“Jeg blev kaldt sorte svin og slået, men de voksne var ligeglade”
“Lærere skal lytte til eleverne, hvis de kommer og fortæller om deres problemer. Ellers kan det have store konsekvenser for deres liv,” lyder det fra 17-årige Ishana. Hun er en af fire unge fra teaterprojektet C:ntact, der har fortalt magasinet Skolebørn om betydningen af at føle sig uden for fællesskabet i folkeskolen.
TEKST: MAJ CARBONI
FOTO: JÓN BJARNI HJARTASON
Hvordan har du oplevet at være udenfor fællesskabet?
“I de mindre klasser var det fint nok at gå i skole, men da vi kom på mellemtrinnet, blev vi rykket over på en større skole, hvor der var nogle elever, der var meget opmærksomme på, at jeg er brun. Jeg blev ret ofte kaldt for “sorte svin” og en masse andre ting, jeg ikke har lyst til at sige højt. Det smittede af på mine klassekammerater, fordi de syntes, at de store elever var seje og ville være ligesom dem.”
Hvad skete der så?
“Det blev ret voldeligt. Det begyndte med små slåskampe, og så kastede de sten efter mig. Det blev så mere og mere. Det værste var nok, da nogen kastede en hjemmelavet bombe af fyrværkeri efter mig på fodboldbanen. Den ramte mig ikke, men det var helt klart dér, hvor det gik op for mig, at der er nogen, der vitterlig hader
folk, der kommer et andet sted fra. Det var ret skræmmende. Også fordi min skole ikke gjorde noget ved det. Alle på skolen kunne høre braget, og mange så, hvem det var. Men dem, der kastede bomben sagde, at det ikke var dem, og så skete der ikke mere.”
Hvilken betydning havde det for dig?
“Jeg forstod ikke, hvem jeg var, eller hvorfor de kaldte mig de ting. Mine forældre havde fortalt mig, at jeg er fra Sri Lanka, men jeg vidste ikke, hvor det lå. Jeg følte, at jeg blev skilt ud fra fællesskabet og sagde til mig selv, at jeg ville være en anden person. Så fik jeg en anden tøjstil, farvede mit hår, fik piercinger og begyndte at høre noget andet musik.”
Hvad gjorde de voksne?
“Engang gik jeg over til en lærer for at tale med hende. Jeg havde taget mig sammen i rigtig lang tid til at fortælle hende om de problemer, jeg oplevede. Så sagde hun:
”Ej, jeg har købt noget til dig i Netto”, og så trak hun en ”pytknap” op af tasken. ”Prøv at trykke på den,” sagde hun. Og så sagde den ”Pyyyt med deeet”.
Dér blev jeg bare så ked af det. Mine forældre var heller ikke særlig gode til at hjælpe. Når jeg forsøgte at tale med dem, så sagde de bare, at min bror oplevede det samme. Det var bare sådan, det var. ”
Hvad fik det dig til at føle?
“Altså, på det punkt havde det stået på virkelig længe, så det anfægtede mig ikke super meget. De unge teenageår brugte jeg på at være meget følelseskold. Jeg havde også et ret dårligt familieliv, så der var ikke rigtig nogen punkter i mit liv, der gik godt. Så det nemmeste var at slukke for følelserne.”
Hvad betød det for din skolegang?
“Jeg havde ingen motivation og kunne ikke koncentrere mig om at forstå, hvad læreren sagde eller huske det bagefter, så jeg kunne ikke løse opgaverne. Lærerne sagde “Kom nu”, men jeg kunne bare ikke tage mig sammen. Jeg troede, at jeg var uintelligent. Senere har jeg fundet ud af, at det er jeg overhovedet ikke. Det er egentlig ret sygt, hvordan det kan påvirke én at have det dårligt.”
Hvilken betydning havde det for dit liv ellers?
“Jeg plejede at være enormt indadvendt og snakkede ikke med nogen. Jeg troede, at det bare var sådan, jeg var. Dengang var det nemmeste af afvise folk, fordi jeg tænkte, at de alligevel ikke ville komme til at kunne lide mig.”
Hvornår oplevede du at blive en del af et trygt fællesskab?
“Første gang var, da jeg kom på behandlingsskole i 8. klasse og mødte unge mennesker, der også havde det svært med deres familie og med skolen. Det gjorde mig super udadvendt. Der gik ikke engang en time, så var jeg helt oppe at køre og talte super meget. Man ville slet ikke kunne forstå det, hvis man havde set mig før. Det
blev også for meget. Jeg var virkelig udkørt, når jeg kom hjem fra skole og faldt nærmest død om i sengen og sov til næste dag. Så gik det fremad i små museskridt. Nu har jeg lært at balancere det, så jeg kan glæde mig over at være sammen med andre og snakke, men uden at være helt oppe at køre. Når man er et bedre sted, så er det
også lettere at åbne op. Nu har jeg fået nogle rigtig gode venner på FGU og synes det er sjovt at lære en masse forskellige mennesker af kende.”
Hvad betyder det for dig at have fået gode venner?
“Det giver mening for mig nu, hvorfor jeg ingen energi havde dengang. Nu har jeg bare så meget overskud til at gøre ting. Det gør mig tryg at have nogen at gå til, når jeg har problemer. Der var fx en dag, hvor jeg havde det dårligt og havde brug for nogen at være sammen med. Det var totalt nervepirrende at ringe til nogen og spørge, om de ville bruge tid på mig, men jeg oplevede, at min ven lagde sin eksamensopgave til side for at være sammen med mig. Det betød bare vildt meget. Han har senere fortalt, at det faktisk også hjalp ham.”
Gjorde de voksne på behandlingsskolen noget for at hjælpe dig, der var anderledes end lærerne fra folkeskolen?
“Forskellen var, at de tog sig tid til at lære mig at kende. De kunne huske, hvad jeg sagde i sidste uge, og hvordan jeg havde følt det. Og sådan en lille ting som at fejre min fødselsdag med en kage. Det gjorde, at
jeg pludselig følte mig som en person.
Jeg ved godt, at lærerne ikke har den samme tid i folkeskolen, så man ikke kan tale med dem i timevis, men det er virkelig vigtigt, at de forsøger at lære én at kende og opbygge en relation til én. Det kan bare være lige at spørge, hvad man lavede i weekenden, eller om man har haft en god dag.”
Har du et godt råd til de voksne på skolerne?
“Giv børnene et sted, hvor de føler sig forstået og anerkendt. Og lyt! Hvis der kommer et barn eller en ung over og fortæller noget, så har de måske tænkt over det rigtig længe. Hvis man så bare lukker dem ned og siger, det er noget, der foregår i deres eget hoved, så kan det have en kæmpe stor betydning. Man føler ikke, at man bliver taget alvorligt. Det er stadig noget, jeg døjer med. Jeg har rigtig svært ved at tale om mine problemer, fordi jeg er bange for, at folk kan finde på at sige, at det bare er noget, der foregår i mit hoved.”
Ishana er 17 år gammel, går i dag på Forberedende Grunduddannelse (FGU) og vil gerne være kosmetolog. Hun er fortæller i C:NTACT’s forestilling GI’ MIG LIGE EN PAUSE!
OM C:NTACT
Daniell, Ishana, Emma og Cody er fortællere i C:NTACTs forestillinger GI’ MIG LI’ EN PAUSE! og RESTGRUPPEN, der er en del af et 3-årigt projekt med støtte fra Egmont Fonden om unge i udsatte positioners vej i uddannelsessystemet.
C:NTACT er en socialøkonomisk virksomhed, som bruger kunst til at skabe forståelse og forandring. De inviterer mennesker med forskellige sociale, etniske og religiøse baggrunde på scenen for at formidle deres personlige historier med kunstneriske virkemidler. C:NTACT kommer ud på skoler til både elev- og forældre-arrangementer med unge fortællere indenfor emner som et liv på kanten, diskrimination, rusmidler, demokrati, seksualitet, psykisk sårbarhed og mistrivsel i skolen.
Efter forestillingerne er der Q&A, hvor fortællere og publikum kan spejle sig i hinanden. Der er desuden udarbejdet undervisningsmaterialer om fx frafald, omvalg og overgange på vej til uddannelse. Læs mere eller book på www.contact.dk
4 unges fortællinger om at være uden for fællesskabet
Læs de andre artikler i samme artikelserie:
Emma: “Min psyke tog vildt meget skade af mobningen”
Daniell: “Jeg var altid alene i skolen, fordi de andre synes, jeg var mærkelig”
Cody: “Det kunne have hjulpet mig at have en ven”
Udgivet: februar 2024
