Vælg side

Drop æggeuret og lad forældrene give børnene gode læse-oplevelser

TEKST: RASMUS EDELBERG, LANDSFORMAND
MAIL: rae@skole-foraeldre.dk

Rigtig mange skoler forventer, at vi forældre læser hjemme med vores børn 20-30 minutter hver dag, men det er svært for de fleste, at leve op til og giver ofte konflikter eller dårlig stemning i hjemmet. Stort set alle forældre mener, at læsning er vigtigt og vil gerne tage ansvar for deres børns læsetræning, viser Skolebørns nye undersøgelse. Men det er ærgerligt, når de gode intentioner fra alle sider om at lade forældre støtte deres børns skolegang, bliver til et kvantitativt målbart krav, med daglige kontrollister, som de færreste kan leve op til. Hvad betyder denne praksis for skolens sociale ansvar og de politiske mål om at få alle elever med uanset hvor de kommer fra?

LÆS OGSÅ: Forældreundersøgelse: ”Vi kan ikke få vores børn til at læse 20 minutter hver dag”

Dårlig forælder?

For nyligt skrev Skole og Forældres næstformand, Cecilie Harrits, i et indlæg til Politikens Skoleliv om dette emne: ”Vi skal læse 20 minutter om dagen med vores unger og helst sørge for, at det er hyggeligt imens. Vi skal læse dialogisk, tale om svære ord i bogen, sætte historien i relation til barnets hverdag og samtidig øve forlyde, klappe stavelser og prikke vokaler. For ‘al forskning viser’, at gode læsekompetencer er vigtige for vores børns uddannelse og fremtid, og hvilken forælder er man så, hvis man hellere vil sidde sammen i sofaen og se fjernsyn, har travlt med vasketøj, madlavning og madpakker og måske slet ikke når den daglige læsning?”

Jeg og mange andre kender følelsen af skam og skyld over at være en (dårlig) forælder, der ikke lever op til skolens krav og forventninger her. Kan vi ikke finde en bedre måde at samarbejde om skolens formål?

LÆS OGSÅ: Hvem har ansvaret for, at vores børn kan læse? Se bud fra elever, forældre, lærere og skoleledere

LÆS OGSÅ: Forældre: Sådan får vi vores børn til at læse

Forældre har forskellige ressourcer

Det bør stå klart for alle involverede, at forældrene har meget forskellige forudsætninger for at lykkes med en sådan opgave – at lære barnet at læse. Spørgsmålet er jo om det i virkeligheden er opgaveformuleringen den er gal med? Kunne vi i stedet tage udgangspunkt i, at alle børn bør opleve familiens særlige rum for tryghed, omsorg og kærlighed, og formulere skolens forventninger til forældrene, så de understøtter dette mål? Selvfølgelig kan og bør man som forældre også have forventninger til sit barn og stille krav. Men det bør basere sig på forældrenes naturlige rolle og ansvar – og ikke være en kopi af skolens læringsstil, der overføres til stuen derhjemme. Kunne vi lade outsourcing til familien af ansvaret for opfyldelsen af læringsmålene hvile et øjeblik? Måske er det smartere for både skole og hjem og børnenes læsetræning at lade oplevelsen og motivationen være styrende for de aktiviteter, man lader hjemmene tage ansvar for.
Og lad så skolebestyrelsen sammen med skolelederen løfte kravet om kvalitet i skolebiblioteket, opdaterede læremidler og ny litteratur i bogsamlingerne, så vi får motivationen og skoleglæden tilbage hos alle eleverne – eller meld behov ind til kommunen i forbindelse med kvalitetstilsynet dette forår.

LÆS OGSÅ: 9 fordomme om danske børns læse-evner: Hvilke passer?

LÆS OGSÅ: Hvad får dit barn mest ud af? Bøger eller digitale medier?

Udgivet: Februar 2020

Få ny viden, inspiration og gode råd til at støtte dit skolebarn
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Skole og Forældres magasin, Skolebørn, og få de nyeste artikler direkte i din indbakke 8 gange om året.
Det er helt GRATIS og vi giver ikke din mailadresse videre til anden part.

Hvis du har lyst, kan du udfylde fødselsåret for dit barn/dine børn, så vi kan sende dig artikler, der passer til dit barns klassetrin. Det er selvfølgelig frivilligt og vi bruger ikke oplysningerne til andet.

Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet accepterer du Skole og Forældres privatlivspolitik. Læs den her.