Charlotte Højlund:
Hjemmeskoling og arbejde er nærmest en umulig ’kombi’
Vi har efterhånden vænnet os til ord og begreber som smittetryk, samfundssind, lockdown, sammen hver for sig osv. Men hjemmeskole kombineret med arbejde bliver ikke en vanesag, selv om den kan komme under kategorien ’Same procedure as last year, James…’
Af: Charlotte Højlund, mor til syv børn
Med den store nedlukning af samfundet i foråret, blev jeg sat ret meget skakmat. Jeg stod med en relancering af min virksomhed med fokus på foredrag og workshops, da der med ultrakorte mellerum og varsler blev lukket mere og mere ned for, hvor mange vi måtte være sammen ad gangen, samtidig med at mine børn blev sendt i hjemmeskole. Så jeg måtte smide håndklædet i ringen i forhold til min forretning og koncentrere mig om familiens overlevelse. Jeg gik i ’survival mode’.
Efter sommerferien kunne jeg endelig trække vejret dybt med ungerne tilbage i fysisk skole efter at have haft dem mere eller mindre hjemme i seks måneder. Troede jeg. For så blev det vinter.
Et efterår med netværk, yderligere forretningsudvikling og en masse aftaler, der skulle følges op på efter nytår, skulle gøre 2021 en hel del bedre end det foregående år. Men ak.
For så lukkede skolerne igen.
Noget er blevet nemmere
Det indrømmer jeg blankt. De tre ældste hjemmeboende klarer den nogenlunde. For motivationen driller stadig. De er nemlig også gamle nok til, at de følger med i nyhedsstrømmen, og dermed udmærket ved, at det her meget vel trækker ud.
Og den yngste på ni, hun gider det virkelig ikke. Og det gider hendes mor heller ikke. For hold nu op, hvor er det svært.
For hvor jeg i foråret kastede håndklædet, kan jeg bare ikke gøre det igen. Jeg har allerede mistet det meste af et år, så nu skal det være. Jeg må løse det, så jeg også kan arbejde. Men her ved afslutningen af anden uge, ser det stadig sort ud.
Den yngste har ikke mange timers skole, fra 8 til ca. 12, men de timer trækker dæleme tænder ud. I løbet af de timer skal jeg også selv deltage i netværksmøder, skrive manuskripter, holde 1-til-1-møder, alt imens vores net går ned, så nogle af de større vælger at tage over til venner, fordi vi simpelthen er for mange på samtidig.
Allerede første dag var jeg voldsomt udfordret, da jeg ikke havde noget skema til den yngste. Aula blev tjekket igen og igen både lørdag, søndag og mandag morgen. Ingenting. Så jeg satte hende til at lave manglende opgaver i matematikbogen, men hun kan ikke selv. Da jeg til sidst blev træt af at rejse mig hele tiden, blev hun bænket lige ved siden af mig, så jeg nemmere kunne veksle.
14.30 kom skemaet endelig. Med opgaver der skulle besvares og afleveres samme dag. Så jeg meddelte hende, at hun desværre ikke havde fri alligevel, men lige måtte tage et par opgaver mere. Det gjorde hun. Og så fik hun fri.
Men da jeg nærlæste skemaet, fik jeg et mindre chok. Skemaet til 3. klasse fyldte to A4-sider, og næsten hver eneste blok startede med ord som: Udforsk, Undersøg, Tal om osv., og det var alt sammen beskeder til forældrene. Et skema der altså lagde op til, at en forælder sad sammen med barnet.
Det vil jeg som udgangspunkt gerne, men så kan jeg bare ikke arbejde også. Såeh… What to do?
Vi må gøre det, vi nu engang kan
Mest vil jeg bare gerne sige, at vi må gøre det, vi nu engang kan. Og hvis det betyder Ramasjang, Youtube eller iPad, så går det nok også. I den alder. Og fordi vi alle er i samme båd. Men det kan jeg bare ikke, fordi hun så bliver ked af det. Hun vil jo gerne gøre det ’rigtige’ og også være en del af sammenholdet og selskabet i klassen. Så igen må jeg ofre mig og mine planer et godt stykke hen ad vejen.
Uge 2 er bedre end uge 1. Skemaet kommer inden skolestart, og lærerne prøver virkelig at tilrettelægge en undervisning, der er tilpasset børnenes alder, så de ikke behøver hjælp fra forældre. Men jeg kan jo både se og høre, at rigtig mange har selskab af enten forældre eller bedsteforældre, fordi det kokser. Enten med det tekniske eller forklaringerne, så hverken børn eller voksne forstår, hvad opgaven egentlig er.
Og selv bruger jeg oceaner af tid på at sidde op kopiere opgaverne i hånden til min datter, fordi de dokumenter, der lægges ud, ikke er aktive, så der kan skrives i dem. Vi veksler mellem 4-5 forskellige online-systemer i løbet af en skoledag (på 3,5 – 4 timer!), så selv jeg, der ellers er rimelig ferm online, sidder forvirret tilbage.
Jeg er ikke sur på hverken lærere eller ledelse. Nok ikke en gang vores politikere, som, jeg dog synes, stiller alt for høje krav og forventninger til os i forhold til at skulle klare både arbejde og skole med vores børn.
Men jeg har nogle ønsker og bønner:
- Send de mindste skolebørn i skole hurtigst muligt.
- Lav opgaver, der er nemme at forklare og dermed forstå, så de ikke behøver hjælp.
- Begræns antallet af onlinesystemer, man skal ind på i løbet af en skoledag.
- Og brug kun online til forklaring, så der er tid til individuel opgaveløsning, der så kan gennemgås i plenum senere.
Så kan jeg og alle andre forældre nemlig også få arbejdet lidt i stedet for at være mere eller mindre kørt over efter hjemmeskolen, så der ikke er energi til selv at arbejde…
Charlotte Højlund er 52 år, journalist, foredragsholder og for- fatter til bogen ’MOAR – sådan får du hvilepuls i hverdagen’. Charlotte er mor til syv hjemmelavede børn i alderen 9-26 år – tre drenge og fire piger. Har tidligere skrevet klummer for 24timer, tv2.dk, SøndagsAvisen og BT og var gennem flere år fast familieekspert på Ude og Hjemme med siden ’Børn i familien’.
LÆS OGSÅ: ”Corona-skolen var ret fantastisk”
Udgivet: januar 2021
