5 forestillinger om inklusion – fup eller fakta?

1. “Inklusion er en spareøvelse” 

I 2012 indgik Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen en aftale om at arbejde for en inkluderende folkeskole ved at nedbringe segregeringsgraden (det vil sige sænke antallet af elever, der går i specialskole og specialklasser i stedet for den almindelige folkeskole). Aftalen var blandt andet en reaktion på, at udgifterne til specialundervisning var skyhøje og stærkt stigende, hvilket udhulede kommunernes skolebudgetter og dermed undervisningen for de andre børn. Men der var også den tanke bag inklusion, at det ville være en fordel for (nogle af) eleverne med særlige behov at være en del af fællesskabet med distriktets andre børn, så de kunne udvikle sig bedst muligt både socialt og fagligt. Undersøgelser viser nemlig, at specialskole-elever kan have svært ved overgangen fra det beskyttede liv på en specialskole til en ungdomsuddannelse og derfor får svært ved at skabe sig et voksenliv med uddannelse og en fast plads på arbejdsmarkedet.

2. “Der er ikke sat penge nok af til at inkludere elever med særlige behov i folkeskolen.”

Udgifterne til specialundervisning er siden reformen faldet en smule. I 2011 var kommunernes udgifter til specialundervisning 5,56 milliarder, mens det i 2017 var 5,23 milliarder. Meningen var, at de penge, der blev ”sparret” på, at elever fik specialundervisning, skulle gå til at støtte dem i almenklasser. Der er dog en lav gennemskuelighed i kommunernes opgørelser og budgetter, så det i mange tilfælde ikke er muligt at følge ressourcerne ud til den supplerende undervisning, viser en forskningsgennemgang fra blandt andet Lars Qvortrup og Niels Egelund fra 2017.
Flere undersøgelser peger dog på, at der mangler penge:

•  75 % af de 1000+ forældre til børn med særlige behov, der har besvaret magasinet Skolebørns undersøgelse, oplever, at økonomien har indflydelse på, hvilke tilbud deres børn får. Mange oplever, at skolen direkte siger, at de ikke har råd til støtte.
• En ny undersøgelse fra Skole og Forældre fra april 2019 viser, at formændene på landets skolebestyrelser vurderer, at inklusion er det område, hvor der er størst behov for at få tilført penge til skolerne.
• En undersøgelse fra 2016 viste, at lærerne på mellemtrinnet og overbygningen vurderede, at 8 % af eleverne i de almindelige klasser har et støttebehov, de ikke får opfyldt (Nielsen og Rangvid).
• 22 ud af 98 kommuner brugte helt eller delvist de penge, der skulle været givet ud på støtte til elever med særlige behov, på noget helt andet end skoleområdet, viste en undersøgelse fra Kommunernes Landsforening (KL) i 2016.
• Det er den enkelte skoleleder, der styrer brugen af de penge, de får fra kommunen for at inkludere elever, der tidligere blev visiteret til specialundervisning. Mange skoler er blevet pålagt at sparre på skolens budget generelt, så flere frygter, at pengene til inklusion i stedet bruges på at ”lappe huller” i skolernes budgetter.

3. “Det går udover trivslen i klassen, når der er elever med særlige behov”

Inklusion kan defineres – og bliver det også – på mange forskellige måder, men i den brede forstand vedrører inklusion alle elever og ikke, som nogen måske tror, kun børn med diagnoser eller handicap. Inklusion handler også om, at de to nye drenge i 7. klasse føler sig velkomne og som en del af fællesskabet, eller at den stille pige bliver hørt, når der arbejdes i grupper. Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning gennemførte i 2012 et forskningsreview, der viste at det kan gavne både almindelige elever og elever med særlige behov fagligt og socialt, når de sidste inkluderes på en god måde. Omvendt er virkeligheden også, at når inklusion ikke lykkes, går det nemt ud over alle.

I det såkaldte ”Panelprojekt”, hvor knap 9.000 folkeskoleelever på mellemtrin og udskoling er blevet fulgt gennem tre skoleår (Nielsen og Rangvid i 2016), har det vist sig, at elever, der er blevet tilbageført fra specialtilbud fra 2014 og frem, ikke har oplevet en markant ringere trivsel ved overgangen til almenklasser, lige som det ikke har berørt klas­sens øvrige elever væsentligt.

4. “Der er mange ‘inklusionselever’ i hver klasse”

Tilbage i 2012 var det målet, at 96 procent af alle eleverne i folkeskolen skulle gå i almindelige klasser. I dag er der ikke noget fastsat mål, men stadig en ambition om at inkludere ”så mange som muligt.” Målet har aldrig været 100 procent inklusion. Der er og vil fortsat være børn, som både fagligt og trivselsmæssigt har bedst af at gå i et specialtilbud.

I skoleåret 2010/2011 (før ændringen i folkeskoleloven) gik 94,2 % af eleverne i normalklasser, mens det i skoleåret 2017/2018 var steget til 95,0 %. Det vil sige, at lidt flere elever i normalklasserne tidligere ville have gået i et specialtilbud, men det er stadig en relativ lille forskel. Derudover kan der være andre elever i normalklasserne, der har behov for støtte. En undersøgelse fra 2016 (Nielsen og Rangvid) pegede på, at omkring hver femte elev i grundskolen har behov for støtte i forbindelse med deres skolegang.

5. “Lærerne er ikke klædt på til opgaven”

Det kan der være noget om. I hvert fald svarede 77 % af lærerne i 2018, at de ikke føler sig uddannelsesmæssigt rustet til at undervise/håndtere børn med diagnoser. Det var i en undersøgelse foretaget blandt 1.108 undervisere i Fagbladet Folkeskolens lærerpanel.

Et fireårigt igangværende forskningsprojekt fra Aarhus Universitet peger på, at det spænder ben for en god inklusion, at lærerne står alene med opgaven i klassen. Den hjælp de får fra ressourcepersoner sker oftest til møder, men der er brug for ressourcepersoner, der kan hjælpe i klasserne – blandt andet så udfordringerne og mulige løsninger bliver set med flere øjne.