Find og hjælp de angste børn

Op til hvert tiende barn vil opleve at få en angstlidelse i barndommen. Med den rette behandling kan langt de fleste dog blive helt fri for den pinefulde tilstand, som kan have store konsekvenser for trivsel og læring. Vejen går gennem mere viden, færre særregler – og forældrene, fortæller lederen af Center for Angst.

”Før i tiden lå vi meget under, nu er vi på niveau. Det skyldes ikke, at der er blevet flere angste børn, men at vi er blevet bedre til at spotte dem. Før fik de måske bare lov til at sidde på bagerste række og være stille – eller de var slet ikke i skole,” siger hun.

Forstyrrende og urealistisk

Når et barn har angst, er det så bange for noget – eksempelvist at gå i skole, tale højt i forsamlinger, blive syg eller andet – at barnet undlader at gøre noget, det ellers ville gøre.

”Alle børn kan jo blive bange for bestemte ting, men vi begynder at tale om psykiatrisk angst, når det bliver så stort, at det forstyrrer dagligdagen,” siger Sonja Breinholst.

En vigtig komponent i angsten er også, at det, barnet er bange for, ikke er realistisk.

”Hvis et barn bliver mobbet i sin klasse, er det ikke et udtryk for angst, når det ikke vil gå i skole. Så er det en reel frygt for et usundt miljø,” siger hun.

Angsten kan ytre sig fysisk, for eksempel som kvalme, hovedpine eller ondt i maven. Den kan også vise sig i adfærd som gråd, muthed eller stilhed – eller omvendt, at barnet larmer, slår og sparker. Det sidste er nyt for nogle lærere og pædagoger.

”Børn, der reagerer udad, er tidligere kommet i en boks med andre diagnoser som ADHD, men den adfærd kan også skyldes en angst, som skal ud ad kroppen. Uden at det skal lyde for stereotypt, så troede man tidligere, at det mest var piger, der fik angst, fordi man ikke havde øje for, hvordan angste drenge kunne reagere,” siger Sonja Breinholst.

Forældrene har nøglen

Vigtigst er dog, at den genetiske komponent – altså hvor meget af angsten, der er medfødt – er ganske lille målt i forhold til mange andre psykiske lidelser. Helt ned til 0,5% og højst 30%. Derfor spiller miljøet, det vil sige både skole og (især) forældre, en stor rolle, forstået på den måde, at de kan gøre rigtig meget både for at afhjælpe og vedligeholde angsten.

”Der er et kæmpe overlap imellem forældre, som selv er eller har været angste, og angste børn. Da vi fra forskningen ved, at dette ikke skyldes genetik, frigiver det en masse til miljø, i forhold til, hvordan børnene udvikler og fastholdes i angst,” siger Sonja Breinholst.

Forældre kan ifølge Sonja Breinholst komme til at skubbe til deres børns angst ved selv at være ængstelige rollemodeller, ved at skåne og skærme deres børn, når de viser symptomer, og ved at trøste barnet, når det bliver bange, frem for at lære det at håndtere den situation, der har udløst angsten. Alt sammen i god mening, understreger hun:

”Det ligger jo i kernen af forældreopgaven, at vi skal beskytte vores børn. Desværre er det vedligeholdende i forhold til angst, så forældrene skal lære at gå imod deres intuition og skubbe barnet blidt ud i det, det er bange for,” siger Sonja Breinholst.

Forskningen viser nemlig, at det, der virker på angst, er at gøre det, man er bange for.

”Hvis forældrene vidste, hvad jeg ved om angst, så ville de gøre det – for alle forældre vil det bedste. Men det er hårdt, fordi det går imod beskytterinstinktet,” siger Sonja Breinholst.

Ud med særreglerne

Her spiller skolen, som også er en del af miljøet, en stor rolle. Mange gange går der nemlig særregler og misforståede hensyn i arbejdet med angste børn.

”De voksne kan i bedste mening komme til at gå med på barnets undgåelse. Særregler som fx ”Hvis du har ondt i maven, behøver du ikke at gå i skole”, ”Du skal ikke holde oplæg i skolen, men kan bare aflevere noget skriftligt” og ”Mor går med ind i klassen hver morgen” findes der et utal af rundt omkring. Desværre er det noget, fanden har skabt, for den største vedligeholdende faktor er undgåelse,” siger Sonja Breinholst.

Hvis et barn er blevet så angst, at det slet ikke kommer i skole, kan der være brug for en gradvis indfasning, hvor mor eller far for eksempel sidder udenfor med åben dør, indtil barnet er trygt nok til, at døren lukkes, og mor til sidst går.

”Men en særregel skal altid have en plan for udfasning, for ellers bliver den en vedligeholdende faktor,” understreger Sonja Breinholst:

”Nogle gange bruger jeg den klassiske tisse-i-bukserne-metafor; det føles rart at give sit barn en krammer og sige ”du behøver ikke at gå i skole”, men på lang sigt gør det det sværere for barnet – så er du faktisk ikke den gode forælder, du gerne vil være.”