Vælg Side

Fællesskaber i udskolingen:

Store børn skal også hjælpes til gode fællesskaber

Trivslen falder op gennem skolelivet og er lavest i udskolingen. Årsagen skal findes i de unges fællesskaber. Fra at have fået hjælp i de mindre klasser, er de store børn overladt til sig selv. Men også udskolingselever har brug for voksnes hjælp til at trives socialt.

TEKST: LINE FELHOLT
FOTO: JOSHUA GROSS

I

takt med at skolebørn bliver større, daler deres trivsel. Ensomhed, lavt selvværd, stress og angst fylder hos de ældste skoleelever.

”Trivslen falder op gennem skolelivet. Det viser den ene undersøgelse efter den anden,” bekræfter professor Noemi Katznelson, centerleder og forskningsleder ved Center for Ungdomsforskning på AAU.

Faldet tilskriver hun en række omvæltninger i barnets transformation til ung. Omvæltninger, der falder sammen med skiftet fra mellemtrin til udskoling. Nye sociale hierarkier, der også handler om hvem, der har udviklet sig fysisk, og hvem der ikke har. Hvem, der har det rigtige tøj på, og hvem, der ikke har. Hvem, der har et godt forhold til drengene eller pigerne, og hvem, der ikke har.

”Rammerne for hvordan, man skal se ud, og hvem man skal være sammen med, bliver snævrere. Der kommer en masse forhandlinger omkring de positioner, eleverne bevæger sig ind og ud af. Popularitetshierarkier, som ikke var der i tredje klasse, og som rusker godt og grundigt op i de sociale fællesskaber,” siger Noemi Katznelson.

Overladt til sig selv
Forskning peger på, at netop fællesskaber er et af nøgleordene, når man taler om de store skolebørns mistrivsel. Man ved nemlig, at den bedste forebyggelse af ensomhed er styrkelse af fællesskabsfølelsen. Lige præcis sociale fællesskaber er der masser af fokus på i indskolingen.

”Men meget af det falder fra i de store klasser, hvor de unge ofte selv kommer til at stå for det,” lyder det fra David Thore Gravesen, der er lektor og ph.d. ved VIA University College.

I udskolingen er det ikke længere forældrene, der laver legeaftaler, lærerne, der laver legegrupper, og der er sjældent fælles fødselsdage eller stikbold i frikvartererne.

For der hersker en udbredt misforståelse om, at fællesskaber kommer af sig selv, når børnene er store. Men David Thore Gravesen minder om, at trivselsmålinger jo viser, at det er de store skolebørn, der er hårdest ramt, når det gælder ensomhed, marginalisering og eksklusion.

”Derfor er det ejendommeligt, at de store børn ofte er overladt til sig selv i forhold til at skabe gode fællesskaber,” mener han.

Fokus på det faglige
David Thore Gravesen står bag forskning, der har undersøgt, hvordan man sikrer fællesskaber i de store klasser. Resultatet peger tydeligt på, at de unge stadig har brug for voksnes hjælp til det sociale.

”Behovet for, at der er voksne, der har fokus på fællesskab og trivsel, går ikke væk, fordi man er blevet 11, 13 eller 15 år. Der er stadig brug for voksne, der er nærværende og klar til at organisere aktiviteter, der ikke kun er faglige,” fortæller han.

Sammen med kollegaen Lea Ringskou har han i et forskningsprojekt spurgt unge på fire skoler, hvad trivsel er for dem, og hvornår de oplever at trives.

”De fokuserer meget på fællesskab og undervisning i fællesskabsorienterede rammer. Det vil de gerne have mere af,” lyder det fra forskeren. Men i de store klasser skærpes fokus i stedet på læring, test, karaktergivning og forberedelse til afgangseksamen. Og det koster noget, som de unge savner.

”Det er som om, at hvis det er styr på det faglige, så har skolen sit på det tørre. Men vores forskning viser, at mange unge efterspørger en meget bedre balance mellem det faglige og aktiviteter, der handler om trivsel,” siger David Thore Gravesen.

Dårlige fællesskaber
Professor Noemi Katznelson fra Center for Ungdomsforskning er enig i, at der mangler fokus på de unges fællesskaber i udskolingen. Men hun understreger, at der er behov for opmærksomhed på, at fællesskaber både kan gøre godt og ondt.

”Det er ikke sådan, at mere fællesskab altid bare er godt. Det kommer helt an på fællesskabet. For lige så gode, fællesskaber kan være for trivslen, lige så meget skade kan det gøre, når fællesskabet ikke fungerer,” påpeger hun.

Derfor er det ifølge hende en lidt nem ’voksenløsning’ bare at tale om flere fællesskaber, da det netop er fællesskaberne, der kan være problemet.

”Der foregår så meget usynlig positionering i de unges fællesskaber, som efterlader mange af de unge på kanten eller på konstant overarbejde for at blive i fællesskabet. Der er rigtig mange unge, hvor det koster dyrt at være i fællesskabet, fordi de skal se ud på en bestemt måde, være på en bestemt måde eller behandle andre på en bestemt måde, som de ikke har lyst til. Mange unge betaler en høj pris for at være med i fællesskabet,” påpeger professoren, der sammen med kollegaerne Maria Bruselius og Niels Ulrik Sørensen har skrevet bogen ’Fællesskaber i ungdomslivet: Når de gør godt, og når de gør ondt’.

 

Ikke klædt godt nok på
Derfor er hun enig i David Thore Gravesens budskab om, at store elever også har brug for voksnes hjælp til at skabe gode fællesskaber.

”Der er brug for, at de voksne er indover sammen med de unge. Ikke sådan, at de voksne tager over, så det bliver en forlængelse af børnehavens legeaftaler. Men vi skal stadig hjælpe dem ved at stille fællesskaber til rådighed, bidrage til at sætte rammer for dem og med at få øje på alternative fællesskaber. Og så skal vi også blive bedre til at få øje på de unge, der konstant står på kanten af fællesskabet,” siger hun og giver et eksempel: Når læreren i de store klasser spørger, om eleverne selv vil finde sammen i grupper, eller om læreren skal gøre det for dem, så er det typisk de elever, der befinder sig i centrum af fællesskabet, som svarer, at det vil de helst selv. Mens dem, der er mere på kanten, intet siger.

”I løbet af to sekunder har de populære fundet hinanden, og tilbage sidder de samme elever uden en gruppe at være i. Det er et godt eksempel på, at de unge stadig har brug for de voksnes hjælp,” siger hun, men tilføjer, at hun ikke kender alle svarene på, hvordan man bedst hjælper de unge med at skabe gode fællesskaber for alle.

”Det er bestemt ikke nogen nem opgave. Og der vil jeg da gerne rejse spørgsmålet: Er lærerne tilstrækkeligt klædt på til den opgave? Det tror jeg ikke, at de er,” siger Noemi Katznelson.

Pædagoger kan hjælpe
Men der findes muligvis en overset voksenressource. David Thore Gravesens forskning viser, at pædagoger kan være en uudnyttet ressource i udskolingen. Pædagoger spiller typisk en stor rolle i indskolingen, men ofte ikke i udskolingen.

”Jeg tror, at den største udfordring i udskolingen er, at mange af de pædagogiske indsatser er væk,” siger han.

I udskolingen kommer pædagogen i spil, når der er et individuelt støttebehov hos en enkelt elev, mens pædagogens potentiale i forhold til det kollektive trivselsarbejde overses. Det er ærgerligt, mener David Thore Gravesen, for pædagoger har netop kompetencer i aktiviteter, bevægelse og kreativitet.

”Det handler meget om at skabe rum for de unge, hvor de møder voksne, der har en anden agenda end skolearbejde. Det kan pædagoger,” siger han.

Et eksempel kan være at sætte pædagoger ind i udskolingselevernes frikvarterer, hvor de ifølge hans forskning faktisk efterspørger dem.

”Når det ringer ud, går der ikke mange sekunder, så er timen, læreren og det faglige arbejde skiftet ud med et åbent rum for fortolkning. Udskolingseleverne efterspørger selv, at pædagogerne spiller en større rolle i frikvarterene,” fortæller forskeren, der på baggrund af interviews af udskolingselever fra fire skoler har samlet et idékatalog med 12 konkrete idéer til fællesskabsorienterede aktiviteter såsom gaming, køkkenaktiviteter, orienteringsøvelser og bordfodbold.


Unges fællesskaber:

 

10 ting voksne skal være opmærksomme på

 

1.
Tro ikke, at fællesskaber er en universalløsning på social trivsel.

2.
Husk på, at fællesskaber ikke per automatik beskytter imod social mistrivsel, for fællesskaber kan også virke nedbrydende.

3.
Unge kan sagtens selv lave fællesskaber, men er det alene op til de unge, så risikerer de at forstærke eksisterende hierarkier.

4.
At skabe fællesskaber er et vedholdende arbejde.

5.
Pas på med at tænke, at alle unge er ens og har samme behov for fællesskaber. Der skal være noget for alle.

6.
Vær involveret i unges fællesskaber i institutionelle og organiserede sammenhænge, og bidrag til at rammesætte dem sammen med de unge.

7.
Arbejd med at styrke rummeligheden, mangfoldigheden og bredden. Der er brug for at gøre op med snævre kriterier for, hvad der anses for populært, tillægges værdi etc.

8.
Hav særligt fokus på facilitering af grupper og rammer i forhold til værdierne omkring det sociale liv i grupperne.

9.
Hold øje med og ræk ud efter unge, der igen og igen oplever nedbrydende processer og befinder sig i svære positioner i periferien af fællesskaberne.

10.
Arbejd for de unge, der kæmper med social mistrivsel, gennem at ’blande jer’ i rammesætningen af de fællesskaber, de indgår i eller er på kanten af.

Kilde: Bogen ’Fællesskaber i ungdomslivet: Når de gør godt, og når de gør ondt’, professor Noemi Katznelson mfl.


Det kan forældre gøre

I udskolingen glider legegrupper ud, men der er stadig behov for, at forældre hjælper de unge med at arrangere fælles aktiviteter uden for skolen. David Thore Gravesen foreslår, at forældre eksempelvis arrangerer fælles ture i skoven med boccia-spil eller eftermiddage i skøjtehallen.

”De gamle ting, der virkede godt, er forsvundet ud med badevandet i løbet af de sidste 10-20 år, i takt med at skoledagen er blevet længere, og der er kommet mere fokus på test og resultater,” siger han.

”Hvis man kunne fastholde forældrenes bidrag hele vejen op i udskolingen, og det blev bakket op af lærere og pædagoger, ville det spille en stor rolle for de unges trivsel,” mener han.


Eksempel på aktivitet i udskolingen

Aktivitet: Køkken

Praktisk: Aktiviteten foregår ad to omgange. I første omgang bager den ene halvdel af klassen kager, som den anden halvdel efterfølgende bliver inviteret til at smage. I ugen efter er det omvendt, så den anden gruppe går i køkkenet og laver brunch, som resten af klassen efterfølgende deltager i.

Tanken bag: At opleve, at trivsel også er, at man i et fællesskab oplever glæden ved at glæde andre og føle sig værdsat.


5 gode råd

1.
Lav holdene på forhånd med fokus på dannelse af nye relationer.

2.
Lad eleverne selv have medbestemmelse og være en del af opstartsprocessen ved selv at vælge aktivitet, finde opskrift, mm.

3.
Vær opmærksom på, om nogle af de unge trækker sig fra fællesskabet og hjælp med at give dem andre relevante opgaver stadig med fokus på fællesskabet.

4.
Vær opmærksom på, hvornår der er brug for hjælp og hvornår man (f.eks. pædagogen) skal holde sig i baggrunden.

5.
Skab rum for og italesæt gerne vigtigheden af, at alle bidrager til samarbejdet, og at samarbejdet kun lykkes, når alle bidrager. Plus: Vær åben overfor at opgaven kan løses på mange forskellige måder.

Kilde: Kilde: Idékatalog, Pædagogen som trivselsaktør i udskolingen, VIA University College.

Udgivet: april 2024

OPLEVER DU OGSÅ, AT DIT BARN MANGLER STØTTE I SKOLEN? 
Ring til Forældrerådgivningen på 70 25 24 68

Få ny viden, inspiration og gode råd til at støtte dit skolebarn
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Skole og Forældres magasin, Skolebørn, og få de nyeste artikler direkte i din indbakke 8 gange om året.
Det er helt GRATIS og vi giver ikke din mailadresse videre til anden part.

Hvis du har lyst, kan du udfylde fødselsåret for dit barn/dine børn, så vi kan sende dig artikler, der passer til dit barns klassetrin. Det er selvfølgelig frivilligt og vi bruger ikke oplysningerne til andet.

Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet accepterer du Skole og Forældres privatlivspolitik. Læs den her.