“Min psyke tog vildt meget skade af mobningen”
“Det er først for nylig, at det gik op for mig, at årsagen til, at jeg begyndte at tage stoffer og kom så langt ud er fordi, jeg ikke har fået bearbejdet de ting, der skete i folkeskolen.”
21-årige Emma er en af fire unge fra teaterprojektet C:ntact, der har fortalt magasinet Skolebørn om konsekvenserne af at føle sig uden for fællesskabet i folkeskolen.
TEKST: MAJ CARBONI
FOTO: JÓN BJARNI HJARTASON
Hvordan har du oplevet at være udenfor fællesskabet?
“Jeg havde det egentlig meget fint indtil 6.- 7. klasse, hvor mobningen for alvor begyndte. Det var en pige fra klassen, der fik alle de andre i klassen vendt mod mig. Det foregik ikke ansigt til ansigt, men på nettet, så hverken forældre eller lærere så det. Jeg har aldrig været tarvelig eller led ved folk, så jeg forstod ikke hvorfor, de var så lede ved mig. Jeg har altid sagt min mening højt, selvom den måske var lidt anderledes end det, de andre synes. Måske var det derfor.
Det blev så slemt, at jeg forsøgte at begå selvmord, da jeg var 13 år.”
Hvad skete der så?
“Jeg tror, jeg var bevidstløs i 24 timer. Fire timer efter, at jeg vågnede på hospitalet, blev jeg udskrevet. Jeg fik en samtale med en psykiater, som spurgte om jeg ville gøre det igen. Jeg sagde bare nej, fordi jeg troede, at det var dét, hun ville høre. Jeg fik tilbud om terapi med en gruppe unge på 15-18 år, men jeg var jo kun 13 år, så jeg kunne ikke se mig selv i det og sagde nej. Og så var der ingen hjælp at hente.
Lige efter skulle jeg tilbage i skole på fuld tid fra kl. 8 til 15, ligesom de andre. Der var ikke noget med at trappe mig stille og roligt ind igen. Og der var ikke nogen, der lige satte sig ned og snakkede med mig. Jeg havde nok brug for en hånd eller én, som jeg vidste, jeg kunne gå til, når det var svært. Og måske et sted, hvor jeg lige kunne trække mig hen, når det blev for meget.
Lærerne satte en samtale op mellem mig og den pige, der førte an i mobningen. De spurgte, om det var hendes skyld, at jeg havde prøvet at begå selvmord. Jeg svarede nej. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle svare. Og så tvang de os til at kramme. Det var dét.
Der var selvfølgelig mange i klassen, der blev berørt af, at jeg havde forsøgt selvmord og talte med deres forældre om det. Pigen der mobbede mig havde også fået dødstrusler. Så fik vi sådan nogle SSP-møder om det med forældrene og eleverne i klassen, men det ændrede ikke noget.
Faktisk blev det værre.
På de sociale medier fik jeg skylden for dødstruslerne. Folk hånede mig med, at jeg sendte dødstrusler den ene dag og forsøgte at begå selvmord den næste. Folk postede også private billeder af mig på Facebook og skrev alt muligt om mig.
Jeg havde én ven i klassen, men han skiftede skole. Så blev det for meget for mig, og jeg skiftede også skole. Men mobningen fortsatte stadig online i ret lang tid efter, hvor de blev ved med at køre på, at jeg havde sendt de der dødstrusler. Først i slutningen af 9. klasse fandt de ud af, at det ikke var mig, der havde gjort det, men én fra parallelklassen.”
Hvornår har du oplevet at være en del af et fællesskab?
“Jeg red i mange år, og der havde jeg et rigtig godt fællesskab med de andre. Men da jeg blev 15 år, havde vi ikke råd til det mere, og jeg blev nødt til at stoppe. Hvis jeg var fortsat med ridningen, så tror jeg ikke, at jeg var endt ud i alt det her. Siden har jeg ikke fundet et lignende fællesskab.
Under Corona havde jeg en vennegruppe, som jeg var sammen med hele tiden. Men det eneste vi lavede, var at tage stoffer. På den ene side var det jo dejligt at være en del af et fællesskab, men det var jo ikke et sundt fællesskab. Vi havde det godt sammen, men vi snakkede ikke om, hvordan vi havde det, eller hvad der var galt. Det var mere sådan ”Nu tager vi lige fire piller, og så får vi det godt”.
På et tidspunkt fik jeg en overdosis. Det var derhjemme. Politiet og ambulancen kom og tjekkede om jeg trak vejret. Det gjorde jeg heldigvis, så jeg skulle bare ”sove den ud”. Det stoppede mig ikke for at tage stoffer.
Min mor har været meget ramt af det. Hun har fået PTSD. Når hun hører en ambulance og sådan noget.”
Hvilken betydning har dine oplevelser i folkeskolen haft for dig efterfølgende?
“Det var først efter, at jeg er begyndt at arbejde her i C:ntact, at det er gået op for mig, at årsagen til, at jeg begyndte at tage stoffer og kom så langt ud, er fordi jeg ikke har fået bearbejdet de ting, der skete i folkeskolen.”
Emma er 21 år gammel, er pt ikke under uddannelse. Hun er fortæller i C:NTACT’s forestilling RESTGRUPPEN.
OM C:NTACT
Daniell, Ishana, Emma og Cody er fortællere i C:NTACTs forestillinger GI’ MIG LI’ EN PAUSE! og RESTGRUPPEN, der er en del af et 3-årigt projekt med støtte fra Egmont Fonden om unge i udsatte positioners vej i uddannelsessystemet.
C:NTACT er en socialøkonomisk virksomhed, som bruger kunst til at skabe forståelse og forandring. De inviterer mennesker med forskellige sociale, etniske og religiøse baggrunde på scenen for at formidle deres personlige historier med kunstneriske virkemidler. C:NTACT kommer ud på skoler til både elev- og forældre-arrangementer med unge fortællere indenfor emner som et liv på kanten, diskrimination, rusmidler, demokrati, seksualitet, psykisk sårbarhed og mistrivsel i skolen.
Efter forestillingerne er der Q&A, hvor fortællere og publikum kan spejle sig i hinanden. Der er desuden udarbejdet undervisningsmaterialer om fx frafald, omvalg og overgange på vej til uddannelse. Læs mere eller book på www.contact.dk
4 unges fortællinger om at være uden for fællesskabet
Læs de andre artikler i samme artikelserie:
Daniell: “Jeg var altid alene i skolen, fordi de andre synes, jeg var mærkelig”
Ishana: “Jeg blev kaldt sorte svin og slået, men de voksne var ligeglade”
Cody: “Det kunne have hjulpet mig at have en ven”
Udgivet: februar 2024
