænker på skolen. På dengang. De lavede ikke en skid. Han kom, når han gad, men forstod aldrig konceptet. Lærerne forstod heller aldrig ham, og hen ad vejen opgav de helt at forklare ham noget som helst. Succeskriteriet blev, at han var til stede i timerne og så vidt muligt sad på sin flade uden at kæfte for meget op. For at få tiden til at gå faldt han enten i søvn hen over bordet, kastede med papirkugler eller hjalp Mike med at true nogle møgunger, der havde stukket snuden for langt frem. I frikvartererne, selvfølgelig, hvor lærerne havde travlt med at drikke kaffe og brokke sig over deres job. Al balladen med Mike resulterede i et utal af skideballer og krav om undskyldninger, der aldrig blev givet. Det var, som om det prellede af på Jonas, hver gang skolen skældte ud. Han forstod godt, hvad de sagde, men ordene blev bare lyde uden nogen bagvedliggende mening, og lærernes vage stemmer og bekymrede ansigtsudtryk blev efterhånden hverdagskost. Han var overbevist om, at de ikke kunne lide ham og havde derfor svært ved at se, når de forsøgte at hjælpe. I det hele taget mindes han barndommen som en forbudt leg, som alle de voksne konstant trampede ned. Det var, som om man aldrig måtte have det sjovt. Mor var magtesløs. Når de ringede hjem, hulkede hun og galpede op om, at hun ingenting forstod og heller ikke kunne overskue det. At de skulle holde op med at ødelægge hendes liv ved at ligge og ringe hele tiden om ting, hun ikke havde magt til at ændre. Det var rigeligt, at kommunen blandede sig. “Jeg kan jo for helvede ikke fjernstyre min unge,” råbte hun kæderygende ind i røret.
Nogle dage blev hun ekstra vred og hvæsede, at det var Mike, der havde dårlig indflydelse, fordi hans møgfisse af en mor aldrig havde opdraget på ham. Opdragelse? Hvad ved mor om det? Ikke en skid, for hun har jo aldrig opdraget ham. Ikke ordentligt i hvert fald. Det eneste hun har gjort er at dunke ham i hovedet og sige, at han ikke dur til noget. Måske har hun ret, men det er ligesom for sent at gøre det om. Jonas slår en bøvs og lader den sive ud mellem kindtænderne. Om en måned er det to år siden, han gik ud af niende. To år siden, at det virkelige liv bankede på døren og mindede ham om, hvad ordet konsekvens i virkeligheden betyder. Konsekvens forklædt som formålsløse dage, der langsomt, men sikkert æder selvværdet op. […]
Brudstykker fra sagsakter og bilag i Sagen Jonas Fjeldbo Larsen:
Bilag 2
I tiden frem mod, at Jonas skal starte i skole, er der adskillige observationer, der sammenfattet peger på, at der ikke er den ønskede udvikling i hans trivsel. Det fastslås stadig, at et specialtilbud på Æblegården vil være at foretrække, og der ansøges herom, men det forår hvor Jonas skal starte i skole, er der ikke plads, så derfor anvises han til 0. klasse på Rybakken Skole, der ligger i distriktet. Der finder et overleveringsmøde sted mellem skole og børnehave, men dette udløser ingen ekstra ressourcer de første to skoleår.
Bilag 5
I løbet af Jonas’ år på mellemtrinnet vokser hans sagsmappe. Den tæller bl.a. bekymringer fra klubben, flere indhentede skoleudtalelser og to underretninger. De giver alle et enslydende billede af Jonas’ fortsatte mistrivsel, hans manglende motivation i forhold til skolearbejdet samt en fortsat bekymring for situationen i hjemmet. Mor og Jonas indkaldes til en underretnings- samtale med klasselæreren og en sagsbehandler. Man beslutter at iværksætte en indsats med en kontaktperson fra tilbuddet ‘Faldskærmen’, der udover at give Jonas støtte og oplevelser også skal hjælpe mor til at give ham en mere stabil og forudsigelig hverdag.
Bilag 3
Midtvejs i 3. klasse får Jonas ny klasselærer, der bl.a. igangsætter et AKT-forløb med henblik på at skabe større tryghed i klassen. I den skrivelse, der ligger forud for det første netværksmøde omkring Jonas, fremgår det blandt andet:
Jonas er en af uroskaberne i sin klasse. Han er en medløber, men ikke kernen til problemet. Dog er han ikke bleg for at svare lærerne igen og befinder sig mere uden for klassen end indenfor. I klasseteamet er man enige om, at det er næsten umuligt at undervise, og at flere af de øvrige elever ofte trækker sig, da de er bange for at blive gjort til grin. En af årsagerne til Jonas’ destruktive adfærd kan være, at han er meget fagligt svag i samtlige af skolens fag. Han er endnu ikke testet for ordblindhed, men det er planen. I skrivelsen beskrives hans hjemmeforhold som problematiske. Mor er alene med Jonas og virker både træt og irriteret, når skolen skriver eller ringer. Det lader til, at hun ikke har det store overskud og måske derfor ikke viser sig særlig samarbejdsvillig. På et netværksmøde, der afholdes på skolen, drøftes sagen, og det konkluderes, at der skal udarbejdes en underretning med henblik på særlig støtte til Jonas og mor.
Han læner sig tilbage i sofaen og kommer pludselig i tanker om Tytte; Tytte Brunberg med de løse bukser og en kaffeånde, der kunne lugtes på flere kilometers afstand. Dengang undrede han sig over, hvorfor det altid var sådan nogle voksne, der skulle lære ham noget. Sådan nogle grimme, kedelige nogen, der smadrede hans lyst til at lære og tvang ham til at falde i søvn med hovedet i bøgerne. På en måde var det deres skyld, at han aldrig blev uddannelsesparat, men degraderet til et år i tiende med en bemærkning om, at det ville blive godt med et ekstra år. Et år at modnes i og en mulighed for at skrabe lidt bedre karakterer sammen. En ny start, et ubeskrevet blad. Som om. Det var helt utroligt som den optimistiske, men tomme lærersnak kunne blive ved med at flyde ud af, især Tytte, som snot på en kold novemberdag. Måske var intentionen med tiende god nok, men hvad hun ikke havde forudset var, at han ni måneder senere ville ryge ud på grund af 84 procent i fravær og en joint i lommen. Det kunne han ellers godt have fortalt hende. Det kunne kommunen sikkert også, hvis de ellers havde gidet. Det var mildest talt noget lort, og det kom hurtigt til at hedde sig, at skolen var en luderskole, der med vilje smadrede hans fremtid, fordi lærerne ikke kunne lide ham. Og måske var det rigtigt nok, for de virkede ligeglade med, at hans liv gik i stå.
Han ved ikke helt hvorfor, men pludselig mindes han en skole hjemsamtale i niende. Det slidte klasselokale. Et bord, hvor ordet ‘pik’ var ridset ned i bordpladen, og hvor nogle småkager på en paptallerken og en kande vand stod og ventede.
“Godt I kom,” sagde Tytte i en blød stemme, mens mor humpede ind i rummet og slog sig ned på en slidt træstol.
“Man kan da ikke sidde på sådan én,” rasede hun og hostede noget slim op, som endte i skraldespanden. Tytte bladrede i nogle papirer. Pludselig stoppede hun op og så meget alvorlig ud, som om hun tog tilløb til at tage hul på noget afgørende.
“Du har så mange uudnyttede kompetencer, Jonas … det er så brandærgerligt,” smilede hun og tog en tår kaffe.
“Hvad vil du egentlig med dit liv?” Bemærkningen susede gennem lokalet og splattede ud på opslagstavlen bagved.
“Hvad vil du, Jonas?” gentog hun, så sætningen ekkoede i rummet. Han følte sig fjern og fremmed. Som pakket ind i vat. Uden at svare så han ud ad vinduet. På træet under de sorte skyer. Det dryppede fra dets vinternøgne grene, og en lille pige med røde fletninger sad på bænken med et forslået knæ. Mor sagde ikke et muk, men pillede neglebåndene i stykker på sine udtørrede fingre, alt imens hun vippede den raske fod op og ned.
“Jonas!” snerrede hun og skubbede til ham med albuen. “Din lærer taler til dig.” Tytte sukkede og slugte endnu en kaffesjat.
“Jeg ved det ikke,” sagde Jonas. “Hvor fuck skulle jeg vide det fra?”
“Jonas!” hvæsede mor. Han rakte ud efter en kuglepen, der flød på bordet og gav sig til at tegne på bagsiden af et skoleskema. Det skulle være noget med en hund, for sådan én havde han altid ønsket sig. I modsætning til mors skravlede fugle. Mor sparkede til ham under bordet, men han lod som ingenting og fortsatte. Han var og er efterhånden så vant til hendes gnavne sind, at han vil spærre øjnene op den dag, hun siger noget pænt. Tytte rømmede sig:
“Jeg ved godt, at det ikke altid har været lige let.”
“Lige let?” afbrød mor og krabbede sig om på siden af stolen. “Tror du, det her gør det bedre?” Hun løftede benet med de store sår hen over anklen. Tytte blev varm i kinderne, som om hun søgte efter de helt rigtige ord. Præcise, men uskadelige.
“Nej, det er ikke det, jeg mener … jeg mener … måske … bare …,” sagde Tytte.
“Hvad mener du så?” Mor lød væsentlig mere skinger, end da de ankom for fem minutter siden.
“At man ikke skal komme med dårlige undskyldninger for ikke at lave noget,” røg det ud ad munden på Tytte, hvorpå der blev bomstille i rummet.
“Men hør lige, Tulle…”
“Tytte.”
“Men Tutte, siger du, at Jonas er doven? Er det det, du siger?”
Tytte bladrede vildt i de tætskrevne sider. “Øh … nej … nu må du ikke misforstå mig.”
“Kom så,” sagde mor og lagde armene over kors. “Vi er vel enige om, at Jonas er doven … luddoven.”
Tytte slog blikket ned og gav sig til at læse på en af siderne. “Det er ikke helt så enkelt, Britta.”
“Så det mener du ikke?” Mor gjorde antræk til at rejse sig, men bankede i stedet en flad hånd ned i bordet. “Drengen bestiller ikke andet end at sove, lave ballade med Mike eller Rasheed og tegne åndssvage, ubrugelige tegninger.”
Jonas spændte i kæben og tegnede et par spidse kløer på hundens poter, mens han mærkede Tyttes granskende blik. Han husker det, som var det i går. Også, at han stillede sig selv spørgsmålet, om hun måske nu forstod, hvorfor det hele kunne være lidt op ad bakke.
“Tegner du?” spurgte hun. Jonas lagde sidste hånd på en stodder af en bulldog, der med en smøg under kindposen susede afsted på sit skateboard. ‘Fuld fart’ blev titlen, og han huskede d’et i fuld. Tegningen ligger stadig i mappen i kælderen.
“Hvad tegner du?” spurgte Tytte.
“Ikke rigtig noget,” brummede han og vendte papiret om.
“Du tegner godt.” Han gloede på hende med et ligegyldigt blik.
“Er vi ikke snart færdige?”
Bilag 6
Nogle måneder efter underretningssamtalen igangsættes en indsats med en kvindelig kontakt- person, som allerede et par måneder inde i forløbet må springe fra pga. graviditetsgener. Der starter
en ny i hendes stilling, også en kvinde (Karina). Hun beskriver relationen til Jonas som værende positiv: Han åbner sig langsomt i takt med, at tilliden øges, især når vi er fælles om noget, som en biograftur eller en tur i centret (…) Jonas kan godt lide at tegne og er også meget dygtig til det. Hans tegninger er ofte ma- kabre, dystre og meget detaljerede. Når jeg spørger ind til tegningerne, går samtalen i stå.
Karina følger Jonas i seks måneder, men opsiger sin stilling, da hun skal flytte til Jylland. Jonas nægter derfra, at flere kontaktpersoner skal ind over hans liv. Sideløbende er det ikke lykkedes ‘Faldskærmen’ at få hjulpet mor i gang med at opbygge en mere stabil base. Hun har svært ved at se sig selv som en del af problemet og mener, at kommunen ’blander sig’ unødigt.
Bilag 9
I ottende klasse gennemføres en større udredning af PPR. Den peger på massive indlæringsvanskeligheder, og mor inviteres til møde med skolens ledelse for at diskutere Jonas’ fremtid på skolen. Ledelsen bringer frem, at de betragter et skoletilbud på Æblegården som værende urealistisk grundet den lange venteliste.
Bilag 7
Midtvejs i sjette klasse modtager en sagsbehandler i Børne- og familieafdelingen en opringning fra Jonas’ klasselærer, der har fundet ham på toilettet, hvor han er brudt sammen. Jonas fortæller læreren, at han ikke længere vil bo hos mor, men vil ikke fortælle hvorfor, udover at hun skælder meget ud og ofte råber. Klasselæreren lægger mærke til nogle blå mærker på Jonas’ venstre arm. […] Der afholdes nogle netværksmøder samt møder på kommunen, hvor hans samlede udvikling diskuteres. Specialsko- len Æblegården bringes atter i spil, og Jonas kommer på venteliste. I skolen er støtteundervisningen tilbageholdt, da det vurderes som ‘spild af ressourcer’. Der har stort set ingen faglig progression fundet sted, siden støtten blev iværksat.
Bilag 10
I uddannelsesparathedsvurderingen fra februar i niende klasse, står der:
Jonas skønnes ikke uddannelsesparat, da han udover faglige mangler ikke besidder den nødvendige modenhed, der skal til for at påbegynde et forløb på en ungdomsuddannelse. Han forstyrrer i timerne, kommer for sent og har et højt fravær. Han virker ligeglad med sin skolegang, som om han har opgivet.
Sofasurfer er udgivet på Forlaget Silhuet i 2021.
Udgivet: Oktober 2021
