Vælg side

Tilbage i skole – sådan støtter du dit barn

I mandags kom børnene i 0.-4. klasse tilbage i skolen. Selv om de har glædet sig, er det en stor omvæltning, og for de helt små kan det nærmest være en ny indkøring. Få Forældrerådgivningens bedste råd til at støtte dit skolebarn her.

TEKST: ULLA HINGE THOMSEN
FOTO: COLOURBOX

1. Tag det roligt

For mange af de mindste elever har hverdagen været løsere og kravene mindre under nedlukningen, end de nu skal til at vænne sig til. At komme op til tiden, finde sig til rette i en struktureret hverdag og igen forholde sig til kammerater og lærere vil kræve kræfter, og dit barn vil være træt og sikkert ikke har overskud til andre aktiviteter, når det kommer hjem. Så sæt barren lavt, træk vejret, og vis tålmodighed, når dit barn har svært ved at komme op og ud ad døren, eller når det er træt om aftenen. Hvis dit barn går i 0. eller 1. klasse, så prøv at se på den kommende periode som en ny indkøring i skolen – meget af det, barnet kommer tilbage til, vil være nyt, og andet vil det have glemt.

2. Hold øje med trivslen

De fleste børn har savnet deres kammerater og er glade for at for at komme tilbage i skole, men for nogle kan der også være en knude i maven af usikkerhed, som det er vigtigt at give barnet plads til. Barnet kan være optaget af, hvilken plads det har i fællesskabet, om det stadig har en bedste ven, og hvordan det skal komme ind i en leg i frikvarteret. Overvæld ikke barnet med tårnhøje forventninger om, hvor fantastisk det bliver at se alle kammeraterne igen, og hvor sjovt det bliver at lege, men tal i stedet med barnet om, hvordan det har det med at komme i skole. Når det har været af sted, så spørg nysgerrigt til, hvilke aktiviteter det har deltaget i, og med hvem. 
Følg gerne dit barn i skole de første par dage, så du kan iagttage om han/hun virker glad og tryg ved at komme afsted.

OPLEVER DIT BARN UDFORDRINGER MED AT STARTE I SKOLE IGEN?
Ring til Forældrerådgivningen på 70 25 24 68

3. Styrk fællesskabet i klassen

I de små klasser er noget af det vigtigste, at forældrene danner et stærkt fællesskab for klassen, så der er sat ind på kontoen til resten af skoletiden. Under nedlukningen har det været sværere end sædvanligt at opbygge og vedligeholde fællesskaber, og nogle af de mindste klasser har slet ikke nået at opbygge ét, fordi skolestarten har været præget af restriktioner og forbud. Prøv at foreslå eller selv arrangere virtuelle arrangementer, så I opbygger den samhørighed, der skal støtte børnenes skoleliv. I kan for eksempel arrangere eller foreslå trivselsbingo, virtuel vinterfest eller fotokonkurrence med snemands-billeder.

 4. Tal med lærerne

Samarbejdet mellem forældre og skole er fundamentet for trivslen, og netop nu er der endnu mere grund til at tale sammen end før. Spørg nysgerrigt og åbent ind til, hvordan lærerne vil arbejde for at få styrket klassens sammenhold. Normalt er der en plan for, hvordan man kan ryste forældre og børn sammen gennem arrangementer, men på grund af Corona har disse ikke været afholdt. Tal med lærerne om, hvad I sammen kan gøre af indsatser. Hvis du er trivsels- eller kontaktforælder, så bed om et møde med lærerne. Her kan I for eksempel tale om, hvilke arrangementer, I vil afholde, når det igen bliver muligt – så er der også noget at glæde sig til.

5. Hav tillid til, at det faglige nok skal komme

Mange har talt bekymret om ’læringstab’ for eleverne under nedlukningen, og selvfølgelig har det været anderledes vilkår at modtage læring på. Men lærerne er uddannet og har en plan for, hvordan det faglige skal indhentes, og for de små elever er det allervigtigste, at de igen bliver glade for og trygge ved at gå i skole. Så skal læringen nok komme over tid. Prøv at have tillid til, at det nok skal komme, og fokusér på at få en god daglig skolevane tilbage.

Kilde: Rikke Alice Bille, leder af Forældrerådgivningen i Skole og Forældre
Læs mere om Forældrerådgivningen her.

Udgivet: februar 2021

Få ny viden, inspiration og gode råd til at støtte dit skolebarn
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Skole og Forældres magasin, Skolebørn, og få de nyeste artikler direkte i din indbakke 8 gange om året.
Det er helt GRATIS og vi giver ikke din mailadresse videre til anden part.

Hvis du har lyst, kan du udfylde fødselsåret for dit barn/dine børn, så vi kan sende dig artikler, der passer til dit barns klassetrin. Det er selvfølgelig frivilligt og vi bruger ikke oplysningerne til andet.

Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet accepterer du Skole og Forældres privatlivspolitik. Læs den her.