Et døgn i Tobias’ liv
“Hvorfor kan jeg ikke bare være ligesom de andre børn?”
”Luften er tyk af larm og dårlig luft. Kvalmen sniger sig ind på Tobias igen. Hvad skal der ske nu? Skal de have vikar igen? Tobias hjerte banker hurtigt.”
Det er en ganske almindelig skoledag. De andre børn ser ud til at være glade, men i Tobias’ hoved er der angst og kaos. Her giver hans mor sit bud på, hvordan en dag i hans liv må føles.
Tobias fik senere diagnosen, GUA, der er en autisme spektrum forstyrrelse.
TEKST: EN MOR
FOTO: ISTOCK
Kl. 06:15
Tobias vågner med et sæt og ser op i loftet. Det er svært at vide, om det er nat eller morgen. Det er mørkt udenfor, og han er omsluttet af et tæt mørke. Han er meget træt. Benene føles tunge, selv om han ligger ned. Det snurrer i dem. Han kan høre sine brødre vende sig i sengene ved siden af. Det er trygt og rart at vide, at han ikke er alene i mørket. Det skramler fra køkkenet, og der kommer lys i gangen. Så er det nok morgen. Hvordan kan det overhovedet være morgen nu? Han er jo lige faldet i søvn. Tobias forestiller sig hvordan dagen vil blive. Han har allerede ondt i maven ved tanken. Om lidt kommer mor ind på værelset, tænder lyset og sætter sig på sengekanten.
Aer ham på håret og siger blidt og stille:
”Har du sovet godt?”.
Tobias får hjertebanken og har svært ved at trække vejret. Han kan mærke vreden sprede sig fra hjertet ned til fødderne, op gennem hele kroppen og ud i armene. Han kniber øjnene sammen og ønsker sig langt, langt væk i drømmeland, omgivet af bløde bamser, slik og fars iPad.
Kl. 06:30
Tobias hører mors hurtige skridt fra køkkenet, gennem stuen, ud i gangen – de stopper ved værelsets dør. Hun åbner den langsomt. Den knirkende lyd fra dørens gamle hængsler skærer ind i hans hjerne. Lava-lampen med det beroligende boblende lys bliver tændt. Mor sætter sig på sengekanten. Stryger ham kærligt over håret og siger:
”Godmorgen – har du sovet godt?” på den glade og søde måde.
Tobias er ved at eksplodere indeni. Han sætter sig op i sengen og skriger alt, hvad han kan:
”Neeej! Jeg har IKKE sovet godt! Jeg har overhovedet ikke sovet. Jeg skal IKKE op! Jeg skal IKKE i skole! Jeg hader dig. Forsvind ud af mit værelse!”
Det lettede lidt. Nu kan han igen trække vejret. Tobias lægger sig ned med et hårdt bomb og trækker dynen op over hovedet. Nu kommer den dårlige samvittighed. Gennem dynen kan han høre lillebror græde, sikkert af forskrækkelse over at være blevet vækket af Tobias’ raseri. Hans storebror råber højt og skælder ud over at skulle dele værelse med sine brødre og aldrig have noget privatliv. Altid høre på skrig og skrål. Tobias kan mærke mors bløde hænder stryge ham på ryggen igennem dynen. Far er kommet til. Hans dybe stemme siger ord, Tobias ikke kan høre, men han mærker stemningen. Kaos, gråd, tristhed og vrede. Nøjagtig som det plejer.
Kl. 06:50
Nu kan han høre mors skridt komme nærmere. Denne gang går hun langsommere og mere forsigtigt. Åh, hvor Tobias savner hende. Savner at putte sig ind til hendes bløde hud og snuse hendes mor-duft ind ved hendes hals. Døren bliver åbnet langsomt og stille. Mor går langsomt over det knirkende gulv, hendes stemme ryster lidt, da hun siger hans navn og sætter sig.
”Tobias,” siger hun svagt.
Tobias bliver liggende uden at røre på sig. Han har på én gang lyst til at kaste sig grædende om sin mors hals og samtidig har han lyst til at skrige højt og kaste sengelampen ned i gulvet, vælte cd-afspilleren eller sparke til den store kasse med LEGO. Det føles, som om hans krop er fyldt med kogende lava og grankogler. Han hører igen mors stemme gennem dynen.
”Tobias, du skal komme op nu!”
”Jeg vil ikke i skole!”
Mors stemme ryster en lille smule. Hun taler meget stille:
”Jeg ved godt, at du ikke vil i skole, men det bliver du nødt til. Det er noget, statsministeren har bestemt. Far og jeg skal på arbejde, og du og dine brødre skal i skole. Sådan er det at bo i vores land. Vi har meget travlt nu. Jeg skal nok hjælpe dig med tøjet, så du kan nå at få morgenmad.”
Tobias mærker igen, at vreden tager styringen.
”Jeg gør det ikke!”
Kl. 07:00
Mor sætter sig over på hans seng og løfter forsigtigt på dynen. Hun fumler med nogle sokker, som hun prøver at få på Tobias’ fødder. Vreden skvulper som ustadige bølger inde i Tobias’ spinkle krop. Han har kvalme. Ked-af-det-heden er ved at drukne ham. Han sparker vildt med benene og rammer mor hårdt i siden. Han har ikke kontrol over sine arme og ben, som sparker og slår ud i luften, og nogle gange rammer noget hårdt, måske mor. Hans elskede mor, som han inderst inde gerne ville kramme og putte sig ind til. Mor er gal nu. Hun maser strømperne på hans fødder, læner sig ind over ham, så dynen strammer om hans mave. Hun ser ham i øjnene og næsten råber:
”Tobias, du er ni år. Du bor i et land, hvor børn skal gå i skole, og forældre skal gå på arbejde. Du står op lige nu!”
Tobias får næsten krampe i hjertet. Når mor bliver så gal på ham, føles det, som om 1.000 knive skærer og stikker i ham på samme tid.
07:20
Han hører sin egen stemme forvandle sig til ord og råber:
”Hvorfor er du så ond?”
Han bryder grædende sammen. Mor holder om hans hulkende krop. Hun græder også. Han er træt og har ikke flere kræfter. Han ligger helt slap på sengen og lader mor bakse med hans tunge krop. De går sammen ind i stuen. Far og brødrene siger ikke noget, men fars blik er trist. De har alle tre spist morgenmad, er ved at børste tænder og er snart på vej ud ad døren. Igen i dag nåede Tobias ikke at spise morgenmad med de andre, og måske må han bare spise en banan på vejen.
Kl. 07:30
”Tobias, Tobias, TOBIAS.”
Mors stemme er skinger. Hun står foran ham. Hun har hænderne på hans skuldre og ryster ham. ”Tobias, vi har travlt. Du skal tage sko og jakke på!”
Far og brødrene er allerede på vej ned af trappen. Far har taget lillebror i hånden. Han græder og vil heller ikke af sted. Far råber nede fra trappen.
”God dag. Henter jeg, eller køber jeg ind?”
Mor svarer et eller andet. Storebror kommer op ad trappen igen, forpustet og helt rød i hovedet. ”Jeg skal have gymnastik – hvor er mit gymnastiktøj?”
Mor smider sin taske på gulvet og forsvinder ind på værelset. Hun skramler og rumsterer og kommer ud med en pose. Hun giver den til storebror, som forsvinder ned af trappen med et frisk: ”Hej, hej.”
07:55
Tobias går forrest ned ad trappen, mor er lige bag ham.
”Du kan ikke blive hentet efter skole i dag, men det kan du i morgen. I morgen har jeg tidligt fri. Det kan umuligt være alle, der bliver hentet efter skole. Jeg kan spørge din fætter Mads, om han vil hente dig efter skole, han går vist ikke på universitetet om onsdagen.”
Tobias kan igen mærke vreden boble.
”Jeg vil hentes af dig eller far efter skole!”
De går ned af trappen. Stemningen er dårlig. Han sætter farten ned. Mor skynder på ham, tager ham i hånden og trækker ham fremad. De siger ikke meget på vej hen til skolen.
08.05
Det har ringet ind, så skolegården er næsten tom.
“Hvorfor skal jeg være her hele dagen? I kan jo ikke lide mig! Hvorfor har I overhovedet fået mig?”
Mor har tårer i øjnene. Det er på én gang rart og gør ondt. Åh, det er hans skyld det hele. Hvorfor kan han ikke være ligesom de andre børn? De virker glade hver dag. De griner og løber rundt mellem hinanden. De virker også glade i timerne.
08:07
Det er heldigt, at de bor lige ved siden af skolen, ellers ville han komme endnu mere for sent.
Tobias bliver hylet ud af sit tankespind.
”Hej Tobias. Har du også sovet for længe? Vi må hellere skynde os.”
Det er Asger, der kommer løbende med fuld fart og slår Tobias i ryggen med sin hue. Tobias løber med uden at tænke. Vender sig om og råber farvel til mor. Hun ser helt forbavset ud. Det er rart, at der ikke er så mange på trappen. Tobias hader de morgener, hvor alle børn skal op ad trappen på en gang, ligesom i frikvartererne. Men hvad vil Solveig sige, når de kommer for sent? Tobias har aldrig fået skæld ud, men han er hunderæd for at få det.
Kl. 08:15
Ingen hører vikaren, og larmen bliver mere og mere intens. Tobias får det igen, som om han skal kaste op. Hans hoved dunker. Savnet af hans mor og far stikker sig ind i hjertet som pinde, der presses ind mellem hans ribben. Smerten er ulidelig. Han sætter sig på sin plads. Tager sine bøger op af tasken og lægger dem på bordet. Han sætter hænderne op for øerne. Det dæmper lyden, men rystelserne fra tramp, råb og bank mærker han op igennem skosålerne og videre op i kroppen, hvor de til sidst havner i hjertet, sammen med savnet og pindene. Tobias har lyst til at skrige. En stor klump har sat sig i halsen, og han kan mærke tårerne svie i øjnene. Han har lyst til at skubbe hårdt til bordet så det vælter. Tanken er skræmmende. Han er bange. For sig selv. For de andre børn. Bange for, at vikaren vil give op og gå.
Kl. 08:20
En hånd skubber til ham.
”Tobias. Tobiiiaaas!”
Han ser op. Vikaren står foran ham. Han tager hænderne væk fra ørene og hører en svag latter og fnis. Det er ham, de griner af. Vikaren åbner Tobias’ bog og peger på side 22. Han går videre. Gad vide, hvor lang tid Tobias har siddet med hænderne for ørene? Elina begynder at læse engelske ord op. Tobias er ved at dø af skam. Hvad tænker den vikar nu om ham? Åh, hvor han savner mor. Han bliver svimmel. Han vil væk. Han vil ud. Han skal på toilettet. Hvordan kommer han det? Og hvor er det nu, det ligger? Er det til højre eller venstre, når man kommer ud ad døren? Hvad nu, hvis der ikke er nogen der vil gå med?
Kl. 08:30
Tobias tager en dyb indånding og prikker forsigtig Niels på skulderen. Han hvisker:
”Niels, vil du være min tissevagt?”
”Ja, det vil jeg gerne,” hører han Niels sige. Lidt for højt, for nu fniser Frida og Tove.
Også vikaren har hørt det og retter blikket mod Niels. Tobias kan næsten ikke få luft. Halsen har strammet sig sammen. Tårerne svier igen. Det sortner for øjnene og han har svært ved at se klart. Vikarens stemme lyder som om han står under vand.
”Niels, sagde du noget?”
”Det er Tobias, der skal tisse. Jeg vil godt gå med,” siger Niels på en let og glad måde.
”Det er i orden,” siger vikaren.
På gangen er der stille, og Tobias kan igen trække vejret. Niels er løbet i forvejen. Tobias bliver i tvivl. Hvor er det nu, toilettet ligger? Tobias mærker hjertet slå meget hurtigt. Det gør ondt. Han hører hurtige skridt imod sig. Det er Niels. ”Hvor bliver du af, Tobias? Skulle du ikke tisse?”
Tobias nikker.
Niels opdager heldigvis ikke noget. Han taler om fodboldkort og om Messi, der er meget svær at få fat i. De når til toilettet. Niels stiller sig op med ryggen mod døren som en soldat.
”Gå bare ind, jeg holder vagt,” siger han.
Kl. 08:40
Tobias får igen hjertebanken. Hans hænder ryster lidt. Han skynder sig at blive færdig. Han åbner døren og er lige ved at få Niels i hovedet. Han har stået der hele tiden og tilmed op ad døren, så ingen kunne komme ind. Tobias smiler. Niels er en rigtig god ven.
”Jeg troede, du var blevet slugt af toilettet,” griner Niels. ”Nå, men kom. Det er vist snart lufter.” Han løber ned ad gangen, let som en kat. Han løber rundt om hjørnet og Tobias kan ikke længere se ham. Hvad er det nu for en dør, der er ind til klasseværelset? De er ens alle sammen. Han løber tungt, ikke let som Niels. Niels er ikke til at se. Tobias får det skidt. Hvorfor har Niels og de andre det ikke sådan? Hvordan kan de bare løbe rundt og vide, hvor de skal hen? Han skal tisse igen. Alle dørene er ens. Hvad skal han gøre? Hans hænder er våde af sved.
Kl.08:55
Løbende børn og høje skrig forenes i ét inferno. Stole og borde skramler. Luften er tyk af larm og dårlig luft. Kvalmen sniger sig ind på Tobias igen. Hvad skal der ske nu? Skal de have vikar igen? På skemaet står der dansk. Tobias kan godt lide dansk. Han elsker ord. Men hvad nu, hvis læren er syg? Bliver der så igen kaos og larm? Tobias hjerte banker hurtigt. Han lukker øjnene hårdt i og håber, at Line, deres klasselærer, kommer ind og får styr på tropperne.
En velkendt blød og rolig stemme skærer sig igennem rummet.
”Godmorgen 3.C!”
Line er ikke syg. Han er reddet. De næste to timer har de dansk. Tobias mærker skuldrene sænke sig. Håndfladerne bliver gradvist mere tørre, hjertet slår almindeligt og han skal ikke tisse.
Dansktimerne er dejlige. De har gruppearbejde, og Tobias er sammen med Niels og Sarah. De pjatter. Opgaverne er lige tilpas. Ikke for lette og ikke for svære. De skal skrive et eventyr. Tobias har nemt ved ord og historier. Han kommer med den ene idé efter den anden. Sarah ser beundrende på ham, og Niels griner af hans skøre og sjove påfund. Tobias nyder opmærksomheden. Glemmer helt utrygheden, savnet af mor, den dårlige samvittighed, kvalmen og forvirringen. Hvis bare det altid var sådan her, ville han elske at gå i skole.
Kl 10:55
Klokken ringer. Tobias farer sammen. Med ét forvandles klasseværelset til et lydhelvede igen. Stole bliver skubbet hårdt hen ad gulvet. Hvin, larm, råb og skingre stemmer blandes til en lydmur af fare og frygt. Tobias tager sig til ørene. Det hjælper lidt. Av, han får et hårdt puf i ryggen. Han får overbalance og er ved at vælte. Det er Kim, der løber ud af værelset med skoletasken på ryggen. Det gør ondt. Tårerne trænger sig på. Han tager langsomt hænderne væk fra ørene og ser op. Der er helt tomt i klassen. Alle er væk. Hvor er de? Hvor skal han gå hen? Også Line er væk. Har alle bare glemt ham?
Kl. 11:05
Niels og Sarah kommer til syne i døren.
“Hvor bliver du af? Vi skal jo spise frokost nede i 0.A – vores venskabsklasse. Det fik vi jo at vide i morges.”
Tobias kan intet huske om nogen venskabsklasse-madpakke-aftale. Det må have været, mens han var ude at tisse. Det skal han igen. Han har lyst til at græde. Det hele virker så uoverskueligt. Bare han var hos mor. Hvad skal han gøre nu? Hvor ligger 0.A? Han har ikke lyst. Niels og Sarah er væk for længst. Han prøver at samle sine blyanter sammen. Hans hænder ryster. Det prikker i fingrene. Han har kvalme og ondt i maven. Han kunne bede om at blive ringet hjem. Så slap han også for at lyve over for Niels om en legeaftale. Tobias forstår ikke, hvordan andre børn har energi til at lege efter skole. Det er så svært at være hjemme hos andre. Det er svært at finde rundt, og de har helt andre regler end hjemme. Det er også svært at have nogen med hjemme. Tobias synes ikke, hans hjem er ligeså fint som de andres, og det er pinligt, hvis de andre ser, at han stadig leger med bamser og LEGO. Niels har sit eget værelse og sin egen iPad. Tobias elsker sit hjem, og ville ikke bryde sig om at sove alene i et værelse. Han synes også de bor hyggeligt, men de har ikke ligeså fine møbler som de andre. Åh, hvor han savner sin familie og sit hjem.
Kl. 11:10
“Tobias, hvad sker der lige med dig?”
Lines bløde stemme smyger sig ind i rummet. Reddet endnu engang.
“Det var da vist heldigt, at jeg havde glemt min madpakke. Kom, vi følges ad.”
Hun tager ham blidt på skulderen og skubber ham ud ad døren.
Nede i 0.A er der meget larm. De skal sidde ved siden af deres venskabsven og spise. Der er allerede madpakker og skolemælk ud over det hele. Lugten af sure tæer, ost, æg og makrel gør luften tyk. Tobias har voldsom kvalme og er sulten på samme tid.
Kl. 11:40
Han har stadig ikke spist. Han har ondt i maven og kan ikke få en bid ned. Han kan snart ikke huske, hvornår han sidst har fået mad. I går fik han heller ikke spist sin madpakke. Han må huske at smide maden ud, inden han kommer hjem. Hvis mor opdager, at han ikke får spist madpakken, vil hun spørge om en masse og skrive til lærerne.
Thomas forsvinder igen. Han råber noget om fodboldbanen og om Tobias ikke skal med. Han venter ikke på et svar, men spurter ned ad gangen og ud ad døren. Tobias er så træt, og benene føles som bly. Han håber ikke, nogen opdager, at han sidder her. Det er vist en fejl, at der er åbent ind til klassen. De plejer at låse klasseværelserne af i frikvartererne. Han er så træt, at han helt glemmer, hvor utrygt det hele er. Det er helt rart med stilhed. Tårerne løber stille ned af hans kinder. Han lægger sit dunkende hoved på bordet. Det er rart, men vådt.
Kl. 11:55
Det ringer! Tobias farer op med et spjæt. Har han sovet? Hvor er han? Hvad skal han? Han er helt forvirret. Hans hoved dunker af smerte, og benene prikker som om de sover. Tobias’ kammerater vælter ind i klassen. Skramler med stole og borde. Griner, skændes, maser og råber. Tobias prøver at komme til sig selv. Bare der ikke er nogen, der opdager, at han har grædt. Han har en underlig følelse af, at det slet ikke er ham, der sidder ved bordet. Det er, som om han kan se det hele oppefra. Det er helt klart bedre at være tilskuer og ikke en del af det kaos. Lige indtil en stemme siger hans navn. Det er Runa, deres matematiklærer. Tobias kikker op i Runas mørke øjne. Hun siger ikke noget. Smiler til ham med de rare øjne og peger ned i hans bog, som ligger opslået på bordet. Tobias kan slet ikke huske, hvornår han har taget bøgerne frem. Han kikker ned i bogen, hvor Runa pegede. Tal, blå, grønne og gule figurer hopper mellem hinanden i ét virvar. Det prikker for øjnene og han får kvalme. Tissetrangen kommer igen og han kan mærke tårerne presser sig på. Det bruser i ørene, som når man står på stranden i blæsevejr. Hænderne er klamme og fugtige. Halsen strammer til. Det er svært at få luft. Bare han var hjemme hos mor.
Kl. 12:15
”Tobias, Tobias, TOBIAS.”
Tobias farer sammen med et spjæt. Det er Thomas med sit rare rødkindede ansigt.
“Skal vi sætte os ud på gangen?” spørger han.
Tobias er flov og ved ikke, hvad der skal ske, men nikker og følger med. Ude på gangen sidder der børn på gulvet i små grupper. Bøger, blyanter, penalhuse og madpapir flyder rundt i et virvar. Der er masser af snak, grin og småskænderier. Tobias´ hoved er ved at springe. Det prikker, snurrer og maser inde i hjernen. Niklas og Steen følger også med Thomas og sætter sig på en bar plet længere nede ad gangen. De har deres krøllede matematikhæfter med. De smider sig i en bunke og begynder at slås. Måske er det for sjov, måske ikke. Tobias skal kaste op. Hvor er toilettet?
Kl. 12:25
Heldigvis ligger toilettet lige overfor der, hvor drengene har sat sig. Tobias forsvinder derind uden at sige noget til nogen. Han kan snart ikke mere. På toilettet er der køligt, men der lugter af tis. Tobias skynder sig ind og låser døren. Han sætter sig på det nedslåede sæde med hovedet på den kolde porcelænsvask. Hvad er det for et liv? Hver dag er det sådan. Hvorfor kan de andre børn finde ud af, hvor de skal gå hen, hvornår og hvad de skal lave med hvem? Er han særlig dum? Den kolde vask på panden hjælper lidt. Tobias føler sig helt tom indeni. Han har slet ikke energi til at være nervøs eller bange. Han lukker øjnene hårdt i og banker sit hoved ned i den hårde kant på vasken. Det er som om denne nye smerte gør det nemmere at holde hovedpinen ud. Han skal tisse, men det virker komplet uoverskueligt at skulle rejse sig op for at tage bukserne af. Tobias mærker våde dryp på sine lår. Det er tårer.
Kl. 12:35
Tobias ved ikke, hvor længe han har været på toilettet. Han skyller sit ansigt og vasker sine hænder. Åbner døren og træder ud på gangen. Det er svært at sige hvilken lugt der er værst. Den indelukkede lugt af sved, æg og vådt overtøj på gangen eller lugten af tis på toilettet.
Tobias har stadig kvalme. Han sætter sig tungt ned ved siden af de andre. Steen og Niklas skændes om et viskelæder. Thomas prøver at lave opgaven i bogen, men ser op på Tobias og siger:
“Jeg gider ikke mere, jeg tror snart det ringer – skal du på frit?”
I det samme ringer klokken. Hvordan Søren kunne han vide det?
Kl. 12:40
Larmen er igen overdøvende voldsom. Børn og lærerne kommer til syne på gangen. Døre smækker. Tobias følger strømmen og går tilbage til klasseværelset. Sidste time er UU, understøttende undervisning, men det er til gengæld næsten det værste. Sidste gang havde de tal-stafet nede i den store skolegård. To af de allerværste ting i verden sat sammen til et. Tal, som han er så frygtelig dårlig til, sammen med stafet. Tobias hader at løbe og hader konkurrencer
Kl. 12:55
PIIFT. Tobias farer sammen. Det er Mikkel, som de har i UU. Han er yngre end de andre lærere og pædagoger. Han er god til at pifte og spille på guitar.
“3.D. – hvad så der?” råber han.
“Tag jeres tasker, og stil dem ud på gangen. Bagefter tager I jakker på, og så mødes vi nede i talgården til en omgang tal-stafet. I var så gode sidst, så i dag udvider vi den med tre-tabellen.”
Larmen, som et øjeblik forsvandt med Mikkels pift, er nu vendt tilbage 10 gange højere. Tobias kan se, at kammeraterne griner og hopper af begejstring. Nogle klapper, mens andre har travlt med at pakke taske. Tobias kan ikke få luft. Halsen snører sig sammen, hans mund og tunge er knastør. Hvordan skal han komme helskindet igennem denne time?
Kl. 13:00
Klasseværelset er tomt. Kun Mikkel står og tripper med nøglerne.
“Kommer du, Tobias?”
Tobias kan ikke svare. Hans mund er tør som støv. Han får fat i sin taske, men den glider ud af hans hånd igen og lander på gulvet med et brag. Det prikker i fingrene. Benene vil heller ikke gøre hvad de skal, de er tunge som bly. En hånd på hans skulder får ham til endnu engang at fare sammen.
“Er du OK?” spørger Mikkel.
Tobias nikker, selv om det er langt fra sandheden. Han bukker sig ned efter sin taske.
“Du ser sgu’ lidt bleg ud,” siger Mikkel.
“Gå ud og tag noget vand at drikke, og kom ned, når du er klar. Kom med ud, så låser jeg døren.”
Tobias går ud af klassen. Han stirrer ned i gulvet. Han har ikke lyst til at fortælle Mikkel, hvordan han har det. Faktisk er der ikke nogen, han har lyst til at fortælle noget. Måske mor, men hun bliver altid så ked af det.
Kl. 13:35
Klokken ringer. Tobias klarede endnu en skoledag. Egentlig burde han vel være stolt og glad. Man skal klare sig selv – helt uden hjælp.
Kl. 13:40
Alle skubber og maser for at komme først hen på fritten, som ligger lige over for skolen. Tobias tager det i sit eget tempo. Han er ikke så nervøs nu. For første gang i dag kan han trække vejret helt ned i maven. Han hører Elinas stemme:
”Tobias, skal vi lege videre på legen fra i går?”
”Ja, det kan vi godt” hører han sin egen stemme sige, helt uden problemer.
Åh, hvor er det dejligt nemt det hele. Han følges med Elina ind på fritten. De står sammen i køen til afkrydsningstavlen. Helle kommer til syne i døren. Hun smiler og siger:
”Hej, med jer, har I haft en god dag?”
Hun tager Tobias kærligt på skulderen. Det er rart. Han er nået hen til tavlen og skal lige til at trykke sig ind, da han får et hårdt puf i ryggen. Det er en fra 3.D., der vælter hen til tavlen og trykker sig ind, selv om det er Tobias der står forrest. Tobias mærker igen utrygheden snige sig ind på ham som en sort kappe. Det trykker for brystet. Bare mor kunne komme og hente ham. Tårerne presser sig på. Han vil ikke være her. Hvor skal han også gå hen? Fritidshjemmet er så stort. Elina er allerede væk igen. Nu er han helt alene blandt flere hundrede børn, der løber rundt og skriger. Tobias har kvalme igen. Bare han havde en usynlighedskappe som Harry Potter. Han mærker igen en hånd på sin skulder. Han farer sammen. Han hører Helles bløde stemme.
”Forskrækkede jeg dig? Det var ikke min mening. Har du fået krydset dig ind?”
Tobias kan ikke finde ordene, det er, som om han er en computer med en forkert mus og tastatur. Han ryster på hovedet.
”Der er ledigt nu,” siger Helle og peger hen på skærmen.
”Jeg er i Krea i dag, gå du med. Elina og Thomas er gået derind.”
Puha, det gav luft. Endelig ved han hvad han skal. Og måske kommer mor om lidt?
”Ja, det vil jeg gerne.”
Tobias føler sig helt let.
Han går hurtigt hen til Krea-rummet. Han kan se Elina og Thomas bag glasdøren. De ser koncentrerede ud med tape og limpistoler. Tobias’ hjerte begynder at hamre, men denne gang af glæde. Det næste stykke tid er helt fantastisk. Tobias tegner, klipper, river, farver fortæller og griner. Elina og Thomas synes, han er skæg, så han giver den hele armen og bliver helt overfjollet.
Kl. 15:15
”Tobias”.
Det er mors stemme. Hvorfor kommer hun nu? Mor kommer over til dem og siger ”Hej”. Han kan se på hende, at hun har cyklet hurtigt. Hun er helt rød i hovedet.
”Du skulle ikke komme nu, jeg har det lige så sjovt. Må jeg ikke blive her lidt længere?”
Mor ser forvirret og skuffet ud.
”Jamen, du sagde, at du ville hentes tidligt, og nu har jeg byttet med en kollega og skyndt mig herhen. Jeg tænkte, vi kunne købe noget aftensmad sammen.”
Tobias er irriteret. Hvorfor kommer mor nu, hvor han har det sjovt? Hvor har hun været hele dagen, hvor han havde brug for hende? Han lægger papir, saks og lim på plads og siger farvel til vennerne.
”Øv, skal du gå nu?” spørger Elina.
”Ja, åbenbart!”.
Tobias går ud af glasdøren med mor i hælene. Hun ser trist og irriteret ud. Han siger ikke noget til hende. Han har lyst til at putte sig ind til hendes varme svedige kind og mærke mor-duften i næseborene. Det er dejligt, at hun har skyndt sig for at hente ham. Samtidig er han vred. Vred fordi han har været ladt alene hele dagen. Vred, fordi han skal hjem, når han for en gangs skyld har det lidt sjovt. Vred, fordi han nu skal købe ind. Det er så forvirrende at skulle ind i butikker. Der er så mange mennesker med store frakker og indkøbsvogne der skubber og er sure.
Kl. 15:35
Udenfor blæser det. Blade fra træerne flyver gennem luften. Det piber om ørene. Tobias kan ikke lide det. Han bliver nervøs og klamrer sig til sin mor.
”Hvorfor skal vi handle ind nu? Det kan far da gøre.”
”Far henter din lillebror. Jeg tænkte, vi kunne købe det mad, du godt kan lide. Fiskefrikadeller og nudler?”
”Okay, men så skal det også være med remoulade,” sige Tobias.
Han håber, mor siger nej, så han kan få luft og rase ud. Han har lyst til at skrige.
”Vi har remoulade derhjemme, det må I gerne få til,” siger mor.
“Har vi ketchup?”
”Ketchup passer da ikke til fiskefrikadeller,” siger mor.
Tobias mærker vreden brede sig helt nede fra tæerne og videre op gennem kroppen. Men han tør ikke skrige og skælde ud nu, hvor der er andre mennesker på gaden. Han siger ingenting, går bare med.
Kl. 15:45
Inde i supermarkedet er der musik. Han kender det ikke, så han skal koncentrere sig om at høre tonerne. Der er en dame med en stor taske, der skubber til ham på gangen mellem morgenmad og mel, idet hun går forbi. Mor kalder på ham.
”Tobias, hvilke grønsager synes du vi skal købe? Rød peber eller broccoli?”
Tobias er ved at koge over. Der er så meget, han skal. Høre på irriterende musik, passe på ikke at gå i vejen for folk, tage stilling til, hvilke grønsager han skal købe. Hans hoved er som en vandballon, der bliver mere og mere fyldt. Snart vil den eksplodere, og alle vil blive våde.
Mor går og småsnakker om kål og mad. Tobias vil bare hjem. Bare han kunne få ro i sit hoved. Mor har efterhånden fået fyldt indkøbsvognen. Hun gør tegn til ham, at han skal følge med hen til køen. Hylderne ved siden af køen er fyldt med slik og tyggegummi. Tobias tager en chokoladebar og lægger i vognen. Mor ser det og siger, at det ikke går, men at han kan få et stykke tyggegummi og en af bananerne, hvis han er sulten. Nu kan Tobias snart ikke rumme mere. Han har lyst til at vælte vognen, trampe på alle bananerne og kaste dåserne med de flåede tomater lige i hovedet på mor. Han står helt stille af frygt for at komme til at gøre som lysten siger han skal. Det sortner for øjnene, og han lægger sig på gulvet. Mor skælder ud og lægger selv varerne i posen.
” Rejs dig nu op, så går vi hjem.”
Kl 16:10
De kommer ud på gaden.
”Hvornår er vi hjemme?” spørger Tobias.
”Kan du slet ikke se, hvor vi er?” siger mor.
Tobias kan godt se han har været her før, men han kan ikke finde hjem. Alle huse er ens, alle veje er én stor grå masse. Bare de snart var hjemme.
”Skal vi med tog eller bus?” spørger han sin mor og holder godt fast i hendes jakkebælte.
Mor ser helt forvirret ud.
”Søde skat. Vi er gået fra fritidshjemmet over to veje for at gå i Brugsen. Nu er vi lige gået ud, og du spørger, om vi skal med tog og bus. Du har gået rundt med mig og far her i alle dine ni år.”
Tobias kan høre, at mor er irriteret og ked af det på samme tid. Hvordan skulle han kunne vide, om de skal gå, tage bus eller tog. Han har så travlt med at passe på, han ikke bliver væk. Han kan da ikke også tænke på alt det andet. Nu vil han bare hjem. Bare sidde i sofaen uden at tænke.
Kl. 16:20
Endelig når de til hoveddøren. Den kan han godt kende. De går ind, stadig uden at sige noget. Han sætter sig på trappen. Hans hoved summer. Hans fødder gør ondt. Hvordan skal han nogensinde komme op til 4. sal? Mor sætter sig ned ved siden af ham på trappen.
”Undskyld, jeg ved godt, at der er mange ting, som er svære for dig. Jeg ville ønske, jeg var bedre til at hjælpe dig.”
De sidder længe sådan uden at sige noget. Bare de kunne blive siddende her altid. Så rejser mor sig og siger, at nu er det på tide at komme op.
”Jeg kan ikke. Du må bære mig.”
”Det ved du godt, jeg ikke kan. Du må komme, når du har fået kræfter.”
Mors fodtrin bliver svagere og svagere, jo længere hun når op ad trappen.
Tobias sidder længe på trappen. Han føler sig trist, ensom og vred. Al den vrede fra hele dagen er snart ved at eksplodere inden i ham. Han MÅ op i lejligheden, så det ikke sker på trappen. Han hører en nøgle blive stukket i gadedøren efterfulgt af stemmer og fodtrin. Han tager sig sammen. Rejser sig og løber så hurtigt han kan op ad trapperne. Han har svært ved at få luft. Han kan høre stemmerne bag sig. Det er dem fra 3. sal. De må ikke se ham. Nu er der kun én afsats tilbage. Døren står åben. Han kan høre mors og lillebrors stemmer. Nå, så han er altså kommet hjem – og far sikkert også. De har garanteret ladet ham sidde på trappen alene for at være fri for ham, så de rigtig kunne hygge sig. Tobias er ved at sprænges af vrede.
Kl. 16:45
Han løber direkte ind i stuen med sko og jakke på. Mor er ved at sætte en kande saft på bordet, og lillebror sidder allerede bænket med en kiks.
”Nå, så I sidder bare her og hygger, mens jeg skal sidde på trappen.”
Han tager fat i kurven med huer og vanter i. Han løfter den fra gulvet og kaster den gennem rummet. Den rammer en stol, som vælter. Lillebror begynder at græde, og mor råber højt, at Tobias skal stoppe. Han kan ikke stoppe. Hele dagens ophobede vrede og ked-af-det-hed vælter ud af ham. Han tager en bold op fra gulvet og kaster den hen på bordet. Kanden vælter, og saftevandet løber hen over nogle biblioteksbøger og videre ned på gulvet. Mor er hurtigt henne ved bordet, ryster bøgerne for vand og smider et viskestykke på gulvet. Tobias lyner sin jakke ned, flår den af og kaster den hårdt ned i gulvet. Han brøler som en løve. Mor går hen imod ham. Han begynder at bokse ud efter hende. Der er larm og tumult. Lillebror græder. Tobias tager et par sko i gangen, som han smider ind i stuen. Mor råber, at han skal stoppe og gå ind på værelset. Han vil IKKE slappe af og han vil IKKE være på værelset. Han vil være sammen med mor. Han savner hende. Han er så vred så vred. Hvornår kan han få lov til at være Tobias?
Kl. 16:50
Mor har fået lillebror glad igen og går nu over mod Tobias. Hun ser trist ud. Tobias får ondt af hende. Han har det ligesom Anders And i Disney sjov. Der er både en engel og en djævel, der taler til ham samtidig. Han har lyst til at sige undskyld til mor og kysse hende, og samtidig har han lyst til at skrige og smide med ting. Han har brug for en grund, hvis han skal skrige.
”Mor, må jeg få koldskål med kammerjunkere?”
Han bliver helt glad ved tanken.
”Åh, det har jeg ikke fået købt, vi spiste det sidste i går aftes.”
Tobias mærker endnu en bølge af raseri skvulpe ind over ham. Han hører sin egen stemme råbe voldsomt højt. Han ser sin egen arm tage fat i vaskestativet med vasketøj og vælte det om kuld. Han tager den store LEGO- kasse med de små klodser og vælter den. Der er klodser og tøj ud over hele stuegulvet. Han skriger alt, hvad han kan. Nu kommer far frem. Tobias bliver usikker. Han kan ikke lide at blive så gal over for far. Han løber hen til mor, som står med lillebror tæt ind til sig. Tobias skriger så højt han kan og skubber og slår på mor. Han kan se både mors og fars munde bevæger sig. Far tager fat i ham og løfter ham op fra gulvet. Tobias sparker og slår vildt om sig. Far går ind på værelset med ham i armene. Han sætter sig på sengen. Tobias slår og sparker og prøver at bide far i armen. Far prøver at tale beroligende, men det virker modsat. Tobias er så vred.
”Hvorfor er I så onde ved mig?”
Kl. 17:05
Han græder nu. Han kan næsten ikke få luft. Han kan høre mor og storebror tale ude i gangen. Det er ikke glade stemmer. Hvorfor er Tobias sådan et forfærdeligt barn? Hvorfor er han overhovedet blevet født, når han skal have det så forfærdeligt og gøre alle omkring ham kede af det? Nu er han selv gået ind på værelset, så skal de i hvert fald ikke komme ind. Han sætter bordet og legetøjskasserne hen foran døren, så den ikke kan åbnes udefra.
Kl. 17:10
Nu banker det på. Det er mor. Tobias har mest lyst til at sparke forhindringerne væk, hive døren hurtigt op og kaste sig i mors arme. Men noget inden i ham siger noget andet. Han skriger, hun skal gå og aldrig nogensinde komme igen. Åh, hvor han savner hende. Hvorfor er det nu han er så vred? Han kan ikke huske det. Hvorfor kan de ikke alle sammen sidde og bygge LEGO inde i stuen på gulvet? Han savner dem, men han er også rigtig vred på dem.
Kl. 17:15
Mor banker på igen.
” Tobias, må jeg komme ind et øjeblik?” Tobias sparker forhindringerne væk, flår døren op og springer ind i mors arme. Han trykker sig ind til sin mor, som sætter sig på gulvet med ham og stryger ham over håret. De sidder længe sådan. Tobias er ked af, at han gør sin mor så ked af det.
”Undskyld,” fremstammer han mellem hulkene. ”Undskyld, at jeg er sådan et dårligt barn.”
”Du er det dejligste barn, der findes,” siger mor stille. ”Jeg elsker dig så højt, og jeg er så ked af, at du har det så skidt indeni. Jeg vil så gerne hjælpe dig, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre.”
Den dårlige samvittighed er ved at kvæle ham. Han må have luft, ellers eksploderer han.
”Kan vi ikke gå ud og lave mad sammen, mor?”
”Jo, lad os det” siger mor, tørrer sine øjne og rejser sig op.
”De andre må ikke vide, vi har grædt, du skal tørre øjnene helt,” hvisker Tobias.
”Vi lader som ingenting,” siger mor og smiler lidt skævt.
Kl. 17:30
De åbner forsigtigt døren og lister ud i gangen og videre ind i stuen.
Far og lillebror er i gang med en togbane, og storebror har sat sig ved computeren.
“Jeg vil også spille computer,” siger Tobias.
”Skulle vi ikke lave mad?”
Mors stemme lyder træt.
”Jeg vil spille computer,” siger Tobias bestemt.
”Du må vente, til din storebror har spillet, så kan du spille bagefter. Vi kan lave mad imens.”
Tobias skal lige til at råbe, at det er uretfærdigt, men magter det ikke.
Mor spørger, om han vil skære peberfrugter ud. Det vil han gerne, men hvad nu, hvis mor glemmer hans spilletid? Han lægger kniven fra sig og lister ind i stuen. Han stiller sig ved siden af storebror og spørger, hvornår han er færdig.
Storebror er tydeligt irriteret over at blive set over skulderen, han råber til mor, at hun skal få Tobias væk. Mor råber ude fra køkkenet, at Tobias skal komme tilbage til køkkenet. Mor kan bedre lide storebror end ham. Det er tydeligt.
Kl. 17:55
Nu kommer far hen og lægger en hånd på Tobias’ skulder.
”Du må spille, når vi har spist. Nu er det din bror. Kom hen og se en sej togbane, vi har bygget.”
Det lyder jo meget hyggeligt, men det er jo noget, far har med lillebror.
Mor kommer ud fra køkkenet og begynder at dække bord.
”Der er mad om 10 minutter,” siger hun og skramler med tallerknerne.
“Jeg skal spille computer,” siger Tobias.
“Nu spiser vi først, så kan du spille bagefter.”
Tobias kan mærke mavesyren helt op i halsen. Han magter ikke endnu et raserianfald, men han vil ikke snydes for at spille.
I samme sekund hans storebror rejser sig fra computerstolen, sætter Tobias sig på den.
Tobias lukker øjnene. Han ønsker sig langt væk. Et sted uden vrede og ked-af-det-hed. Væk.
Hans krop er tung og træt. Han kan høre resten af familien rasle med bestik. Tobias er sulten.
Kl. 18:15
Han rejser sig og sætter sig vredt ved bordet. Mor øser maden op på hans tallerken. Duften af fiskefrikadellerne rammer hans næsebor og giver på én gang både kvalme og velvære.
Tobias føler sig syg og svimmel. Hvordan skal han komme igennem resten af aftenen? Han har også lektier for. Han har ikke fået spillet computer. Familiens stemmer smelter sammen til larm. Specielt én stemme er mere tydelig end de andre. Det er mors.
“Skal du have sovs, Tobias?”
Kl. 18:20
Endnu et spørgsmål. Han rykker hårdt stolen bagud og skriger alt hvad han kan:
“Så lad mig dog være, for pokker.”
Gråden i halsen er ved at kvæle ham. Det svider i øjnene. Han løber ind på værelset, kaster sig på sengen og trækker en pude hen over hovedet. Han hulker, så hele hans krop skælver. Det har ikke engang givet luft at skrige af mor. Hvordan skal det nogensinde blive bedre? I morgen vil han vågne op til endnu en dag, der vil blive magen til denne.
Kl. 19:05
Dørens håndtag går ned, og døren bliver skubbet op. Tobias kan høre fars åndedrag og tunge skridt. Han sætter sig lydløst på sengekanten og aer Tobias gennem tæppet. Det er rart. Tobias bliver rolig. Far løfter stille tæppet væk fra Tobias’ ansigt. Han kan dufte fiskefrikadellen. Tobias sætter sig op i sengen og far holder en tallerken med aftensmaden foran ham. Uden at sige noget spiser Tobias maden. Han er hundesulten. Der er også mælk. De sidder længe sådan.
Far har også tandbørsten med. Tobias får børstet tænder og falder tungt ned på puden igen. Far tager stille Tobias strømper af og putter hans tæer ind under dynen. Tobias føler sig rigtig tryg for første gang i dag. Bare ham og far i mørket. Mon det er sådan at være død? Hvis ja, har han da i det mindste noget at glæde sig til. Tobias mærker fars åndedrag blive tungere, og en svag snorken sniger sig ind under dynen. Tobias giver slip. Lader sig overgive til søvnen og mørket. En nats helle, hvis han altså ikke vågner med mareridt.
Kl. 01.15
Tobias vågner med et lille skrig. Han sætter sig op i sengen. Alt er mørkt og stille. Far er væk. Hans hjerte hamrer vildt. Tobias er bange. Det var drømmen. Om trapperne, der drejer som i Harry Potter. Altid fører de nye steder hen, i voldsomme højder. Han tør ikke se ned. Han ved ikke, hvor han skal hen. Regnestykker, bogstaver, spørgsmål, børn og lærere i et virvar. Han kan høre skridt. Tobias kan næsten ikke få luft. En skikkelse kommer til syne.
“Er du okay, Tobias? Jeg hørte, du råbte.”
Det er mor. Hans elskede mor. Tobias knuger hende ind til sig. Mor lægger sig ved hans side og holder om ham. Tobias er så træt. Han vil sove. Ikke drømme de dumme drømme. Bare sove. Han trækker dynen op over hovedet og trykker sig ind til mors bløde hud.
Kl. 06:15
Tobias vågner med et sæt og ser op i loftet. Det er svært at vide, om det er nat eller morgen. Det er mørkt udenfor, og han er omsluttet af et tæt mørke. Han er meget træt. Benene føles tunge, selv om han ligger ned. Det snurrer i dem. Han kan høre sine brødre vende sig i sengene ved siden af. Det er trygt og rart at vide, at han ikke er alene i mørket. Det skramler fra køkkenet, og der kommer lys i gangen. Så er det nok morgen. Hvordan kan det overhovedet være morgen nu? Han er jo lige faldet i søvn. Tobias forestiller sig hvordan dagen vil blive. Han har allerede ondt i maven ved tanken. Om lidt kommer mor ind på værelset, tænder lyset og sætter sig på sengekanten.
Aer ham på håret og siger blidt og stille:
”Har du sovet godt?”
Tobias er et opdigtet navn. Redaktionen er bekendt med hans rigtige navn.
Udgivet: Maj 2020
