Tal med børnene, når mor eller far rammes af kræft
Denne artikel er skrevet af psykolog og forfatter Kirstine Monefeldt Lindgaard, som på egen krop har oplevet, hvor handlingslammet man kan blive, når man får en kræftdiagnose. Hun deler nu sine erfaringer i håbet om, at andre ikke skal stå helt så nøgne, når der skal tages svære samtaler med børnene derhjemme.
TEKST: KIRSTINE MONEFELDT LINDGAARD
FOTO: PRIVAT
N
år kræftdiagnosen gives på hospitalet, rammer chokket, frygten, bekymringerne og tomheden de berørte voksne. På hospitalet er fokus på behandlingsplaner og overlevelse: hvor stor er knuden, hvor sidder den, hvad er prognosen, hvad skal der ske nu, og hvilke bivirkninger kan vi forvente af behandlingen?
Men, hvordan passer vi på børnene derhjemme, når forældrene rammes af chok og fortvivlelse? Der er heldigvis et spirende og nyt fokus på børn som pårørende, men man står fortsat meget alene som forælder, når man fra den ene dag til den anden pludselig er kræftpatient eller ægtefælle til en kræftpatient. Ens evne til at sætte sig ind i børnenes behov og til at skabe kreative billeder og forklaringer i børnehøjde, hæmmes ofte af chokket og af det overlevelses-modus, som de fleste forældre pludselig befinder sig i. Det er naturligt at få lyst til at skåne børnene, fortælle dem ganske lidt og håbe, at de ikke opdager så meget. Det er for overvældende at forholde sig til, at de små mennesker pludselig skal håndtere samtaler om alvorlig sygdom. Og ens egen frygt, kan føles endnu mere intens, når man også skal se sine børns frygt og bekymring i øjnene.
Børnene skal ikke overlades til fantasiens vilde verden
Vi skal som forældre vove de svære samtaler. Vi skal insistere på at åbne op for samtaler med børn, om det de er bange for, det de forestiller sig, det de drømmer om natten, og det der giver ondt i maven i skolen. Vi skal vise vejen og tage initiativet. Mange børn vil ellers komme til at gemme deres egne følelser og bekymringer væk for at beskytte forældre og andre voksne. De tager derved et ansvar på sig, som de ikke skal bære. Og de kommer til at stå meget alene med deres frygt og forestillinger. Børn skal ikke være de voksnes fortrolige i en svær tid, men de skal inddrages, så de ikke lukkes ude og overlades til fantasiernes vilde verden.
Samtalerne skal tage udgangspunkt i barnets liv
Samtalerne skal selvfølgelig være tilpasset barnets alder, og gerne tage udgangspunkt i barnets eget liv. Det kan være nemmere, at tage udgangspunkt i en bog om emnet eller en fortælling om nogen barnet kender. Det kan blive et fælles udgangspunkt, som er lidt på afstand og dermed føles mindre farligt end at tale om mors sygdom. Og herfra kan man nemmere bevæge sig over i en samtale om hvad barnet genkender fra eget liv. Forældrene må turde åbne samtalen, og dermed vise at det er legitimt at tale om sygdommen, og at de selv kan holde til de svære samtaler.
Fem gode råd, når man skal tale med sit barn om kræft:
1. Hold fast i håbet. Håb handler ikke om, at alt er godt, men snarere, at de voksne kan klare det, som kommer. Med sætninger som ”lægerne er dygtige og vil gøre alt hvad de kan for at gøre mor rask”, kan man godt indgyde håb uden at love noget.
2. Tag løbende initiativet til samtaler. Børn træder ind og ud af det svære. Respekter deres grænser, når de siger nej eller har fået nok. Men vend tilbage løbende med initiativ til at tale og læse om sygdommen. Tjek eventuelt ind med dem og spørg: ”Synes du vi taler for lidt, for meget, eller tilpas, om sygdommen herhjemme?”.
3. Vær ærlig. Svar så konkret og korrekt som muligt på børnenes spørgsmål. Det er ikke nogen hjælp for dem, hvis vi efterlader dem alene med deres gisninger. De behøver ikke vide alt, men de voksne bør give dem svar, som viser dem, at der tages hånd om situationen. Tilpasset deres alder. Brug korte sætninger, i et sprog de selv bruger. Måske du kan forestille dig, hvordan barnet ville fortælle det videre til en god ven.
4. Vis dem at du godt kan holde til deres følelser. De har brug for at mærke, at du ikke går i stykker, men kan passe på dig selv. Ellers vil mange børn gemme egne følelser væk, for at passe på forældrene. Det gør ikke noget, at de ser dig græde, men tag ansvar for dine egne følelser, så der kan være plads til deres. Du kunne sige noget i retning af: ”Jeg er ked af at være syg, men jeg skal nok blive glad igen. Bare rolig. Jeg vil meget gerne høre om, hvordan du har det.”
5. Inddrag netværket omkring barnet. Fortæl altid barnets lærerteam om sygdommen, den kommende behandlingsplan, og hvad I har fortalt derhjemme. Inddrag herudover andre betydningsfulde. Det kunne være familie, naboer, forældre til barnets venner, fodboldtræneren, eller andre. Det er individuelt hvem det er, men vigtigt at der er andre voksne, som kan være en støtte for dit barn.
Så mange børn bliver påvirket af brystkræft
I Danmark lever omkring 76.000 kvinder med en brystkræftdiagnose, og hvert år kommer 4.900 kvinder til. 85 % af disse kvinder er og bliver mødre. Består familien af gennemsnitligt 1,7 børn, bliver mere end 70.000 børn psykisk påvirket, når mor får brystkræft.
Kilde: Brystkræftforeningen.dk
Kirstine Monefeldt Lindgaard
Kirstine Monefeldt Lindgaard er 41 år og selvstændig psykolog. Hun er også tidligere brystkræftpatient og mor til tre drenge.
Kirstine har nu skrevet en serie af små børnebøger, eller samtalebøger, som hedder ”Min mor har brystkræft”. Den omhandler de typiske tre behandlingsformer, som brystkræftpatienter tilbydes: operation, kemoterapi og strålebehandling – fortalt gennem Vilfred på ti år og Oda på fem år. Bøgerne indeholder desuden gode råd til forældre om samtaler med børnene, og ideer til spørgsmål, som kan sætte samtalerne i gang.
”Min mor har brystkræft” er smukt illustrerede af Emilie Brynnum Ørting Haubros illustrationer.
Bøgerne udkommer på Forlaget Indblik d. 26.3.24.
Udgivet: september 2024
