Charlotte Højlund:
Pludselig knuselskede min teenager at gå i skole – for første gang nogensinde…
”Yes!!!” næsten råbt ud i stuen med dertilhørende knyttet hånd i vejret var min 15-årige teenagedrengs reaktion, da jeg fortalte ham, at han nu skulle tilbage i skole fra 18. maj – efter otte ugers hjemmeskoling.
Af Charlotte Højlund, mor til 7
Selv skuffelsen over, at det blev en kombi af online og fysisk med sen fri, affødte kun minimalt brok. Og han kan ellers virkelig finde ud af at brokke sig.
Det ville være forkert at sige, at han har hadet skolen. Eller bare været ked af den. Men hans ti års skolegang har bare ikke rigtig sagt ham noget. Mest af alt har han kedet sig og ikke kunnet se meningen med det. Det kunne han så pludselig efter et par måneders Covid-19-lukning. Og det var dejligt.
Men hvad så med mig? Som forælder? Som mor?
Ærligt, så havde jeg nok foretrukket en total nedlukning i stedet for det, der kom.
Som en ven kommenterede, da jeg opridsede min dag: ”Hold da helt op! Det lyder næsten mere som et referat fra et strategisk organisationsmøde end beskrivelsen af en kvindes hverdag…”
Det her var, hvad jeg forklarede ham, da han spurgte, hvordan det gik hos mig:
”Nu hvor alt åbner igen, tænker mange, at alt er fint for børnefamilier, men jeg synes faktisk, det er mere bøvlet. Den yngste på ni møder 8-8.30 og har fri kl. 13. Den snart 14-årige møder kl. 9-10 med fri kl. 14, og ham på 15 kører online 9-11 og fysisk skole 13-16, og 1.g’eren har kun sporadisk undervisning og en del opgaver, der kræver hjælp, og én fysisk undervisningsdag og derefter læseferie. Så jeg har stadig børn hele dagen…”
Var det så ikke bare det samme? Nej, for den ’frihed’, jeg havde håbet på med genåbningen, kom bare ikke. Tværtimod fik jeg mere administration, da børnene jo stadig skulle støttes – nu bare på alle mulige tidspunkter. Så når den sidste var sendt af sted, kom de første hjem. Samlet set, med de seks ugers sommerferie, havde jeg altså børn hjemme konstant i fem måneder. Det var mildest talt svært at være selvstændig med hjemmekontor under de vilkår…
Men hvad har vi så lært af det hele?
Spørger jeg min teenagesøn og hans venner, er svaret klart:
”At det fysiske samvær og at kramme vennerne betyder langt mere, end vi var klar over!”
Skal jeg sætte lidt flere ord på det, så er en af de vigtigste ting, vi lærte af nedlukningen, at skolen, uanset niveauet, er så meget mere end ’bare’ læring. Det fysiske og sociale samvær er nok den primære årsag til, at vores børn kan lide at gå i skole – det kan vi ikke tage fra dem. Undervisningen og indholdet i den er sekundært, hvis de har det godt med kammeraterne.
Som forældre tager jeg hatten af for pædagoger, lærere og skoleledelse, der gjorde et kæmpe stykke arbejde for at få det til at fungere. Men jeg må også erkende, at jeg savnede en mere samlet strategi på skolen, årgangene og helt ned på klasseniveau, da alle undervisere gjorde det forskelligt – til stor frustration for både elever og forældre.
En anden læring, vi kan tage med, er, at hjemme- og onlineundervisning kan ’noget’, så længe det ikke bliver størstedelen af undervisningen.
Og som Mette Frederiksen sagde tilbage i maj, må vi også tage med, at coronakrisen havde den utilsigtede positive konsekvens, at de store skolebørn længtes efter at komme tilbage i skole. Pludselig fandt de ud af, at de faktisk var rigtig glade for at gå i skole. Og det er da om noget positivt!
Charlotte Højlund er 52 år, journalist, foredragsholder og for- fatter til bogen ’MOAR – sådan får du hvilepuls i hverdagen’. Charlotte er mor til syv hjemmelavede børn i alderen 9-26 år – tre drenge og fire piger. Har tidligere skrevet klummer for 24timer, tv2.dk, SøndagsAvisen og BT og var gennem flere år fast familieekspert på Ude og Hjemme med siden ’Børn i familien’.
Udgivet: november 2020
