Lyt til forældrene og få flere børn i trivsel

1. SE FORÆLDRENE SOM NØGLEN TIL LØSNINGEN

Både skolelærere, pædagoger og PPR-psykologer kan rammes af følelsen af, at det forældrene gør, har en negativ effekt på barnet. Det kan være nærliggende at fortælle dem, at de fx skal blive bedre til at sætte grænser, eller at de skal tage deres forældreansvar på sig. Men det er sjældent befordrende for samarbejdet. ”Hvis et menneske bliver mødt med en antagelse om, at det er et dårligt menneske, er det rigtig svært at flytte sig og tage imod gode råd. Bliver et menneske derimod mødt med en forventning om, at det gør sit bedste, er det langt lettere at mødes og arbejde sammen,” siger Nina Tejs Jørring, speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri og specialist i narrativ familieterapi. Hun peger på, at der aldrig findes en enkelt forklaring på psykisk sårbarhed og mistrivsel. Det er mere komplekst. Det er ikke familien i sig selv, der er problemet. Til gengæld har forældrene ofte nøglen til løsningen, og derfor er det vigtigt at undgå både skyld og skam, så man kan få et godt og ligeværdigt samarbejde om barnet.

2. ANERKEND FORÆLDRENE FOR DERES GODE HENSIGTER

Når fagprofessionelle indirekte eller direkte bidrager til at udskamme forældrene, skyldes det ofte, at det i en fortravlet hverdag kan være svært at sætte sig ind i de udfordringer, forældrene lever med. Set udefra kan forældrenes handlinger virke uhensigtsmæssige, men alle forældre har gode hensigter med det, de gør for deres børn. Derfor er det vigtigt, at skolens personale har øje for dette og fortæller dem, at de er nogle kærlige forældre, der gør deres bedste.

De fleste forældre er de første til at bebrejde sig selv, hvis deres barn har det dårligt. Den skyldfølelse er ekstra stor, når man er forældre til et barn, der er psykisk sårbart. Mange har i årevis været hårdt belastet og er blevet mødt af bebrejdelser fra omverden. Derfor er det vigtigt, at de oplever, at skolen har tillid til dem som forældre og lytter til dem. Så vil det også være lettere for forældrene at turde åbne op og fortælle, hvis deres barn har udfordringer, og de har brug for rådgivning eller støtte.

3. BRUG NYSGERRIGHED OG DIALOG SOM VÆRKTØJ

Skolerne skal undgå at fokusere på den negative effekt af forældrenes handlinger i forhold til barnet. I stedet skal de fagprofessionelle væres nysgerrige og tage sig tid til at tale med forældrene om, hvorfor de gør, som de gør. Hvad håber de at få ud af det? Det kan for eksempel være, at en lærer eller pædagog oplever en mor, der ikke kan finde ud af at sige farvel til sit barn, når det skal afleveres i skolen om morgenen. I personalets optik er moren med til at gøre det meget værre, fordi moren bliver siddende og ikke giver slip på barnet. Men her må man som fagprofessionel huske på, at det aldrig er en mors hensigt at gøre det værre. I stedet kan de sige til moren, at det i deres øjne ser ud som om, at hun beroliger barnet, men at hun samtidig kommer ti at bekræfte sin datter i, at hun ikke kan være i skolen alene.

Derefter kan man høre, hvad moren tænker om det og spørge, om hun har erfaring med, hvor lang tid hun skal blive på skolen, før datteren er så rolig, at hun kan gå. Det kunne jo være, at moren har ret: At det lige præcis med det her barn tager en halv time at aflevere. Hvis det er tilfældet, kan du foreslå, at moren kommer en halv time før om morgenen, så barnet er klar til at gå ind i klassen, når timen starter.

Dialogen et vigtigt værktøj, men det kræver, at du som fagprofessionel møder forældrene med ægte tillid og tro på, at de gør deres bedste.

4. TAG FORÆLDRENE SERIØST FRA START

Undersøgelser viser, at der i gennemsnit går 5 år, fra forældre første gang beder om hjælp og udtrykker bekymring omkring deres barn til, at de får en henvisning til udredning i det psykiatriske system. Og det er alt for sent. Derfor er det vigtigt, at de fagprofessionelle i skolen tager forældrene seriøst, hvis forældrene har mistanke om, at deres barn har en diagnose.

”Det er ikke synd for barnet at få en diagnose. Tværtimod. Jo tidligere det kan få stillet en diagnose, jo tidligere kan barnet blive mødt med forståelse og få den rette hjælp og støtte,” siger Nina Tejs Jørring. For de fleste forældre til et barn med psykiske udfordringer kræver det mod at række ud til skolen og PPR og bede om hjælp. Inden da har de måske kæmpet i flere år med et barn, som har det svært. Ofte viser det sig, at forældrenes mavefornemmelse er rigtig. Nina Tejs Jørrings råd til lærere, pædagoger og PPR-psykologer er derfor at lytte til forældrene og få barnet udredt i stedet for at vælge at se tiden an.

5. ANERKEND FORÆLDRENE FOR DERES GODE HENSIGTER

Når forældrene ikke selv beder om hjælp, er det skolens opgave at sætte ord på bekymringerne, hvis der er et barn, der er i mistrivsel. Det kan fx være til skole-hjem-samtaler, hvor lærere og pædagoger kan fortælle om deres iagttagelser af barnets adfærd i skolen. ”Mange lærere og pædagoger vælger at have fokus på barnets positive sider. Det er godt, men det er vigtigt, at de også er ærlige, hvis de ser, at barnet har vanskeligheder, mistrives eller er en del af mange konflikter,” siger Nina Tejs Jørring. Her gælder det for de fagprofessionelle om at undgå at dømme barnet eller forældrene, men i stedet være nysgerrige og spørge ind til barnets og forældrenes oplevelser.