Ny klasse hvert
halve år

Måske er 10 år i den samme klasse ikke den bedste måde at gå i skole på? På Humlebæk Skole er faste klasser droppet til fordel for årgangsundervisning, hvor posen rystes hvert halve år. Eleverne oplever, at de får flere venner og større frihed til at udvikle sig til dem, de gerne vil være – i stedet for at sidde fast i en bestemt rolle.

TEKST OG FOTO: MAJ CARBONI

Det var en skrivelse fra KL i begyndelsen af 1990’erne, der fik skoleledelsen på Humlebæk Skole til at tage det givne op til overvejelse: Måske er A, B og C-klasser slet ikke den bedste måde at organisere eleverne på?

”I traditionelle klasser ser eleverne typisk ikke eleverne fra parallelklassen som potentielle venner og samarbejdspartnere, men nærmere som en slags modstandere. Vi så et stort potentiale i at arbejde på tværs og lade eleverne indgå i mange forskellige fællesskaber,” fortæller skoleleder Jan Niemeier. De begyndte med en enkelt årgang, så to og tre. Nu har hele skolen de sidste 10 år været organiseret i årgange i stedet for klasser. Og hverken ledere, lærere eller elever kunne tænke sig det anderledes.
”Eleverne bliver gode til at samarbejde med mange forskellige, de får en stor omgangskreds og nogle andre muligheder for at være sig selv,” siger Jan Niemeier.

Mulighed for at være sig selv
”Her har du rigtig gode muligheder for at finde nogle nye venner, som du har fælles interesser med.”
Det er en af de ting, som Jan Niemeier siger til nye elever på skolen. Så lyser deres øjne op, fortæller han.
”Hvis man som dreng kommer ind i en klasse med otte fodbolddrenge, kan det godt være lidt svært at blive en del af gruppen, hvis man ikke selv synes, at fodbold er det mest interessante. Her har du 30 drenge og 30 piger at vælge imellem, så der er god sandsynlighed for at finde nogen, man svinger med. Eleverne skulle gerne få fornemmelsen af, at verden bliver større og mulighederne for forskellige sociale relationer bliver mange,” siger han.

Hver 3.-6. måned ryster lærerne posen og kommer eleverne i to nye hold med omkring 30 elever, der igen er opdelt i elev-teams med 4-5 elever, som samarbejder i projektforløb og lignende.
”Der er noget lidt besværlig praktik i at bryde klasser og grupper op så ofte, men vi mener det er dét, der skal til for at nå den mentale forandring, vi gerne ville opnå,” forklarer skolelederen.

Det tyder på, at der faktisk sker noget andet hos eleverne, når man organiserer undervisningen anderledes. Efter et år på skolen, er den erfarne lærer Marianne NN slet ikke i tvivl om, at det er en god idé at vinke farvel til de traditionelle klasser. De mange skift har en positiv betydning for elevernes udvikling, oplever hun.
”Her har elevere har mulighed for at udvikle sig friere, fordi de let kan bryde ud af de roller, de ikke trives i, når de hele tiden bliver en del af nye fællesskaber. Specielt i teenageårene bliver det vigtigt for eleverne at prøve nye identiteter og relationer af, og måske bryde med den de var i 4. klasse. Det giver typisk nogle konflikter i de traditionelle klasser, men her er det anderledes, fordi elevernes verden som udgangspunkt er mere åben,” siger hun.

Flere lærere – flere syn på eleven
Afskaffelsen af de traditionelle klasser betød også et farvel til den traditionelle klasselærer. I stedet er der en gruppe lærere, der er fast på årgangen og arbejder tæt sammen om både undervisningen og eleverne. Det kan måske lyde utrygt for nogle elever (og forældre) ikke at have den samme lærer i klassen gennem flere år, men det er faktisk en stor fordel for eleverne, mener Marianne.

”Når man har en fast klasse i flere år, kan man som lærer hurtigt komme til at putte eleverne i en bestemt kasse og bekræfte sig selv og hinanden i, at ”Emma er jo sådan og sådan”. Her bliver det lettere at undgå, fordi vi samarbejder så tæt og tvinges til at vende eleverne i fællesskab. Jeg kan måske have ét syn på en elev i mine timer, mens en anden lærer kan have et helt andet syn på den samme elev. Det er en vigtig snak at have for at kunne gå til eleverne på en bedre og mere åben måde,” siger hun.

Klasselærerrollen er desuden en sårbar konstruktion med åbenlyse ulemper, mener Jan Niemeier.
”En god relation mellem lærere og elever kan have afgørende betydning for en elevs trivsel og udvikling, så det bliver sårbart, hvis det hele afhænger af relationen til et enkelt menneske. Der er masser af eksempler på, at en relation mellem en elev og en klasselærer er gået helt galt. Og hvad gør man så? Skifter klasse, skifter skole? Her har eleverne 3-4 voksne, de har ret til at gå til. Hvis du ikke lige bryder dig om din kontaktlærer, kan du gå til en af de andre. Hvis forholdet mellem en elev og en lærer er kørt af sporet her, så kan vi sørge for, at de ikke bliver sat sammen i næste runde, så de kan starte på en frisk. Omvendt kan vi også sørge for, at elever bliver sat sammen med en lærer, de er specielt trygge ved, hvis de fx har en svær periode,” siger han.

Udfordrer trygheden
Langt de fleste elever lærer hurtigt at håndtere de mange skift og trives godt med det, men der er også nogen, der ikke gør. Omkring 80 procent kan uden problemer finde ud af det. De sidste 20 procent skal vi være lidt mere opmærksomme på, fortæller skoleleder, Jan Niemeier.

”For nogle elever skal vi skabe mere tryghed, men for de fleste elever vil vi gerne udfordre trygheden lidt. Tryghed er godt, men kan også være begrænsende. Man skal som regel lidt uden for sin tryghedszone, hvis man skal udvikle sig. De fleste har glæde af den lille frustration, og bliver dygtige til at håndtere det og kan se muligheder i det. Når eleverne fx selv siger, at de ikke nødvendigvis arbejder bedst sammen med deres bedste venner, men nogle der kan noget andet, end dem selv, så synes jeg vi er nået langt. Det er nogle kompetencer, der er rigtig gode at tage med sig videre i livet,” siger han.

De mest udfordrede er forældrene
Dem der har haft det aller sværest ved at vinke farvel til den trygge, velkendte ramme med klasser og klasselærere er faktisk forældrene, oplever Jan Niemeier.

”Det udfordrer deres grundlæggende forståelse af, hvad en skole er,” siger han. De første år med det nye koncept var der en del forældre, der valgte en anden skole – også som konsekvens af en sammenlægning af to skoler, hvor årgangsundervisningen blev udvidet til endnu flere elever på hvert klassetrin. Sådan er det dog ikke længere. Der er få, der går ud, men endnu flere forældre, der vælger skolen til – blandt andet på grund af den anderledes måde at tænke skole på. Ved indskrivningen kan nogle forældre også blive urolige ved tanken om de manglende klasser, men så er der typisk andre forældre fra skolen, der beroliger dem: ”Kast jer trygt ud i det. Skolen har styr på det, og eleverne bliver så gode af det,” lyder det ifølge skolelederen.

En anden udfordring for forældrene er at holde styr på alle de andre forældre på årgangen fx til forældremøder. Derfor har skolen også videreudviklet skole-hjem-samarbejdet og blandt andet indført ”dannelses-samtaler”. Her samles elever og forældre i elevernes teams på 4-5 elever, eleverne præsenterer deres arbejde og fortæller om de udfordringer, de har haft i processen – både fagligt, men også i forhold til samarbejdet i teamet. Det diskuterer de så med forældrene.

”På denne måde får forældrene et andet indblik i, hvad eleverne laver og hvad de lærer ved det. De har også mulighed for selv at byde ind på andre måder. Det handler ikke om, hvordan eleverne har klaret sig til en test, men hvilke værktøjer de lærer til at samarbejde og udvikle sig. Det er de kompetencer, der ligger til grund for uddannelsesparathedsvurderingen, som vi gør konkrete og uddyber,” siger han.

Carla, 9. klasse
Om det sociale: ”Jeg kan godt lide, at vi bliver sat i forskellige teams, så man lærer nogle nye at kende på en helt anden måde. Man kommer ret tæt på hinanden, når man skal arbejde sammen i 3-6 måneder, hvor man ofte også ses efter skole. Jeg har fået venner, som jeg ellers ikke ville have haft på den måde og føler, at jeg kender alle på årgangen. I en almindelig klasse er det ikke sikkert, at man lige klinger med de andre piger, men her har man en større vennegruppe og mange, man kan gå til. Det er ikke underligt, at man taler sammen på kryds og tværs af klasser og grupper, fordi alle har haft en relation til hinanden på et tidspunkt. Jeg oplever ikke, at der er nogen, der går rundt alene. Folk er gode til at tage andre med ind i det, de laver.”

Om relationen til lærerne: ”Lærerne kan godt have fordomme: de ved godt hvem der larmer. Når får en ny lærer – så er de roller væk. Så har den nye lærer et andet syn på en, så man altid har en chance for at gøre det om, hvis der er noget, som man godt kunne tænke sig at gøre anderledes. Der er altid en lærer, som man ved, at man kan gå til. På et tidspunkt havde jeg fx problemer med nogle veninder, som fyldte meget og var mut og ked af det. Det gjorde en kæmpe forskel for mig, at der var en lærer, som jeg kunne tale med om det og som kunne hjælpe med, at det blev løst.”

Thilde, 9. klasse
Om relationen til lærerne: ”Forholdet til ens lærere betyder så meget for, hvordan man har det og hvordan man udvikler sig. Selvom man har svært ved et fag, kan det være ok, hvis man har en god lærer. Derfor betyder det også meget, at man her kan bruge de lærere, som man har det godt med. Det betyder også, at man tør komme med forslag til ændringer i undervisningen. Hvis man fx er virkelig træt af at lave plancher, kan man sige det til sin lærer, så man kan tale om det og arbejde på en måde, som motiverer én.”

Om det sociale: ”Det er svært at isolere sig, så man kun er sammen en lille klike, fordi man bliver blandet hele tiden og er nødt til at være sammen med mange forskellige. Så opdager man også, at der ofte er mange, man klinger godt med. Det er tankevækkende, at hvis ikke skolerne og årgangene var blevet lagt sammen, var der mange mennesker, som jeg ikke ville have kendt i dag, og mange lærerige oplevelser, som jeg ikke havde fået. Min sociale omgangskreds ville være meget begrænset, hvis jeg gik i en almindelig klasse. Her har man mange forskellige venner og relationer. Nogle taler jeg godt om skole og faglige ting, mens andre er gode til at grine med og nogle helt andre er gode at feste med. Når vi skifter teams hele tiden, kan man også begynde på en frisk, hvis man har været på en måde, som man ikke selv er tilfreds med. Så får man chancen for at bevise, at man godt kan være med til at gøre det til noget fedt.”

Rosa, 9. klasse
Om skift: Undervisningen er meget fleksibel. Det kan være, at der bliver byttet om på dansk og matematik eller et frikvarter bliver udskudt, hvis det passer bedst ind i det, som man har gang i. Man lærer at klare tanken om, at noget hele tiden kan blive ændret. Det gør, at man bliver stærk og selvstændig. Særligt når man kommer i udskolingen får man mere ansvar. Når der skal fremlægges opgaver er det foran hele årgangen. Det betyder, at vi er blevet stærke i at stå overfor mange mennesker.

Om at arbejde i teams: ”Jeg kan godt lide at arbejde i teams. Selvom vi ikke nødvendigvis bliver bedste venner, så får man et forhold til de andre og kan have det godt sammen. Man kan også spørge de andre i teamet til råds, hvis der er noget man ikke har forstået og lære af hinanden. Jeg er fx stærk kreativt, men ikke til naturfag, så jeg har lært meget af at være i team med nogle, der er gode til matematik.”

Kristoffer, 9. klasse
Om fællesskab: ”Elever på andre skoler kender ikke nødvendigvis dem fra parallelklassen, men her kender vi hinanden alle sammen og har et godt fællesskab. Vi er blevet meget tætte af at arbejde sammen, men har også været på lejrture og skiferie, hvor vi bor sammen. Selvom man kommer i forskellige grupper, kommer man altid i gruppe med nogen, som man klinger med. Jeg synes det gør undervisningen bedre at arbejde i teams. Det er ikke bare sådan, at du kommer og gå igen, men man lærer personerne at kende og det er hyggeligt. Man skal også oppe sig for at vise, at man er værd at være i gruppe med.”

Om skift: ”Det fungerer godt at skifte klasser, så når man aldrig at blive kørt helt i grøften af en dårlig lærer. Når man får nye klasser, så starter man på en frisk og har chancen for at vise, at man kan gøre noget andet.”

Marianne, lærer
Tæt samarbejde forbedrer undervisningen:
”Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg bliver en bedre lærer af at arbejde med årgangsundervisning. Når vi planlægger undervisningen sammen og skifter elever hele tiden, kommer vi helt ind i maskinrummet i hinandens praksis. Det betyder, at vi taler meget mere sammen og reflekterer over vores pædagogik og didaktik. Hvad er det vi vil med undervisningen? Hvad vil vi med børnene? Hvad virker og hvad virker ikke? Og hvorfor? Er der nogle elever, som vi skal være særligt opmærksomme på? Det er fantastisk.”

Når lærer-elev-relationen svigter: ”Der er in- gen tvivl om, at det er med lærere og elever som med alle andre relationer. Der er nogle, man har en bedre kontakt til end andre og relationen kan godt køre af sporet. Der er det en kæmpe fordel, at eleverne har flere voksne at vælge mellem. Det betyder alverden for elevernes udvikling, at de har voksne omkring sig, som de er trygge ved og som anerkender dem.”

Jan, skoleleder
Klædt på til pose-ryst: ”Der er flere skoler, der fx i udskolingen ”ryster posen” og sammensætter eleverne på nye måder – lidt med samme formål: At eleverne skal have bedre muligheder for at udvikle nye relationer og komme ud af de roller, de er kede af. Men når man gør det midt i det hele, kan det være en kæmpe udfordring for både elever og forældre, hvor nogle måske kan ende med fornemmelsen ”Nu blev vores gode klasse ødelagt, fordi parallelklassen ikke fungerede.” Det er aldrig en situation, som vi ender i. Hvis det skal gå godt, når man blander klasser, er det afgørende, at eleverne er klædt på til skiftet, ellers kan de komme ud, hvor de ikke kan svømme. Med årgangsundervisning får de nogle erfaringer med at være en del af mange slags fællesskaber og redskaber til at arbejde sammen med mange forskellige.”

Kompetencer til fremtiden: ”Vores formål er, at eleverne skal blive dygtige til at begå sig i mange forskellige fællesskaber – små som store. På arbejdsmarkedet kommer de også til at skulle arbejde med mange forskellige mennesker, så det er vigtigt, at de lærer, hvordan man gør det – uden at gå i stykker. Man skal træne at kaste sig ud i det, vise hvem man er og hvad man kan. Og så skal man lære, hvad man gør, når samarbejdet ikke lykkes, for det gør det ikke altid.”

Udgivet: november 2019