Vælg Side

Lærer har skrevet fremtidsbog om alle dem, der vælges fra:

Vi udelukker ekstremt meget talentmasse

Mette Engel-Holm er skolelærer og har brugt 20 års erfaring fra børn med særlige behov til at skrive en dystopisk fremtidsroman. Mens al eksistens trues af tørke, sorteres der i romanen mellem dem, der er brug for i samfundet, og dem, der ikke er. Men faktisk vi gør det allerede i dag, lyder hendes advarsel. 

TEKST: LINE FELHOLT
FOTO: ISTOCK, MIKKEL KIEV

Hvad nu hvis klimakrisen ender med at give så meget tørke, at menneskeheden bliver nødt til at bygge kuppelbyer med jordens sidste ressourcer for at overleve? Og hvad hvis regeringen beslutter, hvem der skal ind i kuplen, og hvem der ikke skal? 

Forfatter Mette Engel-Holm har skrevet en roman om et fremtidssamfund, hvor nogle er ’gode nok’ til at overleve, og andre ikke er. Romanen ’Sort Storm’ er sci-fi, men den er skrevet med tanke på det samfund, vi allerede har i dag. 

Der er nemlig ikke plads til alle i fiktionens kuppelbyer, så dem, der anses for at bidrage til samfundet, lukkes ind, mens de gamle, handicappede og andre overlades til en anden skæbne. 

Lyder det bekendt? Det gør det for Mette Engel-Holm. For mange af de børn og unge med særlige behov, hun har arbejdet med i sine 20 år som folkeskolelærer, ville også blive valgt fra. 

Sort storm side 40

“Jeg er bange,” hviskede Saera. Den varme ånde ramte ham i ansigtet, da hun lænede sig ind mod ham. Han lagde armen om hende og begravede sit ansigt i hendes krøller.

“Det skal nok gå.” Han gjorde alt for at lyde overbevisende.  “Hvordan kan du være sikker?” Hendes slanke fingre søgte efter hans hænder og flettede sig ind i dem. Det summede lige under huden. Hun var så tæt på.  “Uanset hvad, så hjælper vi hinanden. Når vi rykker til den nye by, så er vi jo stadig sammen,” svarede han.  “Men, hvad nu, hvis jeg har ret? Hvis de virkelig er ude efter min slags. Der vil ikke være noget sted at gemme sig!”

Temaet i din bog er: Hvem skal vi vælge til og fra? Hvorfor er det vigtigt at belyse? 

”Jeg er præget af min egen baggrund. Jeg har i 20 år arbejdet med børn med særlige behov i folkeskolen. Jeg har i mange år oplevet børn, der ikke passer ind i samfundsnormen og den firkantede kasse, vi stiller op for mennesker. Det med, at alle skal trives, og at alle bør være velkomne, betyder meget for mig”. 

Har du i dine 20 år som lærer set en udvikling i samfundet, hvor ikke alle er velkomne? 

”Jeg har set, at det er gået ned ad bakke. At økonomi præger vores handlemuligheder og tankegang inden for special- og inklusionsområdet. Da jeg startede som lærer, var det normalt, at der var to lærere på i mange timer i almenklasserne. Det var ikke nødvendigt at give børn specialundervisning eller ekstra støtte i klassen, for man kunne i langt de fleste tilfælde håndtere det selv. Sådan var den normale praksis for 20 år siden. Siden da er ressourcerne beskåret gevaldigt. Samtidig er der sket et større eksklusion fra fællesskaberne. Det er ikke længere muligt at rumme alle personligheder eller særegenheder i klassefællesskaberne”. 

Det er vel ellers netop det, der er meningen med nutidens inklusionstankegang? 

”Ja, det er det, og alligevel var man meget bedre til det for 20 år siden. Man kan sagtens være ekskluderet samtidig med, at man er inkluderet. Du er ikke nødvendigvis med i et fællesskab, udelukkende fordi du går i klassen. Det kræver både ressourcer og indsatser. Som samfund har vi skabt meget snævre kasser, som alle skal fungere i. Hvis ikke man passer ind, er det altså 10 års skoleliv, som ikke fungerer for en. Det er meget længe.”  

Hvilken forskel kan en roman gøre? 

”Jeg synes, at vi som befolkning æder os selv op. Vi har et mangfoldighedsansvar. Litteratur har et mangfoldighedsansvar. Jo mere litteraturen beskriver alle slags mennesker, jo mere synlige gør vi dem også i vores samfund. Vi spejler os meget i tv og litteratur, derfor er mangfoldighed og repræsentation så vigtig. Ellers bliver det alt for nemt at sortere folk fra”. 

Sort Storm side 255 

“Min søster er ikke deres modstander,” protesterede Reef. Et billede af Joonie stod helt skarpt i hans tanker. Det strammede i brystet.  “Jeg ved det,” svarede Benedict. “De har desværre måtte erkende, at de ikke havde modstandere nok til at gennemføre deres plan. Næste skridt blev derfor at sortere i stærke og svage. Befolkningsreducering er i virkeligheden den billigste løsning p-p-på klimaproblemerne …”

Men hvilken forskel kan fiktion gøre på et problem, der er meget virkeligt? 

”Skønlitteratur kan gøre ting mere spiselige. Hvis noget bliver meget faktuelt og fagfagligt beskrevet, står nogle af. Jeg vil gerne nå så mange, jeg kan. Med skønlitteratur bliver man ikke personligt ramt. Skønlitteratur går ikke til angreb på nogen, og man behøver ikke føle sig personligt peget på. Man kan heppe på dem, man vil. På den måde kan man skabe mere opmærksomhed og få folk til at forholde sig til ting”. 

Du har en karakter i bogen, Len, et computergeni, som har udfordringer i livet, men kunne være med til redde planeten. Han kommer dog ikke med ind i kuplen. Hvad vil du fortælle med ham? 

”Len har sociale udfordringer og problemer. Han passer ikke ind i systemet. Men han kan andre ting, hvis han får den hjælp, han har brug for. Han er usandsynligt skarp med computere, men han kører ikke ud ad den stringente tangent, som verden peger efter. Det skal han heller ikke. Faktisk ender han med at blive en slags helt, og det synes jeg absolut også, at han fortjener. Han er et godt eksempel på, at vi ikke bare skal dømme folk ude. Han har utroligt meget at byde på, hvis han får de rigtige vilkår. Len peger fuldstændig tilbage på det arbejdsliv, jeg har haft som skolelærer. Hvis vi serverer de rigtige vilkår, vil man blomstre uanset hvilket menneske, man er. Det har jeg set så mange gange. Men det kræver, at vi ikke kun fokuserer på hudfarve, religion eller fysiske og psykiske udfordringer, men bevidst ser på mennesker som hele. Så kan vi få potentialet frem i alle”. 

Så i virkelighedens verden ville Len måske have en diagnose? 

”Jeg har altid haft det stramt med diagnoser. Vi er bare personer. Diagnoser bruger vi kun til at sætte andre i kasser. Så jeg er meget omhyggelig med ikke at give diagnoser til de karakterer, jeg beskriver i bogen. Len er ikke en diagnose, han er er person, der er sin egen. Man kan muligvis kende hans særtræk fra andre børn med særlige behov. Men jeg har arbejdet med utroligt mange børn med særlige behov, og der er ingen af dem, der er ens. Du kan placere dem samme sted diagnosemæssigt, men når du reelt arbejder men dem side om side, så er deres behov stadig meget individuelle”. 

Du har selv oplevet at falde udenfor kasserne. Du ville ikke selv få lov at komme ind i kuplen i din bog? 

”For 10 år siden kom jeg til skade på mit arbejde og fik ødelagt den nederste del af ryggen, så jeg lever med kroniske smerter. Jeg har selv oplevet at komme ind i diagnose-verdenen og oplevet, hvordan min diagnose går foran mig. Jeg har et handicap, men det repræsenterer ikke Mette. Jeg er også forfatter, skolelærer, mor. Alligevel tager mit handicap alt for ofte det første skridt frem. Det samme oplever børn, der får diagnoser som autisme, adhd eller ocd, selvom de snarere burde blive præsenteret som sindssygt gode til at tegne, skarpe til matematik eller dygtige til fodbold. Det er svaghederne, vi fremhæver allermest”. 

Sort Storm side 256

“Så hun var uegnet til ReEarthanize, fordi hun var for gammel og tynd, men hun skulle stadig dø, fordi hun var for dyr at holde i live. Er det sådan?” spurgte Alex forarget.

“Omtrent,” svarede Kellan. “Når man vælger at reducere befolkningen, skal der jo skæres et sted, ikke sandt? Der er intet kønt over det. Ren matematik. En ofring i klimaets navn, vil de vel kalde det.” Han fnøs og rystede på hovedet.

 I bogen skrider regeringen til voldsomme tiltag for at redde noget af menneskeheden. Men det er vel også voldsomt meget, der skal til for omvendt at inkludere alle – i vores eget samfund? 

”Enig. Hvis det skal lykkes, skal vi virkelig tage nogle skridt tilbage i forhold til vores tanker om hvilke mennesker, der er plads til i samfundet. Det handler meget om ressourcer. Vi tæller knapper. Nu er der ikke penge til at give flere børn det her tilbud. Samtidig kommer ressourcerne fra forskellige kasser. Så hvis barnet ikke får det tilbud, det har brug for, bliver det en anden kasse, der skal betale, når barnet får det svært som voksen. Vi mangler at komme op i helikopterperspektiv og se hele mennesker og hele liv. De behov, vi ikke tilgodeser i folkeskolen, bliver voldsomt dyre for samfundet senere hen”. 

Har du personligt forhåbninger til, at der gøres noget ved det? 

”Forhåbninger skal man altid have. Ellers har man givet op. Jeg har forhåbninger, men jeg er ikke vanvittigt optimistisk. Udviklingen er kun gået én vej de sidste 20 år. Det er blevet mere og mere vigtigt, at bundlinjen er sort, og regnearket passer. Men det må simpelthen ikke være det, der udelukkende styrer vores beslutninger, når det gælder børns liv og trivsel. Det kræver helt nye briller, hvis vi skal lykkes”. 

Hvad er det helt konkret, vi går glip af som samfund? 

”Vi går glip af hele den store mangfoldighed, repræsentationen, at mennesker at forskellige. Det handler om kropstyper, personlighedstyper og intelligenstyper. Vi ensporer os fuldstændig. Vi udelukker ekstremt meget talentmasse, når vi sorterer i folk ud fra, at de har svært ved at begå sig i store flokke i skolegården eller sidder på en bestemt måde i undervisningslokalet”. 

Går det også ud over A-holdet, når B-holdet ikke inkluderes? 

”Ja. Alle er pressede af det. Alle børn kommer til at stå på tæerne for at klare sig. Kig bare på 12-tals-eleverne. Det er præstationssamfundet. Du skal kunne præstere noget, for at være noget værd. Hvis ikke, så glem det”. 

Om ’Sort Storm’ 

Mette Engel-Holms roman ’Sort Storm’ foregår i USA i fremtiden. Klimasituationen har skabt ekstrem tørke og massive sandstorme. Regeringen bygger kuppelbyer med jordens sidste ressourcer og afgrøder. Men der er ikke plads til alle. Derfor sorteres der mellem dem, der bidrager nok til samfundet, og dem, der er for gamle, handicappede eller på anden vis ikke passer ind.

Bogen udkom 25. maj på forlaget Krabat.

Udgivet: august 2022

Få ny viden, inspiration og gode råd til at støtte dit skolebarn
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Skole og Forældres magasin, Skolebørn, og få de nyeste artikler direkte i din indbakke 8 gange om året.
Det er helt GRATIS og vi giver ikke din mailadresse videre til anden part.

Hvis du har lyst, kan du udfylde fødselsåret for dit barn/dine børn, så vi kan sende dig artikler, der passer til dit barns klassetrin. Det er selvfølgelig frivilligt og vi bruger ikke oplysningerne til andet.

Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet accepterer du Skole og Forældres privatlivspolitik. Læs den her.