Vælg side

Film skal da ses … med hele klassen!

Find en god film, og saml alle klassens børn til en dejlig filmaften. Børn elsker at lade sig suge ind i et spændende eller sjovt filmunivers. Og glæden er endnu større, når man deler oplevelsen med sine kammerater.

TEKST OG FOTO: FORÆLDREFIDUSER

En hyggelig filmaften kan holdes af 3-4 forældre. Sørg for, at der er nogen, der tager kaffe/te med til forældrene, når børnene skal hentes. Så kan alle forældre sætte sig ned en halv time til en uformel sludder.

I kan selvfølgelig også samle både forældre og børn og starte aftenen med fællesspisning som en hyggelig optakt. Men pas på med at gøre det for besværligt at arrangere eller for krævende at deltage.

Forberedelse: Ca. 1 time til at finde film, invitere og købe ind

Varighed: 2 timer.

Tidspunkt: Eftermiddag eller aften

Sted: Privat eller i skolens filmrum.

Deltagere: Klassens børn og 3-4 forældre.

 

  • Filmaften kan holdes på et par timer og kræver kun lidt forberedelse.

  • Film er en fælles reference – det giver fællesskab.

  • De forældre, som er med kan putte ned i puderne og komme tættere på børnene.

  • Det giver mulighed for at se børnene sammen og måske opdage, hvis nogen er lidt alene og trænger til at blive inviteret ind i fællesskabet.

Ting, I skal bruge:

  • Film
  • Tv/storskærm og dvd-afspiller/fremviser
  • Puder, madrasser, tæpper
  • Evt. en mikroovn til popcorn
  • Indkøb

Husk at aftale, hvem der er ansvarlig for at huske hvad.

Indkøbsliste til 20 børn

  • 5 poser popcorn
  • 4 flasker saft (til 40 l)
  • 4 bakker cocktailtomater
  • 50 krus til saft og snacks
  • 25 krus til kaffe/te
  • Evt. vindruer til store og små, når børnene hentes”

Forslag til film, hvor de fleste kan være med (husk at tjekke alders-anbefalingerne, hvis I vælger andre film):

  • Grusomme mig 1 + 2
  • Orla Frøsnapper
  • Gummitarzan
  • Det regner med frikadeller 
  • Far til Fire
  • Bjørne Brødre
  • Shrek
  • Hurlum Haj

Trin for trin planlægning af en filmaften

Fordel opgaverne blandt jer i initiativgruppen. Jo flere I er om at dele ansvaret, desto lettere er det for alle.

Aftal dato, tidspunkt og sted.

  • Meld dato ud til forældrene med det samme, så de kan notere den.
  • Find et tidspunkt, hvor flest muligt kan komme.
  • Et godt sted kan være skolens filmrum eller hos en i klassen med plads og en stor skærm. Og hvor det er nemt at komme hen.

Vælg betalingsmåde (klassekasse eller kontant før/under arrangementet).

 

Skriv en indbydende invitation, der deles ud i klassen og sendes via Aula.

Husk at skrive:

  • At børnene kan hentes og bringes, hvis forældrene ikke kan.
  • Navn, tlf.nr. og e-mail på en kontaktperson.
  • Hent en skabelon til en invitation til filmaften her

Involvér klasselæreren.

  • Aftal, om læreren kan få børnene til at stemme om filmen, de skal se. Måske i klassens time, hvor læreren så kan fortælle lidt om forskellige filmgenrer; komedie, drama osv.
  • Inviter med, men respektér, hvis læreren ikke kan deltage.
  • Aftal, om læreren skal dele invitationen ud i klassen og samle tilmeldinger ind.

Send en venlig reminder ud før tilmeldingsfristen.

 

Gør, hvad I kan for at få alle børn med.

  • Ring til de forældre, der ikke har meldt tilbage inden for tidsfristen.
  • Hvis der er børn, der ikke kan komme, så ring og tilbyd at hente og bringe barnet – måske skyldes afbuddet, at forældrene ikke kan.

Undgå at lave et langt, krævende arrangement.
Det skal helst være nemt, hurtigt og billigt – både at planlægge og deltage.

På selve aftenen

  • Initiativgruppen mødes før tid for at gøre klar og tjekke, at tingene virker.
  • Når alle er kommet, så byd velkommen, fortæl lidt om aftenen.
  • Bland børnene lidt, så de lærer nye at kende – også på tværs af deres køn.
    • Hvis der er tid og plads, så lav evt. en lille aktivitet, der ryster dem sammen. Find inspiration til lege.
  • Læg op til en sludder mellem forældrene, som henter børn, den sidste halve time af aftenen.
  • Slut af med at sige tak til alle børn, hver især, for en hyggelig aften

Udgivet: 2014

Få de nyeste artikler fra Magasinet Skolebørn direkte i din indbakke 4-8 gange om året ved at tilmelde dig herunder. Det er helt gratis. Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet accepterer du Skole og Forældres privatlivspolitik. Læs den her.

P.S. Magasinet Skolebørn udgives af Skole og Forældre, landsorganisation for forældre til børn i folkeskolen. Dette tilbud gælder kun forældre på vores medlemsskoler. Ved du ikke om din skole er medlem? Skriv bare navnet på din skole, så tjekker vi det løbende. Ville du bare ønske, at din skole var medlem, så du kunne få nyhedsbrevet? Så tip din skolebestyrelse om, at de kan melde sig ind her.