Forældre til børn med særlige behov:
“Vi bliver ikke hørt, men mistænkeliggjort”

Skoler og kommuner er ikke gode nok til at lytte til forældrenes erfaringer og bekymringer. Det mener næsten halvdelen af 1.175 forældre til børn med særlige behov ifølge en ny undersøgelse fra magasinet Skolebørn. 4 ud af 10 oplever, at de som forældre får skylden for deres børns udfordringer.

“Min søn fik skolevægring på grund af manglende forståelse og støtte i skolen. Jeg blev opfattet som en dårlig mor, der ikke formåede at få mit barn i skole.” Sådan lyder en af kommentarerne fra magasinet Skolebørns undersøgelse blandt 1.175 forældre til børn med særlige behov.

”De holder møde efter møde med os, men lytter slet ikke. Skolen har patent på sandheden om barnet og det er “ret ind eller forsvind”,” skriver en anden.

Flere forældre beskriver, hvordan deres børn har fået det værre, fordi de ikke har fået den støtte, de havde behov for i tide. Det bekymrer formand i Skole og Forældre, Rasmus Edelberg.

”Det er helt afgørende for børnenes udvikling, at skolerne bliver bedre til at lytte til forældrene og inddrage dem. Vi finder kun de bedste løsninger for børnene, hvis skoler og forældre formår at have et godt samarbejde,” siger han.

Forældre mistænkeliggøres

Mere end hver tredje forældre i undersøgelsen oplever, at skolen eller kommunen har peget på dem som årsagen til deres barns udfordringer. Det er ofte først, når barnet har fået en udredning, at der kommer fokus på, hvad der sker i skolen, som fører til, at barnet ikke trives der.
”Det har indtil fornylig været opfattelsen, at rammerne i hjemmet skulle forbedres. Nu er alle enig i, at det er skolens rammer barnet bliver sygt af,” lyder det fra en af forældrene i undersøgelsen. Og fra en anden:
”Indtil vi fik diagnosen var det vores skyld. Nu ved de godt, at det ikke er sådan. Men det giver sår på sjælen at blive beskyldt for at være dårlige forældre.”

Forældrenes besvarelser overrasker ikke Mia Kristina Hansen, der er en af initiativtagerne til en Facebookgruppe for pårørende til mennesker med handicap eller psykisk sårbarhed, der i løbet af få måneder har fået mere end 8.000 medlemmer. Hun hører tilsvarende historier fra forældre til børn med angst, som hun et par gange om måneden holder seminar for i forbindelse med forældrekurset for børn med angst i behandlingsforløbet Cool Kids.
”Mange forældre oplever ikke at blive taget alvorligt, men i stedet mistænkeliggjort. De får at vide, at deres barn nok har vanskeligheder, fordi de ikke opdrager dem godt nok, ikke sætter grænser eller pylrer for meget,” fortæller Mia. Hun fik selv at vide af skolen, at hun bare skulle give sin søn med angst og skolevægring besked på, at man kun må blive hjemme, hvis man har feber. Så skulle det nok løse sig.

Forældrerådgivningen: Brug forældrenes erfaringer
Netop udfordringer med samarbejdet og kommunikation er det, der fylder mest, når forældre ringer til Skole og Forældres forældrerådgivning, der årligt rådgiver omkring 1.500 forældre. Mange af forældrene oplever, at deres erfaringer ikke inddrages, fortæller Anne Klebak, der er leder af Forældrerådgivningen.
”Barnet har måske én adfærd derhjemme og en anden i skolen. Men det er samme barn. Skolen kan have stor nytte af at høre, hvordan et barn for eksempel reagerer i kravsituationer hjemme, og hvad der virker dér. Det kræver, at forældrene tør fortælle ærligt om barnet, selv om det kan være svært,” siger Anne Klebak.

Omvendt har forældrene også brug for at blive anerkendt for, at barnet ikke kun er sin uhensigtsmæssige adfærd i skolen.

”Nogle gange hører vi fra forældre, der har været til en lang møderække uden at høre et eneste positivt ord om deres barn. Det er rigtig hårdt kun at høre sit barn omtalt som et problem,” siger Anne Klebak.

Her støtter Forældrerådgivningen forældrene i, at det er okay at have og holde fast i en mening om barnet, samtidig med at de er åbne for skolens fortolkning.

”Mange forældre oplever, at skolen nærmest tager patent på, hvordan barnet er. Skolen kunne med fordel gå på opdagelse i, hvilke tiltag forældrene har haft succes med hjemme, hvad forældrene gør, for for eksempelvis at minimere situationer, der tricker barnet. Det er jo forældrenes barn, og de bedste løsninger findes, når skole og hjem indgår i et konstruktivt samarbejde,” understreger Anne Klebak.

Læs deres kommentarer her:

”Forældrenes stemme tillægges meget lille vægt, selvom det er os, der kender barnet og dets udfordringer bedst. Vi må kæmpe for at få ørenlyd, samtidig med at vi kæmper os igennem hver eneste dag.”

”Skoleledelse og lærere vil slet ikke lytte til os, selvom min datter har en angstdiagnose. Vi bliver stemplet som curling forældre, der ikke vil give slip.”

”NU får vi al den hjælp der er brug for. Men det har været en lang sej kamp at nå dertil. Vi har selv måtte skaffe ham ind på denne skole. Kommunen siger NU mange gange undskyld for at der ikke blev lyttet fra starten, da det aldrig skulle være nået så langt ud (anbringelse på opholdssted).”

”Jeg har holdt mange møder med skolen, men de vil ikke høre på mig, når jeg siger, at min søn har brug for hjælp. Da min søn ikke viser i skolen, at han har det svært, så ser de det ikke som om, at han har et behov. Når det så bliver rigtig svært for ham, truer han med at begå selvmord, men det bliver heller ikke taget alvorligt.”

”Vi har som forældre kørt sagen. Og den røg helt op på forvaltnings og politisk niveau før vi fik medhold i vores klager. Men det går jo ud over barnet som ingen hjælp fik. At starte i skole og blive mobbet og udsat for grov vold sætter sig i adfærden på et barn og kan, hvis der ikke sættes ind, komme til at præge barnet på lang sigt.”

”Skolen valgte – uden overhovedet at inddrage os – at iværksætte, hvad de mente var rigtigt. Det gik udelukkende på, at vores søn var et “problem-barn”. Mobning og lignende årsager, samt eksklusion fra fællesskabet, så skolen helt bort fra.”

”Ingen lyttede til vores søns behov i folkeskolen. Han blev mødt helt forkert og blev syg. Nu får han en god støtte i friskolen. Det har vi selv valgt, fordi ingen ville hjælpe til andre skolevalg.”

”Der er aldrig blev lyttet til mig. Havde de det, havde min datter haft en god skoletid og fået afgangseksamen. Nu skal hun ud af skolen til sommer, men har ikke gået i skole i to år og er fagligt på niveau med en elev i 6. klasse.”

”Vi har fra starten af vores barns skolegang bedt om hjælp, men vi skulle helt op i 8. klasse, før vi blev hørt en lille smule. Nu er han i slutningen af 9. klasse, og får først nu den hjælp, han skal have.”

Læs forældrenes kommentarer her:

”På trods af, at en udredning viser, at mit barn har kognitive udfordringer, bliver skolen ved med at foreslå os forældreindsatser, mens de selv ingen effektive og relevante indsatser laver.”

”I begyndelsen var der tvivl om årsag til skolevægring. Først efter 5 år, blev han udredt. I den periode var det mit ansvar, at han ikke kom i skole – han er autist.”

”Der foreligger underretning om mig som overbeskyttende mor m.m. inden vi valgte at få vores søn udredt af for egne midler.”

”Har siddet og lavet et borgmesterklage brev og der gik jeg alle §50 undersøgelserne igennem og blev så ked af det, da der i de første står, at det jo faktisk er os der ikke kan finde ud af at være forældre. At vores datter har en lillesøster, som klarer sig rigtig godt – det er der ikke nogen, der registrerer.”

”Det gjorde de meget i PPR til at starte med. Men efter undersøgelser af os som forældre, samtaler med børnene, udtalelser fra pædagoger, lærere og ressourcepædagoger, indså de efterhånden, at vi ikke forårsager vores datters udfordringer. Jeg har grædt mange gange, været SÅ frustreret og SÅ hunde ANGST for, at kommunen kunne finde på og tage mit barn. Jeg har følt mig SÅ magtesløs i ikke og blive hørt og at PPR psykologen nærmeste mente, at hun kendte min datter bedre end mig som hendes mor.”

”Mit barn har flere sjældne diagnoser og bliver fulgt at flere specialister, men frem til at de diagnoser blev stillet – skete det jævnligt at jeg blev udfordret og mistænkeliggjort.”

”Vores søn reagerer mest hjemme og vi forældre har derfor gennem årene ofte fået placeret ansvaret for mistrivslen hos os. Heldigvis har vi haft god støtte fra familiecentret, som har bakket os op i, at vi håndterer vores barn hensigtsmæssigt.”

”De siger, at det var på grund af min stress, at min søn er, som han er. Jeg siger, at jeg får stress ved hele tiden at rende panden imod muren i kommunen.”

”Først da mit barn flyttede til en skole i en anden kommune fik vi med hjælp fra PPR presset på for at få skolen til at udføre en ordblindetest. Der har ellers været tydelige tegn fra mit barn var 5 år. Mit barn udviklede til sidst angst pga. den manglende hjælp og var nød til at modtage terapi, før det overhovedet var muligt at sætte ind med den fornødne støtte til dysleksi.”

”Det er meget nedværdigende og ydmygende og fremmer ikke samarbejdet, når modparten ikke tror på det der bliver fortalt.”

”Tidligere inden specialklasse hed det sig, at jeg var en hønemor.”

”Indtil vi fik diagnosen var det vores skyld. Nu ved de godt at det ikke er sådan. Men det giver sår på sjælen at blive beskyldt for at være en dårligt forældre. Der er jo ingen som kommer og siger undskyld og tager ansvar. Vi brugte 10.000 kr. på en familieterapeut, da skolelederen sagde, at ”det jo nogen gange bare er en lille ting i familien som skal ændres”. Spildte penge, som jeg hellere ville bruge en psykolog med speciale i autisme.”

Om undersøgelsen: 1175 forældre til børn med særlige behov har i april 2019 besvaret spørgeundersøgelsen fra magasinet Skolebørn.
Undersøgelsen er sendt ud til de forældre, der er tilmeldt Skolebørns nyhedsbrev.
Undersøgelsen er derudover delt i forskellige facebook-grupper for forældre til børn med særlige behov.