Vælg Side

“Mit liv handlede kun om at spise mindre og motionere mere”

Laura Pedersen begyndte at tabe sig, da hun gik i folkeskolen. Ti år senere kan hun se tilbage på et ungdomsliv med voldsomme konflikter, forgæves indlæggelser og afbrudte uddannelser. I dag er hun rask, og håbet er hendes vigtigste råd til de voksne omkring unge spiseforstyrrede.

TEKST: ULLA HINGE THOMSEN
ILLUSTRATION: THINKCREATIVE

“Jeg har altid haft masser af krudt i kroppen. Jeg har gået til springgymnastik, og som barn og ung var jeg ret muskuløs og kunne for eksempel lægge drengene ned, når vi lagde arm. I dag ville jeg nok synes, det var sejt, men i puberteten følte jeg ikke, at det var så feminint. Jeg var jo også i voksealderen og havde lidt ekstra hvalpefedt at give af. Samtidig begyndte jeg at blive påvirket af sociale medier. I dag ville man måske kalde dem, jeg fulgte, for influencers. Det var piger, der glorificerede deres liv – glansbilledlivet, du ved, hvor de var slanke og havde thigh gap (luft mellem lårene, red.).

Opmærksom på mad

Mine lår var muskuløse fra træning, og jeg begyndte at synes, de var for store. Så jeg begyndte at motionere mere, gå i fitness og skære ned på det, jeg spiste. Jeg blev mere og mere restriktiv i forhold til min mad og gik op i, at den fx var nøglehulsmærket, fuldkornsmærket og så videre. I en periode var jeg også meget skræmt over for kulhydrater. I forvejen var der stor opmærksomhed på mad i min familie; min lillesøster var overvægtig, min mor havde forsøgt at tabe sig, og jeg havde selv døjet med lav appetit som yngre og skulle tage på. Der var nok lidt mere fokus på det, end hvad sundt var.

Skolen som distraktion

Det endte med, at jeg droppede springgymnastikken. Jeg havde ikke energi og overskud til det, og jeg følte ikke, at holdet ville mig. I skolen gik det stadig godt. Jeg havde mange venner, og jeg klarede mig okay fagligt. Jeg brugte skolen lidt som en distraktion fra at tænke på, hvad jeg skulle spise, og hvor meget motion jeg skulle dyrke. Når jeg var afsted, var jeg jo optaget I de timer, selv om det sad i baghovedet, når jeg var til frikvarter.

Om eftermiddagen læssede jeg af derhjemme. Jeg havde så mange ting, jeg følte, at jeg skulle og burde, og jeg tænkte kun på at brænde kalorier. Jeg har altid været temperamentsfuld, og det blev endnu værre, nu hvor jeg var energiforladt og kortluntet. Der var mange voldsomme konflikter derhjemme, hvilket også påvirkede min lillesøster.

Smed madpakken ud

På et tidspunkt opdagede en veninde, at jeg smed min madpakke ud hver dag. Hun sagde det til min mor, og min mor tog mig til lægen. Her fik jeg at vide, at jeg skulle føre maddagbog, og at jeg ikke kunne komme mere i fitnesscentret, hvis jeg blev ved med at tabe mig. Men det gjorde jeg selvfølgelig alligevel, og vi fik flere og flere konflikter derhjemme. Jeg forstod ikke selv, hvor slemt det var.

Jeg afsluttede folkeskolen og begyndte i gymnasiet, men jeg kunne ikke deltage helhjertet i de sociale arrangementer, fordi jeg ikke ville spise pizza eller drikke alkohol. På det tidspunkt havde jeg tabt mig meget, og det endte med at jeg droppede ud.

De næste år blev min spiseforstyrrelse værre og værre, og jeg endte med at blive indlagt på psykiatriske afdelinger forskellige steder i landet. Ofte gik det ikke godt, for jeg var udad-reagerende og så personalet som modstandere. Vi patienter kom nok også ubevidst til at spejle os i hinanden og nogle gange ”inspirere” hinanden til at tabe os endnu mere og til selvskade.

Endelig set som individ

Som 17-årig kom jeg i et soloprojekt med kun mig og to pædagoger døgnet rundt. De var ikke specialiseret i spiseforstyrrelser, og her blev jeg endelig set som et individ igen. Frem for at sidde stille efter hvert måltid fik jeg lov til at starte på springgymnastik i byen nærheden. Det gav mig så meget at bruge min krop igen og mærke mig selv, men også at begyndte at bygge et nyt socialt netværk. Mange venner var forsvundet, mens jeg var syg, men nu fik jeg nye og også en ny kæreste. Ham ville jeg ikke flippe ud overfor, og det blev vigtigere for mig end at blive ved med at tabe mig. Det var vendepunktet. Efter 2,5 år flyttede jeg for mig selv og startede på gymnasiet.

Rask igen

I dag er jeg i gang med en bachelor I erhvervsøkonomi på universitet, og så arbejder jeg som gymnastikinstruktør for børn med handicap. Jeg er sammen med venner og har en ny kæreste, og min relation til min familie er blevet meget bedre. De første år gik vi lidt på listefødder over for hinanden efter de mange konflikter, men i dag føler jeg, at jeg har fået et stærkere bånd til dem.

Jeg lever ikke restriktivt mere – jeg kan godt lide at spise. Jeg træner en del, fordi det giver mig en masse glæde og energi. Ligesom alle unge kan jeg have tanker om min vægt og komplekser over mit udseende, men jeg vil aldrig handle på det længere. Jeg har lært at lytte til min krop.”

 

Lauras 3 gode råd til
forældre og skole

Forældre:

    • Tag tid til at tjekke ind med jeres børn om, hvordan de har det. Det er ikke altid nemt at trænge igennem til teenagere, men prøv alligevel – helst i fredstid.
    • Vær opmærksom på dit barns forbrug af sociale medier. Spørg, hvem de følger, og om det gør dem glade at følge dem. Vær positiv, men tal også med dit barn om, at de høje skønhedsidealer kommer med en pris.
    • Hold ud. Selv om behandlere kan være skeptiske, og I selv føler jer magtesløse, bliv ved med at tro på, at de nok skal få det godt igen. Jeres børn har brug for, at I holder håbet for dem.

Skole:

    • Hold øje med, om en elev taber sig meget over en periode. Selv om eleven virker ovenpå socialt og fagligt, kan de godt være på vej ud i en spiseforstyrrelse.
    • Vær opmærksom, når der sker ting i en elevs forældres liv som skilsmisse eller arbejdsløshed. Mange børn bekymrer sig om, hvordan deres forældre har det, også uden at sige det. Reaktionen kan godt komme i form af et forsøg på at få meget kontrol over kroppen.
    • Undervis eleverne i sociale medier og hvordan de påvirker vores selvbillede.

…. og en enkelt til behandlerne:

    • Mød den unge i øjenhøjde. Alle spiseforstyrrede er mennesker, også unge, og mennesker er forskellige og har forskellige ressourcer. Brug dem.

LÆS OGSÅ: Ballademager, nørd eller klassens klovn? Det skader trivsel, faglighed og fællesskab, når børn puttes i kasser

Udgivet: Maj 2024

Få ny viden, inspiration og gode råd til at støtte dit skolebarn
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Skole og Forældres magasin, Skolebørn, og få de nyeste artikler direkte i din indbakke 8 gange om året.
Det er helt GRATIS og vi giver ikke din mailadresse videre til anden part.

Hvis du har lyst, kan du udfylde fødselsåret for dit barn/dine børn, så vi kan sende dig artikler, der passer til dit barns klassetrin. Det er selvfølgelig frivilligt og vi bruger ikke oplysningerne til andet.

Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet accepterer du Skole og Forældres privatlivspolitik. Læs den her.