Planlæg din Corona-karantæne:

Få en god hverdag, mens du er hjemme med dine børn

I de næste uger skal voksne og børn være sammen hele dagen på grund af den nye Corona-virus. Det kan både give gnidninger og gode oplevelser. Planlægnings- og effektiviseringsekspert Trine Kolding giver dig de bedste råd til en hverdag med plads til både arbejde, lektier og familietid.

TEKST: ULLA HINGE THOMSEN
FOTO: HELENE BAGGER

1 Hold et møde med din partner (hvis du har en)

De voksne er bosserne og bør have overblikket. Så planlægningen af den næste tid starter med, at I som forældre får klare aftaler om, hvem der er på arbejde, og hvem der har ansvaret for børnene, hvornår. Ellers kan I hurtigt komme ud i konstante konflikter om, hvis arbejde, der er vigtigst, eller hvem der tager størstedelen af ansvaret derhjemme. Inddrag jeres arbejdsgivere, og få afstemt forventningerne om, hvornår I skal være tilgængelige at nå. I kan for eksempel sige, at mor er på arbejde 9-12 og far 13-16. For mange er længere blokke mest effektivt, men det er ikke alle, der kan arbejde sådan. Nogle kan måske også arbejde om aftenen, så I deler tjansen sådan. Hold fast i, at I skal få det til at glide. Er du alene, så lav afklaringen med dig selv: Hvor meget skal og vil du arbejde, og hvor meget kan du være på børnene?

2 Undersøg, hvad skolen tilbyder

På Aula vil I kunne se, om der er online fjernundervisning på jeres skole, eller om lærerne har lagt lektier ud, som børnene skal lave. Hvis de endnu ikke har, så skriv til skolen, og bed om at få lektier for til børnene. Som forældre er vi ikke de bedste til at opfinde undervisning, så træk på skolens ressourcer uden dog at lægge dem ned med spørgsmål. Husk, at det er skolen, der har ansvaret for undervisningen af dit barn.

3 Lav et skema

Nogle elsker dem, andre har mindre varme følelser, men skemaet har flere indlysende fordele: I behøver ikke diskutere det samme igen og igen, både børn og voksne kan se sort på hvidt, hvad der skal ske hver dag, og det at skulle skrive skemaet tvinger jer til at strukturere dagene. Google ”ugeskema”, så finder du en skabelon, du kan udfylde eller printe ud, eller lav skemaet på et stykke karton, eventuelt sammen med børnene. Er dine børn i indskolingen, kan I bruge piktogrammer – de kan også googles. Skriv både skoletid, fritid og andre aktiviteter ind. For de fleste vil det ikke være realistisk at lave skolearbejde i lige så mange timer som den normale skoledag, fordi vi ikke tilbyder det samme som skolen. Nogle skoler anbefaler et fast timetal. Find ud af, hvad der er anbefalingen fra jeres skole, og ret til undervejs, hvis det ikke fungerer. Skriv også gå i seng- og stå op-tider ind i skemaet. De behøver ikke være de samme som i den almindelige hverdag, men det er godt holde fast i en form for rutine, så det hele ikke skrider.

4 Tal med børnene

I kan kalde det et familiemøde, eller I kan bare sige, at I lige skal sidde ned og tale om de næste uger. Fortæl børnene, at det bliver en tid med mere fritid end normalt, men at de ikke har ferie. Hav skemaet klar, eller lav det sammen med børnene på basis af jeres beslutninger – vigtigt er dog, at det er de voksne, der bestemmer. På mødet kan I brainstorme om, hvad I skal lave i fritiden. Inden for rammerne af det, der er muligt i samfundet nu, hvad har vi så allermest lyst til? Bage en kage? Gå en tur med hunden? Spille spil? Lav eventuelt en pulje af aktiviteter, skrevet ned på post-it-sedler, og skiftes til at trække en hver dag, når det er tid til at holde fri sammen.

5 Husk familietiden

Vi er alle sammen påvirkede af situationen med Corona. Børnene er måske også utrygge og savner deres kammerater, så de har brug for opmærksomhed fra deres forældre. Benyt lejligheden til at være sammen på en hyggelig måde som familie. Læs bøger, tal sammen, gå en tur, bag kage eller spil et spil. I kan også se nyheder sammen med lidt større børn og tale om dem bagefter.

6 Vær åben for afvigelser

Ingen af os har prøvet det her før, så find en balance mellem kaos og rigiditet. Hvis skemaet ikke virker, så fil lidt på det. Vis storsind og fleksibilitet, og få det bedste ud af det, mens du holder fast i en vis normalitet, for det trives de fleste af os bedst med.

Trine Jakobik Kolding er uddannet underviser og coach og har rådgivet private og virksomheder om tid, planlægning og effektivitet i 20 år. Hun er forfatter til syv bøger, herunder e-bogen Overskud i familien – 149 konkrete tips til mere familietid i hverdagen. Hun er mor til tvillinger på 14 år. Se mere på Trinekolding.dk

Udgivet: marts 2020

LÆS OGSÅ: links til relevant information og vejledning vedrørende Corona-epidemiens betydning for skolen