Vælg side

10 tips til kontaktforældre: 
Få flere til at deltage i klasse-arrangementer

Er det som regel kun “Tordenskjolds soldater”, der kommer til jeres klassearrangementer? Det er godt for fællesskabet i klassen og elevernes trivsel, at alle kommer, men hvordan får man forældrene til at troppe op? Også dem, der ikke kommer så ofte? Vi har spurgt både eksperter og forældrene selv, hvordan man kan få flest muligt til at føle sig velkomne til fælles arrangementer. Her kan du se deres tips.

TEKST: LOTTE GREVE OG BERIT JARMIN

1
Vær nysgerrig på de forældre, der ikke deltager.

Er der nogle praktiske årsager eller særlige udfordringer, der gør, at de har svært ved at deltage? Synes de ikke det er vigtigt, har de ikke lyst eller oplever de, at det er svært at blive en del af fællesskabet? Hvis man ikke spørger, får man ikke svar. Men husk at spørge nysgerrigt og respektfuldt. Løftede pegefingre eller dårlig samvittighed giver sjældent folk lyst til at komme.

2
Fortæl forældrene hvorfor det er vigtigt.

Ikke alle ved, hvilke fordele sociale arrangementer med klassen kan give forældre og elever. Fortæl dem, at det skaber et fællesskab og trivsel i klassen, som kommer alle børn og forældre til gode – også deres eget barn. Send gerne et link til denne artikel til forældrene:

LÆS OGSÅ: Disse 5 gevinster får du og dit barn, hvis du engagerer dig i klassefællesskabet

3
Invitér nye forældre til at planlægge

Det er ofte de samme forældre, der står for arrangementerne i en klasse. Forsøg at inddrage nogle af de forældre, der ikke normalt er med til at arrangere eller ikke kommer så ofte til arrangementerne. Det kan være, at de har idéer til, hvordan arrangementerne kan henvende sig til flere. Nogle forældre kan have svært ved at deltage i møder i trivsels- og kontaktforældre-udvalg, fordi de mangler pasning til deres børn, så det kan være en idé at mødes på steder og tidspunkter, hvor børnene kan komme med.

Jeg har ikke så mange ressourcer, så jeg er ikke kommet ind i fællesskabet.”
Skolebørns forældreundersøgelse

4
Tag hensyn

Når I planlægger et arrangement, så overvej hvilke forhindringer for at deltage, der kan være for forældre og elever. Fx:
– Kan alle deltage, hvis man deler arrangementet op i køn?
– Er der nogen, der får svært ved at være med, hvis børnene og deres søskende ikke er inviterede?
– Er der forældre og/eller børn med fysiske eller psykiske begrænsninger, der har brug for særlige hensyn?
– Hvis I skal spise sammen, så sørg for, at alle kan spise med (fx halal, vegetar, allergi).
– Alkohol kan være en hyggespreder, men (meget) fulde forældre kan være for meget for nogen, så overvej hvad jeres arrangement lægger op til.
Det er ikke alle hensyn, der kan eller behøver at blive taget i alle klasser, men det kan være nogle gode overvejelser at have.

 

Det kan være svært for travle forældre at nå – især hvis man har skiftende arbejdstider og små søskende.”
Skolebørns forældreundersøgelse

LÆS OGSÅ: 7 ting du selv kan gøre for at styrke fællesskabet i dit barns klasse

5
Gør det nemt at deltage

Sørg for at deltagelse ikke bliver en konkurrence om at gøre noget mest eller bedst: Hvem kan bage de flotteste kager? Hvem har overskuddet til at stege friske fiskefiletter til alle?
I kan fx gøre det lettere at deltage ved at:
– Holde arrangementet på eller omkring skolen, så der er flere, der har mulighed for og overskud til at deltage.
– Sørg for at søskende kan være med eller kan blive passet imens.
– Sørg for, at arrangementerne ikke tager alt for lang tid at forberede og deltage i.
– Lad være med at holde for mange arrangementer.

 

 Vi synes der er ret meget vi skal i forhold til vores barns skole. Ind imellem kan vi føle os pressede over, at hverdagen bliver brudt i stykker af arrangementer.”
Skolebørns forældreundersøgelse

6
Vær opmærksom på kommunikationen

– I stedet for at skrive ’kære mor og far’ i en indbydelse eller ’kære forældre’ kan man omformulere det, så det f.eks. lyder ’Kære voksne til børn i 5.B”. Hermed er alle omsorgspersoner inkluderet: Forældre, forældres kærester, bedsteforældre, værger, plejeforældre mfl.
– Det er ikke alle, der læser beskeder på Aula ofte, så overvej også at give eleverne en seddel med hjem, send en sms eller ring op, hvis en forælder ikke har svaret på invitationen.
– Er der forældre i klassen, der har svært ved at tale/læse dansk, så find en måde at kommunikere til dem på. Måske gennem barnet eller andre forældre i klassen, der har fælles sprog.

LÆS OGSÅ: Er de sociale arrangementer i dit barns klasse mest for kernefamilier?

7
Hold prisen nede

Selvom det kan være svært at forestille sig for nogen, at 100 kr. kan vælte budgettet, så kan det være et betragteligt beløb for andre forældre. Og man bonder ikke bedre til et socialt arrangement, fordi det er dyrt. Brug jeres fantasi til at gøre det gratis/billigt at deltage og lad være med at gøre deltagerpris til et diskussionsemne ved forældremøderne. Det er ydmygende, hvis det ender med, at nogle forældre tilbyder at betale for andre, eller der bliver taget initiativ til, at der bliver samlet ind. En mulighed er at aftale at lade klassekassen betale for arrangementer, så det ikke bliver økonomien, der afholder forældre fra at deltage. I kan fx aftale at forældrene kan betale det beløb til klassekassen, som passer til deres økonomiske situation (og husk, at det er frivilligt at indbetale til en klassekasse).

 

Min økonomi som alenemor presset, så det kan være svært at få råd til at deltage, men jeg synes min datter skal være med, hvis hun vil.”
Skolebørns forældreundersøgelse

8
Hold børnene og skolen i centrum

Ikke alle mennesker føler sig tilpas, når et arrangement udelukkede handler om at spise og konversere med relativt fremmede mennesker. Inkludér nogle fællesaktiviteter, hvor både voksne og børn er sammen. Hvis I kan få en eller flere lærere til at deltage i arrangementet kan eleverne vise, hvad de arbejder med eller hvordan de lærer i skolen. Fx ved at lade eleverne undervise forældrene med de samme undervisningsmetoder eller vise noget frem, de har arbejdet med.
De fleste forældre vil gerne se, hvad deres børn laver i skolen og forældre, der ikke synes det er vigtigt at deltage i rent sociale arrangementer, får nu en anden grund til at deltage.

9
Bland forældrene

Hvis du kender nogle af forældrene i klassen er det letteste kun at tale med dem, især hvis jeres kemi passer godt sammen. Det kan dog betyde, at det er svært for andre forældre at komme ind i fællesskabet, ligesom det er vigtigt for fællesskabet i klassen at tale med andre, end dem man plejer at tale med. Derfor er det godt at sørge for, at forældrene blandes til både forældremøder og til klassearrangementer.
En måde at blande forældregruppen på er, at dele farvede kort ud til forældrene efterhånden som de kommer. Forældre med røde kort skal sidde sammen, dem med gule kort skal sidde sammen osv. 
Opfordr forældrene til at tale med dem de sidder sammen med og giv dem gerne noget at tale om/tale ud fra fx dilemmakort, sammen finde på nye idéer til nye arrangementer eller lav små icebreakers. På den måde gør I det lettere for forældrene at tale sammen uanset om de kender hinanden i forvejen.

10
Har jeres skole retningslinjer for sociale arrangementer?

Hvis ikke kan I opfordre skolebestyrelsen til et princip, der tager højde for at få så mange som muligt til at deltage. Det kan fx omhandle hvor mange arrangementer, det anbefales at have pr år (fx 2). Hvem har ansvaret for at arrangere? Hvilke økonomiske rammer skal der være? Og i hvilket omfang kan man bruge skolens grund og lokaler?

Kilder: Skole og Forældre, forældreundersøgelse fra magasinet Skolebørn fra januar 2020, Maria Ørskov Akselvoll, organisationen ’Brug Folkeskolen’ og Sex & Samfund.

Udgivet: marts 2020

Få ny viden, inspiration og gode råd til at støtte dit skolebarn
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Skole og Forældres magasin, Skolebørn, og få de nyeste artikler direkte i din indbakke 8 gange om året.
Det er helt GRATIS og vi giver ikke din mailadresse videre til anden part.

Hvis du har lyst, kan du udfylde fødselsåret for dit barn/dine børn, så vi kan sende dig artikler, der passer til dit barns klassetrin. Det er selvfølgelig frivilligt og vi bruger ikke oplysningerne til andet.

Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet accepterer du Skole og Forældres privatlivspolitik. Læs den her.