“Forældres evne til at SAMtale med deres børn giver brændstof til læring”

Det er ikke skolen, der har den største betydning for børns læring. Det er forældrene. Men det er hverken forældrenes sociale baggrund eller evner som hjemmelærer, der er afgørende. Det er derimod, hvor gode forældre er til at tale MED – og ikke TIL – deres børn.
Professor emeritus Charles Desforges fra University of Exeter har i årtier forsket i emnet. Magasinet Skolebørn har talt med ham.

TEKST: LINE FELHOLT
FOTO: MAJ CARBONI

“Du har rejst et spørgsmål af dyb betydning. Forskelle i forældres engagement har stor indflydelse på børns skolepræstationer,” lyder svaret i en mail fra professor emeritus Charles Desforges, da magasinet Skolebørn beder om et interview om hans livslange forskning i undervisning, læring, forældres engagement og skoleledelse. Han har igennem sin karriere været forskningsrådgiver for forskellige regeringsorganer både i England og i udlandet.

Hans forskning viser blandt andet, at for børn i syvårsalderen har forældrenes engagement den største betydning for deres læring. Men også at forældrenes engagement fortsætter op gennem skoletiden med at have betydning for deres børns indlæring.

Men hvad vil det egentlig sige? Skal forældre nu til at være hjælpelærere derhjemme? Nej, lyder det klare svar fra den engelske professor. Engagementet skal ikke bestå i at fungere som lærere. Det handler derimod om at tale mere med sine børn.

”Nogle forældre engagerer sig meget i deres børn. De bruger tid sammen med dem. Taler og leger med dem. Deltager i spil og især i samtaler. De taler MED og ikke kun TIL deres børn. Sagt på en anden måde: Forældres engagement – eller mangel på samme – former sprogudviklingen og dermed fremskridt i indlæringen markant,” slår han fast på baggrund af sin omfattende forskning på området.

Fordelen varer ved

Det kan måske undre, hvorfor det lige er snakken derhjemme, der har så stor betydning for indlæringen. Når nu skolen består af meget andet end sproglige fag. Men så snævert skal man ikke se på det. Det handler ikke om at fremme børns evner i specifikke fag.

”Sprogudvikling er dén centrale menneskelige egenskab,” forklarer Charles Desforges og anerkender, at vi mennesker kan lære meget uden sprog – døve børn gør det for eksempel. Og naturligvis har vi også brug for viden, for uden viden kan vi ikke tale med om skak, biler eller hvad det måtte være.

Men sprog hjælper os i høj grad til at lære, tænke og være sammen med andre. Som Charles Desforges formulerer det:

”Børns evne til at samtale giver brændstof til og katalyserer læring.”

Han minder om, at når en årgang af børn starter i skole, er der ofte enorme forskelle på deres sproglige udvikling alene i den samme klasse. I en alder af fem år er nogle børn ifølge Charles Desforges lige så avancerede sprogligt som en gennemsnitlig 9-årig. Mens nogle børn nærmest ikke når forbi babystadiet i deres evne til at tale.

”De børn, der har et udviklet sprog, har enorme fordele i den måde de kan spille sammen med deres lærere, deres jævnaldrende og med pensum. Og de mister aldrig denne fordel igen,” fortæller han.

 

Ikke et spørgsmål om socialklasse

Men hvad er så årsagen til, at der kan være så store forskelle i børns sproglige udvikling? Og i forældres evne og villighed til samtale med deres børn? Charles Desforges anerkender, at der kan være mange årsager til sproglige forskelle hos børn. Familien har betydning. Bedsteforældre og ældre søskende kan spille en rolle. Og der er også andre faktorer såsom sundhed, der former sprogudviklingen.

Men den engelske professor holder fast i, at en væsentlig faktor er hjemmets sprogmiljø og kvaliteten af den sprogoplevelse, som børnene har haft i deres tidlige år. Dén kvalitet er måske mod gængs opfattelse slet ikke så afhængig af social status, som man skulle tro og ofte hører, mener den engelske professor.

”Mængden og kvaliteten af forældreengagementet afhænger af mange faktorer, og mange af dem er ret uafhængige af social status,” slår han fast.

Nogle forældre sidder godt i det økonomisk og har derfor mulighed for at levere høj materiel kvalitet i deres barns liv, såsom god plads, legetøj, gadgets, mad, oplevelser, ferier og den slags. Andre mennesker har færre økonomiske ressourcer og dermed et liv præget af begrænset boligareal, få oplevelser og så videre. Men:

”Forældres engagement varierer enormt inden for alle sociale klasser. Nogle rige forældre tilbringer meget lidt tid med deres børn. Andre økonomisk trængte forældre bruger masser af tid på at være sammen med deres børn. Så du kan være et barn i et velhavende hjem og møde lidt forældreengagement. Og du kan være et barn i fattigdom og opleve masser af forældreengagement,” forklarer Charles Desforges.

Kræver ikke ekspertise

Desværre har han set alt for mange forældre, der ikke engagerer sig i samtaler med deres børn. Selvom det slet ikke er så svært, som nogle forældre måske synes, det lyder til.

”Der findes eksperter som mig på dette område, men det kræver faktisk ikke ekspertise at tale med sine børn. Vi har gjort det siden menneskehedens begyndelse,” påpeger han og giver en række råd til, hvordan forældre kommer i gang med at samtale mere med deres børn. 

Men Charles Desforges understreger, at skolerne selvfølgelig også har et ansvar. Det er ikke kun forældrene, den bedre sprogudvikling hviler på. Skolerne skal blandt andet støtte hjemmene i den indsats. Det ved han godt kan virke utopisk, når regeringer i mange lande snarere skærer i skolebudgetter og sparer på velfærden. Men:

“Hvis vi ikke hjælper disse børn så hurtigt og så meget som muligt, vil deres ulempe begrænse deres skolepræstationer, og det vil fremadrettet begrænse alle aspekter af deres liv,” advarer han.

Lær med Familien

Skole og Forældre lavede i 2018 projektet Lær med Familien, der havde til formål at styrke skole-hjem-samarbejdet og forældrenes engagement i deres børns skolegang. Skolerne arbejdede blandt andet med “Familieopgaver”, hvor familierne derhjemme fx skulle aflæse elforbruget i en periode og lave familiens stamtræ på en valgfri måde. Opgaverne var lavet på en måde, så alle kunne bidrage uanset uddannelsesbaggrund, sprogkundskaber etc.
Læs mere her: Familieopgaver: Et vindue til skolen

Udgivet: oktober 2021