Vælg side

Tag børnene med ud i naturen i påskeferien

Naturvejlederne fra Naturvejledning Danmark er gået sammen om at give tips til oplevelser i naturen for børn og deres forældre i påskeferien. Naturen med dens rige plante- og dyreliv holder, i modsætning til de fleste andre besøgssteder i påsken, ikke corona-lukket. Her er et katalog med 10 idéer til lærerige og sjove aktiviteter i det fri, der er lige til at gå i gang med.

TEKST OG FOTO: Naturvejledere fra Naturvejledning Danmark

1 Lav jeres egen påskehare

Gå på jagt efter grene i naturen, der deler sig i to. Måske har I selv et træ i nærheden, som I gerne må save grene af? HUSK at spørge ejeren først.

  • Sav grenen til, så ørerne er nogenlunde lige lange
  • Mal ansigt på, måske har I også lidt fiskesnøre til knurhårene
  • I kan vikle garn om kroppen i påskefarver.

I kan også vælge at snitte ørerne, så de får en skrå flade; se mere her.

Kilde: Lenette Schunck, naturvejleder, Krible Krable-projektet – flere små forskere i naturen.

2 Fang en sommerfugl med kameraet

De første sommerfugle er for længst dukket op. Citronsommerfugl, dagpåfugleøje og nældens takvinge er vågnet af deres vinterdvale, og forbereder sig nu på at lægge æg, så årets kuld af sommerfugle kan komme i vej.
Tag kamera eller mobil med i lommen og gå ud i naturen, og se om du kan “fange” en af de farverige dagsommerfugle.
Du er velkommen til at deltage i Krible Krables fotokonkurrence, der foregår i Krible Krables facebook-gruppe i hele maj.  Du må gerne bruge billeder fra hele 2020, så det er bare med at komme i gang.
Læs mere her: https://kriblekrable.dk/fang-sommerfugle-med-kameraet-og-deltag-i-konkurrencen/

Få viden om sommerfugle og inspiration til andre aktiviteter ved at downloade Krible Krables nye sommerfuglehæfte her.

Kilde: Lenette Schunck, naturvejleder, Krible Krable-projektet – flere små forskere i naturen.

3 Spil banko på stranden

Aktiviteten kræver et stk. banko-plade i print eller på mobil.

Med banko-pladen kan man lave en konkurrence om, hvem der først har pladen fuld ved at finde de ting på stranden, der er på bankopladen. I kan også lave jeres egen bankoplade af en tom æggebakke og give hvert hul navn efter ting i naturen omkring jer.

Vidste du at?

  • En blåmusling er enten han eller hun. Hun har orangerødt kød, mens han har cremefarvet kød.
  • At krabben kan smage med benene.
  • At vandmænd kan være kvinder. Hos vandmænd ser man forskel på kønnet ved at se på ringenes farve. Hun har rødlige ringe, og han har hvidlige ringe.
  • Tang sidder fast på sten med hæfteskiver.
  • At mange ænder har en kråse og ”tygger” deres mad med maven.

Få mere at vide her: https://naturporten.dk

Kilde: Pernille Haugaard Jensen, Naturcenter Amager Strand

4 Lav jeres eget regnormebo

Det kribler og krabler i jorden. I kan prøve at se nærmere på regnormen. Gå på jagt under visne blade eller i jorden med en lille graveske. Når I har fundet nogle stykker, kan I etablere et lille regnormebo:

  • Skær toppen af en 1½ liters sodavandsflaske
  • Fyld jord og regnorme i bunden af flasken og dæk med visne blade.
  • I kan også dække med grøntaffald og undersøge, hvad regnormene spiser.
  • Husk at holde jorden let fugtig.
  • Hvis I holder regneormeboet mørkt med et klæde eller sort karton, kan I være heldige at regnormene graver gange helt ud til kanten af flasken. Så kan I se gangene, når I fjerner dækket. Det kan være lettere at se deres gravearbejde, hvis man kan lave forskellige farver lag ved at bruge lidt sand imellem jordlagene.

Prøv at undersøge regnormene på forskellige måder:

  • Hvor mange forskellige slags kan I finde?
  • Hvor lang er en regnorm?
  • Hvad vejer en regnorm?

Kilde: Lenette Schunck, naturvejleder, Krible Krable-projektet – flere små forskere i naturen.

5 Dyst med dyrene

Leg med i denne lille dyst mod dyrene, der bringer krop og sanser i spil og giver smil på læben! I kan konkurrere mod hinanden i familien – det er smaddersjovt at dyste, især hvis de voksne leger med!

I kan dyste mod nogle af Danmarks seje dyr i disciplinerne:

  • Højdespring – hold en pind vandret over jorden for hinanden og se hvor højt I kan springe – Rådyret kan hoppe op til 1,7 m højt!
  • Balance – dyst i hvem der kan stå længst på et ben– Gråanden kan stå på et ben i mere end 2 timer!
  • Længdespring – læg en pind og tag tilløb og se hvor langt I kan springe. Markér stedet I lander og se, om I kan gøre det bedre næste gang – Egernet kan springe 4 m langt!
  • Løb – Haren kan løbe 80 km/t og er Danmarks hurtigste dyr!
  • Høresans – Læg jer ned i skovbunden og luk øjnene og lyt. Hvilke lyde kan I høre? Ræven kan fange bytte i mørke, ved at lytte og snuse sig frem.

Se her, hvordan I dyster med dyrene: https://blivnaturligvis.dk/undervisningsmateriale/indsmkolingen/dyst-med-dyrene/

 Kilde: Rikke Laustsen, naturvejleder, Bliv NaturligVis

6 Spis ukrudtet

Mælkebøtterne skyder frem, og nogle steder står de allerede i blomst. De er fantastiske med deres insisterende gule farve midt i alt det grønne og jordfarvede. Ud over at være smukke er de også en god kilde til energirig pollen til de insekter, der flyver tidligt om foråret.

Og vi kan spise dem:

  • Gå ud i haven, i parken eller på legepladsen, og pluk en håndfuld af de gule forårsbebudere, nip blomsten af lige under knoppen.
    (Lad være med at høste tæt på trafikerede veje, langs hundelufteruter og på sprøjtede arealer.)
  • Dyp mælkebøttehovederne i en tyk pandekagedej og steg dem i smør på en pande i køkkenet, eller endnu bedre: På en pande over åben ild – det er bare lækkert …

Her kan du få flere gode idéer til anvendelse af mælkebøtter.

Kilde: Lenette Schunck, naturvejleder, Krible Krable-projektet – flere små forskere i naturen.

7 Spis brændenælder

Brændenælder myldrer op fra det tidligste forår alle vegne. På trods af den brændende effekt kan den spises og indeholder både masser af jern og C-vitamin. Her er to opskrifter med friske brændenældeskud.

Pluk altid vilde planter til madlavning steder, hvor der ikke er forurening fra f.eks. biler. 

Brændenældesalt – et frisk drys på maden

Ingredienser:

  • 1 stor håndfuld brændenælder
  • 1 dl groft salt
  • 1 stk. bagepapir

Fremgangsmåde:

1) Skyl brændenælderne grundigt og tør dem

2) Kom brændenælder og salt i en blender eller foodprocessor og blend det til en ensartet masse

3) Fordel blandingen på en bageplade med bagepapir

4) Tør massen i ovnen ved 50 grader i 1-1½ time

5) Rør rundt en gang imellem, så det tørrer ensartet og ikke klumper sammen

6) Når urtesaltet er tørt spises det på f.eks. æggemaden

7) Det overskydende kommes i tætsluttende glas

Prøv brændenældesaltet på kød-, ægge- og fiskeretter

Brændenældepesto

Ingredienser:

  • En håndfuld brændenælder
  • Rapsolie
  • Parmesanost
  • Mandler eller pinjekerner

Fremgangsmåde:

1) Skyl brændenælderne grundigt og tør dem

2) Riv parmesanosten

3) Blend alle ingredienser sammen

4) Smag pestoen til med de forskellige ingredienser, så den opnår netop din foretrukne smag

Brændenældepesto er god i en sandwich eller som dip

Kilde: Naturvejleder Claus L. Olesen, Børge Hinsch Fondens Naturskole, www.bhfnaturskole.dk

Brændenældesalt til æggemad

Brændenælde

8 Kig efter uglegylp 

Uglegylp er grå totter, der ligger i skovbunden eller i haven, hvor uglen har siddet og fordøjet det sidste måltid.

Uglegylpet indeholder det, uglens mave ikke kan fordøje. Det er grå musehår, knogler og kranier fra mus og andre gnavere og fugle, dækvinger fra biller. Prøv at skille uglegylpet ad og se, hvad I finder. I kan smuldre det forsigtigt eller lægge det i en skål med vand, så opløses det og knogledelene kommer frem.

 Se mere om uglegylp på Skoven i skolen

 Kilde: Helen Holm, Naturvejleder hos Foreningsudviklerne

9 Lav jeres egen land-art

Gå en tur i skoven, og skab jeres helt eget kunstværk, der kan vække undring og begejstring hos andre forbipasserende.
I kan skabe et billede i skovbunden med naturens egne materialer; det kan enten være et sjovt mønster, en regnbue med naturens egne farver, eller et billede af et motiv, som I selv bestemmer.
Det kan være et kæmpe insekt, eller en skov i skoven?

Hvis I har lidt ler med i lommen, kan I opsætte et lille kunstværk på en stamme eller en stub i skoven, eller måske på et træplankeværk hjemme i haven.

 Kilde: Lenette Schunck, naturvejleder, Krible Krable-projektet – flere små forskere i naturen.

10 Gå på opdagelse i naturen med naturlog

Når I kommer hjem fra turen, kan I arbejde videre med naturen i denne lille naturlog. I kan finde den her, printe den og gå i gang med arbejdet. Den Lille Naturlog

Opdagelsesrejsende, videnskabsmænd og forskere har gennem alle tider søgt at forstå naturen og vores plads heri. De går på opdagelse i naturens verden, de observerer, tegner og noterer, skematiserer, skitserer og registrerer. Forskernes arbejde gør dem, og os, klogere på naturens sammenhænge.

Med ’Den Lille Naturlog’ vil Statens Naturhistoriske Museum gerne invitere jer med til at udforske, samle viden, finde sammenhænge – og stille nye spørgsmål.

Find mange flere af vores materialer til brug på egen hånd her. 

Kilde: Mia Lindegaard Pedersen, naturvejleder, Publikum & Skoler, Statens Naturhistoriske Museum

Udgivet: april 2020

Få ny viden, inspiration og gode råd til at støtte dit skolebarn
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Skole og Forældres magasin, Skolebørn, og få de nyeste artikler direkte i din indbakke 8 gange om året.
Det er helt GRATIS og vi giver ikke din mailadresse videre til anden part.

Hvis du har lyst, kan du udfylde fødselsåret for dit barn/dine børn, så vi kan sende dig artikler, der passer til dit barns klassetrin. Det er selvfølgelig frivilligt og vi bruger ikke oplysningerne til andet.

Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet accepterer du Skole og Forældres privatlivspolitik. Læs den her.