Forældreguide:
Sådan taler du med dit barn om #MeToo
MeToo bølgen har ramt Danmark. Men hvordan fortæller du dit barn om MeToo debatten? Og hvordan taler du med dit barn om grænser og seksuelle krænkelser? Det har vi bedt underviser i seksualundervisning, Annette Hildebrand Jensen, give nogle bud på.
TEKST: SIGNE BJERRE
FOTO: ISTOCK
1.
Rust dit barn til at sige fra i forhold til seksuelle krænkelser
Start med at spørge dit barn, om det ved, hvornår det ikke er i orden, at andre rører ved én eller kommer med kommentarer eller seksuelle tilnærmelser. Både IRL og på nettet. Spørg om dit barn kan komme med konkrete eksempler. Eller kom selv med nogle eksempler. Gå sammen ud på den tur, hvor I undersøger, hvad udfordringerne egentlig er, og tal om, at det måske også kan være udfordringer, som dit eget barn en dag kan stå i. Det handler om at gøre dit barn handle-kompetent, så det er på forkant, hvis det en dag selv står i en situation, hvor det har brug for at sige fra.
2.
Spørg dit barn, hvor meget det ved om MeToo
Find ud af hvor meget dit barn ved om MeToo-debatten ved at spørge åbent. Det er et vigtigt signal, at du som voksen stiller dig frem og viser, at det her er noget, du tør tale om. Ved at være en voksen, der ikke er bange for at tale om seksualitet, stiller du dig i en position, hvor du kan få noget at vide. Det kan for eksempel være, at din datter fortæller dig, at hendes veninde har væet ude for noget, hun ikke synes var rart. Det kan også være, at dit barn har hørt om nogle MeToo-sager i medierne, som I kan tage udgangspunkt i og snakke om.
3.
Orientér dit barn om lovgivningen
Tal med dit barn om, at det er strafbart at have sex med en person, der ikke har sagt ja. Det er vigtigt, at dit barn har kendskab til den lovgivning, der er i forhold til seksuelle krænkelser. Fortæl derfor dit barn om den samtykkelov, der trådte i kraf ved årsskiftet.
4.
Se en film sammen
I stedet for at slå på glasset og indkalde dit barn til stormøde om MeToo, kan du gå lidt lettere frem og foreslå, at I sætter jer ned sammen og ser en lille film. Sex & Samfund har flere gode film og podcasts om MeToo på deres hjemmeside. Det er et godt sted at hente inspiration til samtalen. Spørg hvad dit barn siger til at bruge 10 minutter på at se én af filmene sammen med dig. Vær åben og sig, at du ser det som din opgave, at I får talt sammen om MeToo, og at du ikkes selv ved så meget om det.
5.
Brug dit netværk
Det er de færreste familier, hvor tonen er sådan, at man kan lide at tale om hinandens seksualitet. Derfor må du forsøge at gøre det på en måde, hvor dit barn kan holde ud at være i det. Hvis dit barn synes, det er for akavet at tale om sex med dig, kan det være, at der er en storesøter, en ældre kusine eller en anden, som dit barn er fortrolig med, der kan tage snakken. Kig dig omkring og brug dit netvætk. Det vigtigste er, at du tager ansvar for, at dit barn får talt med nogen om, hvordan det kan sige fra, hvis det oplever at få overskredet sine grænser.
6.
Tal med dit barn om, hvordan det undgår at overskride andres grænser
Gør det klart for din teenager, at det er strafbart, hvis han eller hun har sex med en person, uden at vedkommende har sagt ja. For at undgå at overskride andres grænser er det derfor vigtigt altid at spørge. Også selvom det kan virke akavet. Hellere spørge en gang for meget end en gang for lidt.
Undersøgelser viser, at de allerfleste unge har sex med en kæreste, så for mange handler det om at tage snakken med deres kæreste, inden de har sex for første gang. Du kan for eksempel opfordre din teenager til at tale med sin kærste om, hvordan de kan vide om hinanden har lyst. Bare det at have sådan en snak kan være med til, at din teeanger kan hviler lidt mere i, at det er okay at famle og tale om de her ting.
7.
Hav fokus på MeToo både i skolen og derhjemme
Skolen har en forpligtelse til at tale med de unge om seksuelle og verbale krænkelser og grænser. Hiv fat i dit barns klasselærer og hør, om det er noget, de allerede har taget op i klassen, eller om det er noget, der kommer fokus på senere i et undervisningsforløb. Men husk også, at skolens arbejde ikke kan stå alene. Det er vigtigt, at du som forælder understøtter skolens arbejde ved også at sørge for, at det også er noget, du taler med dit barn om derhjemme.
Annette Hidebrand Jensen er selvstændig konsulent og underviser. Hun har en master fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse og er tidligere lektor på professionshøjskolerne Metropol og UCC med undervisning i didaktik, pædagogik, psykologi samt sundhed og seksualitet.
Udgivet: april 2021