Ekstramor:“Vi har brug for en ny tilgang til sammenbragte familier”

På skoler og i SFO’er er der ikke altid plads til papfædre, bonusmødre eller ekstrasøskende, selvom sammenbragte familier er den næstmest udbredte familieform. Ekstramor og familierådgiver, Janne Leth Førgaard, savner opmærksomhed på de mange dilemmaer, som børn og voksne i sammenbragte familier står i.

TEKST: JANNE LETH FØRGAARD, FAMILIERÅDGIVER OG STIFTER AF ekstramor.dk
FOTO: MARTINE DOUCET, ISTOCK

L

ad os tage Aula som eksempel. Her eksisterer vi, som ekstraforældre, ganske enkelt ikke. Nogle vil lidt muntert sige: ”Lucky you! Kan jeg også slippe for Aula?”.

Men så heldige føler vi ekstraforældre os ikke nødvendigvis, fordi vi jo bliver frakoblet fra væsentlig information om barnets dagligdag og muligvis også trivsel.

Mit ærinde og min pointe er ikke, at ekstraforældre på alle parametre skal ligestilles med forældre. Slet ikke. Det ville ikke være hensigtsmæssigt. Min pointe er derimod, at den ene i husstanden i den sammenbragte familie, ikke selv har adgang til væsentlig information om barnets skolegang og sociale liv i dagtimerne.

Mange ekstraforældre føler sig i forvejen ”afkoblet” og som det ”3. hjul”, der må forsøge efter bedste evne at hægte sig på og tilpasse sig ændringer i hverdagen, hvad enten disse er kendte eller uforudsete.

At være ekstraforælder er ikke en lille følelsesmæssig opgave. Mange – særligt ekstramødre – har meget høje forventninger til sig selv i rollen som ekstraforælder. De føler et enormt ansvar for deres ekstrabarn samt for deres egen følelsesmæssige håndtering af barnet, hvilket ofte vil være lidt overvældende. Og når det kommer til konkrete beslutninger om barnets trivsel, skolegang, potentiel udredning, m.m., har ekstraforælderen ikke noget at skulle have sagt.

En del regnbuefamilier oplever samme problem med, at ikke alle relevante voksne i barnets liv har adgang til væsentlig information.

Forskellene på førstegangsfamilier og sammenbragte familier
Der er mange forskelle på førstegangsfamilier, der ofte består af en far, en mor og fælles børn og sammenbragte familier, der kan se ud på virkelig mange måder med dine, mine og vores børn.

I førstegangsfamilien er forældrene ligestillede, og har et fælles ansvar for at træffe beslutninger om alt fra barnets skolegang og trivsel til potentiel udredning.

Anderledes ser det ud i den sammenbragte familie, hvor det ligeledes er forældrene, der skal træffe beslutninger om eksempelvis barnets skolegang, men her kan der være forskel på ansvaret og beslutningsmuligheden afhængigt af forældremyndighed. Forældrene bor ikke under samme tag og har måske forskellige interesser i forhold til fx skoleskift.

I tillæg er der også andre vigtige omsorgspersoner i barnets liv, der har en interesse i beslutningen, da den kommer til at påvirke deres liv i næsten lige så stor stil som forælderens. I hvert fald på det praktiske plan.

En anden tankegang og tilgang
Når vi taler om sammenbragte familier, er vi nødt til at bruge en anden tankegang og tilgang, end den vi har brugt og fortsat bruger til far-mor-fælles børn-familien. Hvis vi tager en ”forældre-fælles børn” familie, vil der fra starten være en naturlig kærlighedsrelation mellem alle familiemedlemmerne og alle vil føle, at de hører til og passer ind.

Anderledes ser det ud i den sammenbragte familie allerede fra start. Her er der nemlig ikke nødvendigvis en naturlig, fritflydende kærlighedsrelation mellem alle familiemedlemmerne. Det tager tid at opbygge en kærlig relation til mennesker, du ikke selv aktivt har tilvalgt, som fx din ekstramor, ekstrafar, ekstrasøskende eller ekstrabarn.

Der er heldigvis mange sammenbragte familier, hvor kærligheden er stor mellem familiemedlemmerne uanset om de er biologisk beslægtede eller ej. Men det er som regel noget, der skal arbejdes på og oftest kommer med tiden.

Det vil være ideelt, hvis skolerne også kan hjælpe med at understøtte dette i måden, de spørger ind til familielivet på.

Hvem bor du sammen med?
Særligt i de mindre klasser er det naturligt at spørge ind til familien og måske også lave et stamtræ. Det gjorde mine ekstrabørn og børn også, da de var yngre. Det helt traditionelle stamtræ efterlader bare en del børn med plads- og følelsesmæssige problemer, fordi der ikke er plads til alle familiemedlemmerne. Og fordi ikke alle familiemedlemmer nødvendigvis har det lige godt indbyrdes.

I stedet for at spørge ”Hvem består din familie af?”, vil jeg anbefale følgende spørgsmål:

”Hvem bor du sammen med, og bor du flere steder?”

Så kan man overveje at lade barnet lave to stamtræer, et for hvert hjem.

Når du spørger, ”hvem består din familie af”, risikerer du at få nogle mangelfulde svar. Ikke alle børn betragter deres ekstramor, ekstrafar og eventuelle ekstrasøskende som en del af deres familie. Det er deres forældre og eventuelle biologiske søskende, de betragter som deres familie, og så følger forældrenes kærester og eventuelle børn ligesom bare med.

Det betyder ikke nødvendigvis, at barnet ikke kan lide ekstraforælderen eller ekstrasøskende. Det kan dog betyde, at de ikke selv ser det ekstra familiemedlem som deres tætteste familie. Det kan også betyde, at barnet er bevidst om, at den ene forælder har det så svært med den anden forælder, at det udløser konflikter at betragte sin ekstraforælder som en del af familien. Derfor lader barnet måske være for at forblive loyal.

Fra forskningen ved vi, at barnet oftest tager mest hensyn til den forælder, de ser som den mest sårbare. For os voksne er det måske ikke så vigtigt at fremhæve, at dét barn er ikke mit (biologiske) barn. Men for børn vil det meget ofte være vigtigt, særligt når de er sammen med andre at fremhæve og tydeliggøre, hvem den voksne er.

Hvis en af kammeraterne i SFO’en siger:
”Der kommer din mor for at hente dig.”

Så vil barnet typisk protestere, hvis det ikke er barnets mor, men fx barnets ekstramor og sige noget i stil med:

”Det er ikke min mor. Det er Stine.” Eller måske ”det er min papmor”, hvilket er et udtryk, børnene ofte benytter sig af.

Hvem må deltage i skolearrangementer?
Et andet dilemma er deltagelse i skolearrangementer herunder forældremøder, skole-hjem-samtaler, klippe/klistre-dage, ”kom-og-se-hvad-vi-har-arbejdet-med-i-temaugen” osv.

Også her er det som oftest ”kun” forældrene, der får besked via Aula.

Og hvem må egentlig deltage i arrangementerne?
Er det kun forældrene eller må forælderen tage sin partner eller barnets ekstraforælder med?

Hvad nu hvis de to forældre slet ikke kan være i rum sammen? Eller hvis forældrene godt kan være i rum sammen, men den ene derimod ikke kan være i rum med ekstraforælderen?

Nogle gange er det ”afgjort” på forhånd, fordi skolen kan have annonceret en lavpraktisk pladsbegrænsning, som fx kun to deltagere pr. barn. Andre gange udløser sådanne arrangementer en heftig diskussion mellem barnets forældre, om hvem der har lov til at deltage.

Hvad er løsningen?
Jeg tror ikke, der er en enkel one-size-fits-all-løsning, vi let kan indføre.

Jeg tror på en løsning, der har bund i uddannelse og undervisning af lærere, pædagoger og øvrige fagpersoner i sammenbragte familier, så de får en naturlig opmærksomhed på de mange dilemmaer, som børn og voksne i sammenbragte familier står i. På den måde klæder vi fagpersoner ordentligt på til at håndtere de udfordringer og konflikter, der er en naturlig og latent del af den sammenbragte familiestruktur.

Mon ikke vi alle sammen har en fælles interesse i at gøre det bedst mulige for børnene i deres skoletid? Det er jeg fuldt ud overbevist om. Hver især er vi klædt forskelligt på til at håndtere det. Men med viden, vejledning og konkrete værktøjer er der heldigvis nogle ting, der bliver lettere.

Ikke nødvendigvis lette – men lettere.

LÆS OGSÅ: Har bonusforældre en rolle i folkeskolen?

LÆS OGSÅ: 10 råd: Sådan støtter du dit barn ved skilsmisse

Udgivet: November 2023