Sådan arbejdede lærere med uro i en klasse:
”Eleverne var urolige, fordi de var utrygge”
Da Kirstine overtog en 4. klasse sidste sommer, var der så meget uro i klassen, at det næsten var umuligt at gennemføre undervisningen. Her fortæller hun, hvordan det nye lærerteam arbejdede med eleverne, så klassen gik fra at se på sig selv som “lorteklassen ingen vil have” til en klasse med et godt fællesskab og arbejdsro.
TEKST: CAMILLA TROMMER
FOTOS: MAJ CARBONI I MIDJOURNEY
“Hvordan vil du beskrive klassen, da I overtog den?
“Det var rigtig svært at få ro i klassen, så vi kunne bruge lang tid på bare at give en besked. Meget hurtigt kunne der opstå mange forskellige konflikter. Det var ligesom, når der går ild i en høstak. De var uvenner, de var kede af det, de kom op at slås, de forlod lokalet, og de talte grimt til hinanden. Vi forsøgte at slukke brandene, men nåede aldrig rigtig i bund med noget, før der opstod noget nyt.”
Hvorfor tror du, at eleverne reagerede sådan?
“De virkede på mange måder fuldstændig ligeglade med den ramme, de var i. Men det var de selvfølgelig ikke. Det var deres måde at bede om hjælp på. Alle deres lærere var blevet skiftet ud, og det var lidt af en forskrækkelse for eleverne. Nogle af dem var meget utrygge og stolede ikke på, at deres nye lærere var klar til at hjælpe dem. Der var også en dårlig dynamik i klassen, der gjorde eleverne usikre. Jeg oplevede, at det var bedre at skyde, før man selv blev skudt. Eleverne reagerede på ikke at blive mødt af deres kammerater på den måde, de havde brug for.”
Hvordan var det at stå i den situation som lærer?
“Hver gang jeg følte, at jeg havde rykket klassen lidt, så startede det på en eller anden måde forfra. Det var ubehageligt ikke at vide, hvor jeg havde dem. Det kunne skifte fra time til time. Og efter frokost vidste jeg, at det var ekstra svært, for der havde de ikke mere overskud. Jeg oplevede det som om, at jeg ikke kunne gøre så meget andet end at forsøge at bevare roen. Det gav en følelse af afmagt og af ikke at kunne slå til. Det er den værste følelse. Specielt fordi børnene blev så kede af det.”
“Hvad gjorde I?
“I lærerteamet blev vi hurtigt enige om, at det var for stor en opgave for os. Vi skulle have noget hjælp. Jeg tror, at det er vigtigt, at man som lærer er åben om sådan noget. Så vi kontaktede en konsulent fra kommunen, der sammen med vores skolepsykolog kørte et forløb med os, hvor de blandt andet var inde og observere undervisningen. Vi var jo et helt nyt lærerteam, så var det rigtig fint at få nogen udefra til at kigge på, hvad der faktisk fungerede. Når man står midt på slagmarken, kan man let føle, at ingenting rykker og komme til at overse, hvad man gør, der egentlig virker.”
Hvilke råd fik I fra konsulenten?
“Det handlede i virkeligheden om nogle ret små pædagogiske greb. Fx at det virkede godt, når eleverne vidste, hvad de skulle gå i gang med, når de kom ind i klassen. Det fungerede også godt for nogle at bruge en “time-timer” – et ur, der visuelt viser eleverne, hvor lang tid de skal arbejde med en opgave. Og så skulle der være så få overgange som muligt, så eleverne kunne bevare fokus. Bare det, at en enkelt rejste sig, kunne vælte hele klassen, så vi ikke kunne få ro til at beskrive den næste opgave.
Ro hænger meget sammen med tydelighed og struktur, men det handler også om at lære børnegruppen at kende. Det kræver, at man finder ud af, hvad der er de enkelte elevers styrker og udfordringer, så man kan få alle børn sat i spil på en konstruktiv måde. Jeg ser det som vores fornemste opgave at hjælpe eleverne til at få øje på, at alle kan bidrage i fællesskabet. Det havde de rigtig svært ved at se, da vi startede.”
LÆS OGSÅ: Elever: vi lærer mindre på grund af uro
Hvordan arbejdede I med at skabe et trygt fællesskab?
“Til at begynde med handlede det om at finde ud af, hvad der var på spil mellem børnene. Vi kunne se, at de delte sig meget op i frikvarterne. Der var en stor gruppe elever, som altid spillede fodbold, og så var der andre, der gik rundt alene og kunne finde på at drille de andre, fordi de kedede sig. Pigerne var splittet i to dele, hvor der ofte var konflikter om, hvem der var inde og ude af varmen. Det var alt sammen noget, der blev bragt med ind i timerne.
Konsulenten rådede os til at lave en social aktivitet som en fast del af undervisningen, i stedet for at lade eleverne gå ud til en ustruktureret luftepause. Vi begyndte at bruge et kvarter på at lege en leg, som vi i fællesskab havde valgt. Det var svært i starten, for børnene ville aldrig det samme. Men de fik ret hurtigt øjnene op for, at det var sjovt at lave en aktivitet sammen, når de først kom i gang, og så blev legen ført videre ind i frikvarteret. Det betød, at eleverne begyndte at være sammen på nye måder og med andre, end de plejede. Det viste sig, at de faktisk var ret motiverede for at være sammen.”
Hvordan kan I mærke, at jeres indsats har virket?
“I dag overhørte jeg tilfældigvis nogle elever, der gik og snakkede om, hvor dårlig en klasse det havde været, men at de nu havde fået det så godt sammen og kan lege på kryds og tværs. Det blev jeg så glad for at høre. I frikvarterne nyder jeg selv at se, hvor sjovt de har det med at spille stikbold sammen i stedet for at være opdelt og have konflikter hele tiden. De har fået et meget bedre fællesskab, og det smitter også af på timerne, så det nu er meget lettere at gennemføre undervisningen.”
“Uroen var en tilstand i klassen og ikke noget, der knyttede sig til enkelte elever. Derfor har det været rigtig vigtigt at arbejde med gruppedynamikken. Der er ikke nogen børn, der kan bære at stå alene med ansvaret for uroen.”
Hvad er I lærere blevet klogere på i forløbet?
“Det har været rart at få andre fagpersoner til at kigge på det, man laver. Vi kollegaer når desværre ikke rigtigt at observere hinanden i en travl hverdag, men det er et godt udgangspunkt for de vigtige samtaler om pædagogik og børnesyn, så vi kan tale om, hvordan vi vender en dårlig historie til en god.
Jeg er også blevet klogere på, at børn, der reagerer med vrede, har brug for det samme som de børn, der reagerer ved at blive kede af det. De får sjældent den støtte, de har brug for. De får mere skældud. Måske ikke så meget af lærerne, men af de andre børn, der ikke forstår, at de har brug for det samme som dem, der bliver kede af det. Det skal alle børn lære at have syn for.”
Hvordan har I involveret forældrene?
“Som nyt lærerteam kom vi ind i noget, som var rigtig svært, og det syntes vi var vigtigt at tale åbent om, så vi indkaldte til forældremøde for at fortælle om situationen. Vi fortalte også, at vi ville sætte ind med alt, hvad vi har og kan. Forældrene var meget indstillede på at samarbejde og havde forståelse for, at der ikke er noget quickfix, når man arbejder med børn og gruppedynamikker. Forældrene bakkede selv op om arbejdet ved at lave legegrupper og sørge for at lave sociale arrangementer, hvor alle kunne være med.
Nu har vi lige indkaldt til et ekstra forældremøde, hvor vi kunne fortælle om den store positive forandring, som vi oplever. Nogle gange kan man godt føle sig overvældet af alt det, der er svært, så det er vigtigt også at dele succeserne. Det betyder dog ikke, at vi er færdige med det her arbejde. Det er en proces, som vi først lige er begyndt på.”
Kirstine ønsker at være anonym af hensyn til sin klasse, men redaktionen er bekendt med hendes fulde navn og identitet.
Udgivet: august 2023
