Kamma, 11 år, har oplevet ensomhed det meste af sin skoletid:
”Jeg kunne ikke regne med at have nogen at lege med”
Der var ’veninder’. Og der var også ’drengevenner’. Men veninderne havde for vane at vende sig mod hende midt i leg, og drengevennerne var en måde at overleve frikvarterene på. 11-årige Kamma har gennem det meste af sin skoletid følt sig alene og drillet uden at finde den store hjælp hos de voksne. Det fortæller hun selv om her.
TEKST: LINE FELHOLT
FOTO: ISTOCK
“Det har været sådan, siden jeg startede i 0. klasse. Jeg kunne ikke regne med at have nogen at lege med. Jeg havde veninder, som jeg godt kunne være sammen med. Men når vi var sammen i frikvartererne, skete der altid et eller andet, så de blev rigtig sure på mig, og så talte de ikke med mig i flere uger.
Jeg var så heldig, at der var to drenge i min klasse, som jeg blev venner med. Når jeg stod alene i frikvarterne, så inviterede de mig til at være sammen med dem. Dem endte jeg med at være sammen med hver dag hele tiden fra 2. til 3. klasse, hvor de begge flyttede skole. De havde det på samme måde som mig. Derfor flyttede først den ene og så flyttede den anden med, fordi han ikke kunne holde ud at være alene tilbage.
Det var både pigerne og drengene, der var efter mig. Når der var noget, de selv var utilpas over, så var det præcis mig, de var efter, og så skulle jeg have skylden for det.
Det var både klassen, vennerne og nogle gange lærerne, der var galt
Nogle dage kunne det starte fint, og når vi så nåede til første frikvarter, så endte det alligevel med at være en lortedag, fordi jeg skulle høre på, at jeg var grim og tyk og ikke passede ind.
Det var mest drengene, der sagde ting. Men rigtig mange af pigerne var også efter mig. Med pigerne kunne det være, at jeg bare ikke måtte være med, men de kunne også godt finde på pludselig at fortælle mig, at jeg var verdens største fejl. Det følte jeg mig meget utilpas over, og så vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Så gik jeg bare rundt alene. Det gik meget op og ned. Men jeg endte rigtig tit med at bare at sidde alene i frikvarteret, fordi jeg var blevet smidt ud af en leg eller et eller andet.
Stort set alle lærere har haft lyst til at gøre noget. De har i hvert fald altid sagt, ”jaja, jeg kommer lige om lidt”. Men de kom ikke. Fra 0. til 3. klasse var lærerne ikke særligt gode til at sige til drengene, hvad de skulle gøre. For eksempel når drengene gik efter mig ved at bumpe mig ind i et bord, når de gik forbi mig. Jeg følte ikke, at lærerne beskyttede mig.
På et tidspunkt fik jeg en lærer, der hed Vibeke, der hjalp mig meget. Men hun stoppede. Udover hende var der ikke den store hjælp.
“Lærerne har altid sagt ”Jaja, jeg kommer lige om lidt”. Men de kom ikke.”
Jeg begyndte at lade som om, at jeg var syg, når jeg var hjemme
For at slippe for drengene, når det for eksempel var snevejr, og jeg ville få en snebold med noget indeni i hovedet. Men det var mest derhjemme, jeg turde sige til en voksen – min mor – hvordan det var ovre på skolen. Jeg turde ikke altid sige det i skolen, for drengene sagde, at ”hvis du siger det til nogen”. Der var tit en trussel i det.
Jeg ved ikke hvorfor, det lige præcis var mig, de gik efter. Måske var det sådan noget som, at jeg ikke kan dræbe dyr. Drengene kunne ikke lide edderkopper, og derfor dræbte de dem. Men jeg synes, man skal lade være med at dræbe dem. De har ikke gjort dem noget. Jeg er også bange for edderkopper. Men måske var det sådan noget, der gjorde at jeg skilte mig ud.
Den værste dag var, da nogle drenge fra min søsters klasse spurgte mig, om jeg ville have en smiley. ”Hvad er en smiley?”, spurgte jeg. Det var simpelthen at slå fortænderne ud på små børn. I næste frikvarter kom de tilbage, og der gik det ud over en lidt yngre pige. Hun vidste heller ikke, hvad det var. Der var jeg gået på toilettet. Men imens havde de taget hende og sat hende op mod et fodboldmål, så hun ikke kunne komme væk. Men så kom min storesøster, og så gik de væk.
Efter den episode med smilyen blev den lille pige hentet af sin mor i skolefritidsordningen om eftermiddagen, og så begyndte pigen at fortælle, at hun var så bange for at miste sine fortænder. Da min mor hørte om det, sagde hun, at nu måtte det stoppe. Nu gad vi ikke det mere.
Derfor flyttede jeg skole i 3. klasse
Ud til en rigtig god skole. Der var ikke nogen drenge, der drillede, og jeg havde en masse gode veninder og sådan noget. Men det viste sig, at vi ikke rigtig havde råd til, at jeg gik derude. Så jeg kom tilbage på den gamle skole. Jeg begyndte at græde og jeg talte rigtig meget med mine veninder om det, for de blev rigtig kede af, at jeg skulle flytte skole.
De første fire dage på den gamle skole gik det fint. Det var i samme klasse. Men så lige pludselig startede alt forfra. At jeg var tyk og ikke passede ind. Derfor flyttede jeg skole igen. Og der lovede min mor mig, at det var sidste gang, jeg flyttede skole.
Jeg har gået i den nye skole siden vinterferien her i 4. klasse. Der går det meget bedre. På min nye skole kan man føle sig tilpas. Man kan være glad for at komme i skole. Man skal ikke lige pludselig sidde og gemme sig på toilettet. Jeg har gået der et par måneder nu, og jeg er meget lettet over drengene. Pigerne er åbne for at få mig med ind.
Hvis jeg skulle give andre børn et godt råd, så snak med voksen om det eller dine søskende. Gå væk, hvis der bliver noget med de andre børn. Eller skift skole.
Udgivet: April 2020
