Slow living:
Ole lever livet langsomt

Har du også forsøgt at ønske dig ”mere tid” i julegave? For de fleste er det en dårlig vittighed, men for Ole lykkedes det at hoppe ud af hamsterhjulet. Nu sætter han en ære i at tage sig god tid til alting, laver aldrig huskelister og henter sin søn fra skole klokken 14 (næsten) hver dag. Det har været en lang proces, der har krævet fravalg og tidligere morgener. Men det har givet meget mere.

TEKST OG FOTO: MAJ CARBONI

“Jeg aner ikke, hvad jeg kommer til at tjene resten af året og min samlede livstidsindkomst bliver nok væsentligt mindre end, hvis jeg havde fortsat ad den almindelige karrierevej. Til gengæld har jeg det her,” siger Ole Ditlev Nielsen og svinger ud med armen på den lille terrasse, hvor hans søn Mikkel er i gang med at tømme en skål med nyplukkede jordbær.

Det er ikke det lille rækkehus i Ørestad ved København med udsigt over naturområdet Kalvebod Fælled, som Ole taler om. Det er de lange eftermiddage med tid til at være sammen med sine børn. Og den ro det giver i maven ikke hele tiden at skulle skynde sig.

”De fleste vil gerne være den bedst mulige forælder. Det ved jeg ikke, om jeg er blevet, men jeg har i hvert fald fået bedre forudsætninger for det,” siger Ole.

Alle behøver ikke bo i en skov
For fem år siden var Ole lærer på en ungdomsuddannelse nord for København. Han var egentlig glad for sit job. Eleverne var søde og det var skønt at se de unge mennesker rykke sig. Det var mere det med at skulle sidde i toget kl. 7 hver eneste morgen og evig og altid have travlt. Med at få børnene op og ud af døren, selv skulle afsted, skynde sig hjem, hente, købe ind, lave mad og putte børn. Og så forfra igen næste dag. Derudover var der drømmen om at skrive bøger, der begyndte at røre mere og mere på sig de der morgenen i s-toget.

”Jeg begyndte at tænke mere over, hvad der giver mening i mit liv. Og det var altså ikke at sidde i et s-tog klokken 7 hver morgen. Min kone og jeg havde nogle gode snakke om, hvad vi gerne ville prioritere som familie og hvilke forandringer vi kunne lave,” fortæller Ole.

Han synes selv det er inspirerende at høre om de familier, der sælger alt for at bygge sit eget hus i en skov, eller flytter på landet og lever af at dyrke biodynamiske grøntsager. Det behøver dog ikke at så radikale ændringer, der skal til for at komme til at leve et liv, der giver mening, mener Ole.
”Det kommer jo an på, hvilke ønsker og drømme man har. Jeg tror, at mange gerne vil favne hverdagslivet, men gøre det på en måde, hvor man ikke hele tiden er bagud.”

Ole og hans kone Kirstine ville gerne blive i nærheden af København. Kirstine er glad for sit job og deres 10-årige datter, Cecilie har ikke lyst til at skulle flytte fra sine gode veninder og skolen. Det endte med, at Ole sagde sit job op og nu arbejder som selvstændig med at holde kurser og skrive de bøger, han har drømt om at skrive siden han var barn. Men kun indtil kl. 13.30, hvor han sætter sig op på sin gamle bedstefarcykel uden gear og i adstadigt tempo henter Mikkel fra skole, hygger sig med ungerne om eftermiddagen og laver mad fra bunden. Og så tager familien hvert år en måned ud af kalenderen, hvor de rejser til Asien eller Sydamerika sammen.

”Når jeg fortæller folk, at jeg ikke har travlt, siger de som regel: ”Nå! Det var da ikke så godt”. Det er som om, at det er et succeskriterium at have travlt. Og nok i højere grad, hvis man er selvstændig. Men jeg synes ikke det er særlig fedt at have travlt. Det er en god fornemmelse at have god tid. Jeg tror også på, at når vi gør tingene langsomt, så gør vi dem bedre.” 

Det giver en indre ro for hele familien at være i naturen, oplever Ole. Derfor bruger de ofte weekenderne på at tage ud på fælleden og en hel dag, hvor de fx rister skumfiduser over bålet, leger med pinde eller bare slapper af.
”Man behøver ikke altid at have gang i en aktivitet. Nogle gange er det rart bare at være sammen uden at lave noget specielt,” siger Ole.

Man kan også komme langt med små skridt
Oles nye langsomme liv er dog ikke noget, der er kommet fra den ene dag til den anden. Det har været en lang vej bestående af mange små skridt. Det første skridt var, at Ole begyndte at stå op klokken 5 hver morgen for at skrive en time, inden resten af familien vågnede. Efter tre måneder have han skrevet udkastet til det, der blev hans første bog. Da bogen udkom, gik han ned i tid på sit arbejde, skrev flere bøger og sagde til sidst sit job helt op for at hellige sig skriveriet og de lange eftermiddage med børnene. For at kunne det blev familien også nødt til at tage et kritisk blik på, hvad de brugte penge på. Huset blev byttet ud med et mindre rækkehus – uden designermøbler i stuen og dyr rødvin i køkkenet. Planerne om en ny bil blev droppet og den store tv-pakke og abonnementet på Euroman opsagt.

”Mange mennesker siger, at de gerne ville have mere tid, men synes ikke det er realistisk at få det. Og nej, det er måske heller ikke muligt fra den ene dag til den anden, men hvis man tager nogle små skridt ad gangen og er vedholdende, kan man godt komme et andet sted hen. Jeg tror, at mange vil opleve, at det faktisk går hurtigere, end man tror,” siger han.

Siger nej til arrangementer
Det er ikke kun økonomien, der jævnligt får et kritisk eftersyn hos familien Ditlev. Det er også kalenderen. Som udgangspunkt laver de ikke nogle aftaler i hverdagene og helst ikke mere end en enkelt i weekenden. Der bliver derfor sagt ”nej tak” en del gange, men Ole oplever, at både familie, venner og bekendte godt kan forstå det. 

”Hvis vi har et arrangement om lørdagen, skal vi ikke til noget om søndagen. Tidligere havde vi måske to aftaler om lørdagen og tre om søndagen,” siger Ole og ser selv lidt målløs ud ved tanken.
”Man taler så meget om FOMO – Fear of Missing Out – men det kan også være en glæde at gå glip af ting, hvis det kan give familien mere ro på.”
Det er jo heller ikke sådan, at familien har meldt sig ud af samfundet, understreger Ole.

”Jeg synes fx det er vigtigt at deltage i skolens liv, men man behøver måske ikke at komme begge forældre til alle møder og arrangementer. Så kan vi nøjes med, at den ene af os tager med,” siger han.
Ole og Kirstine er desuden begyndt at købe stort ind en enkelt gang om ugen, så de sparer tid på indkøb, laver gerne mad til flere dage ad gange og har købt en ”slow cooker”, der kan gøre god madlavning lidt lettere. Ole elsker selv at lave mad – og gerne sammen med børnene. Så nogle dage kan de bruge lang tid på at lave lasagne.
”Det er ikke sikkert, at den bliver særlig god, men så har vi haft det hyggeligt sammen,” griner Ole.

”Vi fortæller ikke vores børn, hvordan de skal leve eller har en ambition om, at de skal leve på en bestemt måde. De kan jo ikke undgå at tage farve af den måde vi har valgt at leve på, men jeg mener at de skal gøre deres egne erfaringer. Cecilie ville fx gerne gå til kunstskøjteløb, men da hun var grædefærdig over at skulle til træning kl. 17 hver fredag, sagde hun selv, at hun gerne ville stoppe. I øjeblikket går hun ikke til noget, men vi spørger hende løbende, hvad hun har lyst til. Vores søn Mikkel på 6 år har autisme, så han har mere brug for ro om eftermiddagen. Vi har ingen faste planer, men tager det lidt som det kommer alt efter, hvad han har lyst og overskud til. Nogle gange går vi en tur på Fælleden. Andre gange bygger vi Lego eller finder på sjove historier sammen,” siger Ole. Her tæller de køerne på Fælleden.

Verden er ikke perfekt – så se det smukke i det uperfekte
Ole er rigtig godt tilfreds med sit nye langsomme liv, men det er ikke fordi alting bliver perfekt, fordi man får mere tid til familien og arbejder med noget, man brænder for. Det gælder ikke kun lasagnen. Der er også eftermiddage, hvor ungerne brænder sammen og kriser, når deres venner ikke vil lege. Verden er i det hele taget ikke perfekt, så Ole øver sig også i at se skønheden i det uperfekte – inspireret af det japanske livssyn wabi-sabi.

”Det giver en ubalance i livet, hvis man hele tiden halser efter det perfekte: Man kan hele tiden komme i bedre form, blive mere effektiv, gå i smartere tøj, styrke sin karriere og sin privatøkonomi. Men verden bliver aldrig perfekt, så i stedet kan man øve sig på at elske sine egne og verdens uperfektheder. En skåret kop kan blive smukkere af at blive klinket, ligesom smilerynker og et slidt spisebord kan være smukt, fordi det fortæller en historie. Det samme gælder for livet som børnefamilie. Selvom man kan opleve udfordringer, kan der også være noget smukt i, hvordan man hjælper hinanden igennem og den store kærlighed, man har til sine børn,” siger han. Det betyder dog ikke, at der er noget smukt i alt, understreger Ole.

”Nogle ting er også bare noget lort. Der er nogle situationer, hvor tilværelsen er hård, men man kan vælge at leve på en måde, hvor man har ro i sit liv og derfor bedre kan overkomme fx at hjælpe sine børn gennem svære tider. Hvis man har travlt hele tiden og er under pres i forvejen, så har man heller ikke det samme overskud til at håndtere de situationer. Jeg synes selv, at jeg har fået flere kræfter til at komme over de bump, vi møder på vejen,” siger han.

Ambitionen om at leve langsommere har været en fælles beslutning og et projekt for hele familien. Kirstine har valgt at fortsætte på fuld tid, fordi hun er glad for sit job, men forsøger også at tage den langsomme livsstil til sig. Fx ved at lægge sin telefon væk, når hun er hjemme og prioritere tid med familien – meget gerne i naturen.

Ole har købt en gammel brugt telefon, som han (for det meste) kun bruger til at ringe og sende beskeder og tjekker alt sit digitale forbrug.
”Efter jeg er stoppet med at tjekke mail og være på sociale medier hele tiden, er jeg blevet mere opmærksom på verden omkring mig. Det gælder også mine børn og deres behov,” siger han.

Man behøver ikke at flytte ud i en skov for at få mere ro og mening i sit liv. Ole skriver sine bøger fra et skrivebord i et stort kontorhotel i Ørestaden med automatiske kaffelatte-maskiner, kantineordning og karrierefolk i jakkesæt. Men han giver sig også tid til at gå lange ture i naturen og hente sin søn kl. 14 hver dag.
”Jeg har fået en grundlæggende ro og oplevelsen af at bruge tiden meningsfuldt. Det er en god fornemmelse,” siger han.

Udgivet: september 2019