Hvem har ansvaret for vores børns læsning?

Forældres opbakning til skolegangen er afgørende for børnenes trivsel og læring, og skole-hjem-samarbejdet er vedtaget ved lov. Men hvordan er ansvaret for børnenes læseglæde og -kompetencer egentlig præcis fordelt – og er der nogen slagsider? Vi har spurgt eleverne, lærerne, forældrene og skolelederne.

TEKST: ULLA HINGE THOMSEN
ILLUSTRATION: JAVIER MUÑOZ

Thea Enevoldsen, formand for Danske Skolelever (DSE):

”Skolen kan sagtens gøre læsning spændende”

Hvem har ansvaret for, at danske elever får lyst til at læse og bliver gode læsere?

Når det handler om at lære at læse, bærer skolen det fulde ansvar. Læselysten er til gengæld et delt ansvar mellem forældrene og skolen. Uanset om du går i 0. eller 10. klasse, gennemskuer du hurtigt dobbeltmoral. Det hjælper ikke at sige til et barn, at det skal læse i 20 minutter hver dag, hvis forældrene selv sidder med iPads og telefoner. Det betyder rigtig meget, at vi er tæt på tekster derhjemme. Mine første erfaringer med tekst var aviser og reklamer, der lå på gulvet, som jeg fik lyst til at bladre i. Mine forældre var gode til at læse højt og til at vise mig, at teksten kunne være en del af hyggen i sofaen.

Hvad med de hjem, hvor der ikke er en naturlig læselyst?

Ulighed er klart en faktor. Derfor skal skolen også tage ansvar for læselyst og prioritere, at der sættes tid af til at gå på skolebiblioteket. Skolen kan også sagtens gøre læsning mere spændende: Hvis formatet altid er at læse en kedelig roman og derefter svare på 50 standardspørgsmål, fremmer det ikke læselysten. En simpel løsning er at lade eleverne være med til at vælge bøger. Andre læseindsatser kunne være at læse sammen, holde læsekonkurrencer mellem klasserne eller arrangere højtlæsning i grupper. Og så spiller skolebiblioteker en stor rolle. Hvis det er stedet, man går hen for at hænge ud, og der er bøger, så bliver det også naturligt at læse.

Hvad er elevernes ansvar?

At læse. Mange elever afviser at læse bøger, især hvis de har oplevet, at det har været kedeligt fra starten. Udfordringen er, at der er så meget andet, der hiver i os – Netflix, computer, telefon. På computeren kan vi veksle mellem det, vi laver, det kan man ikke i en bog. For mange er det også blevet en stor og forpligtende ting at åbne en.

Hvilken betydning har det for elevernes læselyst og -kompetencer, når skolerne beder forældre læse 20 minutter om dagen, føre læselog osv.?

Det kommer meget an på, hvordan man gør det. Det skal ikke være et konfliktpunkt, men et samlingspunkt. Det er Ikke nødvendigvis knyttet til ressourcer, men til indstilling. Jeg ved dog ikke, om målet bør være at læse 20 minutter hver dag. Forældrene har pligt til at støtte op, men måske ligger det bedre i fem minutters horoskop-læsning.

Er der en udfordring i forhold til danske elevers læsekompetencer og -lyst?

Ja. Vi har altid sagt, at skolen skal lære os at læse, skrive og regne, og vi ser, at den ikke engang rigtig kan løse den kerneopgave. På vores generalforsamlinger hører vi om elever, der har været ordblinde hele deres liv og ikke er blevet fanget i folkeskolen. Eller som har svært ved at følge med på ungdomsuddannelserne, fordi de ikke forstår teksterne, og deres læsehastighed er for lav. I forhold til fordybelsesaspektet er der også et problem, for læsningen er et fremragende værktøj til at lære os det, og det skal vi bruge både på vores uddannelser og i vores liv.

Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening:

”Skolen har ansvaret – det kan vi aldrig fralægge os”

Hvem har ansvaret for, at danske elever får lyst til at læse og bliver gode læsere?

Vi har en formålsparagraf, der fortæller os, at vi skal løse vores opgave i samarbejde med forældrene, og det er en rigtig god indledning. Men det er samtidig vigtigt at understrege, at det ikke betyder, at vi kan fralægge os vores ansvar. Vi har nogle elever med en meget svag hjemmebaggrund, og de skal altså også lære at læse. Så ansvaret er altid skolens i sidste ende, men derfor kan man godt have glæde af forældrenes hjælp og opbakning.

Hvilken betydning har det for elevernes læselyst og -kompetencer, når skolerne beder forældre læse 20 minutter om dagen, føre læselog osv.?

Jeg synes, det er en god idé at gøre sådan nogle ting, hvis man gør det i en fælles forståelse. Jeg tror meget på, at man tager udgangspunkt i den klasse, man har, og at man afstemmer med de enkelte forældre og elever. Der er alt for meget standardisering i den danske folkeskole i dag. Lad nu skolerne selv om at implementere de øvelser, der passer til dem og deres elever.

Hvad betyder det, hvis læsningen bliver et konfliktpunkt?

Så bliver det bare kontraproduktivt – det dur ikke. Man kan godt sige til forældrene, at det er en god idé at læse sammen med deres børn, hvis de har overskud til det, men hvis der ikke er stemning for det, giver det ingen mening.

Hvad betyder det for ligheden, hvis læsningen outsources til familierne?

Det er et afgørende grundprincip i folkeskolen, at den skal være for alle. Derfor har vi en pligt til, at alle elever får det optimale udbytte af deres undervisning, herunder læsning. Elevernes forudsætninger er vidt forskellige, og det ville være frygteligt, hvis vi som skole begyndte at sige: ”Nå, lille Peter lærer ikke at læse, for hans mor er alkoholiker”. Vi skal have en høj kvalitet i skolen for alle børn, og det vil lærerne også gerne, men man har gjort det svært for os. Der har været for meget fokus på antallet af timer, og mange lærere føler, at de ikke kan løfte opgaven med at tilpasse undervisningen til det enkelte barn.

Hvad sker der, hvis ikke børn i dag bliver gladere for, og dygtigere til, at læse?

Læsning er en gave og en forudsætning for at klare sig i samfundet. I 00’erne foretog vi et fantastisk læseløft af de yngste årgange ved, at de, der underviste i læsning, skulle være uddannet i det, og læsevejledere blev en del af skolen. Vi lavede også vores eget projekt – ”Vi læser for livet” – men så kom der en reform og rykkede det hele. I den tid, jeg har været formand for Danmarks Lærerforening, har der været tre store reformer, alle med begrundelse i PISA, og der er ingenting sket med resultaterne. Jeg håber – og ser en spirende tendens til – at vi begynder at arbejde med folkeskolen på en anden måde nu. Nemlig ved som en treenighed af forskere, fagpersoner og politikere at tage udgangspunkt i, hvad vi ved virker, og så lade skolerne om, hvordan de vil føre det ud i livet.

Rasmus Edelberg, formand for Skole og Forældre:

”Skolen skal forstå, at familier har forskellige forudsætninger”

Hvem har ansvaret for, at danske elever får lyst til at læse og bliver gode læsere?

Det har skole og hjem i samarbejde. Men rollerne er forskellige. Skolen har ansvaret for målrettet didaktik, faglighed og begreber, mens hjemmets rolle handler om at støtte tilgangen og lysten til læsning. De to roller overlapper dog. Skole og forældre er gensidigt afhængige af hinanden, og derfor er det vigtigt, at der er en høj grad af involvering i, og respekt for, hinandens områder.

Hvad hvis forældrene ikke kan videreformidle en læselyst?

Der er nogle ting, børnene skal lære, uanset hvad de får med hjemmefra. De skal lære at læse, og det kræver motivation. Her kan de pædagogiske læringscentre spille en stor rolle. Desværre er de blevet nedprioriteret mange steder.

Hvilken betydning har det for elevernes læselyst og -kompetencer, når skolerne beder forældre læse 20 minutter om dagen, føre læselog og så videre?

De senere år har vi set, at skolen i høj grad har brugt forældrene som ressource, så forældrene er blevet et instrument for den faglige læsning og indsats. Det kan give mening, men det er vigtigt, at skolen tager hensyn til de forskellige slags forældre. Når skolen skriver til forældrene: ”Det er vigtigt, at I læser 20 minutter om dagen”, får alle jo samme besked, og det kan lyde besnærende, men virkeligheden er, man rammer forskellige forældre med forskellige forudsætninger.

Hvad betyder det for ligheden mellem eleverne?

Hvis ansvaret i stigende grad lægges over på forældrene, skaber det en dynamik, som kan komme til at øge uligheden. Hvis børnene skal behandles lige, skal der tages udgangspunkt i det enkelte barn og den enkelte familie, altså differentieres. Det er godt, at forældrene kan hjælpe børnene med at blive en succes i skolen, men det skal være på en måde, som gør, at alle kan være med.

Hvad betyder det, hvis læsningen bliver et konfliktpunkt?

Det kan være svært at læse lektier med sine børn, og mange forældre benytter i stigende grad lektiehjælp og mentorer. Når familien er det sted, hvor børnene primært får kærlighed og tryghed, er der grænser for, hvor meget man kan inddrage forældrene i læringsmålstyrede undervisningsforløb. De grænser skal skolen være bevidst om og tilpasse sig i de krav, der stilles. Man kan gå på biblioteket med sit barn, ikke med et bestemt antal sider eller minutters læsning i sigte, men for at skabe en fælles ramme, hvor relationerne understøtter mulighed for at vække barnets læselyst.

Hvad sker der, hvis ikke børn i dag bliver gladere for, og dygtigere til, at læse?

Umiddelbart går det rimelig godt med læsning hos danske skolebørn. Men læsning er en afgørende kulturteknik i det moderne samfund, og der er i hvert fald tre store opgaver foran os: at skabe en bedre balance mellem analog og digital læsning, hvor den fysiske bog er under pres, at gøre en stærkere indsats for børn med særlige udfordringer, og at få forældresamarbejdet rettet op, så skolen forstår og respekterer de forudsætninger, hvert hjem har, så nogle ikke bliver sat af på den konto.

Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen:

”Forældrene skal give glæden, skolen skal give teknikken”

Hvem har ansvaret for, at danske elever får lyst til at læse og bliver gode læsere?

Begge dele er et dobbelt ansvar. I forhold til læsning starter det inden, barnet kommer i skole. Det handler om at være i et hjem, hvor der bliver læst højt, hvor der er bøger, og hvor forældrene læser. Når barnet kommer i skole, skal vi i gang med det tekniske – sætte bogstaver sammen, lære lyde, reflektere og analysere. Vi skal bygge oven på lysten til at læse, og jo højere klasser, desto mere bliver læsning skolens ansvar.

Hvilken betydning har det for elevernes læselyst og -kompetencer, når skolerne beder forældre læse 20 minutter om dagen, føre læselog osv.?

Forældrenes støtte er vigtig. Estland er lige kommet ud med fremragende resultater i PISA-undersøgelsen, og når vi taler med skoler derfra, siger de entydigt, at det handler om forældrenes positive ambitioner på deres børns vegne. I Danmark har forældrene generelt nok ikke de ambitioner i helt samme grad.

Hvad betyder det for skolen, hvis forældrene ikke gør/er i stand til at gøre det?

I den bedste af alle verdener bør det være sådan helt nede fra sundhedsplejerskens og vuggestuens niveau, at vi tilbyder mere hjælp til at vise forældrene glæden og nærværet ved at læse højt for deres børn. Og hvis det ikke kan lade sig gøre, så er det først daginstitutionens og siden skolens opgave at overtage. Derfor er det ærgerligt, at man har forkortet skoledagen igen mange steder, for her var en mulighed for at løfte de svageste.

Hvad betyder det hvis læsningen bliver et konfliktpunkt mellem forældre og børn?

Det handler typisk om, at vi har så mange andre tilbud – at være på vores telefoner eller computere, høre radio og se fjernsyn – også for os forældre. Så der må vi se på os selv og spørge: ”Viser jeg mit barn, at der er ro og glæde ved at læse bog, eller viser jeg bare barnet, at det er forkert, fordi barnet vil være på telefonen ligesom mig selv?” Derudover skal vi også have luft og tid til læsning i skolen, for eksempel i form af læsebånd.

Hvad betyder det for ligheden, når læsningen outsources til familierne?

Det er det største problem i forhold til uligheden, at børnene kommer med forskellige forudsætninger og støtte hjemmefra. De skoler, der har haft størst succes med at løfte svage elever, er dem, der er begyndt at stille større krav til forældrene. Det afspejler sig i børnenes karakterer, men det skal være på et afbalanceret niveau.

Hvad sker der, hvis ikke børn i dag bliver gladere for, og dygtigere til, at læse?

Jeg vil ikke udråbe børnenes læsning til et problem, men det er et fortsat fokusområde. I et samfund som vores er det vigtigt, at vi alle kan læse og reflektere for at være demokratiske borgere. Den digitale læsning har været i fokus, og det er gået lidt ud over læsning på papir – det skal vi være opmærksomme på. Når vi ligger i top på det digitale, må vi også være de første til at finde ud af, hvor fejlene ligger.

Udgivet: Februar 2020