Da historien om en snor virkede meget bedre end skældud

Telefonen ringede midt på eftermiddagen. Om jeg kunne komme over i fritidshjemmet? Min dreng havde været involveret i en alvorlig affære, som krævede handling. I værste fald kunne politiet blive involveret. Det var den dag, Tillidssnoren blev introduceret overfor min mellemste.

Pædagogerne var selv pinligt berørt over, at knægtene var lykkedes delvist med deres projekt, for alle forstod, at var der gået lidt længere tid, før de var savnet, var de måske blevet kvalt i giftig røg fra et brændende bildæk i et tillukket legehus.

På vej over for at hente min søn, tænkte jeg som en gal. På den ene side havde drengene rodet sig ud i et fuldstændig vanvittigt projekt. På den anden side havde jeg også en vis respekt for fantasifuldheden og evnerne, og mindedes mange historier om egne tåbeligheder fra min barndom. Jeg måtte give point for kreativitet og fantasifuldhed, men var også klar over, at oplevelsen af dette tillidsbrud måtte gøres så stærk som overhovedet mulig.

Det var en meget stille og ydmyg seksårig knægt, jeg mødte i et af indskolingens klasseværelser. Alvoren hang lige så tungt i luften, som den røg, dækket kunne have kvalt drengene i. Men det var den voksne forståelse af situationen.

I mine tanker dukkede de gange op, hvor jeg selv var blevet afsløret i tåbelige projekter. Idéen havde altid lydt helt anderledes end den virkelighed, der udspillede sig senere, og jeg tænkte, at min knægt nok sad med samme frustrationer nu. Følelsen af uskyldighed blandet med den flovhed, som de voksnes reaktioner affødte.

Den her septemberdag stod jeg nu som voksen og skulle håndtere det samme, som min far havde håndteret utallige gange 30-35 år tidligere. Men jeg havde også en idé om, at min reaktion måtte have mere effekt end min fars reaktioner i sin tid. Essensen her var, at min dreng havde brudt min tillid. Hvis ikke jeg formåede at håndtere det her godt, så ville min egen historie gentage sig. Så ville han igen og igen rode sig ud i skøre indfald, ligesom jeg havde gjort. Ikke at min far håndterede mig dårligt. Tværtimod. Det var bare en anden tid.

“I ville hygge med et lille bål,” spurgte jeg min dreng. Vi talte lidt om hele situationen. Jeg gjorde mig umage med ikke at fordømme eller skælde ud. Helt roligt stillede jeg spørgsmål og lyttede. Forklarede, at det er fint med gode ideer og initiativ, men jeg var ked af, at han ikke havde delt sin idé med mig. At han havde snydt mig ved at stjæle en lighter i stedet for at spørge.

Alvoren blev lige så stille tydelig for ham. At de ikke havde tænkt det ordentligt igennem. Vidst for lidt om det, de ville prøve. Men også problemet med, at han var gået bag min ryg gennem flere dage. Så blev det tid til at gøre klart, hvilken betydning hans handlinger havde. 

“Vil du høre en hemmelighed om, hvordan man er far og søn,” sagde jeg. Han kiggede op. Nysgerrigt. Og nikkede.

“Der er sådan en usynlig snor mellem os. Man kalder den for en tillidssnor, fordi den bliver længere efterhånden, som du bliver større og viser du kan opføre dig ordentlig og jeg kan stole mere og mere på dig,” begyndte jeg.

“Når man er far, har man hele tiden øje på sin dreng. Jeg har ansvaret for alt, hvad du finder på. Når du er lille, skal jeg holde øje med dig ret meget for at passe på dig, men så lærer du mere og mere selv. Da du var lille baby, var snoren meget kort. Så lærte du at gå, og kom i børnehaven. Så blev den lidt længere. Hele tiden er den her snor blevet længere, fordi du er blevet større og har kunnet mere og mere selv,” forklarede jeg.

Han kiggede stille, men med åbenlys opmærksomhed. Jeg kunne se, hvordan tankerne kørte rundt i hovedet på knægten og fornemmede, at billedet virkede. 

“Snoren var lige blevet ret lang, fordi du er begyndt i skole, men i dag er der blevet skåret et stykke af snoren. Nu skal vi sammen lave snoren lang igen. Den næste tid har jeg et ekstra øje på dig, og her i fritidshjemmet skal I være i nærheden af voksne hele tiden,” sagde jeg.

Jeg havde aftalt med pædagogerne, at drengene skulle være under voksenopsyn hver dag i mindst en uge, og først slippes løs, efterhånden som de spurgte om lov. Samtidig måtte pædagogerne gerne inddrage knægten i dagens gøremål såsom at feje gulvet om eftermiddagen og den slags.

En uges tid senere var vi på en køretur sammen. “Far,” siger knægten.
“Ja,” svarer jeg åbent.
“Den der tillidssnor….,” kommer det.
“Ja….?”
“Den knækker jeg aldrig mere.”

Han har holdt sit ord. Vores forhold har lige siden været bygget på tillid og en gensidig respekt for, at han gerne vil strække snoren så langt som muligt, mens jeg samtidig har brug for at vide, hvad han finder på. Ingen hemmeligheder og til gengæld heller ingen fordømmelse eller forbud fra min side.