“Jeg var altid alene i skolen, fordi de andre synes jeg var mærkelig”
Daniells største ønske i folkeskolen var at have en ven. “Holy shit, det kunne have gjort meget for mig,” fortæller han. 19-årige Daniell er en af fire unge fra teaterprojektet C:ntact, der har fortalt magasinet Skolebørn om betydningen af at føle sig uden for fællesskabet i folkeskolen.
TEKST: MAJ CARBONI
FOTO: JÓN BJARNI HJARTASON
Hvordan har du oplevet at være udenfor fællesskabet?
“I folkeskolen var jeg super isoleret, fordi min klasse ikke rigtig kunne lide mig. Der var ingen åbenhed for folk, der var lidt anderledes. De andre sagde, at jeg var mærkelig og irriterende og gad ikke lege med mig eller snakke med mig. Til sidst havde jeg en konstant følelse af, at de andre ikke ville have, at jeg var der. Jeg vidste ikke, hvordan jeg endte dér, eller hvordan jeg kunne ændre det.”
Hvad gjorde de voksne?
“De regnede med, at jeg kunne løse alle mine problemer selv, fordi jeg var intelligent og fagligt dygtig. Men jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle gøre.
Jeg manglede de sociale evner.”
Men kunne de ikke se, at du var alene?
“Jo. Der var også én gang, hvor der er blevet gjort noget. Det var en lærer, der sagde: “Jesper. Leg med Daniell i det her frikvarter.”
Det blev ret akavet, fordi han blev tvunget til det.”
Hvad gjorde dine forældre?
“Da det blev rigtig slemt i skolen, havde jeg allerede lært, at jeg ikke kunne stole på voksne. De første år af min skolegang boede jeg i pleje. Det var ikke en god oplevelse. Derfor havde jeg ikke dannet noget bånd med mine forældre, der gjorde, at jeg følte, at jeg kunne stole på dem. Et par gange fortalte jeg dem om, hvordan jeg havde det i skolen, men det var som om, de ikke rigtig troede på det.”
Hvad ville det have betydet for dig at have en ven?
“Mit største ønske i mange år var at have bare én, jeg kunne kalde min bedste ven. Og som havde det på samme måde med mig. Holy shit, det kunne have gjort meget for mig. Det ville have betydet, at jeg kunne tro mere på mig selv, fordi der var nogen, der faktisk godt kunne lide mig. At jeg ikke bare var der, men havde en betydning for andre.”
Hvilken betydning har dine oplevelser i folkeskolen haft for dig efterfølgende?
“Jeg har lært, at jeg aldrig kan leve op til de forventninger, som andre har, så jeg undgår alt, hvad der kan lægge et pres på mig. Jeg valgte fx at begynde på erhvervsskole, fordi der ikke gives
karakterer.”
Hvad gjorde en forskel for dig?
“Da jeg begyndte at gå til musical, mødte jeg nogle super venlige mennesker, og det gav mig rigtig meget selvtillid. Jeg lærte at stå ved mig selv. Det hjalp mig også at gå på FGU. Før manglede jeg den der sociale evne, men nu er jeg ikke så socialt akavet, som jeg var tidligere.
Det vigtigste for mig har dog være min Dungeons & Dragons-gruppe. Det var egentlig min søsters vennegruppe, men så inviterede hun mig med, og nu har de nærmest adopteret mig. Det er de mennesker, som jeg er aller-tættest med. Jeg er på ingen måde usikker på, om de vil have, at jeg er der. De er altid glade for at se mig, og jeg ved, at de er der for mig. Og bliver der. De er altid inde at se mine forestillinger og er stolte af, hvad jeg gør.”
Hvilken betydning har det haft for dig?
“At jeg har dem betyder, at jeg ikke er så stresset mere, som jeg plejede at være, fordi jeg har et sted, hvor jeg kan åbne op og være mig selv. Pludselig er det blevet lettere for mig at stole på folk. Jeg render ikke rundt konstant og tænker på, at jeg har gjort noget forkert,
så nu kan jeg slappe af.”
Har du et råd til de voksne i skolen?
“Lærerne skal huske på, at bare fordi man er dygtig til det faglige i skolen, så betyder det ikke, at man ikke kan have det svært. De har fokus på de elever, der kommer op og slås eller forstyrrer undervisningen, men hvis man bare er stille og får gode karakterer, er det som om, at lærerne tænker, at så er alt godt. Men selv folk, der får 12-taller, kan også havde det svært og have brug for hjælp.”
Daniell er 19 år gammel, går i dag på Forberedende Grunduddannelse (FGU) og vil gerne være skuespiller. Han er fortæller i C:NTACT’s forestilling RESTGRUPPEN.
OM C:NTACT
Daniell, Ishana, Emma og Cody er fortællere i C:NTACTs forestillinger GI’ MIG LI’ EN PAUSE! og RESTGRUPPEN, der er en del af et 3-årigt projekt med støtte fra Egmont Fonden om unge i udsatte positioners vej i uddannelsessystemet.
C:NTACT er en socialøkonomisk virksomhed, som bruger kunst til at skabe forståelse og forandring. De inviterer mennesker med forskellige sociale, etniske og religiøse baggrunde på scenen for at formidle deres personlige historier med kunstneriske virkemidler. C:NTACT kommer ud på skoler til både elev- og forældre-arrangementer med unge fortællere indenfor emner som et liv på kanten, diskrimination, rusmidler, demokrati, seksualitet, psykisk sårbarhed og mistrivsel i skolen.
Efter forestillingerne er der Q&A, hvor fortællere og publikum kan spejle sig i hinanden. Der er desuden udarbejdet undervisningsmaterialer om fx frafald, omvalg og overgange på vej til uddannelse. Læs mere eller book på www.contact.dk
4 unges fortællinger om at være uden for fællesskabet
Læs de andre artikler i samme artikelserie:
Emma: “Min psyke tog vildt meget skade af mobningen”
Ishana: “Jeg blev kaldt sorte svin og slået, men de voksne var ligeglade”
Cody: “Det kunne have hjulpet mig at have en ven”
HAR DIT BARN UDFORDRINGER I SKOLEN?
Ring til Forældrerådgivningen på 70 25 24 68
Udgivet: februar 2024
