Forældre til elever med særlige behov:
Skolernes tomme lommer udelukker vores børn fra fællesskabet
Økonomien spænder ben for inklusionen i folkeskolen, lyder det fra forældrene i en ny undersøgelse fra magasinet Skolebørn med besvarelser fra 1.175 forældre til børn med særlige behov. For nogle betyder manglende støtte, at deres børn får angst og skolevægring eller må flyttes til specialskoler.
TEKST: MAJ CARBONI OG MAGNUS EG MØLLER
ILLUSTRATION: ELS COOLS
Skoler har ikke råd til at opfylde elevers behov for støtte, tildelte støttetimer aflyses og det rette skoletilbud gives ikke, hvis det er for dyrt. 75 procent af forældrene oplever, at økonomien har indflydelse på, om deres børn får den nødvendige støtte. Det viser ny undersøgelse fra magasinet Skolebørn med besvarelser fra 1.175 forældre til børn med særlige behov.
Det bør være en øjenåbner for politikerne, at størstedelen af forældrene oplever, at økonomien er stopklods for deres børns udvikling i skolen, mener formand for Skole og Forældre, Rasmus Edelberg.
”Det kan vi ikke være bekendt som samfund. Derfor er mit klare budskab til politikerne: Der skal afsættes flere penge til folkeskolen. Vi kan ikke nøjes med discount-inklusion,” siger han.
%
oplever, at økonomien har haft indflydelse på, hvilket tilbud deres barn har fået
Manglende støtte fører til skolevægring
Flere forældre beskriver i undersøgelsen, hvordan den manglende støtte i skolen har betydet, at deres børn har udviklet forskellige symptomer, som har gjort det endnu sværere for dem at fungere i undervisningen. For nogle er det blevet så slemt, at de ikke længere kan være i klassen.
”Vi forsøgte at få støttetimer, men blev afvist på grund af skolens økonomi. Der er overhovedet ikke blevet taget hensyn til min søns autisme, og det er nu resulteret i fuld skolevægring,” lyder det fra en af forældrene i undersøgelsen.
For nogle børn har den manglende støtte i en almenklasse betydet, at et specialtilbud er blevet nødvendigt. En mor beskriver eksempelvis, at hun i en årrække har efterspurgt ergoterapeutisk hjælp til sin søn, som først er blevet tildelt efter, at hans situation er blevet forværret så meget, at han ikke længere kan fungere i sin klasse.
”Hvis der havde været en forebyggende indsats, stod vi måske ikke her nu, hvor han skal visiteres til en specialskole,” skriver hun.
Ventetid bliver i det hele taget beskrevet som et stort problem af mange.
Støttetimer aflyses
Selvom skolen lover støttetimer til elever, er det et udbredt problem, at de ikke i praksis leveres. 43 procent af forældrene i undersøgelsen oplever, at deres børn ”i ringe grad” eller ”slet ikke” får de støttetimer, de er blevet tildelt.
“Skolen har haft meget svært ved at levere den aftalte støtte på 6 timer. Det er kun lykkedes at få 2-3 timer om ugen,” fortæller en forælder.
”Støttetimerne nedprioriteres ofte og støttelæreren bruges blandt andet som vikar andre steder på skolen,” svarer en anden.
Kommunegrænser afskærer elever fra det rette tilbud
En anden problematik, som beskrives af forældrene er, at økonomien afgør, hvilket specialtilbud deres børn kan få.
”Der bliver talt om, hvor det er billigst at placere mit barn – fremfor hvor hun får den bedste hjælp,” skriver en forælder.
Det er en særlig problemstilling, når det passende tilbud ligger i en anden kommune, end dér hvor barnet bor, fordi pengene så skal følge med fra den ene kommune til den anden. En forælder skriver for eksempel:
“Jeg ønsker et autismespecifikt skoletilbud. Det findes ikke i kommunen, og PPR vil ikke visitere ud af kommunen. Mit barn har nu været hjemme med skolevægring i et år. Det rigtige tilbud er der, men det ligger uden for kommunegrænsen.”
Folkeskolens parter: Der mangler penge til inklusion
Forældrene står ikke alene med deres oplevelse af, at økonomien spænder ben for en god inklusion. En anden ny undersøgelse fra Skole og Forældre viser, at skolebestyrelsesmedlemmer vurderer, at inklusionsområdet er det område, hvor der er størst behov for flere penge. Og behovet er vokset betydeligt de sidste år. I skoleåret 2014/15 vurderede 47 procent af skolebestyrelsesmedlemmer, at inklusionsområdet trængte mest til flere penge, mens det i skoleåret 2018/19 gælder hele 63 procent.
Også lærerne oplever, at der mangler ressourcer til inklusionen på skolerne. I en undersøgelse blandt lærere på mellemtrinnet og i udskolingen i 2016, vurderede lærerne, at otte procent af eleverne i almenklasserne havde et behov for støtte, som de ikke fik opfyldt.
Pengene skulle følge barnet, men…
Da Kommunernes Landsforening i 2012 indgik en aftale med regeringen om at nedbringe antallet af elever i specialklasser og på specialskoler for i stedet at inkludere dem i almenklasser, var det meldingen, at pengene skulle følge eleverne – altså at de penge, som kommunerne sparede på specialtilbud skulle bruges på, at elever med særlige behov fik den nødvendige støtte i ”almenklasserne”. Det har siden været til diskussion om dette er sket i praksis.
I dag er det den enkelte skoleleders ansvar, at inklusions-pengene fra kommunen bruges til at inkludere de elever, der tidligere blev visiteret til specialundervisning. Mange skoler er blevet pålagt at spare på skolens budget generelt, og flere frygter derfor, at inklusions-pengene bruges til at lappe huller andre steder i skolernes budgetter.
Undersøgelser viser også, at pengene til inklusion slet ikke er kommet ud til skolerne. En undersøgelse fra KL fra 2016 viste, at 22 ud af 98 kommuner helt eller delvist brugte de penge, der skulle være gået til elever med særlige behov, på noget helt andet end skoleområdet.
Samme år sad formanden for Danmarks Skolelederforening, Claus Hjortdal, i en ekspertgruppe, der skulle komme med anbefalinger til en forbedret inklusion i folkeskolerne. Han konkluderede også, at der mangler penge.
”På den ene side ser det ud, som om pengene er fulgt med (barnet red.), på den anden side kan vi se, at de ikke er kommet ud i skolerne,” sagde han dengang til Ritzau.
De anerkendte skoleforskere Lars Qvortrup og Niels Egelund satte sig for at undersøge sagen, men måtte konkludere, at dårlig gennemskuelighed i kommunernes opgørelser og budgetter gør det svært at følge pengene. I kommunernes budgetter kan man dog se, at udgifterne til specialundervisning er faldet.
I 2011 var de kommunale udgifter til specialundervisning 5,56 milliarder, mens det i 2017 var nede på 5,23 milliarder.
Det siger forældrene i undersøgelsen:
”Min dreng burde kunne inkluderes, hvis blot der var støtte og de nødvendige voksne.”
”Der gik alt for lang tid med dårlig trivsel, så det nåede at gå meget galt.”
”Vi oplever, at vores søn havde haft bedst af at være i almen skole alle år med en god støtte. Det var der ikke ressourcer til. På specialskolen oplevede vi, at der ikke var ressourcer til at undervise – mange perioder var der kun rum til konflikthåndtering, da klasserne på specialskolen blev for overfyldte med elever, som alle havde det svært. Da vores søn var klar til at rykke tilbage til almenskolen (han var i 3 ugers succesfuld praktik) blev overgangen til sidst afvist i 11. time grundet manglende ressourcer i lærerteamet på almenskolen.”
”Hvis vi var blevet bevilget den rigtige skole fra starten, kunne min søn sagtens have gået på specialskole til 9.-10. klasse, men nu har han behov for en behandlingsskole – et behov, som ikke skyldes hans autisme, men de traumer han desværre har fået i skolen ved aldrig at være blevet mødt, set og forstået.”
”Jeg fik denne besked fra kommunen “Vi vil hellere have dem på kontanthjælp for livet, end hjælpe dem med uddannelse. Det er billigere for os.”
”De kommunale skoletilbud afstedkom massiv skolevægring, som det har taget flere år at vende udviklingen i forholdet til.”
”Først da vores søn blev indlagt, tog de os alvorligt.”
”I dag er han i en specialklasse, hvor han trives og udvikler sig med raketfart. Hvis han var startet i et specialtilbud, så ville han sikkert have været klar til at blive inkluderet i almentilbuddet efter 3-4 år, men nu tør jeg ikke satse på, at almentilbuddet vil kunne rumme ham, selvom han nu har en meget mindre problematiserende tilgang til skoledagen.”
”Det er så uordentligt, at mit barn har siddet alene i årevis foran en computer i skolen (i et rum alene). Det gør så ondt at tænke på alle de år, hvor skolen har syltet sagen ved at have travlt med forældrenes skilsmisse frem for barnet, der løb fra undervisningen og havde ondt i maven, kvalme etc. fordi han har været fejlplaceret og har haft brug for at blive mødt med autisme-pædagogik og af personale med specialviden. Mit barn blev ikke set og hørt i årevis af skolen.”
”Det er så tydeligt, at det desværre handler om økonomi, frem for hvad der ville være det rigtig for vores barn. Har de sidste 4 år måttet kæmpe hårdt for at bevare en støtte som gør, at vores barn trods alt kan klare fagene i en almenskole. Det er meget sørgeligt, at økonomien er op til skolen og ikke er øremærket mere.”
”Jeg er på ingen måde i tvivl om, at folkeskolens økonomi – eller rettere mangel på samme – var altafgørende for skolens plan for få min dengang 8-årige søn med selvmordstanker (forårsaget af for ham forfejlet undervisningsmiljø) i bedre trivsel var: “Giv barnet et ekstra år i det undervisningsmiljø som selvmordstankerne udspringer af”.”
”Nuværende skole “holder” på min datter for ikke at skulle finansiere skoleskift.”
“Jeg har flere gange hørt sætningen “det har jeg ikke umiddelbart luft til i budgettet,” når samtalen drejer sig om støttetimer eller henvisning til andet skoletilbud.”
”Vi har måtte kæmpe for støttetimer, fordi skolen ikke havde penge til det, og nu er støtten forsvundet pga. af økonomi.”
”Selvom vores barn stadig har brug for undervisning af talepædagog, holder han nu en pause så kommunen har råd til at undervise andre børn.”
”Hvor jeg bor, sender de ikke børn ud af kommunen, så der er kun en specialklasse på en almenskole, hvor der er tre gange så mange elever, som der burde være, og personalet ved ikke noget om børn med autisme, ADHD, ADD, angst og OCD.”
”Lokaltilbud bliver foretrukket, da det er billigst. I specialklassen på lokalskolen var alle handicapgrupper blandet i en stor pærevælling, med de konflikter det selvfølgelig giver. Socialt belastede børn var også placeret i klassen, hvilket gav et meget råt og ubarmhjertigt miljø.”
Om undersøgelsen: 1175 forældre til børn med særlige behov har i april 2019 besvaret spørgeundersøgelsen fra magasinet Skolebørn.
Undersøgelsen er sendt ud til de forældre, der er tilmeldt Skolebørns nyhedsbrev.
Undersøgelsen er derudover delt i forskellige facebook-grupper for forældre til børn med særlige behov.
