Kronik:
Corona-isolationen har fået børn til at føle sig forkerte– Støt dit barn i at føle sig rigtig igen
Mange børn og unge i Danmark føler sig under pres, er utrygge, har angst og føler sig ensomme. Corona-isolationen har været med til at forstærke disse følelser – og det kan få konsekvenser for hverdagen efter genåbningen og helt ind i voksenlivet.
Når vi ser på barnet udefra, kan vi godt se symptomerne på isolationen, men hvad sker der i virkeligheden inden i barnet? Og hvordan kan vi som forældre støtte barnet bedst muligt?
TEKST: CHRIS NORRE
FOTO: UNSPLASH, DOGUKAN SAHIN
Børn og unge har været isoleret fra den naturlige adgang til skoleflokken og venneflokken, samtidigt med, at den ellers trygge familieramme har været præget af voksne, der selv er utrygge pga. en helt ny hverdag og måske også frygter sygdom, at miste arbejde, eksistensgrundlag osv. Når nedlukningen er slut og hverdagen er tilbage, vil de fleste klare sig rigtig godt. Men hvad gør vi for de børn og unge, som stadig bærer rundt på konsekvenserne af isolationen?
At leve og overleve
Alle mennesker er indrettet med et nervesystem, hvis primære opgave er at hjælpe os med at leve. Nervesystemet er delt i to dele, en bevidst og en ubevidst. Den bevidste del er det man kalder dagsbevidstheden, som for dig, er din oplevelse lige nu, af at sidde og læse denne artikel, drikke kaffe imens og høre musik i baggrunden. Samtidig arbejder den ubevidste del med at fordøje dit sidste måltid, trække vejret for dig, pumpe blodet rund og 1000 vis af andre processer, vi heldigvis ikke selv behøver at styre.
Men livet er ikke altid en dans på roser, og det ved nervesystemet godt. Derfor er vores ubevidste nervesystem også udstyret med et alarmberedskab, som uden du ved det, konstant scanner verden omkring dig for at se, om din ydre verden er tryg eller ej. Underbevidstheden hjælper os dermed ikke alene med at leve, men også med at overleve. Vores børn virker på samme måde.
Skubbet ud af flokken
Siden tidernes morgen har mennesket haft størst mulighed for at overleve, hvis de er i flok. Når børn og unge i dag bliver isoleret fra fællesskabet, giver det dem en følelse af at blive skubbet ud af flokken, og det gør dem utrygge. For 10.000 år siden døde børn, hvis de blev skubbet ud af flokken, eksempelvis fordi der var hungersnød og ikke mad nok til alle.
Udfordringen er blot at vores nervesystem ikke kan klokken. Det ved ikke, om du er tilbage i tiden til dengang – eller om du lever i et moderne samfund, hvor man ikke dør (i hvert fald ikke fysisk), hvis man bliver skubbet ud af flokken og hvor sociale myndigheder tager over, hvis det går helt galt i familien.
Tryghed er lig med overlevelse
Børn er afhængige af deres flok, både dengang og i dag. Ikke bare deres trivsel, men også deres overlevelse afhænger af andre. Det ved nervesystemet godt, og derfor scanner det til alle tider sin omverden, inklusiv flokken. Resultatet af scanningen formidles til barnet i form af følelsen tryg og følelsen utryg. Tryghed er lig med overlevelse, og utryghed er lig med risiko for udskillelse fra flokken og dermed (i nervesystemets optik) den sikre død. Varer utrygheden ved, udvikler børn et permanent alarmberedskab, de såkaldte ”antenner”, hvilket gør at barnet får svært ved at slappe af. Også når alt er trygt omkring dem.
Vurderer nervesystemet, at der er forandring og især uforudsigelighed i flokken, så produceres følelsen utryghed. Det er derfor rytmer og faste ritualer, som skaber forudsigelighed, er gode for børn. Voksne kan godt kan reflektere over årsagen til vores utryghed, men det kan barnet ikke. Derfor kan du ikke spørge børn om, hvordan de har det følelsesmæssigt. Du kan se det på dem.
Utryghed tænder forkertheden
Hvis utrygheden varer ved og flokken ikke sørger for at genskabe trygheden i barnet, så har naturen indrettet barnet med en overlevelsesmekanisme, hvis primære funktion er at få barnet tilbage i flokken igen. Uden den mekanisme ville barnet blot opgive overlevelse, så derfor er der brug for en proces, så kraftig, at barnet tvinges til at tage det ansvar for den ”sammenhed”, som i virkeligheden er flokkens ansvar.
Det her er et uhyre vigtigt punkt i din forståelse af dit barn og i barnets videre udvikling, så kære læser, tungen lige i munden. Nervesystemet siger til barnet: ”Hvis du er inde i flokken, betyder det at du er ”rigtig”, men hvis du er på vej ud af flokken, betyder det, at de syntes du er forkert.”
Kort sagt, så tændes forkertheden, som værende den indsigt i barnet, der er nødvendig for dets videre overlevelse, igennem vejen ind i flokken igen. Forkertheden ER i sig selv en løgn, men for overlevelsens skyld er det vigtigt, at barnet ser forkertheden som sand, så barnet begynder at lave om på sig selv for at komme ind i flokken igen. Pigen med 12-tallerne er et klassisk eksempel.
Alle er født rigtige
Hvis du og jeg går ind på den nærmeste fødegang, hvor mange af de nyfødte babyer vi ser, er så forkerte som mennesker? Ingen af dem. Alle er født rigtige og er rigtige livet igennem. I andres øjne kan vi godt handle forkert, men vi kan ikke være forkerte som mennesker. Forkertheden er en livsvigtig del af overlevelsesmekanismen og intet andet!
I kølvandet på forkertheden kommer angsten
Forkertheden er et skridt på vejen til overlevelse, men den er dog ikke nok. Der er brug for en drivkraft, som gør indsigt til handling, og den drivkraft er angsten. Helt ned i essensen er det angsten for at dø, alene uden for flokken.
Den driver er så kraftig, at barnets forkerthedsfølelse bliver omsat til det nødvendige rollespil, også på lang sigt. Hele livet faktisk, hvis utrygheden ikke adresseres. 8 ud af 10 unge og voksne, som kommer til mig med stress, angst og ensomhed, har været børn under pres i en eller anden form, og lever stadig med forkertheden som voksen.
Ensomheden er, ligesom angsten, en naturlig følge af utryghedsfølelsen og overlevelsesmekanismen. Du kan fortælle et ungt menneske 1.000 gange, at du elsker ham eller hende, men hvis nervesystemet ikke tror på dig, så vil forkertheden opretholde den ensomhedsfølelse, som utrygheden oprindeligt skaber i sin fortælling om, at flokken er ved at udstøde dig af fællesskabet.
Utrygheden i familieflokken
Normalt kan børn og unge komme af med den utryghed, som opstår i deres ydre flokke i skolen, med vennerne, i sportsklubben ved at interagere med flokken. De kan igennem samvær, aktiviteter, leg, legeaftaler, at hænge ud, fester og meget andet, etablere sin plads i flokken eller samarbejde med flokken eller endda finde en ny flok. Men sådan har det ikke været det seneste år, hvor utrygheden har haft rig mulighed for at blomstre under isolationen fra deres flokke og dermed blive til følelsen af forkerthed.
Dobbeltudfordringen kommer når familieflokken også er et utrygt sted at være. ALLE menneskers nervesystem er overaktiveret under Corona, også alle voksnes. Se bare rundt på andre, når du handler i Netto. Alle scanner hinanden hele tiden. Voksne er også ved at udvikle antenner! Men utrygge voksne kan sagtens skabe en tryg familieflok. Udfordringen er blot, at barnets oplevelse altid er sand for barnet, idet de ikke rationelt kan sige ”nå ja, mor og far har det svært”. Derfor er det vigtigt, at de voksne tager ansvar for trygheden i flokken.
Vejen ud af utrygheden
Vi har en stor opgave i at hjælpe børnene og de unge tilbage i fællesskabet og i flokken – og samtidig være opmærksomme på, at de muligvis tager utrygheden og forkertheden med hen i skolen og ud i fritidslivet. Det er vigtigt, at vi, i stedet for at se angsten og ensomheden som symptomer og have travlt med at behandle dem igennem diagnoser, lange forløb med samtaleterapi og medicin, skal have fokus på roden til følelserne. Nemlig det som skaber symptomerne – utrygheden og den forkerthed den skaber.
Lidt som mælkebøtten i græsplænen: Hvis vi kun fjerner blomsten, så kommer den bare igen kort tid efter. Går vi derimod efter roden, kommer blomsten ikke igen. Roden er utrygheden. Blomsten er forkertheden, angsten og ensomheden. Kvæl utrygheden, så dør angsten og ensomheden.
Den vigtigste opgave
En af de vigtigste opgaver for os forælder er, at vores børn og unge i stigende grad udvikler en stærk intimsfære, hvor grundenergien er tillidsfuld og åben over for verden, men også en intimsfære hvor den unge ikke er bange for at sige nej ude i verden, af frygt for konsekvenserne. Kort sagt: Lærer dem at stå stærkt i sig selv OG åben for fællesskabet. De stærkeste fællesskaber består, ikke at egoistiske individer, men af individer, som står stærkt i sig selv – og samtidig er åbne i hjertet for både sig selv og andre.
Derfor er det en yderst vigtig opgave, at belyse den utryghed, der opstår i vores børn og unge i isolationstiden, så de ikke mister tilliden til sig selv og verden.
Guide til forældre:
Hvordan støtter jeg mit barn i dets utryghed?
Indsatsen er forskellig alt efter, hvor gammelt dit barn er, men uanset alder, så kan man ikke tage det fulde ansvar for sit eget liv og dermed sin egen tryghed, før man er 21 år gammel. Det betyder, at det man kan gøre for de mindre børn, er det samme som for teenagerne, men at der er yderligere ting, man også kan gøre for sin teenager.
Hos børn
TRIN 1
FORSTÅ utrygheden i dit barn. Giver det, du har læst i artiklen her, mening for dig? Hvis det gør, så observer dig selv i nogle dage og bliv opmærksom på trygheden/utrygheden i dig som forælder og på trygheden/utrygheden i dit barn. At blive bevidst om utrygheden er som at tænde for lyset i et mørkt rum. I mørket ser du ingenting.
TRIN 2
HÅNDTÉR utrygheden i dig selv og den fælles tryghed imellem din partner og dig. Så vi ikke siger til børnene og de unge: ”I skal bare være trygge”, hvilket er det samme, som hvis du siger til dig selv: ”Bare lad være med at frygte en fyring”, hvis hele dit system skriger af angst for en fyring. Børn gør det, vi gør – ikke det vi siger. Så hvis du er utryg, mærker barnet det også, selvom du forsøger at skjule det. Utryghed smitter (ref. Heartmath Institute). Men en utryg forælder kan sagtens skabe et trygt hjemmemiljø, især hvis man er bevidst om sin utryghed.
TRIN 3
VIS barnet, at de er der for barnet også selvom arbejdet gør, at du ikke er hjemme hele tiden. Nøgleordet er forudsigelighed. Faste spisetider, hvor hele familien er sammen, er super vigtigt. Drik te hver eftermiddag, når familien samles. Brætspil, kortspil, se gamle danske film sammen, gåture, lav mad sammen, lyt til hinanden, hæng ud sammen. Helt konkret, stik hovedet ind barnet på værelset og sig hej, stil en skål frugt og gå igen, så barnet mærker din interesse. samt 1.000 andre ting – alt sammen med den bevidsthed i de voksne at aktiviteterne skaber forudsigelighed og tryghed, igennem sammenhed.
Specielt til teenagere og voksne
Alle mennesker har en intimsfære. Inden for den er man ideelt set tryg og intet andet menneske i hele verden, må komme derind – med mindre vi tillader det eller inviterer dem indenfor. Når børn og unge bliver utrygge og forkertheden opstår, mister de på samme tid tilliden til deres rigtighed og tilliden til at verden (mor og far) hjælper dem med at opretholde deres intimsfære.
Det rollespil, der opstår i kølvandet på forkertheden, betyder, at de hele tiden lader andre overtræde deres grænser, intimsfæren og lader andre komme indenfor uden invitation eller tilladelse. Hos voksne kalder vi det pleasing. Man vinder de andre, men mister sig selv, når man har et ”nej” i maven, men der kommer et ”ja” ud af munden.
Vi voksne kan hjælpe teenagerne med at genskabe tilliden til deres egen intimsfære til en hvis grænse, men først når de er 21 år gamle, har de selv ansvar for den. Derfor er det vigtigt, at vi både arbejder på trygheden i deres nervesystem, som beskrevet ovenfor ved børnene, samt på at vise dem, at vi selv er tro imod vores egen voksne intimsfære. Det er nemlig sådan, at i en stærk intimsfære stopper rollespil og pleasing, men både børn og teenagere har brug for vores hjælp indtil de er 21.
Chris Norre er Cand. Mag i filosofi og idræt, og har forsket i mental sundhed og mindfulness. Oprindeligt har han en mellemlederuddannelse fra forsvaret og har dyrket ekstremsport (fx 330 km løb i Saharørkenen, 560 km i Alaskas isørken samt 30 marathon på 30 dage Danmark rundt). Chris Norre har skrevet 3 bøger, har 15 års uddannelse indenfor mindfulness og har nu sin egen virksomhed, hvor han arbejder med terapi samt holder foredrag og kurser i mental sundhed for virksomheder.
Ikke mindst er Chris far til 3 børn på 17, 13 og 7 år.
I bogen Alle er født rigtige tager han fat i begreber som andrebevidsthed og pleasing og går i dybden med følelsen af forkerthed igennem flere livsfaser – som barn, som ung og som voksen. Den sidste halvdel af bogen består af 8 konkrete øvelser, der kan hjælpe til at finde vej fra forkertheden til rigtigheden.
Udgivet: april 2021
