Tema: Uro
Mor til ‘uromager’:
“Jeg er ved at være rigtig træt af Aula-beskeder”
Lauras søn har gået i skole i to år og har været i lærernes søgelys næsten lige så længe, fordi han larmer og forstyrrer. Her fortæller hun, hvordan det er i perioder dagligt at få at vide, at ens barn opfører sig forkert. Uden rigtig at kunne gøre noget ved det.
TEKST: ULLA HINGE THOMSEN
ILLUSTRATION: JENZ KOUDAHL
“Min dreng er lige blevet færdig med 1. klasse, og vi har fået beskeder om ham på Aula siden 0. klasse. De begyndte at komme ret hurtigt efter, at han var startet i skolen. Han larmede i timerne. Han talte uden at have rakt hånden op. Han forstyrrede de andre. Ville vi godt tale med ham om det derhjemme?”
Forbudt at være barn
Jeg har en energisk dreng, som kan blive meget ivrig og kan være udfordrende. Så jeg skrev tilbage, at det var jeg ked af, og at vi selvfølgelig ville tale med ham om det. Det gjorde jeg også. Jeg prøvede at forklare min søn, at i skolen skal man sidde stille og vente med at tale, til det bliver ens tur. Han skammede sig over, at læreren havde skrevet til mig, men han forstod ikke rigtig, hvad han gjorde forkert.
”Jeg går jo i skole for at tale med folk,” sagde han til mig. Beskederne på Aula blev ved med at komme. Selv om det begyndte at blive trættende, svarede jeg altid så høfligt, jeg kunne, for ikke at blive uvenner med lærerne. Jeg ved jo godt, at min søn ikke er fejlfri. Men nogle gange syntes jeg, at det var fjollede ting, de skrev hjem om. For eksempel havde min søn og nogle kammerater en dag for sjov gemt en rygsæk for lærerne. Jeg syntes, det var ret sjovt, men det var åbenbart alvorligt nok til, at vi forældre skulle vide det. Jeg oplevede lidt, at det var blevet forbudt at være barn.
Lydsensitive børn
Jeg savnede også nogle mere konkrete forslag til, hvad vi kunne gøre for at hjælpe udover at tale med vores barn. Lærerne havde på et forældremøde sagt, at de ville tilpasse undervisningen til hver enkelt elev og hver enkelt klasse, fordi ”alle er forskellige”. Men der skete ikke rigtig andet, end at der kom besked efter besked på Aula. I nogle perioder på daglig basis!
Så en dag kom der en fællesbesked ud om, at mindst halvdelen af børnene i klassen havde hovedpine og ikke kunne koncentrere sig på grund af larmen i klassen. De var ”lyd-sensitive”, fik vi at vide. Jeg vidste ikke engang, at det var noget, børn kunne være.
Så nu var klassen ligesom blevet opdelt i en gruppe, der larmede – hvor min søn var med – og en gruppe, der ikke kunne tåle larmen. I forvejen er vi lidt opdelte i forældregruppen, og jeg ved ikke, om de lydsensitives børns forældre sagde noget grimt om min søn. Jeg forsøgte at lade være med at fokusere på det. Men jeg oplevede i hvert fald ikke nogen stor forståelse. Skolen forsøgte sig på det tidspunkt med enkelte tiltag, såsom at give de urolige elever en kasse med ting de kunne sidde og dimse med i stedet for at forstyrre undervisningen. Men resultatet udeblev, og så gik det i stå igen. Ligesom hver eneste samtale på Aula gik:
”Jeres søn larmer.”
”Vi skal nok tale med ham om det.” Slut.
Kommunikationen stoppede hver gang uden en løsning, og det var frustrerende.
Har min søn ADHD?
På et tidspunkt valgte jeg selv at opsøge hjælp fra både skolepsykologen og en privat psykolog for at få afklaret, om min søn skulle udredes og have en diagnose. Skolen blev jo ved med at skrive til os, at han opførte sig forkert, så måske led han af autisme eller ADHD? Svaret fra fagfolkene var dog klart: Han er hyperaktiv, men der er er ikke basis for en diagnose. Han er en dreng med en masse krudt i, som sidder på alt for lidt plads med alt for mange børn hver dag.
Dertil kommer, at han i dag har en lærer, som er en lidt ældre og en ret autoritær mand. Det kan jeg egentlig godt lide, men jeg tror, han ville være en bedre lærer for børn på mellemtrinnet eller i udskolingen. Børn i indskolingen er stadig små og har brug for en anden tilgang. Der er ikke en one size fits all, når det kommer til børn – nogle lærere er gode til små børn, andre til store.
Skal indordne sig under rammerne
Min søn har nu gået i skole i to år, og det sidste år er mængden af beskeder fra skolen aftaget en lille smule. Heldigvis går han glad af sted hver dag, også selvom han har været virkelig meget i lærernes søgelys for det dårlige i den tid, han har været skolebarn.
Enkelte dage ser han lidt sort på tingene og spørger:
”Hvorfor er det altid mig, der bliver skældt ud?”
Så siger jeg til ham:
”Lad os prøve at finde ud af det. Hvad kan have ført til, at det blev dig?”
For han skal jo lære at indordne sig under rammerne og opføre sig på en måde, så han ikke generer de andre børn. Jeg ville bare ønske, at der var mere fysisk plads i klasserne, at man gjorde mere ud af pædagogikken på læreruddannelsen, og at skolen så meget mere seriøst på, hvilke lærere der passer til hvilket klassetrin. Jeg ved godt, at det er et spørgsmål om ressourcer, men jeg håber virkelig, at nogen med indflydelse får øje på problemet og gør noget ved det. Jeg vil meget gerne være en del af løsningen, men jeg kan ikke fjernstyre min dreng hjemmefra. Jeg har brug for konkrete redskaber.”
Laura har valgt at være anonym af hensyn til sin søn. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.
HAR DIT BARN UDFORDRINGER MED URO I SKOLEN?
Ring til Forældrerådgivningen på 70 25 24 68
Udgivet: august 2023
