Sommerfest – en perfekt afslutning på skoleåret

Mmmmm … Sommertid er ferietid. Men der går måske lang tid, før børn og voksne ses igen. Rund skoleåret af med en sommerafslutning, hvor I kan sige tak for nu og evt. få delt sommerplanerne med hinanden.

TEKST OG FOTO: FORÆLDREFIDUSER

Der kan foregå mange gode og uformelle samtaler mellem store og små, når klassens børn og forældre mødes en sidste gang inden de går på sommerferie. 

En sommerfest er en god anledning til at ønske hinanden god sommer og sige tak for i år. Der kan deles sjove historier fra året som er gået, ferieplaner og måske endda findes legeaftaler i løbet af den lange sommerferie. Dem der har lyst til at blive og spise, kan tage noget let mad med og et tæppe at sidde på. Sommermad behøver ikke være krævende at lave og tage med, og hvis vejret tillader det, kan spisning nemt kombineres med leg og gode samtaler på skolens legeplads eller et sted i lokalområdet. 

Forberedelse: 1 time til planlægning samt skrive invitation.

Varighed: 1-3 timer i løbet af juni – inden sommerferien begynder.
For at holde det overskueligt for alle familier, kan det være en god ide at mødes til “leg og tak for i år” den første time og så kan den sidste del med mad være mere valgfrit. Så vil flere kunne deltage på den ene eller anden måde.  

Sted: Skov eller park i lokalområdet eller en privat have.

Deltagere: Alle klassens børn og voksne, også gerne søskende

Trin for trin planlægning af sommerfest

Aftal dato, tidspunkt og sted.

  • Meld dato og tidsramme ud til forældrene med det samme, så flere vil have mulighed for at deltage.
  • Find et tidspunkt, hvor flest muligt kan komme, fx en hverdag kl. 17-20.
  • Det optimale sted har overdækning, hvis det regner lidt. Det skal være nemt at komme dertil. Måske kan I låne skolens område.

Skriv en invitation, og del den ud i klassen og via Aula.

Husk at skrive:

  • Hvad familierne skal medbringe, hvis de ønsker at blive og spise. 
  • At børnene kan hentes og bringes, hvis forældrene ikke kan komme.

Involvér klasselæreren og SFO.

  • Aftal, om børnene kan lave en opvisning eller vise noget, de har lært.
  • Inviter med, men respektér, hvis de ikke kan deltage.
  • Aftal, om læreren skal dele invitationen ud i klassen og samle tilmeldinger ind.

Gør, hvad I kan for at få alle børn med.

  • Ring til de forældre, der ikke har meldt tilbage.
  • Tilbyd at hente og bringe barnet, hvis forældrene er forhindrede.

Aftal, hvem der sørger for hvad

  • Velkomst og afsluttende tak – og hvad der ellers skal bruges. 

 

 

Redigeret: Januar 2025 

Fordel opgaverne blandt jer. Jo flere I er om at dele ansvaret, desto lettere er det for alle.