Behandler og psykolog:
“Selvfølgelig kan man blive afhængig af computerspil”

Skal forældre være bekymrede for, at deres børn bliver afhængige af computerspil? ”Nej”, mener en række førende forskere. ”Jo”, mener en psykolog og behandler, der går i rette med forskerne. Computerspilsafhængighed er anerkendt af WHO som en diagnose, påpeger han.

TEKST: LINE FELHOLT
FOTO: ARTEM KIM, UNSPLASH

Er det usundt for en 10-årig dreng af bruge timevis hver dag med hovedet begravet i et computerspil? Bør forældre ligefrem være bange for, om det er en misbruger, der sidder inde på børneværelset? Det spørgsmål har magasinet Skolebørn stillet til førende forskere på området. Rune Kristian Lundedal Nielsen fra Center for Computer Games Research svarede således:

“Man er i gang med at sygeliggøre relativt almindelige fænomener”.

Og:

“Selvfølgelig vil der være tilfælde, hvor der er nogen, der sidder hjemme og spiller, og hvor alting sejler for dem, men man kommer fejlagtigt til at tro, at mange unge, der i virkeligheden bare har en hobby, de går op i, lider af en afhængighed”.

Med andre ord, klap hesten, forældre. Jeres børn er næppe misbrugere på linje med heroinafhængige.

Eller er det netop, hvad de er? David T. Madsen er psykolog, behandler og stifter af Dabeco – Dansk Behandling for Computerspil- og Onlineafhængighed. Og han er lodret uenig. Sammen med en læge og en psykolog beskæftiger han sig dagligt med børn og unge, der har et usundt og til tider decideret afhængigt forhold til gaming. Skolebørn har stillet ham en række spørgsmål.

Hvorfor kan gaming være problematisk for børn?

”Undersøgelser viser, at hver 10. dreng i alderen 13-19 år bruger minimum 40 timer om ugen på computerspil. Kun 17% af drenge mellem 11-15 år lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger for fysisk aktivitet. Vi er samtidig det land i Europa, hvor børn er mindst fysisk sammen med hinanden efter skole. For rigtig mange børn er der et stort ønske om at være mere fysisk sammen med familie og venner. De ønsker at gå mere op i skolen. Komme lidt tidligere i seng. De savner mange af de ting, som vi forbinder med et sundt børneliv. Når computeren stiller sig væsentligt i vejen for det, er computeren indirekte et mentalt og fysisk sundhedsskadende problem”.

Hvordan ved man, at ens barn er gamingafhængig?

”Begynder barnet at opleve øget mistrivsel samtidig med, at det spiller mere? Det er en alarm. For børn, der bruger størstedelen af deres tid i en virtuel verden, bliver den fysiske verden tiltagende ukendt. Hele det følelsesliv, man skal lære at håndtere i den fysiske verden, bliver fremmed for barnet. Når et barn bliver ubekendt med almindelige følelser, kan det udvikle sig til angst. Børn kan ikke som voksne mærke, når computerspil gør dem triste og angste. De har behov for forældre, der ser det for dem”.

Er gaming per definition usundt eller kan det være fint nok i begrænset omfang?

”Børn har også brug for underholdning. Derfor kan gaming i moderate mængder være sundt. Gaming er også en ny måde at hænge ud med vennerne på. Problemet er bare, at den verden er meget endimensionel. De kan ikke som i den fysiske verden kigge vennerne i øjnene og give et high five. 9 ud 10 børn sidder alene på deres værelser og spiller for lukket dør. Det er ikke sundt i større mængder. Her kan e-sportsforeninger med fokus på sunde aktivitets- og kostvaner være et langt bedre alternativ. WHO anbefaler, at børn op til 5 år max sidder 1-1,5 time om dagen foran en skærm, og National Institute of Health har fundet, at skærmforbrug på mere end to timer dagligt har negativ indvirkning på hukommelse og koncentration. Derfor har USA nu nationale guidelines for børns skærmforbrug. Det har Danmark ikke, selvom vi er det land i Europa, hvor børn sidder mest foran en skærm og samtidig er mindst fysisk aktive”.

Hvori består jeres behandling af børns gamingafhængighed?

”Familien er en stor del af det. Mange forældre er bange for at virke gamle, fordi de ikke forstår sig på den ny måde at være sammen på. Rådgivningen går ud på at installere lidt sund fornuft igen. Dit barn har brug for de samme ting, som vi har vidst i århundreder er godt for børn, nemlig øjenkontakt, omsorg, krammere, berøring og at sanse verden med alle fem sanser. Når vi spørger børnene, hvad der er betydningsfuldt for dem, så scorer deres forældre langt højere end computeren. Derfor handler det om at inspirere dem til at investere mere tid i det, der er betydningsfuldt for dem”.

Skolebørn har for nyligt talt med en række førende forskere, der ikke mener, at man bliver afhængig af gaming? Hvad er dit svar på det?

”Det er hverken op til dem eller os at afgøre, om man kan blive afhængig af computerspil. Det har WHO gjort for os. I maj 2019 anerkendte WHO computerspilsafhængighed som en diagnose. Så det er det rene vås, at man ikke kan blive afhængig. Jeg sidder dagligt med mennesker, der selv opsøger os, fordi de ikke kan løsrive sig fra deres computer. Vi er nødt til at anerkende, at WHO har sagt, at det er en afhængighed og lige så invaliderende for uddannelse, karriere og familieliv som andre afhængigheder.

Forskernes pointe er vel også, at man skal passe på med at dæmonisere en hobby?

”Selvfølgelig skal man det. Men vi dæmoniserer heller ikke alkohol ved at anerkende, at man kan blive afhængig af det. Der er ingen, der at siger, at alle unge, der går ud og fester i weekenden, har et problem. Men for en gruppe er det et problem”.

Det er også en pointe fra forskerne, at det ofte ikke skærmen, børnene er afhængige af, men fællesskabet i online-spillene. Askærer man ikke børn fra samvær med vennerne, når man indfører mindre skærmtid?

”Man kan ikke adskille computerspil fra det sociale, der foregår i dem. Det sociale har en dragende effekt. Derfor anbefaler vi, at man i skoleklasser og familier imellem laver kompromiser om hvornår og hvor længe, børnene spiller sammen. Det er klart, at det bliver et socialt problem, hvis dit barn som det eneste må trække sig ud af fællesskabet online, mens de andre spiller videre. Men det er vigtigt, at børn også ses i den fysiske verden. 10 procent af unge drenge ser ikke andre børn efter skoletid”.

Som behandlere af skærmafhængighed har I vel en økonomisk interesse i at tale afhængighed op?

”Jeg ryster ærligt talt på hovedet, når jeg hører det argument. Hvis man kendte til økonomien blandt skoler og børnefamilier, ville man vide, at det ikke er derfor, vi gør det. Jeg har tidligere arbejdet som stresskonsulent for store virksomheder. Det er en helt anden økonomi. Hvis der er nogle, der har økonomiske interesser, så er det techindustrien, der vil gøre alt for at fastholde børn så længe som muligt i spil, fordi deres data, køb af nye skinz og mikrotransaktioner i spil er rigtig mange penge værd”.

Når I som behandlere er uenige med førende forskere, kan det som forælder være svært at vurdere, om man skal gå i panik over sit barns skærmforbrug eller ej. Hvordan skal forældre finde frem til sandheden?

”Sandheden ligger i forældrenes egen mavefornemmelse. Forældre skal holde op med at frygte, at de er gammeldags, hvis de er bekymrede. Hvis man ser sine børn mistrives, jo mere de spiller, så skal man reagere på det. Man skal tilbage til at bruge sin sunde fornuft. Computerspil er kun underholdning og må aldrig stå i vejen for det værdifulde i livet”.

Udgivet: 28.8.2019