Leder
Forældre skal tages alvorligt, når de er bekymrede for deres barns trivsel
RASMUS EDELBERG, LANDSFORMAND, SKOLE OG FORÆLDRE
En længe ventet evaluering fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) viser, at målet om god inklusion langt fra er nået. Derfor har jeg et par helt centrale budskaber med, når jeg sammen med skolens parter det næste halve år skal diskutere inklusion og være med til at finde løsninger på udfordringerne i det nationale samtale- og udviklingsprogram for folkeskolen ’Sammen om skolen’. Hvis inklusionsopgaven skal på rette spor, må der fokus på samarbejde med forældrene, skolens kompetencer og økonomi.
Først og fremmest er det nødvendigt, at forældre bliver set som en ressource, og at de bliver en del af et systematisk samarbejde. 47 procent af forældre til børn med særlige behov føler sig i ringe grad eller slet ikke lyttet til eller inddraget i forhold til den støtte eller tilbud, deres børn har fået, viser en undersøgelse lavet til magasinet her. Det er ikke godt nok. De er eksperter i deres egne børn, og de kan støtte op om de initiativer, der sættes i gang i skolen. De skal høres og tages alvorligt, når de har bekymringer for deres barns trivsel, for tidlige indsatser kan virke forebyggende. Og kommunikationen skal være langt bedre hele vejen igennem. Hvem gør hvad, hvornår og hvorfor, og hvordan går det så med dét, der er sat i gang. Det skal ikke være forældrenes opgave at være tovholdere på deres eget barn på systemets vegne, og det oplever de desværre alt for ofte. Det er hårdt og opslidende og gavner ikke barnet.
47 %
af forældre til børn med særlige behov føler sig i ringe grad eller slet ikke lyttet til eller inddraget i forhold til den støtte eller tilbud, deres børn har fået, viser en undersøgelse lavet til magasinet her. Det er ikke godt nok, mener Rasmus Edelberg.
Der er også brug for større faglighed blandt personalet i skolen. Kun cirka 1,2 procent af lærerne i folkeskolerne har fx været på et formelt kursus, der relaterer sig til kompetencer inden for specialpædagogik, og muligheden for at tage faget specialpædagogik på læreruddannelsen er der ikke længere. Der bliver brug for de kompetencer, og derfor skal uddannelse prioriteres. Samtidig skal personalet ikke stå alene. Vi må have ressourcepersoner som PPR meget tættere på, og vi skal have ventetid på samtaler ned, så familierne ikke skal vente halve og hele år på at komme videre.
Sidst men ikke mindst skal der investeres i gode børnefællesskaber. Når budgettet bliver overskredet på specialundervisningsområdet, hvilket 75 kommuner har oplevet, så bliver merforbruget i cirka halvdelen af kommunerne typisk dækket via besparelser på skolens eget budget. Det betyder, at manglende finansiering går ud over alle børn, og at skolerne får meget svært ved at lave forebyggende indsatser, der kan nedbringe segregering og styrke de bredere fællesskaber i den almene undervisning. Samtidig risikerer vi, at nogle børn ikke får det skoletilbud, de har brug for, eller at kvaliteten simpelthen mangler. Hele 53 procent af forældre til et barn med særlige behov vurderer fx, at økonomien i høj grad har haft indflydelse på det tilbud, deres barn har fået ifølge vores undersøgelse. Så hvordan laver vi en god økonomisk model? Det bør vi også kigge på i ’Sammen om skolen’.
Der er masser at tage fat på, og der er også en ting, som vi som forældre og skolebestyrelser kan give os i kast med. Fx hvordan vi bidrager til at skabe stærke børnefællesskaber. Også når det handler om mere end bare at invitere alle med til en børnefødselsdag. Det vil vi gerne blive klogere på og gå forrest med. For vi tror fortsat på, at idealet, om at folkeskolen skal give plads til forskellighed og tilbyde alle skolens elever en plads i fællesskabet, er det helt rigtige.
Udgivet: august 2022
