HJÆLP: Mit barn spiller computer

Når børnene spiller computer, kan det vække bekymring hos forældrene. Som forælder er det naturligt og sundt at bekymre sig på sine børns vegne, men man skal bekymre sig om det rigtige, og når skærmen skræmmer, glemmer man måske at tale om det, der er vigtigt.

TEKST: MAGNUS EG MØLLER
FOTO: ALEX HANEY / UNSPLASH

“Bliver mit barn voldeligt, dovent eller asocialt af at spille computer?”
Sådanne bekymringer dukker med jævne mellemrum op blandt forældrene. Senest da Fortnite rullede ind over landets grænser og tidligere i forbindelse med skydespil som Counter-Strike og rollespil som World of Warcraft. Og svaret er højst sandsynligt nej. Men der er en række ting, man skal være opmærksom på, når ens børn spiller computer, fortæller Christian Mogensen, der arbejder med børn og computerspil på Center for Digital Pædagogik.

“Det, vi blandt andet skal være opmærksomme på, er, at spillene jo skal tjene nogle penge, og her kan unge mennesker have rigtig svært ved at gennemskue forretningsmodellerne. Derudover skal vi være opmærksomme på, at børnene agerer i et rum uden voksne, hvor tonen kan være ret hård,” siger han og fortsætter:

“Der er grund til bekymring i det omfang, at forældre altid bør bekymre sig om sine børn, men den her frygt for, at tiden foran computeren er usund, den har intet på sig. Fraværet af motion og mindre tid med vennerne i virkeligheden derimod – det skal vi til være opmærksomme på.”

For de flestes vedkommende, er der stadig masser af plads til både at gå i skole, til sport, og til at se sine venner i virkeligheden, og så er der altså ikke grund til bekymring.

“Hvis man bruger spillene på den rigtige måde, så kan de nøjagtig det samme som en hvilken som helst holdsport, fritidsklub eller filmaften, men nogle spil opfordrer spillerne til at spille på en uhensigtsmæssig måde. Computerspil er lidt som det vilde vesten, og indtil videre har vi haft svært ved at skabe en fornuftig kultur” lyder det fra Christian Mogensen.

Hvorfor spille computer?
Men hvad er det egentlig, der er så tiltrækkende ved computerspillene, at de formår at få hele generationer, ikke bare i Danmark, men i verden, til at spille dem? Ifølge Rune Kristian Lundedal Nielsen, der er forsker ved Center for Computer Games Research på IT-Universitet, skal svaret findes i en teori fra psykologien – Selvbestemmelsesteorien:

“Den handler om, at alle mennesker har et behov for at høre til, føle sig kompetente og for autonomi, og de behov bliver allesammen dækket i mange af de her computerspil,” siger han.

Man vælger selv, hvilke spil man vil spille, og hvordan man vil spille dem, og det giver spilleren en følelse af autonomi. Spillene er som regel indrettet, så de hjælper spilleren på vej, og på en måde, hvor spilleren møder passende udfordringer hele vejen igennem. Det giver følelsen af at være kompetent. Og så er spillene blevet et sted, hvor du kan mødes med dine venner og måske endda udvikle nye venskaber i en verden, hvor dit udseende, din alder, din uddannelse og dit arbejde er irrelevant. Det dækker spillerens behov for at høre til.

Computerspillene er blevet en kæmpestor del af unges hverdag, og den klassiske skelnen mellem den ‘virkelige’ verden og den digitale, giver ikke længere så meget mening.

“At blive mobbet digitalt er ikke så anderledes end at blive mobbet i skolegården, og venner over nettet er for mange unge mennesker lige så gode venner som dem, de har udenfor spillene. Det kan være svært for forældrene at forstå,” siger Rune Kristian Lundedal Nielsen.

Forretningsmodellerne
Som med alle andre forretninger skal spiludviklere også tjene penge, og som med andre forretninger er der store forskelle på, hvordan de gør det. Derfor er det ikke altid lige til at finde ud af, men det er vigtigt at vide.

Rune Kristian Lundedal Nielsen, der til dagligt beskæftiger sig med computerspil, har svært ved at finde rundt i forretningsmodellerne. Og hvis en spilforsker ikke kan finde rundt i det, hvordan skal børnene og deres forældre så have en chance?

“Som forælder har man en stor opgave i at finde ud af, om ens barn forstår, hvordan de spil, vedkommende spiller, er skruet sammen. Er spillet designet til at udnytte spilleren, eller er det designet til at give spilleren en god spiloplevelse? Det har man kun en chance for at finde ud af, hvis man sætter sig ned med sit barn og prøver at forstå spillet,” siger han.

Og sådan er det i virkeligheden med mange nye ting. Hvis ens barn begynder til en ny sportsgren, er det også normalt, at man som forælder forsøger at sætte sig ind i, hvad det er for en sportsgren.

“Med en klassisk sport som fodbold, der ved forældrene i forvejen, hvad der foregår, og det er ret let at vurdere, om det er en sund klub, barnet spiller i. Taler de ordentligt til hinanden? Bliver mit barn glad eller ked af at gå til fodbold? Det er svært for mange forældre på samme måde at stå på sidelinjen, når børnene spiller computer, og så er det altså svært at vurdere,” siger Rune Kristian Lundedal Nielsen.

Hård tone – især for piger
I takt med at computerspillene bliver både mere sociale og mere konkurrenceprægede bliver det mere og mere udbredt, at man kan tale til hinanden i spillene. Men når man sidder bag sin skærm, kan man måske indimellem tale lidt hårdere til sine medspillere, end man ville have gjort, hvis man sad ved siden af dem i virkeligheden.

“Når nogle spil bliver nødt til at lukke ned for kommunikationen, fordi spillerne taler så råddent til hinanden, så viser det jo, at der er et eller andet fuldstændig galt. Hvis det er sådan en kultur, der florerer i et online-spil, så kan det sagtens være, at et meget lille tidsforbrug i sådan et spil kan have skadevirkninger, på grund af det ekstreme miljø,” siger Rune Kristian Lundedal Nielsen.

Særligt pigerne har det svært i online-spil. De bliver ofte dømt ude, fordi de er piger, og derfor ender de oftere end drengene med at spille singleplayer-spil.

“Det er et kæmpe problem, som kommer til udtryk i spil, men som i virkeligheden er et samfundsproblem. At vi ikke kan finde ud af at lave online fællesskaber, hvor man er lige velkommen uanset køn og seksualitet. Jeg oplever, at piger er begyndt at installere programmer, der gør deres stemmer dybere, så de andre ikke finder ud af, at de er piger. Simpelthen for at undgå chikane,” siger Rune Kristian Lundedal Nielsen.

Christian Mogensen er enig i, at vi har et problem: “Det er helt vildt synd, at pigerne ikke på samme måde som drengene får lov at blive en del af det fede gamingmiljø. Der hersker en fortælling om, at computerspil er en drengeting, og når spilindustrien så laver “pigespil”, der er lyserøde med glimmer og ponyer, så taler de ned til alle de piger, der godt kan lide at spille computer, og de bliver dømt ude fra start.”