Eksport af dansk skoletænkning til Nepal

Jord mellem fingrene forbedrer læringen

Hvorfor lærer eleverne bedre at læse, skrive og regne, når de dyrker grøntsager i skolens have? Det var ikke helt logisk for hverken lærere eller forældre på Shree Laxmi Primary School i begyndelsen. Men nu kan de se, hvordan elevernes motivation og forståelse stiger, når udenadslæreren bliver skiftet ud med skovl og mikroskop. Metoden er importeret fra den danske folkeskole.

TEKST OG FOTO: MAJ CARBONI
Materialet er produceret med tilskud fra Udenrigsministeriets Oplysningspulje.

”Potato” læser en af drengene højt fra en lille engelskbog. ”Potato” gentager resten af klassen automatisk. ”Tomato” læser drengen – ”Tomato” svarer klassen. Når alle ordene på side 11 i engelskbogen er læst op, er det sidemandens tur til at læse de samme ord op. Det gentager sig til alle eleverne i klassen har læst siden op og gentaget ordene. Nogenlunde ligesådan lyder det fra mange klasselokaler rundt om i Nepal, hvor udenadslære er den mest brugte undervisningsmetode. Problemet er bare, at eleverne ikke lærer særlig meget.
”De gentager lydene, men de kan ikke forstå eller huske, hvad ordene betyder. Det er noget helt andet, når de får grøntsagerne i hænderne i skolehaven. Når de kan føle, lugte og smage grøntsager, de selv har dyrket, så husker de meget bedre, hvad de hedder – også på engelsk,” fortæller Rati Parajuli. Det er hende, der har været med til at indføre undervisning i skolehaver på tre folkeskoler i den afsides region Rupandehi i Nepal, hvor eleverne kommer fra fattige og kasteløse familier. Metoderne har hun lært på et studieophold mere end 6.000 kilometer væk: I Københavns Skolehaver. De tre skoler er nemlig støttet af den lille danske organisation Skoleliv i Nepal, der forsøger at gøre en forskel for eleverne, blandt andet gennem skolehaverne.
”Ved at styrke elevernes læring håber vi, at eleverne får bedre muligheder i fremtiden, end de ellers ville have haft. I stedet for at blive daglejere på andres marker eller på byggepladser kan nogle af dem måske få en uddannelse som sygeplejersker, skolelærere, starte en forretning eller selv dyrke jorden med de bæredygtige metoder, de har lært i skolen,” fortæller Anne Mette Nordfalk, der er leder af Skoleliv i Nepal.

Fra skolemad til skolefag

Idéen til skolehaverne tog form, da Anne Mette selv boede 10 år i Nepal som udsendt for Mellemfolkeligt Samvirke.
”Jeg besøgte den lille landsby, Soiya, for kasteløse familier og blev meget fascineret af stedet. De bor i lerhuse og har ingenting, men alligevel er der noget smukt og enkelt over det. Da jeg besøgte skolen, kunne jeg se, at eleverne spiste virkelig usundt. De fik kun lidt kiks eller slet ikke noget i løbet af skoledagen, så de havde svært ved at koncentrere sig i undervisningen. Mange af dem gik hjem for at spise i frokostpausen, men kom ikke tilbage bagefter, så de gik glip af halvdelen af skoledagen. I Mellemfolkeligt Samvirke arbejdede jeg for at fremme demokratiet, men hvis man ikke får noget at spise, hvad skal man så med demokrati? Derfor tænkte jeg, at det var et godt sted at starte var at sørge for, at eleverne fik noget sund mad i skoletiden,” fortæller Anne Mette Nordfalk. Ved at dyrke grøntsager på egen jord, kunne skolen for kun 75 øre pr. elev sørge for et sundt måltid mad til skolens elever hver dag. Pengene fik Skoleliv i Nepal indsamlet gennem sponsorater og private indsamlinger til fx fødselsdage. Snart kom to skoler mere med. Selvom eleverne nu var mere friske og blev i skolen hele skoledagen, var der stadig et problem for deres læring: Undervisningen. I Danmark er der gode erfaringer med at bruge skolehaver som en aktiv del af undervisningen, så det var oplagt at forsøge at få eleverne med ud i haverne.
”Det kan være svært at få ændret undervisningen på skolerne ved at komme med sine fikse idéer fra udlandet, men det her syntes lærerne selv var sjovt. Det viste sig, at eleverne også blev motiverede af det og begyndte at lære mere,” fortæller Anne Mette.

En del af alle fag

Nu foregår undervisningen på Shree Laxmi Primary School i skolehaven omkring to gange om ugen.
”Eleverne keder sig, hvis de sidder ned hele tiden. De er meget mere motiverede for undervisningen, når det har noget med skolehaven at gøre,” fortæller Dhanmaya Thapa, der er lærer på skolen. Hun bruger skolehaven i næsten alle fag: Nepali, engelsk, naturvidenskab og matematik.
Klasserne har fået tildelt hver deres stykke jord, og læringen begynder allerede, når jordstykkerne skal måles op. Så bliver der talt om geometriske former og måleenheder, mens eleverne selv står med målebåndene på jordstykket. Der er også brug for matematikken, når eleverne skal regne ud, hvor mange planter, der er plads til at så, og når høsten skal vejes og måles. Naturvidenskaben kommer blandt andet ind, når de taler om, hvilke planter, der kan dyrkes på de forskellige årstider – og hvad det vil sige at nogle planter er flerårige. Somme tider skal eleverne beskrive på engelsk, hvad de gør i skolehaverne, så engelskundervisningen også bliver mere praktisk.
Dhanmaya kan også selv lide den nye måde at undervise på.
”Før havde jeg ikke så mange idéer selv til undervisningen, men det får jeg nu,” siger hun.

Forældrene skal overbevises

En udfordring for elevernes skolegang kommer dog også fra et andet sted end selve skolen: Hjemmet. I begyndelsen var det et stort arbejde at overbevise alle forældre om, at de skulle sende deres børn i skole.
”Familierne er meget fattige, så det kan være et reelt problem, at de mister penge, når børnene ikke kan arbejde,” forklarer Anne Mette Nordfalk.
”Det har krævet mange møder og samtaler at få forældrene til at se fordelen i at sende deres børn i skole, men det er lykkedes,” fortæller Menuka Neupane, der er leder af den lokale organisation, Soiya Women’s Independent Organization, som Skoleliv i Nepal arbejder sammen med. Af samme grund begyndte en del forældre at klage, når de gik forbi på markerne og så deres børn arbejde i skolehaverne.

”Hvorfor bruger I vores børn til at arbejde i jeres have, når I nu siger, at det er vigtigt de skal i skole for at få undervisning?” lød det kritiske spørgsmål fra forældrene. Forklaringen har krævet endnu flere møder. Det, der for alvor gjorde en forskel var, da ti af mødrene kom med på et kursus sammen med lærerne, hvor de lærte om skolehaver. Så forstod de, at det faktisk kunne lære deres børn mere end den traditionelle måde at undervise på. De ti mødre holdt så møder med andre mødre og fik på den måde skabt forståelse for idéen hos forældrene.
”Forældrene har en opfattelse af, at man kun lærer noget, hvis man sidder stille på en stol – og der er skolehaver jo en helt anden måde at lære på. Det tager noget tid at forstå,” forklarer Menuka.
Skolerne er nu også begyndt at invitere forældrene ind for at vise dem, hvordan deres børn bliver undervist og for at tale om, hvordan lærere og forældre kan arbejde sammen. Det er også en helt ny måde at tænke skole på i Nepal.

En dag i skolehaven

I skolehaven forklarer Dhanmaya eleverne om de tre forskellige slags jord, som findes i området.
”I klassen kan eleverne godt kede sig og har svært ved at koncentrere sig, men de glæder sig til at komme i skolehaven. Når eleverne selv får jorden mellem hænderne og kan føle det, så forstår de det og kan huske det meget bedre end, hvis de bare læser om det i en bog,” siger hun.

Eleverne skriver ned i deres kladdehæfter, hvad de har lært: De tre typer af jord, hvad forskellen er og hvornår man kan så i jorden.
”Tidligere skulle eleverne bare skrive ord ned i deres kladdehæfter, når læreren dikterede det. Nu skal de selv ud og undersøge jorden og så skrive om det bagefter. Det giver en helt anden motivation og forståelse,” siger Dhanmaya.

I klassen undersøger eleverne jorden i et mikroskop for at se, om der er dyr i jorden. Hvis der er dét, kan man nemlig ikke så i den.
”De fleste forældre arbejder med at dyrke jorden, så det er vigtig viden for eleverne, hvilken jord man kan dyrke – og hvilken jord, man ikke kan dyrke. På den måde bliver undervisningen meningsfuld for eleverne. Samtidig lærer de, hvordan man bruger et mikroskop,” fortæller Dhanmaya. Heldigvis finder eleverne ikke nogen dyr i jorden.

Efter eleverne har konstateret, at jorden er til at så i, skal den klargøres. Drengene pløjer og gøder jorden med dyremøg. Der er ingen kunstgødning, for eleverne skal lære om økologisk jordbrug og bæredygtighed. Næste dag er det tid til at så.

Før fik eleverne typisk kun kiks eller slet ingen mad til frokost. Nu får de sund mad hver dag – ofte med grøntsager dyrket i skolehaven. Eleverne lærer både om sund mad og lærer mere i de andre fag, fordi de bedre kan koncentrere sig på fuld mave.

De fleste af familierne på skolen er kasteløse, hvilket betyder, at de er nederst på den sociale rangstige. De fleste har ikke nogen uddannelse og lever af løsarbejde i marker og på byggepladser. De er meget fattige, så det kan være svært for dem at undvære børnenes arbejdskraft. Det er dog lykkedes Skoleliv i Nepal og deres samarbejdspartnere at overbevise forældrene om at sende deres børn i skole, så de kan få bedre muligheder i fremtiden.

Gennem arbejdet i skolehaverne lærer eleverne om sund ernæring og økologisk landbrug, som de kan fortælle deres forældre om, når de hjælper dem i hjemmet og i marken. På den måde får forældrene også vigtig viden samtidig med, at eleverne lærer af at skulle videreformidle det, de lærer.

Udgivet: Februar 2020